English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi

Format:  CD

Katalognummer:  8.226593

Stregkode:  636943659328

Udgivelsesmåned:  Dec 2016

Periode:  Sent 20. århundrede, Sent 20. århundrede, 21. århundrede

Anmeldelse


EMP RMX 333 – a tribute to Else Marie Pade (1924-2016)

02 January 2017  CAPAC
Capac

Blandt de musikalske begavelser, vi mistede i det forgangne år, var den danske pioner inden for den elektroniske musik, Else Marie Pade, der døde for knap et år siden i en fremskreden alder af 91 år. Heldigvis nåede Pade at få den anerkendelse, som hendes pionerarbejde fortjener. Og kort tid efter hendes død tog Henrik Marstal initiativ til at lave hyldestpladen EMP RMX 333, hvor Else Marie Pades komposition “Etude” fra 1961 fortolkes af en række yngre danske kunstnere med baggrund i den moderne electronica.

Pladen indledes med Else Marie Pades originale værk, der varer 5:33. Og derefter følger de øvrige elleve fortolkningsstykker, der alle overholder tiden, 5:33. Pades eget værk fremstår som en lineær collage af fortrinsvis diskante lydobjekter, der repeteres (loop), manipuleres og afløser hinanden næsten umærkeligt, så der skabes et homogent lydende værk.

Anna Lidell og Henrik Marstal  fastholder Etudes grundlæggende repetitive og successive karakter, men vælger ellers at foretage en radikal fortolkning, idet de dels involverer en stump tale – fra en samtale med Else Marie Pade og Jacob Kirkegaard – og brugen af en række instrumenter, der ud over elektroniske sådanne – beats, synths – omfatter mere traditionelle instrumenter som bas, cello, stemmegafler og diverse effekter. Det kommer der – i mine ører – et frugtbart møde ud af – mellem Pades stregnt intellektuelle og lydmæssigt rene kompositionsmusik og en moderne elektronica, der er farvet af års samspil med populærmusikken.

Katrine Ring gør noget lignende, idet hun dels sampler en lille stemmelydstump fra Else Marie Pade, der får lov til at gentage sig i løbet af stykket på en elektronisk bund, der også respekterer det oprindelige stykkes repetitive og succesive karakter. Hvor Marstal og Lidell flytter musikken i retning af moderne populærelectronica, fastholder Ring sit udtryk i et nøgent, cool, klart eksperimenterende udtryk.

Måske ligger der en interpretativ pointe i, at fortolkerne inddrager stemmens lyde i deres fortolkninger? En understregning af stemmelydenes fravær i Etude? I hvert fald trækker Band Ane (Ane Østergaard) et helt digt af Else Marie Pade (“Du og jeg og stjernerne”, som Pade skrev da hun var i Gestapos fangeskab i 1944) ind i sin fortolkning. Og recitationen af digtet omgærdes af et diskant lydbillede, der ligger ganske tæt på originalen, men samtidig afslører den moderne electronicas forkærlighed for nærmest melodiøs vellyd og inciterende og dansant rytmik.

SØS Gunver Ryberg fortolker nærmest Etude som et dystopisk, mørkt værk samtidig med at den repetitive og successive struktur i det oprindelige værk brydes lidt op og får en ny rytmisk dimension, der både sætter Etude i relief og peger ud over værket i retning af den moderne electronicas orientering mod den dansende krop.

Christian Vogel går mere raditkalt til værks, idet han genbruger lydene fra Etude. Paradoksalt nok er det den fortolkning, der oplevelsesmæssigt ligger længst fra originalen. Måske, fordi Vogel bløder Etudes køligt-intellektuelle struktur op og manipulativt transformerer værket til noget, der ligner moderne sound scapes. Else Marie Pade møder den eksperimenterende Brian Eno, kunne man fristes til at sige…

Bjørn Svin dyrker som SØS Gunver Ryberg de mørke dimensioner i værket i et komprimeret, intenst stykke musik, der nærmest overdriver det repetitive og følgagtige i Pades komposition. En lille monolit af diskant, støjende mørke.

Fra Svin er der et kvantespring til ensemblet We Like Wes version, der omsætter inspirationen til klassiske, analoge instrumenter – violin, cello, slagtøj og sang – i et værk, der dyrker det successive i en serie improviserede lommer af lydcitater og -fragmenter. Det er en komposition, der både hylder Pade og den moderne kompositionsmusik fra det 20. århundrede.

Jonas Olesen genbruger som Vogel Etudes originale lyde og skaber en noget mere nedtonet værk end Etude. Olesens udlægning bliver nærmest roligt og mere restringeret i sit udtryk en Pades værk, men manipulerer også Pades grundliggende stramme struktur til en mere moderne og poporienteret electronica.

Sandra Boss vælger også at fokusere på mørket i Pades værk i en fortolkning, hvor sekvenserne er lidt længere end originalens og måske tættere på virkelighedens isolerede lyde end på de rensede tekniske reallyde hos Pade.

Også Jacob Kirkegaard og Heidi Mortenson genbruger i deres afsluttende fortolkninger lydene fra Pades Etude. Kirkegaard dyrker også det mørke, ja dystre, man kan tilskrive Pades originale værk. Sammen med Svins værk udgør Kirkegaard nok et af de mere dystopiske bud på en fortolkning. Også Mortenson er ovre i den mørke afdeling, men med sine synths, klokker og glas tilfører Mortenson også nogle dimensioner af fylde og vingefang, som man skal lytte længe til kunne for at genkende. Og peger dermed netop på den opgave, som Pades musik hele tiden stiller: At man skal lytte opmærksomt til musikken.

Samlet set udgør pladen en fornem hyldest til Else Marie Pade og viser, at hendes pionerarbejde sagtens kan levere inspiration til vor tids dyrkere af electronicaen. Der er nok at gå i gang med. EMP RMX 333 er nok ikke en plade, man tager ned fra reolen hver dag. Men den egner sig godt til at rense ørerne og hovedet for den musikalske støj, vi som musikforbrugere, konstant udsættes for – og tjener som en påmindelse om, hvad musikken dybest set er: lyde.





A CC Music Store Solution