Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Trash

Morten Olsen
Ejnar Kanding
Jexper Holmen
Simon Christensen
Morten S. Danielsen

Trash

Frode Andersen

Cd’en trash er med til at sætte fokus på et nyt spor inden for kompositionsmusikken således som den har udfoldet sig de senere år i DK. Traditionelle grænser udviskes idet det klare skel mellem komponist og musiker er opløst. Accordeonist Frode Andersen er som solist gået i aktiv dialog med de respektive komponister i udformningen af kompositionerne. Skitser, improvisationer og skæve indfald fra musiker såvel som komponist er blevet indspillet og alt dette ’trash’ er efterfølgende blevet behandlet i computeren til et kompositionsmæssigt færdigt udtryk.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
46 min.
Musikeren i fokus

– et opgør med den traditionelle partiturmusik

“Den musik, der formår at gøre indtryk på mig, er på én eller anden måde gennemtænkt i det medie, den møder lytteren i. Det være sig en bestemt koncertform, en cd, en teaterforestilling eller noget andet. Så er musikken nemlig i ét med situationen, og så kan den være elendig eller fremragende, smuk eller grim, skøn eller modbydelig eller det hele på én gang eller noget helt andet; den får en ærlig chance for at udøve sin kraft.”

Jexper Holmen

Ovenstående citat stammer fra den 34-årige danske komponist med kunstnernavnet Jexper Holmen. Citatet rammer en tendens i tiden. En tendens, der gennem en årrække har været stadig mere mærkbar i det internationale såvel som i det danske ny musik-miljø. Tendensen handler om en opløsning af traditionelle musikalske grænser – og om en opløsning af skellet mellem komponist og udøver. Den handler om at få musikken gjort mere vedkommende, idet musikeren opgiver sin ydmygt decentrale rolle, samtidig med at komponisten fratages sin ophøjede placering i et elfenbenstårn.

Ny musik i betydningen avantgardistisk tone-kunst, omhyggeligt noteret af en komponist i et detaljeret partitur, som derpå fortolkes så loyalt som muligt af et antal musikere ved en koncert, denne modernistiske type ny musik erstattes i disse år i stigende omfang af musik skabt ved en tilnærmelse til de rytmiske genrers traditionelle arbejdsmetode: improvisation og ligeberettiget samarbejde. En metode, kunne man tilføje, der også var normen i vesteuropæisk kompositionsmusik i hvert fald langt op i klassikken, og som først for alvor blev afskaffet med det 20. århundredes notationsfikserede modernisme.

I dag er flere og flere udøvere og komponister på vej væk fra modernismens æstetik og dens skarpe opdeling mellem komponist og udøver. De to parter ønsker igen at smelte sammen, enten i én og samme person eller ved som to personer at arbejde tæt sammen, så musikken, der skabes, skabes i fællesskab – og så den ikke længere får karakter af et urørligt objekt eller et såkaldt ’værk’, der af komponisten tilbydes udøveren til fortolkning, men i stedet bliver en musikalsk oplevelse, der finder sin form i et nu, i et møde mellem komponist/udøver og publikum, med det mål af improvisation og spontanitet, det medfører. Hvis musikken derefter fastholdes for eftertiden på cd, er det musikkens form i det fastholdte øjeblik, der bevares. Ikke musikken som et definitivt værk.

Tendensen er mærkbar hos en stribe af danske komponister, musikere og electronica-kunstnere, der laver elektronisk eller elektroakusitsik musik på grænsen mellem værk og improvisation. Og på grænsen mellem, hvad vi traditionelt har kaldt klassisk og rytmisk musik. Fra electronicaverdenen kan i flæng nævnes musikere med kunstnernavne som som Bjørn Svin, Opiate og Txture. Fra den såkaldt klassiske verden kommer en række yngre navne som komponisten og guitaristen Morten S. Danielsen og komponisterne og klangregissørerne Ejnar Kanding og Jens Hørsving, der alle tre i forskellige roller har bidraget til denne cd.

I teksten, hvorfra artiklens indledende citat stammer, taler Jexper Holmen om det igangværende paradigmeskift. Med tanke på de nævnte kunstnere – og en hel del flere – fabulerer han sig frem i tiden, langt væk fra klassikere som Bach, Beethoven og Brahms. Eller for den sags skyld nyklassikere som Boulez, Ligeti og Nørgård. “Måske ser man ikke – længere? –”, skriver Jexper Holmen, “billedet af den ensomt arbejdende komponist, der i sit lønkammer udtænker evigtgyldige mesterværker og udarbejder dem i formfuldendte partiturer, som indbegrebet af musikalsk kreativitet.”

Nej, måske er disse komponisters fremtid vitterlig ikke nogen given sag. Man kan også vælge at følge Frode Andersen i følgende endnu mere rabiate betragtning: “Det med komponisten, der skaber ophøjet, uantastelig kunst i sit lønkammer, det er jo en ny forestilling, og måske har den slags komponister aldrig eksisteret. Bach så ikke sig selv som kunstner. Haydn tapetserede væggene med sine gamle noder. Kunstneren, som det romantiske kunstnerideal definerer ham, har måske aldrig eksisteret. Måske findes han kun i vores syn på ham.”

