English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi

Format:  CD

Katalognummer:  8.226153

Stregkode:  636943615324

Udgivelsesmåned:  Jun 2016

Periode:  21. århundrede

Anmeldelse


PELLE GUDMUNDSEN-HOLMGREEN: Green Ground

19 July 2016  jcKlassisk
John Christiansen

Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen døde forleden som 83-årig. Her er det godt, at vi har grammofonindspilninger til at dokumentere og lade os opleve, hvad han stod for. Alene i år har Danacord udgivet tre cd’er, der viser, hvor alsidig og nuanceret Gudmundsen-Holmgreens musik er. Også hvorfor han kaldtes en outsider. Han var sin egen og som komponist original i begge ordets betydninger. Jeg vil ikke kalde ham en provokatør, selv om han vel kunne provokere med musikalsk lune, men jeg kan ikke blive provokeret af hans musik, derimod nok blive pirret til, væltet omkuld og ført til en anden musikalsk verden, som overrasker, men som alligevel holder én fast.

Cd’en ”Green Ground” blev endda præsenteret forleden på Takkeloftet. Den skulle ikke have været det, men den blev en mindekoncert. De medvirkendes karat på koncert og plade fortæller allerede om oplevelsens intensitet med en musik, som er håndskrevet af Pelle Gudmundsen-Holmgreen til den allerede legendariske amerikanske Kronos Quartet og vokalensemblet Theatre of Voices med Paul Hillier, grundlagt i 1990 og endda fast etableret i Danmark.

Gudmundsen-Holmgreen kunne lege med sine værker, og det gør han her. Kronos har indspillet hans 10. og 11. strygekvartet, og de gentages sammen med en ”legeklods” i tilgift, et dekonstrueret vokalværk bygget over et stykke af den engelske renæssancekomponist Wiliam Cornysh at finde i ”Henry the Eight Song Book”. Her er kodeordet ”ground”, grundlag, en gentagen basstemme, der brugtes som gennemgående element, ostinato,  i en variationsrække. Det giver stof til fem beslægtede værker. De to er rene kvartetter, ”No Ground” og ”New Ground”, det tredje vokalværket ”Green” med den gamle tekst ”to the greenwood must we go”, som kombineres med kvartetterne i samleværkerne ”No Ground Green” og ”New Ground Green”. Konstrueret? Ja, men levende og hele tiden spændende. Og sikke en opførelse af Kronos-musikerne og sangerne Else Torp, Signe Asmussen, Christopher Watson og Jakob Bloch Jespersen.

[...]





A CC Music Store Solution