Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Tjenerindens Fortælling

Poul Ruders

Tjenerindens Fortælling

Marianne Rørholm, Hanne Fischer, Anne Margrethe Dahl, Susanne Resmark, Poul Elming, Pia Hansen, Djina Mai-Mai, Gert Henning-Jensen, John Laursen, Bengt-Ola Morgny, Aage Haugland, Elsebeth Lund, Minna Nyhus, Ulla Kudsk Jensen, Annita Wadsholt, Elisabeth Halling, Kari Hamnøy, Lise-Lotte Nielsen, Camilla Nylund, Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel, Michael Schønwandt

Tjenerindens Fortælling er baseret på en af de mest spændende og foruroligende romaner i moderne tid, nemlig Margaret Atwoods bog af samme navn. Operaen er en grotesk og futuristisk historie om et fundamentalistisk og kvindehadsk samfund, hvor få mennesker er frugtbare. Det er en historie om kærlighed, magt og flugt fra et radikalt, højreorienteret regime. Librettoen er skrevet på grundlag af romanen og oversat til dansk af Poul Ruders. Operaen er komponeret for stort orkester, orgel og operakor. Tjenerindens Fortælling er indspillet live i samarbejde med Danmarks Radio og Det Kgl. Teater i forbindelse med en række aftenforestillinger i foråret 2000.

 

***** CD of the Week, The Guardian · 10/10 Classics Today · 2 Grammy-nomineringer

“The music is a triumph of stylistic pluralism”, The New York Times · “The score does a brilliant job of reinforcing the darkness and intensity of this bleak vision of the future”, BBC Music Magazine

Køb album Stream

CD

  • 169,5067,80 kr.
    €9.1 / $9.9 / £7.76
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    103,5041,40 kr.
    mp3
    €5.55 / $6.04 / £4.74
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    118,5047,40 kr.
    CD Quality
    €6.36 / $6.92 / £5.42
    Køb
Total runtime: 
144 min.
Tjenerindens Fortælling

af Stephen Johnson

Datoen er den 25. juni år 2195, klokken er 10 om formiddagen. Vi er deltagere ved en international videokonference med emnet “Iran og Gilead: To monoteokratier i begyndelsen af det 21. århundrede”. Dagens hovedindlæg skal holdes af professor James Darcy Pieixoto. Hans forelæsning, der udsendes over hele verden på kanal 105,237, har overskriften “Auten­ti­fikationsproblemer vedrørende Tjenerindens Fortælling”.

Ved lyden af en sprød elektronisk fanfare kommer der liv på videoskærmen. Filmjournaler fra første halvdel af det 21. århundrede flimrer forbi – vi bevidner det tidligere USA’s dødskramper. Billedsproget er bibelsk: jordskælv, sult, krig og pest. Vi ser eftervirk­nin­gerne af voldsomme rystelser langs San Andreas-forkastningen, et ødelagt atomkraftværk, udslip af giftigt affald, tanks og kanoner, stakke af lig. Kristne fundamentalistiske tropper indtager Det Hvide Hus og spræn­ger statuen af Frihedsgudinden i luften. Alle spor af demokrati slettes. Den Kristne Republik Gilead er født.

Således præsenterer Poul Ruders og hans librettist Paul Bentley på blot et par minutter den historiske baggrund for Tjenerindens Fortælling. Mens prologen fortsætter, giver professor Pieixoto (en talerolle) lidt flere relevante oplysninger. Hvad er en tjenerinde? Svaret findes i Bibelens skabelsesberetning. Den israelitiske patriark Jakob har opdaget, at hans hustru, Rachel, ikke kan føde børn. Rachels løsning er genial: “Se til min tjenerinde, Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mit knæ og jeg kan få sønner ved hende”. Republikken Gilead står over for et stort problem. Ødelæggelserne, som jordskælvene og borgerkrigen har skabt, har resulteret i omfattende forurening og radioaktive udslip med drastiske konsekvenser for den menneskelige frugtbarhed. Kvinder, der har født børn uden for ægteskab eller i ægteskab nummer to (begge dele en forbrydelse i følge det nye regime) er blevet bortført fra deres hjem og anbragt på Det Røde Center, hvor de hjernevaskes og udleveres som Bibelske Tjenerinder til højtstående embedsmænd, ved hvem – håber man – de vil føde børn. De har ingen rettigheder, ingen frihed. Selv deres tidligere navn er de blevet frataget. Vores tjenerinde – hvis hemmeligt optagede kassettebånd giver afgørende indsigt i livet, som det formede sig i Gilead – kendes kun som Offred, hvad der bogstaveligt betyder “Of-Fred”, det vil sige “Freds”, idet hun er en af Kommandanterne ved Det Røde Center, Freds, seksuelle ejendom.

