Morten Olsen: In a Silent Way
18 November 2008
Jydske Vestkysten
Jytte Steffesen
Komponisten Morten Olsen har i et par sæsoner været huskomponist hos
Esbjerg Ensemble, og dette samarbejde har nu udmøntet sig i en cd med
fire kompositioner fra 2005-08, spillet af ensemblet med englænderen
Christopher Austin som dirigent.
Det er kendt for sit engagement
i ny dansk musik, blandt andet via de årlige workshops for unge
komponister, og gennem mange år er dets publikum vænnet til programmer,
hvor nye kompositioner er blevet præsenteret i selskab med klassiske og
mere velkendte.
Men en hel cd med kammermusik med højst et par år på bagen?
Anmelderens
skepsis lod sig i første omgang rokke af optagelsens ualmindeligt klare
lydbillede og musikernes forventelige fornemme udførelse. Og Morten
Olsens musik er virkeligt anbefalelsesværdig, også i større doser.
Den
er - som al god musik - afvekslende i sit udtryk, rummer både fortættet
drama og en stilhed, der ikke som hos nogle modernister er gold og
kosmisk, men hele tiden har livets tunge åndedrag som underlægning.
Nogle
vil huske uropførelsen af »Oryq« fra Esbjerg Ensembles koncert i januar
i år, hvor den blev opført sammen med Schuberts »Oktet«, som Morten
Olsen er inspireret af.
Besætningen er den samme som i oktetten,
udvidet med 24 gonger, som blev betjent af Christian Martinez. Der er
citat af Schubert i den 6-satsede komposition, som fint kan høres uden
denne sammenhæng. De øvrige værker på cden er »Kata«, »Ictus« og »In a silent way «. I sidstnævnte spiller basfløjten en væsentlig rolle, og ensemblet er tilføjet både akkordeon og elguitar.