English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  CD

Katalognummer:  8.226117-18

Stregkode:  636943611722

Udgivelsesdato:  Sep 2015

Periode:  21. århundrede

Anmeldelse


LARS MØLLER: ReWrite of Spring

28 September 2015  Politiken
THOMAS MICHELSEN
5/6 Hjerter

Der udkommer mange danske jazzalbum. Rigtig mange endda, og mange af dem er gode. Alligevel er der nogle, der løfter sig op over og ud af mængden. I dette tilfælde fordi projektet er så godt tænkt, så godt forløst og så stjernegodt udført.

Saxofonisten og komponisten Lars Møller er en særdeles erfaren herre i bigbandsammenhæng, og det var et oplagt valg, da han for tre år siden blev udset til at løfte arven efter Jens Klüver og føre det daværende Klüvers Bigband videre. Det skete under det på en gang internationale og nøgterne navn Aarhus Jazz Orchestra, og historien om Møller og det aarhusianske kvalitetsbigband har været en succeshistorie. 

Nu har Møller i al fredsommelighed annonceret, at han forlader bigbandet igen. Men hans storværk i form af en gennemkomponeret jazzhyldest til Stravinskys klassiske balletpartitur ' Le sacre du printemps' lå færdigt til udgivelse, og det er et fremragende dobbeltalbum, der er kommet ud af anstrengelserne. 

'REWRITE OF Spring' er en parafrase over den engelske titel på Stravinskys skandalepartitur fra 1913, 'The Rite of Spring'. Værket begynder helt i parafrasens ånd med amerikanske David Liebman, som på sin sopransax over lyden af Marilyn Mazurs metalslagtøj tager skrøbeligt fat om den berømte fagotsolo, der indleder Stravinskys balletmusik om en jomfru, som engang i russisk hedenold udvælges til at danse sig ihjel i et forårs-frugtbarheds-ritual. Liebman kommer imidlertid langt videre og langt vildere omkring i løbet af liveversionen af værket, der i 2013 markerede 100-året for uropførelsen af Stravinskys balletpartitur i Paris, og som i den anledning blev optaget i Jazzhouse for to år siden. Men dobbeltalbummet rummer også en studieversion indspillet efter koncerten. Begge dele er nu udgivet. Og selv om der er mindre råhed og mindre dunkel mystik og hedensk dysterhed på live-versionen, er netop dette dobbelte take med til at åbne musikken og folde dens muligheder helt ud. 


Liebman og Mazur har begge spillet med Miles Davis - i henholdsvis 1970' erne og i 1980' erne - og det er forløsende, at Lars Møller har fået to så stærke kapaciteter til at folde sig ud sammen med bigbandet. Det gynger og swinger afrikansk fra Marilyn Mazurs percussion, inden orkestret lægger cool strejf, men også varmere linjer og punchy udsagn til det funky drive, der præger musikken. Mazur spreder energi og magi.
Med sin karakteristiske, tørt-spidse klang lyder Liebman tydeligt inspireret i samarbejde med musikere, der spiller tight og med et intimt kendskab til hinanden, som sætter sit velgørende præg på helheden. Der er forskel på den overordnede form i de to versioner af værket. Men både på studieversionen og på den mindre finpudsede live-version står musikken stærkt som komposition betragtet. 

Rytmegruppen med Morten Lund på trommer er et højvoltsbatteri, og guitaristen Thor Madsen bidrager med råt, insisterende og veldrejet solospil. Der er noget grundlæggende muskuløst over ikke mindst live-udgaven, der rammer en nerve i historien om Stravinskys hedenske forårsoffer. Også selv om Lars Møller hurtigt får bevæget sig væk fra Stravinskys noder.





A CC Music Store Solution