English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  CD

Katalognummer:  8.226113

Stregkode:  636943611326

Udgivelsesdato:  Mar 2015

Periode:  21. århundrede

Anmeldelse


Karsten Fundal: Ekkozone spiller Karsten Fundal

15 May 2015  Information

Historien om to cowboys' umulige homokærlighed blev først skildret i novelleform, så som romantisk hollywoodfilm og nu som sylespids opera i Madrid. På en anden ny plade hamskifter en dansk komponist fra matematiker til stammedanser. To cowboys indleder et homoforhold under et koldt og røvsygt job med at passe får på Brokeback Mountain i Wyoming i 1963. Ennis er på makaber vis opdraget til at se bøsser som umennesker, men overraskes af den ømhed, han begynder at føle for den modigere Jack. Deres veje skilles og mødes igen over to årtier, hvor de i mellemtiden hver især stifter familie med heteropartnere, mens de hemmeligt mødes uden nogensinde at få hinanden helt. Og pludselig modtager Ennis en besked om, at Jack er død i en ulykke. Til sidst står Ennis i sin elskedes barndomshjem med hans blodstænkede skjorte i hænderne blod fra en kajeryster, som han langede Jack i affekt.

I 2005 blev denne novelle af Annie Proulx filmatiseret med stor kommerciel succes, og sidste år fik den så premiere som opera i Madrids berømte Teatro Real. Bestillingen kom fra den kendte operaadministrator og instruktør Gerard Mortier, der i sin korte tid som leder af New York City Opera nåede at skrive kontrakt med den amerikanske komponist Charles Wuorinen (f. 1938). Mortier forlod imidlertid hurtigt NYCO, da dens budget næsten blev halveret, og han tog bestillingen med til Madrid.

Wuorinen modtog en Pulitzerpris i 1970 og har været en omdiskuteret figur i amerikansk musikliv med en ekskluderende holdning til al seriøs musik, der ikke var seriel, dvs. følger traditionen fra Den Nyere Wienerskoles tolvtoneeksperimenter og frem. Mon Wuorinens egen seksuelle orientering har gjort ham døv for, at han som en grel og uforsonlig modernist simpelthen er den forkerte komponist til Proulx- ulykkelige kærlighedshistorie?

I musikhistoriens mest gribende atonale opera, Alban Bergs Woz-zeck fra 1922, bløder komponisten op med adskillige komiske passager, som balancerer det tragiske plot og det manglende tonale holdepunkt. Wuorinen, derimod, misser flere muligheder for at nuancere sin selvhøjtidelighed i en ellers flot produktion med en god cast kronet af den canadiske basbaryton Daniel Okulitch, der spiller Ennis som en forknyt leverpostejsamerikaner med en dyb frygt for at springe ud af skabet, og den amerikanske tenor Tom Randle som den mere iltre og lidenskabelige Jack, der hele tiden er parat til at skride fra kone og barn for at hellige sig sin ægte kærlighed.

Som teater er produktionen indlevende, også med fin hjælp fra de stemningsskabende naturbilleder på bagvæggen, men som opera er den sylespidse musik i vejen. Konstant lyder partituret, som om homokærlighed er farlig, noget man skærer sig på, uden noget som helst formildende. Som om Wuorinen kun hager sig fast i Ennis- skrækhistorie som barn, hvor faren måske er med til at dræbe en bøsse. »I don-t want to be like those sissy guys. And I don-t want to be dead,« afviser Ennis igen Jack.



Guldkorn og etudemaskine
Det kunne ligne et klassisk eksempel på hjerne over for hjerte med EKKOZONEs portræt-cd med musik af Karsten Fundal. Men takket være musikerne fejler blodgennemstrømningen intet på cd-en. Det størrelsesmæssigt variable slagtøjsensemble spiller seks værker, der spænder over 15 år. I 2003 debuterede den 49-årige dansker som filmkomponist, hvilket begyndte at forandre hans mere avantgardistiske koncertmusik, men denne udvikling anes ikke nævneværdigt på den nye cd.

Tre af stykkerne udfolder den matematisk interesserede Fundal, der i marimbaværket. Möbius #1 (2001) og Möbius #3 for sopransaxofon og vibrafon (2002) indhyller lytteren i polyfone, svimlende labyrinter. I den første halvdel af 4 Miniatures and 3 Intermezzi (2010) bekender Fundal også kulør med sin fascination for tonelabyrinter hos forbillederne Ligeti, Nørgård og Nancarrow. Det bliver for ensformigt og etudeagtigt i det lange løb, men heldigvis sker der et radikalt omslag i den lange sidstesats, der bevæger sig ind i et dystert bælgmørke, hvor tempoet trækkes ud af musikken, og klaveret og vibrafonen vipper frem og tilbage som (på min indre film) roligt svajende trætoppe eller udefinerbare silhuetter, der ikke nødvendigvis er truende, men som man alligevel vogter sig for. Meget stemningsfuldt. Også med smag for det intuitive frem for det matematiske er solostykket »Tempo Piegamanto« (2009), der kaster sig ud i noget, der lyder som en overgearet stammedans. Musikeren (her Matias Seibæk) veksler mellem slagtøjsinstrumenter med skind eller træ og så en metalafdeling; en del af det lyder som improvisation, og der er helt anderledes rum til ørerne i denne herligt primitive verden. Det tidligste værk på cd-en er »Klaversonate nr. 1 Drone and Waves« (1996), som starter med at sovse lige lovligt meget rundt i et quasi- improviserende, uvenligt dissonerende miljø, men begynder at invitere mere, hvor bølgelignende kaskader i klaveret efterhånden skyller hen over os, for igen og igen at brydes mod en piskende havoverflade.





A CC Music Store Solution