Alt dette vil være kendt af enhver, der har læst Margaret Atwoods trøstesløse fremtidsroman Tjenerin­dens Fortælling, hvorpå Ruders’ opera bygger. Faktisk følger Bentleys libretto romanens indhold bemærkelsesværdigt tæt. Kun den rækkefølge, hvori Offreds erindringer fremlægges, er ændret afgørende med en nydeligt symmetrisk handlingsgang til resultat: Begivenheder og temaer i de to akter spejler hinanden, næsten som om anden akt var en stor variation over første. Indtrykket af symmetri forstærkes af professor Pieixotos tilbagevenden, igen på videoskærm, i en kort epilog efter afslutningen af anden akt.

Men operaens virkning er helt anderledes end virkningen af Atwoods roman. Bogen har stærke polemiske udfald. Den blev tydeligvis undfanget som en advarsel: hvis ikke vi passer på, kunne noget tilsvarende ske for os. Hvis man synes, det lyder usandsynligt, behøver man blot udskifte religionen og kontinentet for at forsikre sig om, at noget, der ligner republikken Gilead, allerede har fundet sted, nemlig i Iran (som nævnes i professorens foredrag) og i det Taliban-styrede Afghanistan. Ruders var på det rene med disse ildevarslende udviklingstendenser, da han påbegyndte operaen i 1996. Problemet er, at operamediet egner sig dårligt for prædikener. Romaner er langt bedre egnet hertil. Operaens naturlige domæne er de menneskelige følelser – og helst de mest basale menneskelige følelser. I Atwoods Tjenerindens Fortælling udtrykkes følelser fortrinsvis på afstand. Offred mindes begivenheder og indtryk i en slags følelsesløs indre monolog. Der er ingen handling i gammeldags forstand, snarere en drømmeagtig sekvens af erindringer, som læseren efterhånden kan sætte sammen til en historie – omend en historie med manglende detaljer og en pinefuldt åben slutning.

Med udgangspunkt i dette tilsyneladende ikke lovende materiale har Paul Bentley skabt en særdeles operamæssig libretto. Idet den holder sig tæt til ånden – og mange steder ordene – i romanen, kondenserer og omorganiserer librettoen bogens indhold, med det resultat at vi ser og hører to stærkt bevægende fortællinger udspillet samtidigt, der begge med tragisk uundgåelighed bevæger sig mod katastrofen. Ved at arbejde med to sangere i rollen som Offred, giver operaen os mulighed for at følge både hendes liv i de traumatiske dage op til den fundamentalistiske revolution og hendes kamp for at overleve og få sine oplevelser til at give mening i det nye regimes forfærdelige omgivelser. Højdepunktet af denne dobbeltfacetterede dramatiske proces nås i den vidunderlige duet i hjertet af anden akt (scene ni), hvor de to Offred’er – den fortidige og den nutidige – irettesætter hinanden og derpå sammen begræder tabet af deres/hendes femårige datter, der som et produkt af et forbudt forhold blev taget i forvaring af myndighederne. De to stemmer protesterer unisont, støder vredt sammen, er hinandens afbrudte ekko og ender med at forenes – eller næsten forenes – i en på én gang raffineret og overvældende enkel duet. Denne form for direkte appel til følelserne og dermed til lytterens menneskelige medfølelse er sjælden i ny opera – især når den er hyldet i så mindeværdige (og sangbare) vokalfraser.

