Af Torben Sangild
Under Byen er noget så bemærkelsesværdigt som et internationalt kendt band med dansksprogede tekster og en instrumentbesætning der inkluderer alt andet end guitar: fx violin, cello, tuba, marimba, kalimba og elektrisk forstærket sav ud over trommer, percussion, bas, klaver/keyboard og sukkende sang gennem en forvrænget mikrofon. Et band der konstant udfordrer sig selv i den kreative proces; et kollektiv af kræsne og selvkritiske musikere som sagde nej til tilbuddet om en international pladekontrakt for at bevare autonomien, og som nu har lavet deres bedste plade (Af samme stof som stof (Red.)). Men det vigtige er jo hvad de får ud af deres materiale: En musik der kradser lytteren kælent i øret til det bløder. En musik der stønner energisk af sart vemod med voldsomme slagskygger.
Mange af numrene har noget barnligt over sig. Ikke barnligt som den naive trold, men snarere som det sære, sårbare barn som møder verden med al dens vold og overlever i kraft af en sans for det skønne i de onde drømme. Som nu i nummeret ”Tindrer”, der indledningsvis er bygget op om et simpelt, bittersødt, spilledåse-klokkespilsmotiv. Henriette Sennenvaldts vokal er sukkende som fra et barn der halvt sover, men med en voksens ord og affekterthed. Et lettere ustemt klaver og saven lægger spor af uro ud, mens den bløde cello og de dæmpede trommer garanterer stabiliteten. Vokalen er konstant ved at knække over, at forsvinde i gråd eller søvn, men når akkurat at halvt synge, halvt hviske sin tekst, som bl.a. rummer disse ord:
Vi tindrer vi raser
vi gløder vi
slår os ikke ned
falder ikke til ro
Vi er gale
og fine
skøre som glas
som parfumeret papir
Og det er nemlig rigtigt! Under Byens musik er alle disse ting. Men teksten handler om menneskene. ”Den her sang handler om at få det bedste ud af det” som titlen på et af de bedste numre lyder – et udsagn der viser sig at være mere mørkt end som så. Sennenvandts bedste tekster er lyrik i egen ret med linjer som ”tapeterne bølger og folder sig i feber/ lagnerne smykker sig kinesisk og ånder tungt” eller ” Rawplugsformede er illusionerne/ de skruer sig ind og man bruger dem/ til at få verden til at blive hængende på væggen”. De er ikke bygget op omkring trætte rim, som det ellers synes at være lov inden for hele populærmusikken (ikke mindst den engelsksprogede). Derfor hører man efter, også når ordene næsten ikke er hørbare. Der hviskes noget, og det er vigtigt!
(Uddrag fra Torben Sangilds artikel om Under Byen her på sitet)