English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220623

Stregkode:  747313162369

Udgivelsesdato:  Sep 2012

Periode:  Tidligt 20. århundrede

Anmeldelse


Carl Nielsen: Symfonier 2 og 3

10 October 2012  Information
Valdemar Lønsted

Alan Gilbert er newyorker, 45 år, halvt amerikansk, halvt japansk, og siden 2009 chefdirigent for New York Philharmonic, en af USA's mest traditionsrige musikinstitutioner. Allerede i Gilberts første sæson skrev The New Yorker's hotte musikkritiker Alex Ross, at filharmonikerne ikke havde spillet bedre i de 17 år, han havde været på arbejde i Avery Fischer Hall. Alle er enige om, at programmerne er interessante, til tider revolutionerende. Ud fra en dansk synsvinkel er det nu mere opsigtsvækkende, at Gilbert og New York Philharmonic har rakt hænderne across the sea til vores nationale pladeselskab Dacapo i et indspilnings-projekt med Carl Nielsens seks symfonier og tre koncerter. Det bliver til i alt fire cd'er, den første kan købes i dag herhjemme, og i indeværende uge optages violinkoncerten med Nikolaj Znaider ved fire koncerter.

Projektet er usædvanligt, fordi stort set alle store amerikanske symfoniorkestre er kriseramte, de lider af alvorlige strukturproblemer, kun 30 procent af driften dækkes af billetindtægterne, det er som aldrig før livsvigtigt med generøse sponsorer, ligesom tidligere tiders endeløse studieindspilninger så at sige er ikke-eksisterende. New York Philharmonic har ikke udgivet en cd i 10 år. Under den førhen så legendariske chef, Leonard Bernstein, var orkestret murbrækkeren for den internationale udbredelse af Carl Nielsens symfonier, men det er godt nok et halvt århundrede siden. I dag er orkestret naturligvis fuldstændig udskiftet, og hovedparten af musikerne har aldrig spillet Nielsen før.

I midterbanen
Alan Gilbert mener, at Carl Nielsens tid omsider er kommet, hans særegne råstyrke og ukuelighed fortjener at nå ud til et stort publikum på linje med Sibelius. Gilberts omvendelse på vejen til Damaskus har angiveligt været en opførelse af 4. Symfoni med Herbert Blomstedt, men bedømt ud fra den første cd må man konstatere, at Gilbert er kommet frem til sin egen 'Nielsen', og alene det udgangspunkt ville have glædet komponisten. Han så nemlig ikke sig selv som en specifik dansk, læs: blød og udjævnende, tonesætter, han ville noget udansk, noget stærkt og videregående med rytmen og harmonien. Med dette for øje skal vi først holde Gilberts udspil op mod to markante cyklusser: Herbert Blomstedts fra San Francisco og Michael Schønwandts med vores egne radiosymfonikere.

»Espansiva«, den på flere måder eksplosive 3. Symfoni, er en oplagt prøvesten og ganske særligt første sats. Alan Gilberts tempovalg lægger sig her i midterbanen mellem Blomstedt og Schønwandt, hvorved Gilberts fint justerede puls kommer til at virke mere organisk end Blomstedts let forpustede forcering af grundtempoet. I forhold hertil hører Schønwandts mere besindige tempomodifikationer og blødere klangbehandling til en helt anden verden. I tredjesatsens intermezzo åbenbares, hvordan modsætninger hos Carl Nielsen kan polariseres eller udjævnes. Blomstedt står for det første med et sublimt karakteriseret blæserkorps og uimodståelige gearskift, mens Gilbert her virker tøvende og heller ikke når ud over det stampende i den animerede mellemdel. Finalens mangfoldige udfordringer til tempojusteringer og rytmisk artikulation tager Blomstedt og Schønwandt op på vidt forskellig vis, den første mere vidtgående end den anden. Gilbert vælger derimod en stort set stabil kurs uden påfaldende karaktertegning. Der spilles immervæk klangskønt, men ligefrem ophidsende kan man ikke kalde det.

Jernhånd i fløjlshandske
Det er imidlertid i 2. Symfoni, »De fire temperamenter«, at amerikaneren kommer med de mest spændende bud. Da Carl Nielsen spillede symfonien på et klaver for den agtværdige Dresden-kapelmester Ernst von Schuch, hørte denne Tjajkovskij undervejs, sagde han, og det gør Gilbert tilsyneladende også i den melankolske sats. Tempoet er sat til den gravitetiske side, det es-mol-mættede strygertema eksponeres med fed klang og ikke så lidt patetisk, blæserreplikkerne er klædt i sørgeflor, men med det andet, mere skrøbelige temaforløb viger sørgetoget for en magisk lysning, hvor Gilbert inspirerer til et mesterligt kammerspil i en pointeret og forpint alvor, som rykker Nielsen tæt på Mahler.

Den koleriske første sats stormer frem, utilpasset og stresset, mere råt og aggressivt end vanligt. Og kontrasten til det efterfølgende flegmatiker-intermezzo kan ikke være større, for det spilles suverænt tilbagelænet, næsten cool, som en duvende magtdemonstration med jernhånd i fløjlshandske. Festivitassen i den sangvinske finale får lige tilpas med flagsvingning og gylden messingpragt, og det er måske her, at filharmonikerne demonstrerer bedst, hvor intelligent og sammentømret de musicerer under den nye chef.

Med andre ord: Selv om Alan Gilbert ikke vælter de garvede navne af pinden, har hans Nielsen-odysse lagt fra land med ikke så lidt selvbevidsthed, erobringslyst og friske øjne. Det bliver selvsagt spændende at følge den videre færd, også fordi den med dette verdensberømte orkester tegner til at bringe den ukuelige dansker ud til et nyt globalt publikum.





A CC Music Store Solution