Den lille havfrue; Lygtemændene tager til byen

Lygtemændene, der lokker vildfarne natterejsende ud i mosens bundløse dyb, er et tilbageven-dende skræmmebillede i litteraturen. Lige fra Wilhelm Müllers Winterreise, som Franz Schubert i 1820'erne satte i musik, hvor den fortvivlede, forsmåede elsker er tæt på at lade sig lokke og endda konkluderer, at alt og alle i verden er et blændværk - til den monumentale gru i Døde-mandsmarsken i J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre fra 1954-55.
Lygtemændene bliver også hovedpersonerne i et af H.C. Andersens sidste, særeste og sorteste eventyr, som nu er kommet til at danne grundlag for Per Nørgårds bidrag til fejringen af 200-året for Andersens fødsel. Som mange andre Andersen-eventyr tematiserer Lygte-mændene ere i Byen, sagde Mosekonen (trykt 1865) eventyret og fortællekunsten i sig selv, men netop her giver Andersen sin vanlige hyldest til inspirationen en drejning i påfaldende dyster og pessimistisk retning.
Historiens hovedperson er en eventyrfortæller, som har mistet inspirationen og drager ud på landet for at genfinde den. Her møder han Mosekonen, som advarer ham mod lygtemændene: når månen står på en bestemt måde, og vinden blæser på en bestemt måde, får alle lygtemænd, der fødes netop i det øjeblik, ret til at blive mennesker i ét år og kan i løbet af den tid lokke tre hundrede femogtres mennesker på afveje - "fare lige lukt ind i Mennesket, tale for ham og gjøre alle Bevægelser, han vil".
Lygtemændene holder altså ikke længere, som i de gamle sagn, bare til langt ude i mosen, de har sat sig i bevægelse og er taget til byen, er kommet ind til os, ja måske endda ind i os, og heroverfor kan en stakkels digter ikke stille meget op. Ikke engang ved at sige sandheden, for som manden i historien selv mistrøstigt konkluderer: "Det vil ikke anfegte et eneste Menneske, de troe Alle sammen, at jeg fortæller et Eventyr, idet jeg med den inderligste Alvor siger dem: 'Lygtemæn-dene ere i Byen, sagde Mosekonen, tag Eder i agt!'"
Andersens fortælling kan læses som et stykke besk civilisationskritik i kølvandet på den natio-nale katastrofe i 1864, om kunstens og moralens afmagt over for det moderne livs dyrkelse af den overfladiske forførelse, den hurtige tilfredsstillelse, de nemme valg og det selvtilstrækkelige, snævre udsyn. Sådan læses det i høj grad også i Per Nørgårds og Suzanne Brøggers opdatering af historien.
Tillige lægger de et historisk perspektiv ind, også hvad angår referencer til forskellige musikalske stilarter: i de knapt 150 år der er gået, siden Andersen skrev, er det kun blevet endnu tydeligere, hvor profetisk fortællingen om lygtemændene er. Hvor lygtemændene hos Andersen én gang for alle er i byen, er Nørgårds og Brøggers værk nok så meget historien om, hvordan de er kommet der - og hvordan de i dag slet ikke kan måle sig med den forråelse, byen i forvejen kan opvise.
Oplevet på dén måde er værket slet ikke kun en hyldest til Andersen, det er i høj grad også et eksempel på, hvordan han kan bruges i forbindelse med en helt aktuel, kulturpessimistisk sam-fundskritik. Hvis der er en utopi, ligger den alene i, at eventyret, også i form af lygtemændene, faktisk eksisterer, og i at kunsten, fortællingen og musikken stadig bliver realiseret.
Både hvad udstrækning og ressourcer angår er Lygte-mændene tager til byen Per Nørgårds mest omfangsrige værk i mange år. Oven i købet kan værket, i kraft af sin fortløbende fortælling, sit persongalleri, sine krav til en klar scenisk opdeling af de medvirkende og sine markante drama-tiske virkemidler undervejs, hævdes i flere henseender at være noget af det tætteste, han i årtier har været på opera i traditionel forstand - en genre han ellers ikke har dyrket siden Siddharta (1980).
Komponisten skriver selv om værket:
"Kantaten begynder lyst og 'dansk', men udvikler sig militaristisk i et orkesterforspil som jeg kalder 1864-Ouverture ('eventyrpolitik'), da musikken skildrer den enøjede nationalismes konse-kvenser i 1864: nedtur, kaos og forvirring. Kantaten slutter med en lovsang til eventyret - som den budbringer der kan 'banke på' hos enhver af os, som (til trods for sit mærkelige sprog og sin ofte underlige handling) måske kan få os til at tænke på en lidt anden måde ... "
Ud over orkestret og de nævnte to solister, Fortælleren og Mosekonen (mezzosopran) er vær-kets besætning et blandet kor = Bymenneskene (med et par solistiske repræsentanter, Kvinden og Manden, hhv. sopran- og tenorsolo), og et børnekor, opdelt i menneskebørn og lygtemænd (og -damer, for de findes af begge køn, skriver Andersen). Til Lygtemandskoret slutter sig en ungdomstrommegruppe, som til tider ledsager og slår på tromme for det troldske småfolk.
At værket er integreret, altså skrevet for professionelle og amatører - eller halvprofessionelle (musikskole- eller konservatoriestuderende slagtøjsspillere), hænger intimt sammen med Ander-sens eventyr - det kunne slet ikke være anderledes, synes komponisten.
Kompositionen er en bestilling fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik i anledning af H.C. Andersens 200-års fødselsdag, og værket er komponeret med støtte fra Statens Kunstfond.
Værket blev uropført den 2. april 2005 i Birmingham af Birmingham Symfoniorkester med Ru-mon Gamba som dirigent, Simon Callow som recitator og Helene Gjerris som sopransolist.

Bent Sørensen
Den lille havfrue (2004-05)
for sopransolo, tenorsolo, pigekor og orkester
Tekst: Peter Asmussen efter H.C. Andersen

Det har så godt som udelukkende været som instrumentalkomponist, at Bent Sørensen siden midten af 1980erne har slået sit navn fast som en af sin generations mest høreværdige danske komponister, også på internationalt plan. I de første år navnlig i kraft af en lang række kammer-musikværker, med de efterhånden fire strygekvartetter i en central placering, men i løbet af 1990'erne også med stadig flere værker for stor orkesterbesætning: kantaten The Echoing Gar-den (1990-92), hans hidtil eneste symfoni (1995-96), og de tre solokoncerter: violinkoncerten Sterbende Gärten (1992-93, belønnet med Nordisk Råds Musikpris), basunkoncerten Birds and Bells (1995) og klaverkoncerten La Notte (1996-98).
Derimod har Bent Sørensen kun skrevet ganske få vokalværker; ud over The Echoing Garden faktisk kun korværket In Paradisum (1994-95, 2002) og et antal mindre sange, foruden hans hovedværk til dato, operaen Under himlen, som blev uropført på Det Kgl. Teater i 2003. Men det er ikke det samme som, at hans musik ikke er dramatisk og billedskabende.
Tværtimod er den det i helt usædvanlig grad. Det vil sige på én gang tyst og nærværende, halv