English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  CD

Katalognummer:  8.226578

Stregkode:  636943657829

Udgivelsesdato:  Jan 2014

Periode:  21. århundrede

Anmeldelse


Rune Glerup: Dust Encapsulated

04 March 2014  Seismograf
Nikolaj Strands

EN GUIDET TUR I RARITETSKABINETTET

At lytte til nyere kompositionsmusik på cd har både sine fordele og ulemper, ligesom live-opførelsen har sine. Særligt i forhold til musik, hvor det performative spiller en central rolle for det kunstneriske udtryk, giver en indspilning anledning til at overveje, hvordan musikken som indspillet bliver noget andet.

Rune Glerups musik, som den kommer til udtryk på den nyudgivne cd, Dust Encapsulated, er ikke musikdramatik eller scenisk i nogen radikal forstand – vi befinder os langt fra den avantgardistiske "happening" eller fra en ophævelse af skellet mellem kunstarterne. Men musikken har alligevel en visuel og rumlig karakter, der sammen med de anvendte spilletekniske greb pointerer opførelsessituationen som betydningsskabende og dermed også peger på optagemediets begrænsninger og muligheder. Glerup beskriver selv i cd’ens liner notes, hvordan den visuelle kunst har været til stor inspiration for ham, og hvordan han ofte arbejder med det musikalske materiale som tredimensionelle objekter, man kan se fra flere sider – som en Caldersk mobile. Herigennem bliver montagen af de forskellige objekter, deres sidestilling og friktion vigtigere end et narrativt-fortællende musikalsk forløb. Glerup peger også på opførelsesrummet som centralt i kompositionsprocessen – det er nærmest umuligt for ham at tænke værkets komposition og klang uden at tænke det situeret i en given opførelsessituation med bestemte musikere og i et bestemt rum.

De fem værker på Dust Encapsulated synes på hver deres måde at stille det visuelt-rumlige op som problem. At opførelsessituationen fremhæves i kompositionen er måske mest tydeligt for de to titelværker, Dust Encapsulated #1 (counting is OK) for slagtøj og live elekronik og Dust Encapsulated #2 for fløjte, klarinet, violin, cello og klaver. Trods titlerne har de to værker ikke umiddelbart noget til fælles – Glerup bruger ”Dust Encapsulated” (som er en "personlig hilsen" til et par af hans visuelle forbilleder, Marcel Duchamp og fotografen Man Ray) i stedet for et ”uden titel”: Værkerne er først og fremmest ”rent musikalske” og titlen er derfor for så vidt underordnet.

I Dust Encapsulated #1 trakterer Mathias Friis-Hansen slagtøjet i et værk, der undersøger den klanglige fusion eller mangel på samme mellem elektronisk lyd og ”reallyd”. En insisterende tilbagevendende bip-lyd sætter musikalske hegnspæle i musikken og synes konstant at nulstille det musikalske forløb og de ansatser til sammenspil og klanglig sammensmeltning mellem slagtøjet og den elektroniske lyd, der udforskes. Hvor det ved en liveopførelse typisk kan være en udfordring at få den elektroniske lyd til at smelte sammen med instrumenternes lyd, gælder det omvendte i en vis forstand på en indspilning som denne. Hvis man er tilvænnet den studieproduktionslyd, som særligt har så stor betydning inden for populærmusikken og den elektroniske musiks verden, bliver det snarere slagtøjets integration i det elektroniske lydbillede, der bliver prekært, hvorved det kompositoriske problem på en måde omvendes!

I Dust Encapsulated #2 er anvendelsen af musikalske objekter tydelig og særligt i dette værk, men også i almindelighed, må man rose Glerups opfindsomhed. De musikalske idéer fremstår med hver deres tydelige karakter, hvor rytmik, tonalitet og særligt spilleteknik giver dem hver deres personlige fremtræden. I et værk som dette, hvor det spilletekniske har en afgørende betydning, vil noget uvægerligt gå tabt, når det visuelle og fysiske nærvær af musikopførelsen ikke opleves. Jeg hørte værket live ved Athelas New Music Festival i 2012, hvor netop sammenhængen mellem de klanglige objekters præsentation og det visuelle indtryk af musikerne gjorde stort indtryk (Læs anmeldelsen her: http://seismograf.org/reportage/klang-historie-og-samtid-athelas-festival-2012). Omvendt kan man sige, at idéen om lydobjektet i dets oprindelige udformning hos ‪Pierre Schaeffer netop forudsatte den "akusmatiske lyttesituation", som optageteknologien gav mulighed for: at lydobjektet kan høres i sin rene form uden visuel eller anden forbindelse til sin ”kilde”. Netop i denne forstand og i kraft af den gentagne lytning som indspilningen giver mulighed for, fremstår Glerups objekter i en sonisk renhed, man som lytter kan gå på opdagelse i. Paradoksalt bliver det narrative forløb i værket faktisk styrket herigennem. Netop sammenstillingen af og gentagelsen af lydobjekterne giver lytteren gode orienteringsmuligheder i den overordnede form, som på trods af lydobjekternes gensidige uafhængighed integrerer disse i et sammenhængende forløb.

I Objets/décalages (objekter/forskydninger) for blokfløjte, violin og akkordeon kommer sammenstillingen af musikalske objekter måske tydeligst til udtryk. Det anti-narrative er tydeligt, men også her opstår der formmæssig sammenhæng i kraft af objekternes gentagelse. Særligt det tilbagevendende rytmisk prægnante "omkvæd" karakteriseret ved akkordeonets dybe pulserende klange, violinens pizzicati og blokfløjtens dampfløjtelyd giver nærmest værket karakter af ørehænger!

På cd’ens anden halvdel arbejder Glerup med mere traditionelle former i de to værker, Sonate for klaver i 7 satser og Divertimento for Sinfonietta, der på hver sin måde forbinder sig til traditionen.

Med sonaten markerer Glerup sin inspiration fra Pierre Boulez, idet den kraftige og eruptive stil kendt fra Boulez’ klaversonater indgår som et vigtigt element, der igen sætter instrumentets og musikerens (Neel Bramsnæs Teilmann) rent fysiske tilstedeværelse i centrum. Men karaktermæssigt er der frem for alt noget andet på spil i sonaten, hvad enten det er nordisk mådehold, Satie-inspiration eller zen à la John Cages Sonatas and Interludes for præpareret klaver.

I divertimentoet er det spøgefulde i højsædet, og igen er legen med de instrumentale muligheder, her udfoldet af Athelas Sinfonietta, så central i kompositionen, at man som lytter ofte sidder tilbage med følelsen af at være omgivet af et instrumentalkontinuum, hvor grænsen mellem instrumenterne næsten er fordampet.

Med Dust Encapsulated markerer Rune Glerup sig som en ung komponist med noget på hjerte, ikke så meget i kraft af det grænseoverskridende i det musikalske udtryk, men snarere på grund af den musikalsk idérigdom, der udfoldes i værkerne. Værkerne synes hver på sin måde at invitere lytteren på en guidet tur i Glerups raritetskabinet af musikalske objekter og ikke mindst ind i koncertsalen til en oplevelse af musikken på andre præmisser.





A CC Music Store Solution