Sandheden ligger formentlig et sted midtimellem. På den ene side er det en kendt sag, at Beethoven nægtede at tage en violinist alvorligt, der beklagede sig over noget vanskeligt spilleligt, Beethoven havde komponeret. På den anden side skrev Mozart aldrig arier til sine operaer, før han vidste, præcis hvilke solister han skrev til, så han kunne udnytte deres personlige forcer. Under alle omstændigheder er projektet trash et eksempel på, at det i vore dage nu igen lige så godt kan være en musiker som en komponist, der tager det kunstneriske initiativ. Også selv om scenen ikke er traditionelt rytmisk og musikkens udtryk mere komplekst end som så.

Med musikeren – i dette tilfælde altså akkordeonspilleren Frode Andersen – som den, der samler trådene, er det med trash lykkedes at skabe kunst, der lever med et vibrerende nærvær. Måske også et nærvær, der er anderledes end det, der havde været resultatet, hvis udøveren var blevet stående på sidelinjen og loyalt-pligtskyldigt havde fortolket en fremmed persons nedskrevne noder. Opgøret med partiturmusikken er i gang.

trash har som sit erklærede formål at placere musikeren i centrum af skabelsesprocessen. Samtidig med denne omplacering af udøveren, der bevidst flytter sig fra rollen som tjenende fortolker og langt ind på komponistens domæne, har det været formålet at trække komponisterne ud af lønkammeret, forklarer Frode Andersen. trash er således skabt under involvering af i alt fem komponister, der alle har arbejdet efter Frode Andersens anvisninger. Disse anvisninger har været rettet mod såvel kompositionsprocessen som musikkens karakter. To af værkerne skulle, bestemte Frode Andersen på forhånd, komponeres meget hurtigt og være tilsvarende hurtige at indstudere. Et af dem skulle være en enstemmig melodi. Endelig skulle tre af værkerne være remix af en improvisation, som Frode Andersen indspillede i et enkelt, 18 minutter langt, uredigeret take og derefter præsenterede for komponisterne.

Frode Andersen, der selv elsker electronica, er begejstret for remixets idé. Fordi, som han siger, “et remix kan jo remixes!”

Det første og sidste af de tre remix – lavet af henholdsvis Simon Christensen og Ejnar Kanding – anvender brudstykker fra Frode Andersens improvisation. Simon Christensen er komponist og trommeslager med rockbaggrund. Hos ham styrter musikken til jorden i en lav, langsom pulseren. Det klingende resultat forklarer titlen, The Acc’s Low Track, hvor acc er en forkortelse af akkordeon. Musikken crasher. Den mavelander. Og så bevæger vi os ellers ind i en surreel labyrint. Græshoppelydene er der stadig, mens vi nærmer os, hvad der måske er blevet til et hjerte, pulserende i slow motion, inden metalliske klange i dette surreelle trip gør verden kold og tom.

Det andet remix, lavet af den bassistuddannede Morten Olsen, er meget anderledes. Der skal ikke den store associationskraft til at koble begyndelsens regelmæssigt blinkende elektroniske bip-lyd til det faktum, at titlen ranos stavet bagfra giver ordet sonar. Vi befinder os under havoverfladen i dette det længste af cd’ens tre remix, hvor akkordeonet møder de svage lys fra lygtefisk, fosforiserende skær fra tangplanter og ... ja, fortsæt selv rækken af undervandsassociationer, som titlen i kombination med stykkets vemodigt-fantastiske lydunivers sætter i gang. Som den eneste af cd’ens remixere har Morten Olsen fået lov at tilsætte lydelementer, der ikke stammer fra Frode Andersens improvisation. Således høres flere gange i forløbet en el-bas. Lyden af, hvad der minder om munter dansemusik fra en slidt lp spillet i radioen, stammer til gengæld faktisk fra akkordeonimprovisationen. Og noget tyder på, at der opstår en kritisk situation, før sonaren – alene nu? – udsender sine eftersøgende blinkelyde for sidste gang.

Den klassisk uddannede Ejnar Kanding, der midt i 1990’erne var en tur omkring Pierre Boulez’ elektronmusikstudier IRCAM i Paris, arbejder fortættet med udgangspunkt i et meget lille stykke af Frode Andersens improvisation. Denne lillebitte bid af improvisationen får gradvis får lov at sprede sig, som ringe i vandet kunne man sige. Flere og flere elementer kommer til, mens andre efterhånden forsvinder. Resultatet er et lag-på-lag-univers af stereofonisk flimrende lydklip over en regelmæssigt brølende bas. Elementer af noget udpræget fysisk giver associationer til et tragisk monster, der slæber sin raslende lænke efter sig ...

Cd’ens øvrige tre stykker er nedskrevet på noder. De er med andre ord for så vidt tradiotionelle værker, selv om udøveren til dels har elektronisk behandling, bl.a. delay, til sin rådighed som en udvidelse af sin fortolkningsmæssige frihed.

