English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220623

Stregkode:  747313162369

Udgivelsesdato:  Sep 2012

Periode:  Tidligt 20. århundrede

Anmeldelse


Carl Nielsen: Symfonier 2 og 3

10 October 2012  Politiken
Thomas Michelsen
5/6 Hjerter

Symfonierne er i bedste forstand traditionelle. De passer ind i standardmodellen «, insisterer Alan Gilbert på You- Tube. Dirigenten fra New York er vild med Carl Nielsen og vil vel nødig skræmme amerikanerne væk på forhånd. Når det handler om for eksempel nummer 2 af Nielsens 6 symfonier med tilnavnet 'De fire temperamenter', kan man såmænd også være enig med ham. Senere bliver Nielsens symfoniske greb mere eksperimenterende, og New York-dirigenten tilføjer da også, at musikken har noget »snirklet og anderledes «. Det må man give ham ret i. Carl Nielsen, som vi danskere er opdraget til at elske ham, har spor af fynsk landskab og kaglende hønsegård. Det er måske derfor, han aldrig rigtig har formået at slå an udenlands på linje med den samtidige Sibelius. Men det snirklede og ejendommelige hos Nielsen blæser Alan Gilbert over bord. På denne første cd i en ny serie er det spillestandarden, det blærede, pumpede og muskuløse orkesterspil, der, idet det bare blæser derudad, også blæser alt det kringlede og kantede hos Carl Nielsen bort. Der er så meget knald på Alan Gilberts amerikanske Nielsenprojekt, at man sidder med håret blæst helt tilbage og tænker o.k., her kom så dirigenten, der fulgte forgængeren Leonard Bernsteins energiske Nielsenfascination til dørs. Eller sagt på senmoderne markedssprog: Alan Gilbert er orkesterbossen, der tilsyneladende har sat sig for at trimme Carl Nielsens symfonier og koncerter og gøre musikken slank, atletisk, stærk og internationalt tilpasningsdygtig. Let spiselig og klar til salg.

I NEW YORK Filharmonikerne har Alan Gilbert en yderst potent spillemaskine, og han bruger den til at gå direkte efter målet. Straks fra begyndelsen er 3. Symfoni - måske bedre kendt som 'Espansiva' - langsynet, direkte og fokuseret på, hvor musikken skal hen. Der køres stærkt. Dirigenten gør ikke unødige eller lunefulde ophold undervejs. Fem minutter inde lader Carl Nielsen musikken vælte over i en vals. Men der er ingen slinger i valsen hos Gilbert. Det kan måske lyde, som om Alan Gilbert med klassisk dårlig amerikansk smag og total mangel på stilfornemmelse misser pointerne hos Nielsen. Men det er nu ikke tilfældet. Ganske vist findes der indspilninger, som lader musikken trække vejret friere, men Gilbert har sat sig for at fortolke i seje og selvsikre stræk i stedet for at hænge fast i musikkens krinkelkroge, og hans indfaldsvinkel får tingene til at hænge sammen. Med potent energi presser newyorkeren sin orkestermaskine gennem et 'Espansiva'- partitur, hvor intensiteten i strygerspillet lyder mere af Tjajkovskij end nogensinde før. Samtidig formår han at fastholde det lyriske omkring 2. sats' to vokalstemmer, en mands og en kvindes, der sejler ordløst hen over et sælsomt orkesterlandskab. Symfoniens sidste sats bliver en hymne til selvsikkerheden, og i 2. Symfoni - den, Nielsen kaldte for 'De fire temperamenter' - er spillet igen muskuløst og rent ud sagt pissehamrende flot. Fortolkningen lader melankolien drive sort ned ad væggene. En uhørt bredde i anslaget kombineres med stramt messingspil. Dirigenten bider sig fast og kører løs med en entusiasme, som frem for alt forløser de overordnede linjer, alt imens han et par steder lige fisker en andenstemme frem i musikken, man ikke synes, man har hørt før. Solidt arbejde. Det må man sige. Gilberts Nielsen er forenklet og forstærket. Den er gjort så klar og ren som muligt for lytteren. Nem at gå om bord i. Danske Michael Schønwandt kan sin Carl Nielsen forfra og bagfra og har tidligere indspillet symfonierne i fremragende udgaver for pladeselskabet Dacapo, der altså nu har kastet sig over en ny Nielsencyklus. Den svenske troldmand Herbert Blomstedt har med San Francisco Symphony leveret de nok ultimative Nielsenindspilninger.

Med denne første cd i New York Filharmonikernes nye serie giver Alan Gilbert os bredskuldrede fortolkninger af samme kaliber som dem, hans forgænger på posten, Leonard Bernstein, præsterede, da han fuld af begejstring kastede sig over sit pionerprojekt med Nielsen dengang i 1960'erne.





A CC Music Store Solution