Anders Brødsgaard: Galaxy
28 November 2010
Fyens Stiftstidende
Mikael Krarup

Svimlende rumtur
Endnu et musikalsk bud på universets mysterier, her som en spiral, uudslukkelig.
Det tre kvarter lange, ensatsede værk Galaxy bølger frem og tilbage, kyler sine udladninger ind i lyttersjælen, hypnotisk.
Harmonier afløser disharmonier, rytmer skifter.
Det er hård kost, det indadvendte og det voldsomme skifter i det uendelige, ender dog overraskende smukt.
Odense Symfoniorkester for fuld besætning og mere til er ikke uvant med moderne kompositionsmusik, og med Christopher Austin i spidsen viser de muskelstyrke og omstillingsparathed.
Det høres især med al tydelighed i det andet værk, Monk's Mixtures fra 2009, tre satser i bevægelse (moving -walking -flying), med jazzede rytmeskift, kradse, bredpenslede klangbilleder og Thelonius Monk-vildskab.