English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  CD

Katalognummer:  8.226119

Stregkode:  636943611920

Udgivelsesdato:  Dec 2015

Periode:  Romantik

Anmeldelse


GADE, LANGE-MÜLLER & LANGGAARD: Danish Romantic Piano Trios

01 December 2015  JC Klassisk
John Christiansen

Fremragende klavertrio

(...) Violinisten Lars Bjørnkjær, cellisten Toke Møldrup og pianisten Katrine Gislinge har fundet det i musik af Niels W. Gade. P.E. Lange-Müller og Rued Langgaard for at tage dem kronologisk. Det er ensbetydende med, at uanset i hvilken tidsalder man søger sin favoritmusik, så har man virkelig noget at gå efter. Og hvem siger, at man skal holde sig til sin favorittid? Jeg vil anbefale, at man ikke gør i denne omgang.

Peter Erasmus Lange-Müller, kendt af alle for sin ”Midsommervise” i Drachmanns ”Der var engang” og utallige Sankt Hans bål, indleder cd’en med en godt en halv time pragtfuld klavertrio i f-mol. Han var som komponist autodidakt, hvilket jeg her helst vil oversætte med, at han var sin egen, og det vil sige meget bedre, end han selv troede. Førstesatsen begynder melankolsk tynget, næsten rugende styret af bratschen, men satsen åbner sig, og den får en duft af Paris, som Jens Cornelius skriver i sin pladeartikel, og det er rigtigt hørt. Personligt blev jeg meget optaget af denne sats, som følges af et smukt intermezzo og en hurtig finale, som nok er tyndere i substansen, men som spilles med en musikalsk fyrighed, som er medrivende.

De tre hver især fremragende musikere ildner på denne ægte danske cd hinanden op til det helt store. Det er kammermusiceren på et højt internationalt plan, og det bliver så også musikken på den. Det gentager sig i Niels W. Gades F-dur trio og i en enlig tidlig sats i B-dur, hvis plads i en trio Gade beskrev i ord. Førstesatsen skildrer en ”dansk” helt, der drager afsted, men desværre blev musikken til heltens rejse med dens farer og hjemkomsten aldrig færdigskrevet. Gade selv rejste få år efter selv til Leipzig, hvor han blev berømt som Mendelssohns efterfølger som dirigent for Gewandhausorkestret , men da den dansk-preussiske krig begyndte i 1848, måtte han vende hjem til  København. Her skrev han 14-15 år efter en næsten klassisk, mere centraleuropæisk orienteret klavertrio i fire satser.  

Det er faktisk genialt at slutte cd’en af med Rued Langgaards ni minutter korte stykke ”Fjeldblomster”, som han skrev som kun 15 årig. Her er Langgaard ikke en anelse af skør. Det er renfærdigt smukt senromantik. Satsen blev derpå ominstrumenteret til orkester som del af Langgaards første symfoni, senere kaldet ”Klippepastoraler”, som Max Fiedler og Berliner Philharmoniker uropførte i 1913. Alt er sagt med Jens Cornelius’ konstatering: 

”Fjeldblomster blev en af de sidste stille stunder, inden verden for altid splintredes for hyperromantikeren Langgaard”.


Det er ganske enkelt en vidunderlig kammermusik-cd, som også er oplagt til en dansk grammofonpris. 





A CC Music Store Solution