Anmeldelse

Heinrich Schütz: Matthäus-Passion

Matthæusevangeliet talt og sunget

Så kom Paul Hillier og Ars Nova Copenhagen i mål med deres store projekt: I løbet af en fireårig periode at indspille alle Heinrich Schütz' ( 1585-1672) seks store fortællende værker, herunder tre passioner tekstnært bygget over Lukas-, Johannes-og Matthæusevangeliet. Det er sidstnævnte, der skal omtales her, og den er som de andre passioner uden instrumental ledsagelse og skal altså leve musikalsk og dramatisk udelukkende ved sangernes stemmer. Det er nemmere sagt end gjort, når langt størstedelen af værket er formet som recitativisk talesang af evangeliet.

Man bliver da heller ikke som sådan følelsesmæssigt engageret i musikken, men alligevel er der noget ærligt og oprigtigt over den måde, det formidles på her, og det skyldes især de to sangere, Julian Podger, der har den dominerende rolle som evangelisten, og Jakob Bloch Jespersen, der synger rollen som Jesus. Podger holder en fornem balance: Han doserer sin dramatiske diktion præcis så meget, at man drages ind i fortællingen, uden at han på nogen måde bryder oplevelsen af højtidelighed og det distanceret underspillede.

Det gør, at man - på trods af det sparsommelige melodiske materiale - ikke desto mindre lever engageret med, når man sidder med teksthæftet i hånden og følger fortællingen. Jakob Bloch Jespersen mestrer den samme kunst som Podger og gestalter både den reflekterende og handlende side af Jesus på fornem vis. Han er med sin stilistisk elegante basbaryton i det hele taget på vej mod en stor karriere inden for tidlig musik, blandt andet fordi han ikke har opera-manerer, når han synger, men har fokus på at gengive teksten så meningsfuldt og præcist som muligt.

Ars Nova Copenhagen gør ikke meget væsen sig, da der ikke er meget at gøre godt med: De ganske korte sungne linjer, der er i værket, er dog blevet tildelt de større forsamlinger i fortællingen såsom disciplene og ypperstepræsterne, men de spiller en minimal rolle. Det er da nok heller ikke et værk for alle det her, men som et korrektiv til alle de overfladiske ting, der dominerer i samtiden, er det fremragende.

Eneste minus: Der er en temmelig voldsom rumklang på optagelsen.