English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  CD

Katalognummer:  8.226548

Stregkode:  636943654828

Udgivelsesdato:  Oct 2015

Periode:  21. århundrede

Anmeldelse


Symfoni for Hipstere

01 February 2016  Klassisk
Jens Cornelius
4/6 Stars
Forstemt klaver, tamburin, legetøjsguitarer og et udvalg af mundharmonikaer, træk-op-dyr og en kaffekværn (af mærket Braun). En sav blander sig med vokalstemmer, der ikke synges af sangere, men af instrumentalisterne. Ironiske koralharmoniseringer bliver tilsat fløjtelyde, og det stemmer aldrig særlig godt. 

I musikken af Jeppe Just Christensen er de fleste instrumenter hjemmelavede eller i hvert fald hjemme-præparerede. Det er stærkt antiæstetisk og giver ny betydning til det gamle wienerfænomen Schrammelmusik. Men det er også et stykke moderne, bæredygtig storbykultur og lyder temmelig morsomt. Hans klangverden er unik, og jeg kan af ærligt hjerte anbefale dette møde med en komponist, der går i barndom og rumsterer med resterne fra de 80'er lyde, han voksede op med. Måske er også selve cd-formatet, der jo er gammeldags på den helt forkerte måde, en del af ironien? 

Hovedværket 'Three Songs in 9 Movements' er en gennemført hipstersymfoni på en halv times varighed, som er velstruktureret og med et markant stilistisk udtryk. Noget lignende har man nok ikke hørt siden de glade fluxusdage, hvor der blev spillet på båthorn, torsk og kålhoveder. Forskellen er, at de kaotiske lydkilder denne gang er sammensat med omhu og poesi. Det ville nok have forstærket virkningen også at kunne se de medvirkende og deres forskellige rekvisitter, men værket fungerer tilstrækkeligt godt på plade, indfanget i upoleret live-lyd. 

I stykket 'Douglas' bliver der spillet på stige, og bratschens tema i anden sats er taget fra de svenske Hjem Is-biler. 'Movin' er en slags akustisk båndsløjfe på fem minutter, minimalistisk musik af minimalisternes barnebarn, der vender ryggen til alle nutidens teknologiske muligheder, hans musikalske forfædre ville have kastet sig over. I stedet er vi tilbage ved rødderne, dybere rødder end nogensinde, faktisk dybere end nødvendigt. En frivillig tilbagevenden til lavteknologiske tider, hvor træk og slip er rigeligt til at skabe forundring.



A CC Music Store Solution