English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220624

Stregkode:  747313162468

Udgivelsesdato:  Sep 2014

Periode:  

Anmeldelse


Symfonisk Supertanker Spiller Dansk

14 November 2014  Klassisk
Esben Tange
4/6 Stars
New York Filharmonikerne og deres dynamiske chefdirigent Alan Gilbert er gået om bord i Carl Nielsens vigtigste orkesterværker, og på denne anden cd i serien sender amerikanerne med den ene hånd Carl Nielsens musik op i den syvende himmel, mens de med den anden hånd trækker den dramatiske brod ud af kerneværket Symfoni nr. 4 'Det Uudslukkelige'.

Det er rent ud sagt en berusende oplevelse at bade sig i New York Filharmonikernes tutti-orkesterklang, der med både monumental tyngde, varme og transparens er så full-blown som noget. Med skæbnesvangert nærværende pauker og imposant klingende mørke strygere gøres 1. Verdenskrig, som buldrede uden for Danmarks hoveddør, alt imens Carl Nielsen skrev symfonien, yderst nærværende. Til gengæld er det med en flad fornemmelse, at man lytter til, hvordan en række af de prægnante lyriske temaer især båret af træblæsersoli bliver udsat for en gang fransk vask og strygning. Originale musikalske kanter udviskes. Humoren og den momentane sødme går ofte tabt i en regelret frasering.

Carl Nielsens kanonkårede Symfoni nr. 4 trækkes her ind på den europæiske scene i en tolkning, der umiddelbart tager kegler, når der af og til kastes bomber - samtidig med at så godt som alt blotlægges - i det i forvejen spændingsladede partitur. Men en del pointer falder til jorden, og musikkens iboende drama demonteres, når der ikke kæles for det særlige Nielsenske lune og for den romantiske åre, som selv her i denne krigssymfoni er væsentlig.

Til gengæld falder alle forbehold når New York Filharmonikerne spiller Carl Nielsens mindre sammensatte Symfoni nr. 1 med en brusende attitude, der er Brahms værdig, og med en sans for det melodiske stof, som var det Dvorák. Den overordnede symfoniske udvikling er mere entydig i denne symfoni, og med Alan Gilbert og hans amerikanske elitemusikeres hjælp lykkes det at tilføre den unge Carl Nielsens musik en umiddelbar power og en stemningsmæssig fylde, som frisætter nogle af musikkens iboende kræfter. Nielsens drøm om en stolt første sats, der hæver sig over dansk nationalromantik, får her ekstra højt til loftet, og den stemningsbårne anden sats (Andante) foldes ud i både bredde og dybde, så man som lytter glemmer tid og sted.

Der er ingen berøringsangst i Gilberts tilgang til denne musik, og måske netop derfor lykkes det ham og New York Filharmonikerne af løfte Carl Nielsens Symfoni nr. 1 ud af en dansk kontekst og ind i en international liga.



A CC Music Store Solution