Denne ‘duet for en person’ er imidlertid bare et ud af mange steder i Tjenerindens Fortælling, hvor operagenrens traditionelle virkemidler oplever en fantasifuld genoplivning. Som mange af det tyvende århundredes bedste operakomponister har Ruders tydeligvis indset, at denne mærkelige hybridform – i det mindste på nogle planer – i selve sit væsen er konservativ. Når alt kommer til alt, udsprang selve operaens opfindelse, gjort af en gruppe intellektuelle i det 16. århundredes Firenze, immervæk af et behov for at genskabe den næsten magiske kraft i den klassiske tragedie, en kunstform, hvor ord, musik, dramatik og elementer af ældgamle religiøse ritualer blev blandet. En opera, der ser fremad, må også anerkende tidligere tiders konventioner, hvis dette element af rituel magi skal bevares. Ellers vil den hurtigt degenerere til absurditet. I første akt, tredje scene af Ruders’ Tjenerin­dens Fortælling er der en slående original passage, hvor den unge Offred og hendes mand, Luke, synger duet akkompagneret af gospelsangerinden Serena Joys stemme, der via tv’et synger den gamle, frikirkelige hymne “Amazing Grace”. Den ældre Offred har lige mødt Serena Joy for første gang og hørt hende spille den samme video. Igen løber fortid og nutid for en stund ad parallelle spor, mens kløften mellem Offreds nutidige og tidligere, relativt frie liv samtidig understreges. Senere forvandles et anspændt møde mellem Offred og centerlederen til et vittigt spil lyn-Scrabble, hvor vokallinjerne afløser hinanden som i middelalderens “hoquetus”. Et øjeblik lyder det som en komisk ‘plapre-duet’ svarende til det sted i finalen af Mozarts Tryllefløjten, hvor Papageno og Papagena lyksagligt (og muntert) genforenes. Men det varer kun et øjeblik, så registrerer en enkel, tavs takt det groteskt uvirkelige ved situationen. Konventionen genoprettes, omend med en foruroligende ukonventionel virkning.

Et frugtbart forhold til fortiden er dog kun en af de essentielle faktorer for en operas succes. Stravinskys forvrøvlede brug af konventioner og klicheer fra det 19. og 18. århundredes operatradition i hans Oedipus Rex og The Rake’s Progress ville ikke tælle for meget, hvis ikke musikken var så vital og original. Partituret til Tjenerindens Fortælling forbløffer med sin stærke kraft og opfindsomhed. Orkestreringen er et overflødighedshorn af lyde, traditionelle såvel som up-to-date. Det er blevet sagt, at Poul Ruders har to sider. Den ene er den “barbariske” eller “gotiske”, der kommer til udtryk gennem parodi, overdrivelse, grotesker, barsk ironi og vildt fantasifulde farver. Den anden er den “lineære”, der viser sig i en streng, monoman optagethed af lange linjer og organisk polyfoni. Hvis det er sandt, er det den barbariske, gotiske Ruders, der dominerer i Tjenerindens Fortælling. Der anvendes et fuldt besat symfoniorkester, inklusive orgel, plus digitale keyboards, samplere og eksotisk slagtøj: ambolt, tordenmaskiner, rammen fra en roto-tom, flexatone, champagneprop – og den sidste side i partituret foreskriver, at en bold skal tabes ned på paukeskindet.

Ikke desto mindre stammer magien ikke fra selve lydene, men fra måden hvorpå de blandes. Her afslører Ruders sig nok en gang som computeralderens svar på orkestervirtuosen Richard Strauss. I første akt, scene 8 husker Offred pludselig en begivenhed fra sit tidligere liv, hvor hun legede blindebuk med sin datter og sin mand, Luke. Da datteren kommer frem og slår armene om Offred, skinner pludselig et svagt lys fra harpe, vibrafon og bell-tree fulgt af en svævende frase fra Bachs Bist du bei mir (“Når du er hos mig”) på obo og dæmpet trompet omgivet af en glorie af strygere og buestrøgne bækkener. Dens sødmefuldhed er næsten ikke til at bære. Da pigen forsvinder ud af rummet, bliver musikken – med kritikeren Edward Secker­sons ord – “suget op af et monstrøst strygerglis­san­do, som en båndoptagelse, der spilles baglæns”. Vi­sionen varer kun nogle få sekunder, men den bliver hængende i hukommelsen som et veltimet flash back i en biograffilm. Ruders har sagt, at han komponerede Tje­nerindens Fortælling, “som om jeg instruerede en film”.

