English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Format:  SACD

Katalognummer:  6.220563

Stregkode:  747313156368

Udgivelsesmåned:  Sep 2010

Periode:  Tidligt 20. århundrede

Anmeldelse


Niels Otto Raasted: Sonater for soloviolin

13 October 2010  Kristeligt Dagblad
Jacob Holm
4/5 Stars
Det er nok de færreste, der kender Niels Otto Raasted ( 1888-1966). Denne danske komponist og organist var blandt meget andet ophavsmand til den radiotransmitterede morgenandagt fra Københavns Domkirke, der blev indført i 1926, og formand for komponistforeningen Koda i 27 år. Hans mange tyske forbindelser gjorde ham dog alt andet lige upopulær i det danske musikmiljø, og det medførte, at hans mange værker i dag er gået i glemmebogen. Nu får han chancen for en revival på en ny cd, hvor koncertmester hos DR Symfoni-Orkestret Johannes Søe Hansen spiller Raasteds fem sonater for soloviolin, hvoraf de første tre er dateret 1918 og de sidste to 1921. De er med andre ord fra den tid, hvor modernismen tordnede derudad, men det har Raasted øjensynligt ladet hånt om, for der er tale om fem sonater i neobarok stil, der slet skjult bruger Bach som trampolin til at komme op i de højere kompositoriske luftlag. Der er tale om behagelig lytning, og Søe Hansens syngende tone rummer en ekspressiv klang, der afslører en dyb kærlighed til disse værker. Lange malende strøg afløses af enkelte mere huggende i et lydbillede, der kan få selv modstandere af violinsonater til at lytte interesseret efter. To adagioer husker man - i den første violinsonate ( opus 18, 1) og den fjerde ( opus 30, 1) - for de rummer en melodirigdom, der er forbløffende. Men når det så er sagt, og roserne er givet for det flotte, ufejlbarlige violinspil og den helt umiddelbare skønhed, ender det efter en del gennemlytninger også med at være en smule ensformigt. De tekniske udfordringer er reelle nok, men lidt blege fraseringer og Raasteds lidt for upersonlige annektering af forbilledernes kompositionsteknikker gør undertiden også cd'en lidt uspændende. Men det er al ære værd, at Johannes Søe Hansen har gravet disse sonater frem. Det fortjener de trods alt.



A CC Music Store Solution