English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220574

Stregkode:  747313157464

Udgivelsesdato:  Jun 2014

Periode:  Sent 20. århundrede, Sent 20. århundrede, 21. århundrede

Anmeldelse


Spejlingens genspejling

22 September 2014  Seismograf
Svend Hvidtfelt Nielsen

Man skulle nok have spurgt en yngre person end mig om at anmelde denne udgivelse. Det kunne være interessant, at høre hvad denne musik siger de nye generationer. To symfonier af dansk musiks mest celebrerede grand old man. Den ene endda fra dengang den ældre herre selv var en ung vårhare. Det er intet mindre end Per Nørgårds første og (indtil videre) sidste symfoni, der foreligger indspillet af, - man tror det næppe – selveste Wienerfilharmonikerne. 

Når jeg overvejer min egen position i forhold til denne musik, er det fordi uropførelsen af den nyeste af symfonierne, den 8., fik mig til at tænke på dengang jeg overværede uropførelsen af Vagn Holmboes 11. symfoni, og hørte hans fløjtekoncert (om det var den første eller den anden husker jeg ikke, de hører begge til hans sene værker) i det gode gamle Danmarks Radio, dengang man ikke kunne drømme om at nedlægge et orkester for at få en ny gadget til sin Iphone (eller til kassettebåndoptageren…). Som ung lytter var jeg blandet. Jeg var på den ene side stærkt optaget af Vagn Holmboes musik, på den anden side havde jeg en følelse af, at musikken havde overlevet sig selv, hørte til i et andet univers end mit.

Samme fornemmelse havde jeg som ældre herre, ved uropførelsen af Per Nørgårds 8. symfoni og så derfor frem til at få lejlighed til at høre den igen. Inden uropførelsen havde jeg endda haft lejlighed til at sætte mig lidt ind i partituret på forhånd, og var altså rent strukturelt fortrolig med det der skulle komme. I koncertsituationen virkede alt dog anderledes end forventet.

Nå. Men efter nu at have hørt indspilningen, er det jeg tænker, hvordan ville en ung lytter opfatte dette?

Jeg tænker det, fordi jeg selv er slået helt omkuld. Jeg ved ikke hvad jeg hørte til uropførelsen i Danmarks Radio, men CD-indspilningen afslører 8. symfoni som et sprudlende væld af indfald, drejninger og uforudsigelige bevægelser i en musik, hvor selv uforudsigeligheden gestaltes som det naturligste i verden. Der er en Mozartsk lethed over symfonien, der afspejler et livs kompositorisk overskud. I denne musik er den modernistiske tradition omkalfatret til uhåndgribelige musikalske fortællinger, om det der er lige for hånden og som altid straks glider ud mellem hænderne. Lyd gestaltet som liv.

Slående er det, at 1. symfoni er et ikke mindre velkomment bekendtskab. Den er skabt i ”det nordiske sinds univers-perioden”, hvor Nørgård var præget af Holmboes ”Sinfonia Boreale” og Sibelius’s symfonier. Og det er da også som at møde Per Nørgård til et kostumebal iklædt Sibeliusmaske. Skønt symfonien i sin gestik klinger af Sibelius, Holmboe – og også af Niels Viggo Bentzon – afspejler dens melodilinjer den Nørgårdske stædige enkelhed, der altid ligger bag selv Nørgårds komplekse værker (og som altså i den 8. symfoni er sluppet løs i fuldt flor). 

Underligt nok virker det. 

Særligt symfoniens første sats finder jeg dybt betagende. Enkle tretonige skalabevægelser, der til tider kan vokse til fem eller seks toner, små drejebevægelser, der kan lyde som uendelighedsrækkens indledningsmotiv. Alt dette dybest set ”usymfoniske” materiale udfolder sig i en symfonisk form, der lader musikken samle sig til vældige udbrud. Det absurde er, at netop fordi disse udbrud egentlig virker påtagede og villede (finsk storm i en dansk lund), så fungerer de som muligheder, som billeder af symfonisk bevægelse. Enkeltheden og de små motiver lever videre under og igennem udbruddene. Når førstesatsen så alligevel formår at bruge det sidste klimaks til at åbne for et afsluttende Nirvarna, må man overgive sig. Ja, selvfølgelig skulle der være udbrud. Det er dem, der giver de afsluttende tyste minutter deres magi. 

Andensatsen, der følger herefter er mere syngende (hører jeg Carl Nielsen?). Den fører, som en symfoni jo skal, til en mere udadvendt tredje sats. Den melodiske enkelthed er fastholdt som et Nørgårdsk stempel i alle tre satser. Kan hænde, at han har en Sibelius-maske på, men Nørgårds markante skikkelse lader sig ikke skjule.

Det er fascinerende at opleve de to ekstremer af Nørgårds symfoniske produktion i forlængelse af hinanden. Den 8. symfonis frie musikalske formning høres næsten som en frisættelse, af den musik, der i første symfoni partout skulle tvangsindlægges til storstilede energiudladninger og bundne gestikulationer. Gestikulationer, som egentlig synes at byde det melodiske materiale imod. Men de to symfonier taler ikke kun sammen som ”forstudie” og ”frisætning”. Deres udvendige forskelle til trods er deres storform realiseret stort set identisk. Begge symfonier er tresatsede. Begge symfoniers satser er disponeret således, at mens førstesats er den længste, er de to følgende satser næsten lige lange (8.40 og 8.41 i første symfoni og 7.05 og 7.15 i ottende symfoni). Hvor meget kortere er disse satser så end førstesatsen? Ja, nemlig, deres længde varer til det gyldne snit i forhold til indledningssatsen. Første symfonis første sats spiller 13.43. Det gyldne snit af dette er 8.47. Ottende symfonis første sats spiller 11.45. Det gyldne snit af dette er 7.26 (hvilket ikke passer helt så godt med andensatsens 7.05, men det afspejler alligevel en næsten ens proportionering i de to symfonier).

Så jeg er glad. Dels giver første symfoni et genhør med det univers, jeg som ung Holmboe-fan brugte som vej ind i den ny musik, dels slipper ottende symfoni hele den traditionstunge modernisme, man som komponiststuderende måtte tage på sig, løs i en fanden i voldsk legesyg fortælling om ikke at fortælle noget som helst, men hellere lade tankerne flyve.

Spørgsmålet er dog stadig hvordan man vil opleve alt dette, hvis ens møde med kompositionsmusikken daterer sig efter modernismens irrelevans satte ind? Er musikken så fri og almengyldig, at den udvisker den modernisme, jeg synes at høre bag det hele? Eller vil et ungt menneske finde den ”udlevet”, sådan som jeg på et tidspunkt måtte opleve min ungdoms musikalske helt (inden der var gået så megen tid, så spørgsmålet om ”aktuel” og ”udlevet” i sig selv var blevet uaktuelt)?

Med andre ord: Hvad vil et ungt menneske høre? Det synes jeg kunne være spændende at høre om.





A CC Music Store Solution