English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi

J.P.E. Hartmann

Vølvens spådom


Thomas Dausgaard, dirigent
DR SymfoniOrkestret
Lunds Studentersangere

Johan Peter Emilius Hartmann, komponist

Om:
J.P.E. Hartmann (1805-1900) var en central figur i dansk musik i det 19. århundrede. Han komponerede musik i alle genrer og hans værkproduktion spænder over tre kulturelle epoker. Det var dog inden for Nationalromantikken, at J.P.E. Hartmann skulle opleve sine største musikalske succeser og korværket Vølvens Spådom hører absolut til blandt hans ubestridte mesterværker. Værket er præget af Hartmanns specielle "Nordiske tone", som indtil i dag har været en så vigtig del af den danske kulturs musikalske arv. I 2006 blev Vølvens Spaadom valgt som et af de 12 musikværker, der indgår i Kulturministeriet Kulturkanon.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg downloadformat:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Vølvens Spådom, Op. 71 (1870-72)
1

I Moderato

4:46 Play $1.40
2

II Allegro moderato

2:55 Play $1.40
3

III Allegro

1:40 Play $1.40
4

IV Marsch: Lístesso tempo

2:18 Play $1.40
5

V Slutningschor: Moderato

4:57 Play $1.40
6

Yrsa, Op. 78 (1881)

7:21 Play $2.10
7

Axel og Valborg, Op. 57 (1857)

14:34 Play $2.80
8

Hakon Jarl, Op. 40 (1844)

9:19 Play $2.10
9

Corregio, Op. 59 (1860)

