English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220571

Stregkode:  747313157167

Udgivelsesdato:  Feb 2012

Periode:  Tidlig musik, Tidlig musik, 21. århundrede

Anmeldelse


Sørensen/Ockeghem: Requiem

02 March 2012  Information
Valemar Lønsted

... Ib Nørholm og Bent Sørensen deler en fortid som lærer og elev, og eleven har for længst indhentet læreren og givet råd og vejledning til sin egen anselige flok af elever. Sådan har rollerne skiftet gennem århundreder, sådan var det også med den fransk-flamske mester Johannes Ockeghem fra 1400-tallet, som var lærer for en anden mester, Josquin des Prez.

Og som i en roman af Haruki Murakami knyttes der på tværs af mere end fem århundreder et lignende åndsslægtskab mellem Bent Sørensen og Johannes Ockeghem på den anden Dacapo-cd.

Ockeghem komponerede et rekviem, den katolske messe for de døde, kun i fem satser og dermed ufuldstændigt, og det er angiveligt den tidligst overleverede flerstemmige udsættelse af dødsmessen.


Subtile farvespil

Ars Nova indspillede dette værk i 2006 under Paul Hillier, og nogle år senere fandt han på at bede Bent Sørensen om at fuldende det ved at sætte musik til nogle af de manglende tekstdele. I marts sidste år blev de indspillet, redigeret ind i kronologisk orden med Ockeghem, nutiden blev dermed integreret i den fjerne fortid, og ganske forunderligt kan det virke, som om den døde mester har transformeret sit tonesprog og komponeret videre inden i og sammen med sin levende åndsfælle. De gamle gregorianske melodier er grundstoffet. Hos Ockeghem giver de kød og blod til det tematiske forløb; de høres også som selvstændige dele, Else Torp er eksempelvis som førstesopran i Ars Nova alene i det betagende Agnus Dei. Og hos Bent Sørensen ligger den gregorianske tone i svøb i satsernes rigt vibrerende klangformationer.Ars Nova mestrer disse tonesprog med respektindgydende kyndighed, linjespil og samklange projiceres med en fokuseret renfærdighed, gang på gang fryder man sig netop over klangspektrets subtile farvespil og det intense nærvær i det musikalske fællesskab. Det sker med overvældende skønhed i Bent Sørensens rumligt ekspansive Sanctus, hvor han tilmed låner stof fra Ockeghem og Monteverdi. Egentlig er der tale om to ensembler, al den stund halvdelen af Ars Novas medlemmer er blevet udskiftet siden 2005. Det kan godt høres, det gør ingenting, for også her flyder fortid og nutid sammen i en gylden symbiose.


Denne tekst er anden del af en dobbeltanmeldelse af Requiem og CD'en Tavole per Orfeus (8.226068)





A CC Music Store Solution