English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220623

Stregkode:  747313162369

Udgivelsesdato:  Sep 2012

Periode:  Tidligt 20. århundrede

Anmeldelse


Carl Nielsen: Symfonier 2 og 3

19 October 2012  Weekendavisen
Peter Johannes Erichsen

New York Philharmonics indspilninger af Carl Nielsens symfonier og koncerter er en åbenbaring.

Forjættende ankomst

Engang hengav man sig til ønsketænkning. Hvad hvis seks internationale dirigenter enedes om at fordele Carl Nielsens seks symfonier mellem sig, med Pierre Boulez til sidst med den kryptiske sjette, Sinfonia Semplice, og ellers startende med Colin Davis til den blussende første, Riccardo Chailly til den viltre anden, De fire Temperamenter, Georg Solti til den overstrømmende tredje, Espansiva, Giuseppe Sinopoli til den hvidglødende fjerde, Det Uudslukkelige, og Günter Wand til den stejleste af dem alle, den femte?

Der findes allerede internationale lykketræf med disse symfonier. Foruden Leonard Bernsteins store indsats, (symfonierne 3, 4 & 5) er der Leopold Stokowski med 2. symfoni og Jascha Horenstein med 5. symfoni, og vi er stadig nogle, der luner os ved Herbert von Karajans prøvesprængning af 4. symfoni. Alligevel har det længe været Herbert Blomstedts indspilning af alle symfonierne med San Francisco Symphony Orchestra, der har bragt den varigste glæde. At nu et andet stort amerikansk orkester, New York Philharmonic, under deres nye dirigent Alan Gilbert, efter Sibelius-aficionadoen Lorin Maazel, har påtaget sig at indspille Nielsens symfonier og koncerter, er forjættende og giver ved gennemlytning af den første udgivelse, symfonierne 2 og 3, en enestående mulighed for at komme med et åbent sind til Carl Nielsen. I verdensorkestrets smeltedigel kan den heldige nyankomne fuldt ud lade sig besætte af det abrupt dramatiske og skærende maleriske i disse helt tidstypiske værker fra det nittende århundredes første tiår.

CD-sættet anbringer Espansiva først og derpå De fire Temperamenter. 1912-symfonien kan i sit startbrus give mindelser om Wagners eksplosive forspil til tredjeakterne i Lohengrin og Valkyrien, men fremme ved finalen er det, som får antipoden Johannes Brahms med den fejende sluthymne sin efterklang. At New York Philharmonic fremkalder disse associationer er selvfølgelig forklarligt, ligesom når Karajan med den 4. symfoni griber til Bruckner-klange. Men den fejende svingom, som Nielsen derpå giver los i førstesatsens allegro espansiva, tolker orkestret aldeles ikke som en Ländler af Mahler, og med andensatsens allegro pastorale, som munder ud i menneskestemmer, er det en anden Gustav, nemlig maleren Klimt, der med sine æggende kropsbilleder på guldgrund vækker de rette associationer. Ikke før 1919, efter Første Verdenskrigs kaos, hører man mand og kvinde kalde på hverandre på lignende vis, ved slutakten af Richard Strauss’ opera Kvinden uden skygge. Symfoniens forsonende tredjesats, allegretto un poco, rummer de rette åndehuller, før Espansiva – hvis det går galt – cementeres færdig med den slæbeklare finale. Det sker ikke for Alan Gilbert og New York Philharmonic, men Knud Ketting erindrer i udgivelsens kyndige notehæfte om, hvordan finalen for Leonard Bernstein først faldt på plads ved live-opførelsen i Odd Fellow-palæet og ikke ved den forudgående pladeindspilning med Det kongelige Kapel. Dengang i 1965.

