English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220572-73

Stregkode:  747313157266

Udgivelsesmåned:  Feb 2010

Periode:  Sent 20. århundrede

Anmeldelse


Per Nørgaard: Det guddommelige tivoli

08 February 2010  Politiken
Henrik Friis
4/6 Hjerter

Nørgårds verden hamret ud i skind og metal

Det gale drama ' Det Guddommelige Tivoli' lægger ud med 10 minutters regulær nedskydning.

Sporadiske bækkenslag, en lille midterdel for vibrafon, men mest af alt serie efter serie af lynhurtige, abrupt skiftende slag på udspændte trommeskind i forskellige størrelser. I virkeligheden er det introen til Per Nørgårds katastrofeopera fra begyndelsen af 1980' erne, hvor seks slagtøjsspillere og seks sangere - plus en cello og en synthesizer - viser den indespærrede, skizofrene schweiziske kunster Adolf Wölflis mærkelige liv. Men den spritnye cd-udgivelse af Stadttheater Berns opsætning fra 2008 - der var en gentagelse af opsætningen i Lübeck i 2007 - giver lige så god anledning til at blive klogere på den så centrale slagtøjsdel af den aldrende komponists musikverden i lyset af to nye udgivelser med Nørgårds musik for voluminøse trommebatterier.

Per Nørgårds trommemusik er koncentrerede udgaver af mandens store livsprojekt.

Uendelige melodier, der folder sig ud og ind i hele tiden nye spejlinger af sig selv, som Nørgård har skabt utallige versioner af de seneste 50 år.

I ' Det guddommelige Tivoli' indrammer det pulserende slagtøj i første akt det virkelige liv, hovedpersonen Wölfli lever på grænsen af psykosen med kanonader uden mange sidestykker. Undervejs slår musikerne sig løs på alle mulige slagflader, sirener, gonger og metalplader som akkompagnement til den specielle historie med tøjlesløse markeringer og skæve rytmer. Det er utrolig varieret og meget veltimet. Handlingen er svær at følge, fordi Wölfli var en person, der på mange måder havde forladt denne verden og i stedet skabt sin egen. 25.000 siders tekst efterlod han sig i cellen på sanatoriet, da han døde i 1930, og det er den utilgængelige kunstneriske galskab, Nørgård skildrer.

De gode tyske sangere synger i vilden sky, råber, udstøder lydord og glider rundt i registrene, alt i mens teksten hamrer derudad. Wölfli føder sig selv i fire personlighedsspaltninger, fuglene larmer og kvinderne skifter konstant figurer. Det er præcis så afsindigt, som det lyder, og i den forstand er det meget ligetil. Wölflis liv er katastrofalt og galt, og det oplever man meget levende - og dog savner man i første akt en billedside til at afsløre lidt af motivationen bag de mange rystende musikalske mærkværdigheder. Men den musikalske kvalitet er fornem, og med anden akts mere balancerede billeder fra Wölflis liv på anstalten giver den rene lydside god mening.





A CC Music Store Solution