13:47 Play $2.80
Total spilletid  62 minutes

Andre anbefalinger

J.P.E. Hartmann
J.P.E. Hartmann & Niels W. Gade
J.P.E. Hartmann
Emil Hartmann
J.P.E. HARTMANN
J.P.E. Hartmanns liv strakte sig over det meste af 1800-tallet. Da han fødtes 14. maj 1805, havde Napoleon været kejser i Frankrig i lidt over fem måneder, og Hartmann kunne endnu i sin høje alderdom erindre visse oplevelser under Københavns bombar-dement i 1807. Da han døde i marts 1900, udkæmpede englænderne Boerkrigen i Sydafrika, København var vokset til firedobbelt størrelse, i gaderne kørte elektriske sporvogne, "gamle Hartmann", som han kaldtes, kunne telefonere til sine børn og børnebørn, og de første grammofoner var kommet i handelen. I 1805 var Haydn stadig i live, selv om han havde afsluttet sit livsværk med den store Theresienmesse tre år tidligere, og Beethoven arbejdede på sin eneste opera Fidelio. Komponister som Mendelssohn, Schumann og Chopin var yngre end Hartmann, og alligevel overlevede han dem alle tre med rundt regnet et halvt århundrede. I 1900 fuldendte Gustav Mahler sin fjerde symfoni, Arnold Schönberg havde allerede lagt sidste hånd på strygesek-stetten Verklärte Nacht året før, og i Skt. Petersborg sad den 18-årige jura-studerende Igor Stravinskij og gjorde sine første erfaringer som komponist.
Hartmann var tredje generation af en musikerslægt. Bedstefaderen Johann Hart-mann (1726-1793) var i 1760'erne kommet til København, hvor han blev medlem af Det Kgl. Kapel og markerede sig i dansk musikhistorie med de to syngespil Balders død og Fiskerne til tekster af Johannes Ewald, og også faderen August Wilhelm Hartmann (1775-1850) var en årrække violinist i Det Kgl. Kapel, inden han blev orga-nist ved Garnisons Kirke. August Wilhelm havde set for meget til musikerlivets be-sværligheder til at ønske sit eneste barn samme skæbne og insisterede derfor på, at sønnen skulle have en god boglig uddannelse. Hartmann blev derfor sat i Borgerdyd-skolen - samme skole, hvor også brødrene Peter og Søren Kierkegaard var elever - og efter endt skolegang afsluttede han sin uddannelse med en juridisk embedseksa-men. Dermed var muligheden for en karriere som embedsmand åben, og lykkeligvis fik Hartmann et job som sekretær i den borgerlige indrulleringskommission, for uden en god fast indtægt kunne han ikke gifte sig med sit hjertes udkårne, den rige agent Zinns datter Emma, en begavet kvinde, der selv havde en kunstnerisk åre og kompo-nerede romancer, der i 1840'erne blev udgivet under pseudonymet Frederik Palmer.
Men selv om Hartmann aldrig fik nogen egentlig uddannelse inden for musikken, blev den dog hans levevej ved siden af den borgerlige embedsmandskarriere. Allerede som 19-årig var han blevet faderens efterfølger som organist ved Garnisons Kirke, en post han bestred indtil han i 1843 kom til Vor Frue Kirke som Weyses efterfølger og dermed kom til at virke som organist i ikke færre end 76 år! Og da den italienske direk-tør for syngeskolen, Giuseppe Siboni, i 1827 åbnede sit musikkonser-vatorium, blev den 22-årige Hartmann ansat som lærer i klaver, harmonilære og sang. Allerede i en ung alder var han altså en person, man regnede med i det køben-havnske musikliv, og efterhånden som årene gik, kom han til at indtage en enestående position.
Hartmann var i 1836 en af medstifterne af Musikforeningen, hvis bestyrelse han var medlem af hele resten af sit liv, selv om det fra midten af århundredet primært blev svigersønnen Niels W. Gade, der kom til at præge foreningen som dennes dirigent. Også i Studentersang-foreningen, der var tone-angivende i 1800-tallets musikliv, var han med fra grundlæggelsen i 1839 til sin død - aktiv som formand til det sidste og forgudet af studenterne. Og da det københavnske musikkonservatorium blev oprettet i 1867, var det en selvfølge, at grund-læggeren udpegede Hartmann, Gade og H.S. Paulli som ledere. Således bestred Hartmann gennem mange årtier de centrale poster i dansk musikliv, samtidig med at han passede sin sekretærpost (til 1870), sit organist-embede og sin komponistgerning.
Som komponist var Hartmann i det store og hele autodidakt, men eftersom han var vokset op i et musikerhjem, havde han fra barnsben haft mulighed for at høre megen forskellig musik både i Det Kgl. Teaters orkestergrav, i Garnisons Kirke og ved de kammermusiksam-menkomster, der afholdtes i forældrenes hjem. I 1836 fulgtes han med Heinrich Marschner, der havde gæstet København for at dirigere sin opera Hans Heiling, til Tyskland som indledning til en større udenlands-rejse, hvor han bl.a. stiftede personligt bekendtskab med Chopin, Rossini, Cherubini og navnlig Louis Spohr, som han knyttede et varmt venskab med. Andre udenlandsrejser fulgte i 1840'erne, hvor han kom til at dirigere sin Hakon Jarl-ouverture i Leipzigs berømte Gewandhaus, men selv om disse rejser gav Hartmann mulighed for at stifte bekendtskab med sin samtids musik, kom den, navnlig i hans senere år, ikke til at influere nævneværdig på hans egen musikalske udvikling, der efter ungdommens tysk inspirerede periode forløb stille og roligt uden fremmede påvirkninger.
Hartmann har skrevet flere hundrede værker inden for snart sagt alle musikalske genrer. I samtiden var han elsket for folkelige sange som Flyv fugl, flyv over Furesøens vove og Storken sidder på bondens tag, der afspejlede den danske, landlige idyl, og han bidrog med adskillige sange til Grundtvigs højskolebevægelse, men også Weyses romancetradition fortsatte han med bl.a. de lidenskabelige Sulamith og Salomon-sange til tekster af B.S. Ingemann. En anden genre, der bidrog til at gøre Hartmann populær i samtiden, var de mange kantater til århundredets store royale begivenheder som kongelige bryllupper, sølvbryllupper, begravelser, værker der dog på grund af tekster-nes karakter af lejlig-hedsværker er dømt til glemsel. Et lejlighedsværk er dog blevet stående: den monumentale sørgemarch for blæsere og orgel skrevet til Thorvaldsens begravelse i 1844, men benyttet til samtlige kongelige begravelser lige siden.
Også inden for operaen forsøgte Hartmann sig, omend med vekslende held. De-butværket Ravnen fra 1832 til tekst af den jævnaldrende ven H.C. Andersen, der senere påtog sig æren af at have "opdaget" Hartmann, var i tidens opéra comique-stil, men opnåede kun få opførelser, også selv om Hartmann og H.C. Andersen i 1860'erne brugte megen tid på at omarbejde operaen. Stort bedre gik det ikke med Korsarerne til tekst af Henrik Hertz, selv om selveste Rossini udtalte sig positivt om den, da Hartmann foreviste ham partituret under opholdet i Paris i 1836 - dog med den kommentar, at der var for mange forskellige motiver! Den egentlige operasucces kom først med Liden Kirsten i 1846, men den blev med sin blide danske folketone til gengæld i mange år nærmest den danske nationalopera, især under indtryk af krigene i 1848 og 1864. Sin udpræget danske tone til trods blev det mærkværdigvis den eneste af Hartmanns operaer, der blev opført i udlandet, selv om Marschner havde gjort ihærdige forsøg på at få Ravnen opført i Hannover. Det var ingen ringere end Franz Liszt, som Hartmann havde lært at kende i Hamburg, der tog Liden Kirsten op i Weimar, men selv om H.C. Andersen gjorde en ihærdig indsats for det fælles v&ael

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log ind eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Vølvens spådom er indspillet i Danmarks Radios Koncertsal d. 31. August - 1. September 2006.
Producer: Chris Hazel
Teknik: Jan Oldrup
Redigering: Preben Iwan
Mastering: Preben Iwan og Jan Oldrup
Korindstudering: Mats Paulson
Udgivet af Niels Krabbe, J.P.E. Hartmann: Udvalgte Værker, Serie V, Bind 1. Det Kongelige Bibliotek,2006, www.kb.dk.

Ouverturerne er indspillet i Danmarks Radios Koncertsal i maj 1998.

Producer: Michael Petersen
Teknik: Jørn Jacobsen
Kunstnerisk leder og orkesterchef, DR RSO: Per Erik Veng

Grafisk design: Elevator www.elevator-design.dk

Dacapo ønsker at takke Weyse Fonden.

Denne cd er indspillet i samarbejde med Danmarks Radio.

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226061

Stregkode: 636943606124

Udgivelsesmåned: March 2007

Periode: Romantik

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder


A CC Music Store Solution