Morten S. Danielsen har løst opgaven at skrive hurtigt og producere musik, der kan indstuderes tilsvarende hurtigt, ved at at komponere en suite af ni satser kaldet 9 ways to wake up. Associationerne går i retning af det selvdestruktive, og til en start er alting hvidt. Måske foregår opvågningen på et hospital? Måske efter en overdosis? Snart skiftes der imidlertid til det mere ’beskidte’, rockinspirerede udtryk, den erklærede antikomponist er kendt for, og som med solide rytmiske og repetitive virkninger har leveret cd’ens titel såvel som Morten S. Danielsens satstitel Trash. Til suitens satstitler kan i øvrigt bemærkes, at Andy Kaufman var en amerikansk komiker og forfatter, der ligesom Morten S. Danielsens andet erklærede idol, Nirvana-forsangeren Kurt Cobain, døde ung. Oprindelig var det meningen, at indtrykket af ’beskidt’ lyd skulle være en dominerende faktor i 9 ways to wake up, fremelsket ved brug af effekter og overdub. Denne version blev undervejs forkastet til fordel for den her indspillede, mildere akustiske udgave, der – med brug af en forstærket metronom i tredjesidste sats – ikke desto mindre i et vist omfang bibeholder det rå, trashede udtryk. Suiten har i en tredje version været ominstrumenteret for ensemble og findes i denne form indspillet af det danske ensemble Contemporánea på cd’en ’Road-movie accessories’, der indeholder lutter værker af Morten S. Danielsen (MSDTC1).

Jexper Holmens prefer fremstår som en række endnu mere beskidte musikalske penselstrøg. Her er på det nærmeste tale om skyller af lyd. Til dels direkte aggressive tjat, der efter parolen “det skal skrives hurtigt og være let at indstudere” er udformet som fem akkordrækker med tilhørende spilleanvisninger. Her er brugt delay foruden ringmodulation, ligesom musikken er overdubbet.

Stykket består, jævnfør antallet af akkord-rækker, af i alt fem afsnit. Hver akkord i hvert afsnit kan gentages ubegrænset. Det samme gælder for grupper af på hinanden følgende akkorder, siger spilleanvisningerne, som for første afsnits vedkommende foreskriver en overordnet pulsløs karakter “uden skarpe kanter”, idet afsnittet skal formes som ét langt crescendo hen imod den afsluttende fermat. Andet afsnit skal formes som en regelmæssig puls af crescendi og diminuendi, idet der veksles mellem to foreskrevne rytmiseringer af akkorderne, og idet pulsen nogle steder bevidst gøres uregelmæssig, som det hedder i forskriften. Tredje afsnit skal formes som det første, men “med lidt mere kant”. Fjerde afsnit skal formes som afsnit nummer to, men “mindre uregelmæssigt”. Endelig skal femte og sidste afsnits akkordrække behandles, så der skabes en tekstur af slag og efterslag, der bliver stadig mere varieret og fri. Samtidig skal der, kræver komponisten, citeres figurationer fra de foregående afsnit.

Når Frode Andersen har valgt at ophøje satstitlen Trash fra Morten S. Danielsens suite til titel på hele cd’en, er det fordi det, som han formulerer det, “er sjovt at samle noget op, der egentlig ikke er noget, og så behandle det, så det bliver til noget. Vi skal musicere mere – som vi lærer det af baroktraditionen – og lade det lyde grimt også. Fortolkeren skal have sin frihed.”

Det er remixets idé. Det er idéen bag fortolkningen af Jexper Holmens akkordrækker i prefer, og dybest set er det også idéen i cd’ens afsluttende stykke, laughing out loud inhaling theSCARLET SPLEEN (... fade to black). Stykket er cd’ens enstemmige komposition. Den er så folkeligt enkel og rørende tonal i sin akustiske pendlen mellem B-dur og g-mol, at selv de mindste af de rytmiske og tonale twist, som melodistoffet undervejs udsættes for, virker som verdener, der vælter. Her er på én gang tale om cd’ens simpleste, mest traditionelle stykke og om et kerneeksempel på de dogmeagtige begrænsninger, der har født det, forklarer Jexper Holmen, idet han medgiver, at “som inddraget komponist må jeg konstatere, at min lille melodi næppe ville have set dagens lys, hvis ikke den var blevet tricket udefra.”

Og dermed er vi der, dér hvor Frode Andersen gerne vil hen med musikken. Dér, hvor den ikke skabes og nedfældes i en mere eller mindre genial komponists afsondrede, højt over jorden hævede elfenbenstårn, men hvor den opstår i et samspil mellem skabende, udøvende og lyttende mennesker. Samme oplevelse har Jexper Holmen, der med endnu et citat får det sidste ord: “Jeg synes, at jeg rundt omkring oplever en voksende lyst og vilje til ikke blot at skrive og opføre musik, men også til at gennem-tænke de sammenhænge, den indgår i; en voksende erkendelse af, at den musik, der for alvor gør en forskel, er dén, hvis indhold ikke kan reduceres til blot en pointe i et partitur.”

Thomas Michelsen, 2005

Release date: 
februar 2006
Cat. No.: 
8.226513
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943651322
Track count: 
6

Credits

0