English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  CD

Katalognummer:  8.226004

Stregkode:  636943600429

Udgivelsesdato:  Sep 2004

Periode:  Tidligt 20. århundrede

Anmeldelse


Knudåge Riisager: Klaverværker

07 October 2004  Politiken
Jan Jacoby
5/6 Stars

Poetiske bagateller


Vi må nok lige repetere: Knudåge Riisager (1897-1974) var en af sin generations vigtigste danske komponister. Inspireret af nyere fransk musik og Stravinsky opdyrkede han en elegant, sanselig og vital stil, der ikke var bange for at flirte med det folkelige. Han var en blændende instrumentator og alle tiders betydeligste danske balletkomponist. Klavermusik er han mindre kendt for, og der er ikke meget af den. Det meste er samlet på denne cd. Hovedværket er en stor sonate fra 1931, et stramt, konsekvent og karakterfuldt værk, hvis klang- og klaverbehandling, alvor og strenghed minder stærkt om Bartók. Ellers er ambitionerne beskedne: Ud over en sonatine fra 1950 er der samlinger af korte karakterstykker, nogle med motiver fra børns univers, og arrangerede danse fra et par balletter. De tidlige Épigrammes fra 1921 er lidt usikre i stilen med tyngende reminiscenser, men ellers holder elegancen hele vejen frem til de fire 'Børneklaverstykker' fra 1964, af hvilke det korteste spiller i ni sekunder i denne indspilning! Det kunne såmænd være blevet en ret uvæsentlig publikation, men med Bjørkøe ved tangenterne er det alt andet. Med en mageløs sans for poesien bag den muntre overflade og en følsomhed, der tager selv det simpleste alvorligt som kunstnerisk udfordring, gør hun musikken overrumplende tredimensionel og underfundig, og sonaten rejser sig som et gedigent mesterværk med åbningssatsens spændstighed og klare lagdeling, andantens mystisk rumskabende eftertænksomhed og finalens surrealistiske fantastik. Bjørkøes rige klangfantasi og dristige gestiske udtryksfuldhed smelter sammen med en usvigeligt sikker forståelse af mekanikken og detaljernes betydning i små og større former. Det er magiske fortolkninger af et charmerende repertoire, og den nærmeste sammenligning, Bengt Johnssons indspilning af næsten samme program fra 1976, sejles langt agterud.





A CC Music Store Solution