Passager som denne viser, præcis hvor frygteligt effektiv den filmiske tilgang kan være. Passagen eksemplificerer, en miniature, et andet slående træk ved musikken til Tjenerindens Fortælling, nemlig selve den stilistiske bredde i det musikalske udtryk. Det ene øjeblik kan udtrykket være iskoldt, det næste øjeblik brutalt mekanisk for så pludselig at åbne sig i hjerteskærende mildhed. Moderne ekspressionisme afløses af Den Hellige Minimalismes beroligende klicheer. Offreds første monolog, “Undskyld mig, min fortælling er i stumper”, synges i tøvende, skarpe vendinger gennem et forhæng af kolde, retningsløse harmonier i de høje violiner. Et øjeblik senere føres vi til Det Røde Center, hvor tjenerinderne fremsiger bibelcitater på blidt flydende tonale melodiformler i den reneste C-dur, interpunkteret af forstilt højtidelige kirkeklokker og afrundet med en af de allerstørste klicheer: dominant-tonika-kadencen – G-C – i pauker og dybe strygere. Man kan dårligt forestille sig et bedre billede på falskheden i denne ondskabsfulde, småligt autoritative fromhed. Men simpelthen at sætte lighedstegn mellem atonalitet og sande følelser, henholdsvis tonalitet og skam/tom forstillelse ville også være forkert. Efterhånden som operaen skrider frem, bliver skillelinjerne uskarpe. Offred mindes sin fordums lykke med Luke i muntert tøffende, quasi-minimalistisk As-dur. Nu udtrykker den rene tonalitet uskyld – som ofte i Benjamin Brittens sene værker. Kun Serena Joys insisterende “Amazing Grace” i tv underminerer med sin smerteligt kontrasterende D-dur fremmaningen af det tabte paradis.

Sidestillingen af tonalt og atonalt er allermest raffineret i anden akts duet mellem de to Offred’er. Gang på gang berører melodilinjerne og orkesterakkom­pag­ne­mentet tonale harmonier, som om de forsøgte at finde følelsesmæssig forløsning. Men trangen til forløsning tilfredsstilles aldrig – præcis på samme måde, som Offred aldrig får lov til at få at vide, nøjagtig hvad der skete med hendes datter. Hun må sørge, men pines af glimt af håb. Hun forsøger at bede, men ved ikke, hvad hun skal bede for – endsige hvem hun i grunden beder til. Slutreplikken, “Hvordan kan jeg stadig leve?”, synges på en enkelt tone, D, men med de to stemmer adskilt af en skurrende lille sekund, D-Cis – på sidste node. Ingen analyse kan yde dette øjebliks bitterhed retfærdighed. Nok et væsentligt træk i Ruders’ Tjenerindens Fortælling betones i denne duet, nemlig hvor smukt de sungne linjer er skræddersyet til stemmerne. Uanset hvor kompleks og vanskelig orkestersatsen former sig, er vokalstemmerne tilbøjelige til at fokusere på sangbare intervaller og relativt enkle rytmer. Kun den altseende og alvidende Tante Lydias vanvittige koloraturer anstrenger konsekvent stemmen med henblik på at opnå en dramatisk effekt. Dette er en af de få – meget få – samtidsoperaer, hvor vokalpartierne er lige så mindeværdige som orkestersatsen. En moderne sangernes opera? Selv det er, som Tjenerindens Fortælling demonstrerer, muligt.

 

Handlingen

af Paul Bentley

PROLOG

2195 e.Kr. Vi er til stede ved en verdensomspænden­de videokonference: det Tolvte Symposium om Republikken Gilead. I begyndelsen af det 21. århundrede tog Bibelbæltet kvælertag på USA. Forfærdede over den omfattende for­urening, såvel fysisk, moralsk som åndeligt – og ikke mindst over den faldende fødsels­rate – myrdede højreorienterede funda­mentalister landets præsident og alle medlemmer af kongressen, og etablerede deres eget bibelbaserede diktatur, Repu­blikken Gilead. De nægtede kvinder retten til arbejde og til at besidde ejendom, samt til at læse og skrive. Endvidere blev alle kvinder i den fødedygtige alder, som levede i synd eller 2. ægteskab, tvangssepareret fra deres familier og sendt til indoktrine­ringscentre, ledet af Tanter. Her blev kvin­derne oplært til at være Tjenerinder, som blev sendt ud til barnløse husstande for at blive rituelt befrugtet af manden i over­værelse af hans hustru. På symposiet fremlægger Professor Pieixo­to fra Cambridge University en nyligt opda­get dagbog, optaget på kassette­bånd af en Tjenerinde i skjul. Han afspiller båndet, og vi hører hende fortælle sin historie: Hun blev revet væk fra sin mand Luke (det var nemlig hans andet ægteskab) og deres femårige datter og ført til Det Røde Center.

