English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Rued Langgaard

Violinsonater Vol. 1


Serguei Azizian, violin
Anne Øland, klaver

Rued Langgaard, komponist

Om:
Rued Langgaard (1893-1952) er enestående i dansk musikhistorie. Han var en enspænder, hvis musik - der først inden for de senere år er blevet kendt - rækker stilistisk fra romantisk pastiche til mellemkrigstidens modernisme. Det enestående består i musikkens ekspressive udtryk, de visionære ideer og de eksperimentelle og sommetider ekstreme musikalske former, som i nogle tilfælde har vist sig at pege langt ud over komponistens egen tid. De fleste stilistiske aspekter er repræsenteret i Langgaards værker for violin og klaver, hvoraf to vigtige repræsentanter også foreligger her: den ungdommelige, klassisk orienterede Sonate nr. 1 og den eksperimenterende, ensatsede Sonate Nr. 2 - en af komponistens store værker - med et religiøst-filosofisk program.

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Violin Sonata No. 1 "Viole", BVN 94 (1915, rev. 1945)
1

I Maestoso fiero espressivo

13:33 Play $2.80
2

II Molto allegro scherzando

6:41 Play $2.10
3

III Lento cogitoso

8:23 Play $2.10
4

IV Molto allegro marcato

10:06 Play $2.80
World Premiere Recording!
Violin Sonata No. 2 "Den store Mester kommer", BVN 16
5

I Poco animato con devozione - Allegro -

5:54 Play $2.10
6

II Frenetico - Poco più tranquillo -

4:24 Play $1.40
7

III Lento rigoroso -

2:28 Play $1.40
8

IV Grave - Poco tranquillo -

5:49 Play $2.10
9

V Femminile e virile e con lustro

7:41 Play $2.10
Total spilletid  65 minutes
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks¬pe¬rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. århundredes livsanskuelser, musikalske stilret¬ninger og kvalitetsnormer brydes.


Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or¬kes¬ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.


Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studie-ophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang¬gaardfamiliens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej¬lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.


Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført, og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærerne musik (1916-18), symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.


Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for - i begyndelsen af 1920'erne - at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter¬esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.


Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik - ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker - ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940'erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang¬gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.
Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960'erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete' senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960'ernes og 70'ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.
I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

Violinsonater nr. 1 og 2

Sonate nr. 1 blev komponeret under et ophold på Tyringe Badesanatorium i Skåne (Sverige) i løbet af kun fire dage i juni 1915. Sammen med den fremtrædende danske violinist Gunna Breuning-Storm (1891-1966) uropførte den 22-årige komponist sonaten i Stockholm den 17. januar 1916. Der var tale om en koncert med et rent Langgaard-program som opfølgning af den første svenske opførelse af orkesterværket Sfinx få dage forinden. Anmelderne var ikke glade for sonaten, og Langgaard blev som pianist kritiseret for sit anslag og sin rigelige brug af pedal. To år efter (7. januar 1918) blev værket præsenteret i Danmark af Langgaard og hans onkel, kongelig koncertmester Axel Gade (1860-1921), der var søn af Niels W. Gade og tillige komponist. Sonaten blev ikke genopført i Langgaards tid, men han mistede ikke interessen for dette ungdomsværk, idet han 30 år efter fuldførelsen (1945) foretog en gennemgribende revision af kompositionen. Samtidig tilegnede Langgaard sonaten posthumt til Axel Gade. Det er den reviderede version, udgivet i nodeform i 2001, som her er indspillet.


Den beskrivende titel kom først til efter revisionen og kræver en forklaring. Det står nemlig ikke ganske klart, hvad der skal lægges i titlen, det franske ord Viole. Af manuskripterne fremgår det, at Langgaard har forestillet sig, at solostemmen alternativt kunne udføres af en bratsch, som han her betegner "Viole". Værket bærer altså - noget usædvanligt - samme titel som denne instrumentbetegnelse. Men en bratsch hedder jo "alto" på fransk, og "viole" svarer til det danske viol, altså gambe. Denne misforståelse har Langgaard dog sandsynligvis læst sig til, for i såvel gamle som nye udgaver af Gyldendals røde ordbøger hedder det, at "viole" betyder "viola, bratsch". Om solostemmen som foreslået egner sig til udførelse på bratsch er ydermere tvivlsomt, selv om Langgaard, i hvert fald i første sats, øjensynlig har ønsket en mørk klang, som han opnår ved at bede violinisten spille på violinens G- og D-streng over længere stræk. Om titlen er der tilbage kun at sige, at den bedst giver mening, hvis den opfattes som et poetisk tilnavn med en indbygget cadeau til soloinstrumentet.


Sonaten, der er i e-mol, kan kaldes et kam¬mer¬musikalsk svendestykke i den klassiske tradition. Den unge komponist beviser, at han be¬

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet i Mantziusgården i oktober og december 1999
Producer: Preben Iwan
Lydteknik: Preben Iwan

Forlag: Edition Samfundet (Nr. 1) og Ries & Erler, Berlin (Nr. 2)
Coverbillede: Jens Adolf Jerichau: "Offerfesten. Mennesker søger varsler. Opus III." (1915). (Louisiana, Humlebæk.)

Denne cd er produceret i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.224153

Stregkode: 730099985321

Udgivelsesdato: February 2002

Periode: Sent 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

The two artists here struck me as utterly committed and highly sympathetic to Langgaard's idiosyncratic muse. If you enjoy the driftways between melody and dissonance then do not miss this first salvo in a new Dacapo series (Classical Music on the Web)

The recording is perfectly acceptable and the performers expound both sonatas with winning ardour. Recommended: the Second Sonata is a piece that repays many hearings. *****
- Calurn MacDonald, BBC Music Magazine, February 2003

Pizzicato Supersonic Award

"Dette er musik af høj klasse, af betydelig interesse og dertil velspillet i betydelig grad. Kan næppe anbefales varmt nok!" (High Fidelity)

These performances are strongly committed and generally assured.
(Classical Music Web)


A CC Music Store Solution