English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220645

Stregkode:  747313164561

Udgivelsesdato:  May 2016

Periode:  

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220646

Stregkode:  747313164660

Udgivelsesdato:  May 2016

Periode:  Sent 20. århundrede

Anmeldelse


Nørgårds Symfoniske Verden Åbnet Op Igen

02 May 2016  Klassisk
Henrik Friis
5/6 Stars

Vi hopper ud i det vildeste med det samme: af Per Nørgårds otte store symfonier er det i de to 80'er-symfonier, nr. 4 og 5, at man finder lange passager, hvor man for alvor bliver rundt på gulvet. Ikke at der (formentlig) her objektivt betragtet er flere musikalske begivenheder end sædvanlig. De skaber bare en helt anden uro end symfonierne fra før og efter. De to symfonier er netop udkommet med dlngenten og Nørgård-eksperten John Storgårds og Oslos Filharmoniske orkester. Det samme er symfonierne 2 og 6, så de gode nordmænd er med ét slag halvvejs i en cyklus. Lad det stå klart med det samme: Projektet er rigtig vellykket. For mig fanger de Nørgårds fint balancerede verden mellem store, runde harmonier og sindrige, overraskende melodilinjer - altså på samme tid - smukt. Med plads til alle de mange enkeltdele, uden at man føler, at fornemmelsen af helhed går tabt. 

Helt overordnet har Nørgård tidligere - andres og egne analyser - kunnet dele sit liv op i faser, som fulgte symfonierne, og som hver især havde helt specifikke temaer. Jeg vil prøve at lade være med her at forfølge den logik alt for meget. For der er så meget andet at bilve fascineret af. Ud over uendelighedsrækker, gyldne hierarkier, tonesøer, og hvad man ellers teknisk har forbundet med symfonierne. 

Den fjerde symfoni har to satser og to poler. En indisk rosenhave over for en klnesisk heksesø, som Nørgård så rammende har lånt poetiske titler af fra den hospitaliserede multi-kunstner Adolf Wölfli. Den ene tilstand er sart og flimrende. Ikke ren og skær, men åben og med momenter af utrolig skønhed. Den anden tilstand er et hvirvlende ridt mod kaos. Foruroligende, men også smukt. 

Symfoni nr. 5 er direkte og pågående - men også lidt af en gåde. Over fem sammenløbende satser vender Nørgård igen og igen tilbage til vrængende, skæve konklusioner som en stor broget collage over virkeligheden. Som hos Mahler hober begivenhederne sig op efter hinanden, som en ruin af historie, der tårner sig op bag orkestret. Men han forløser det ikke. Der bliver alene lagt til. Musikken åbner hele tiden fascinerende nye veje, men betræder dem ikke så forfærdelig længe. De spiller det med ro, folkene fra Oslo. Det er et kaos, der trækker vejret roligt.

Cd nr. 2 og Symfoni nr. 2 løber af med sig selv. Musikken pibler sig afsted i en uendelighed. Bogstavelig talt. Ja, anden symfoni er jo Nørgårds største præsentation af uendelighedsrækken i et 25 minutter langt forløb med rækken i forskellige såkaldte bølgelængder i langsommere og hurtigere tempi i lag på hinanden i et langt træk. Men det er samtidig et stykke rigtig udsvævende musik af udhamrede tilstande og skyer af klang. Rigtig 1970-agtigt. Men i grunden også tidløst.

På trods af, at symfonien er en tilstand, der er sig selv fra start til slut, lykkedes det rigtig smukt for Storgårds og de norske musikere at løfte nogle individuelle linjer op over tilstanden som insisterende udbrud og ren poesi. Egentlig behøver man ikke at tænke for meget over det med de tonerækker, der ligger bag Nørgårds musik. Den fungerer jo så smukt på sine egne klanglige vilkår. Men lige her er det svært ikke at lytte efter de små og store figurer, som hver især er forstørrede og formindskede udgaver af samme sag, når uendelighedsrækken folder sig ud. Men derudover lyder symfonien mest af alt som et studie i, hvordan et inferno ligeså langsomt arbejder sig ud fra det rene ingenting.

Den store sjette symfoni er også med her - og den lyder ligeså godt. Endda også bedre i mine ører end Thomas Dausgaards roste indspilning fra 2002 med DR Symfoni Orkestret. Tempoet er højt, men lydbilledet er fokuseret og de mange - rigtig, rigtig mange - små musikalske begivenheder kan man sagtens skelne fra hinanden. Den slette symfoni er også lidt af en gåde. Den er dyb i instrumentationen og mørk i temperamentet. Men den er også dansende, glad i låget og slingrende. Andensatsen, Nørgård er her ude i en klassisk hurtig-langsom-hurtig-form, bliver man gruopvakt af. 

Søgende, langsomt, mystisk. Det er en situation og et drama på samme tid, dernede i instrumenternes dybeste registre. Man kan høre det hele. Både alle de perfekte blæserindsatser og de dybe strenge, der slasker mod instrumentets krop. Gad vide, hvad vi skal dér? Det er ikke en verden, der afslører sine hensigter. Finalen sprutter og bobler, før musikken arbejder sig op i det tindrende lys - og så er vi ved begyndelsen af Nørgårds efterfølgende orkesterværk 'Temain Vagues'. Men det er en helt anden historie.





A CC Music Store Solution