English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220565

Stregkode:  747313156566

Udgivelsesdato:  Mar 2011

Periode:  Tidligt 20. århundrede

Anmeldelse


Rued Langgaard: Klaverværker vol. 2

12 May 2011  Politiken
Henrik Friis

Der er så meget anden dansk klavermusik end Carl Nielsens. To nye cd'er åbner store, nærmest glemte verdener af vellyd og originalitet.  

 

Rued Langgaard kender nogle sikkert som den sære komponist, der blev forvist fra det gode selskab i København. Ham der måtte skrive sine mange forvitrede, romantiske symfonier under vanvittige titler i Ribe. Som regel til skrivebordsskuffen.

(...)

Der er også nogle år mellem Berit Johansen Tanges udgivelser, men med fænomenet Langgaard har hun udviklet sig til lidt af en ekspert. Også på den nye cd gælder det, at Langgaard er mest interessant, når han sætter tingene på spidsen. Manden var enten fuldstændig upåvirket af samtidige strømninger eller i direkte opposition til dem, og den slags anarki resulterede i højst overraskende værker. De skarpe vinkler er ikke til at misforstå i tonemaleriske udpenslinger af mystisk religiøsitet i de to store rullende udredninger i Afgrundsmusik og Adorazione, hvor Langgaard buldrer og brager hen over klaveret i forsøg på at indramme troens dybder.

Eller som helt selvforklarende uhygge over små to minutter i Paa en Kirkegaard ved Nat. Berit Tange Johansens første cd-livtag med Langgaard - Volume 1 fra 2005 - var rigtig galt på den gode måde, men denne gang er der blevet plads til mere kuriøse og måske knap så centrale værker. F. eks. den 12-årige Langgaards lille Albumsblad eller de fire Små sommerminder, hvor komponisten med alle sine let beskrivende betragtninger bliver sjældent utydelig i mælet.

En god del af musikken er her indspillet for første gang, og det er i sig selv vigtigt. I disse år er den ellers så uglesete Langgaard under revurdering - eller vurdering overhovedet - og her spiller organisten Langgaards klavermusik en vigtig rolle. Man kan nemlig høre, præcis hvad han har tænkt, i hænderne på Berit Johansen Tange, der spiller med al ønskelig klarhed og konsekvens.

For det afsluttende værk, Sommerferie i Blekinge, i 10 små erindringsglimt har man hidtil manglet godt tre satser for at kunne få det opført, men så har komponisten Niels Marthinsen trådt beredvilligt til og skrevet spritnye satser i Langgaards skæve ånd. Og man kan faktisk ikke høre, hvor Langgaards toner slutter og Marthinsens begynder.

 

Denne tekst er et uddrag af dobbeltanmeldelsen "Klaveret ifølge Tarp". Læs anmeldelsen af Svend Erik Tarps klaverværker (8.226053) her: http://www.dacapo-records.dk/da/review-8226053--svend-erik-tarp--piano-works--politiken.aspx





A CC Music Store Solution