Carl Nielsen fortrød ret hurtigt programerklæringerne til den 2. symfoni fra 1902 og ønskede værket opfattet som ren symfoni uden kropsvæskeetiketter. Komponisten Gustav Holst ville have sværere ved at løbe fra sine Planeter, orkestersuiten fra 1917. Det er forsøget værd at kaste sig ud i Nielsens fire satser uden først at bide mærke i rækkefølgen af valgte temperamenter, men her er de: Allegro collerico, Allegro comodo e flemmatico, Andante malincolico og Allegro sanguineo – med en smutter i det italienske med tredje sats, som Ketting påpeger, da melankoli på italiensk hedder malinconia. Man kunne sagtens binde en lytter på ærmet, at det var en suite over Le quattro stagioniDe fire årstider. Et rasende vårbrud, som Gilbert styrer som en balstyrig Dvorák med et stænk af Disney, en sommerdøsighed, der kæmper sig fri af det klæbrige, en efterårssorg, tindrende af forfald og med klange fra den langt senere musik til Moderen i svøb, for så at give kehraus med overstadigt vinterhalløj, endda med klange fra Filistermarchen i den samtidige opera Saul og David. Meget havde ændret sig med berømmelsens rundhorisont for Carl Nielsen, hvis Georg Solti med sin på én gang præcise og prangende stil var blevet gjort opmærksom på Saul og David. Dog har vi stadig Horensteins indspilning som et gedigent memento.

Som ørevasker er denne Nielsen-udgivelse en åbenbaring. Det er det danske produktionsselskab Timbre Music, der på fremragende vis har indfanget New York Philharmonics unikke højglans. The Nielsen Project, hvis påbegyndelse nu fejres både i København og New York, afsluttes i 2015, året for Carl Nielsens 150-års fødselsdag. Her i oktober indspiller Alan Gilbert og New York Philharmonic over fire aftener i Avery Fisher Hall fløjtekoncerten med Robert Langevin og violinkoncerten med Nikolaj Znaider. Derudover har Lincoln Centre frem til 27. oktober udstillingen Inextinguishable Nielsen.

Nu er det fire år siden, at Alan Gilbert blev chefdirigent for New York Philharmonic i en alder af 41 år. Det er værd at erindre sig hans tidligere position som chefdirigent for Det kongelige Filharmoniske Orkester i Stockholm. Nok er han indfødt new yorker, med sine forældre Yoko Taneke og Michael Gilbert begge i violingruppen hos New York Philharmonic, og som dreng kendt på orkestrets turneer overseas som ham, der delte pas ud. Men hustruen Kajsa William-Olsson er stockholmer. Han er ikke kommet til det skandinaviske over night. Alligevel synes Alan Gilbert at være havnet i den bedste af mulige verdener med sit Carl Nielsen-projekt, netop ved at betro visionen til et amerikansk orkester. Den unge venezuelanske hedspore Gustavo Dudamel, der har overtaget Los Angeles Philharmonic efter Esa-Pekka Salonen, sendte for nogen tid siden Nielsens fjerde og femte symfoni på markedet, indspillet med Göteborgs Symfoniorkester, der har en gedigen Carl Nielsen-tradition. Sættet indeholdt også Bruckners niende symfoni og Sibelius’ anden. Den østrigske senromantik blev ikke forløst, mens den finske vitalisme fik sit. Problemet blev imidlertid de to Nielsen-symfonier, der blev styret vildt barbarisk efter Bernsteins devise: »I like Nielsen, because he is mad.«

Netop sådan opfatter Alan Gilbert ikke sin frisættelse af symfonierne med New York Philharmonic. Ej heller passer karakteristikken, at de dirigeres, som var det Tjajkovskij. Men forunderligt nok melder associationen balletmusik sig utallige gange, udelukkende for det gode. Symfonierne forlenes med en næsten gennemtvungen farverigdom, og stedse toner musikken af revanche uden hævn. Lad os håbe på den globale opmærksomhed. Til nytår vil vi i det hjemlige igen høre Carl Nielsens Helios-ouverture fra 1903, inspireret af et morgenbesøg på Akropolis i Athen. Afløseren ruger i Poul Ruders’ orkesterværk Manhattan Abstraction fra 1982, en skildring af vinteren i New York. Alan Gilbert vil efter alle solemærker at dømme eksponere det en dag.





A CC Music Store Solution