PRÆLUDIUM. DET RØDE CENTER

Kurserne her ledes af Tante Lydia. Vores Tjenerindes veninde, Moira, slæbes tilbage efter et mislykket flugtforsøg. En anden kvinde, Janine, bryder sammen og tror at hun er servitrice igen. Moira flygter for anden gang. De andre Tjenerinder får deres dimissionsbevis.

FØRSTE AKT

Tre år senere bliver vores Tjenerinde, som endnu ikke har født et barn for Gilead, over­ført til sin tredje post, hvor hun kaldes Tilfred efter husets Kommandant. Hun gen­kender Hustruen som Serena Joy, en gospel­sangerinde fra Tiden Før. Tilfred går på indkøb med en anden Tjenerinde, Tilglen, og de møder Janine, som nu er højgravid. Ved sit månedlige kontrolbesøg hos lægen tilbyder han at befrugte Tilfred, men hun afslår frygtsomt. Hjemme igen prøver altmuligmanden Nick at snakke med hende, og Kommandanten nærmer sig Tilfreds soveværelse, hvilket begge er ulovlige handlinger. Familien samles til Forbøn, og Tilfred under­kastes den månedlige rituelle befrugtning. Altmuligmanden Nick fortæller hende bagefter, at Kommandanten – yderst ulovligt – vil mødes med hende under fire øjne. Næste dag mødes alle Hustruer og Tjene­rinder i Det Røde Center for at fejre fødslen af Janines barn. Om natten besøger Tilfred Kommandan­ten på hans kontor. Tilbage i sit soveværelse får Tilfred et hysterisk anfald og falder om.

ANDEN AKT

Næste morgen finder tyendepigen Rita Tilfred liggende på gulvet og bliver vold­somt forskrækket. Tilfred besøger Kommandanten igen og begynder at slappe af, men under den næste rituelle befrugtning begynder han at kærtegne hende og hun er rædselsslagen for at Serena Joy vil lægge mærke til det. Tilfred og Tilglen går til bøn og på indkøb, og opdager at de begge to er oprørere, og Tilglen afslører, at der findes en undergrundsbevægelse. Janine (hvis barn viste sig at være en ‘kassabel’) slutter sig til dem, men bryder sammen igen. Vogtere fører hende bort til hængning. Tilfreds natlige besøg hos Kommandan­ten fortsætter. Han afslører enkelte dunkle punkter for hende, som for eksempel hvor­for Rita blev så forskrækket over at finde hende på gulvet i hendes værelse. Serena Joy, som hungrer efter at få børn, bestikker i al hemmelighed Tilfred til at prøve at blive gravid med Nick. Bestikkelsen består af et billede af hendes forsvundne datter. Tilfred bliver helt knust ... Kommandanten smugler Tilfred med på Jezebel’s, et privat bordel for højtstående mænd i Gilead. Her møder hun Moira. Når hun er hjemme, opsøger Tilfred ofte Nick, og de går i seng med hinanden. Hustruer og Tjenerinder mødes for at overvære hængningen af ‘kriminelle’, og Tjenerinderne får lov til at dræbe en såkaldt voldtægtsforbryder. Tilglen sparker ham til bevidstløshed for at forkorte hans pinsler, da han var et af med­lemmerne af under­grunds­bevægelsen. Samme eftermiddag får Tilfred nyt følge­skab på sine indkøbsture af Ny Tilglen. Hjemme har Serena Joy opdaget Tilfreds affære med Kommandanten, og det hemme­lige politi, “Øjnene” bliver tilkaldt for at arrestere hende og føre hende bort.

EPILOG

År 2195 e.Kr. Prof. Pieixoto fortæller os, at det er uvist, hvad der videre skete med Tilfred og mændene i hendes liv.

Release date: 
januar 2001
Cat. No.: 
8.224165-66
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099986526
Track count: 
43

Credits

Live-indspilning fra Det Kongelige Teater 6., 8., 9. og 11. marts 2000.

Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Peter Bo Nielsen

Forlag: Edition Wilhelm Hansen A/S

Cover-billede: Martin Mydtskov: "The Handmaid's Tale"

Denne CD er blevet indspillet i samarbejde med Danmarks Radio og Det Kongelige Teater.

dacapo takker følgende fonde for støtte til udgivelsen: KODAs midler til sociale og kulturelle formål