Tjenerindens Fortælling

Datoen er den 25. juni år 2195, klokken er 10 om formiddagen. Vi er deltagere ved en international videokonference med emnet "Iran og Gilead: To monoteokratier i begyndelsen af det 21. århundrede". Dagens hovedindlæg skal holdes af professor James Darcy Pieixoto. Hans forelæsning, der udsendes over hele verden på kanal 105,237, har overskriften "Auten¬ti¬fikationsproblemer vedrørende Tjenerindens Fortælling".
Ved lyden af en sprød elektronisk fanfare kommer der liv på videoskærmen. Filmjournaler fra første halvdel af det 21. århundrede flimrer forbi - vi bevidner det tidligere USA's dødskramper. Billedsproget er bibelsk: jordskælv, sult, krig og pest. Vi ser eftervirk¬nin¬gerne af voldsomme rystelser langs San Andreas-forkastningen, et ødelagt atomkraftværk, udslip af giftigt affald, tanks og kanoner, stakke af lig. Kristne fundamentalistiske tropper indtager Det Hvide Hus og spræn¬ger statuen af Frihedsgudinden i luften. Alle spor af demokrati slettes. Den Kristne Republik Gilead er født.
Således præsenterer Poul Ruders og hans librettist Paul Bentley på blot et par minutter den historiske baggrund for Tjenerindens Fortælling. Mens prologen fortsætter, giver professor Pieixoto (en talerolle) lidt flere relevante oplysninger. Hvad er en tjenerinde? Svaret findes i Bibelens skabelsesberetning. Den israelitiske patriark Jakob har opdaget, at hans hustru, Rachel, ikke kan føde børn. Rachels løsning er genial: "Se til min tjenerinde, Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mit knæ og jeg kan få sønner ved hende". Republikken Gilead står over for et stort problem. Ødelæggelserne, som jordskælvene og borgerkrigen har skabt, har resulteret i omfattende forurening og radioaktive udslip med drastiske konsekvenser for den menneskelige frugtbarhed. Kvinder, der har født børn uden for ægteskab eller i ægteskab nummer to (begge dele en forbrydelse i følge det nye regime) er blevet bortført fra deres hjem og anbragt på Det Røde Center, hvor de hjernevaskes og udleveres som Bibelske Tjenerinder til højtstående embedsmænd, ved hvem - håber man - de vil føde børn. De har ingen rettigheder, ingen frihed. Selv deres tidligere navn er de blevet frataget. Vores tjenerinde - hvis hemmeligt optagede kassettebånd giver afgørende indsigt i livet, som det formede sig i Gilead - kendes kun som Offred, hvad der bogstaveligt betyder "Of-Fred", det vil sige "Freds", idet hun er en af Kommandanterne ved Det Røde Center, Freds, seksuelle ejendom.
Alt dette vil være kendt af enhver, der har læst Margaret Atwoods trøstesløse fremtidsroman Tjenerin¬dens Fortælling, hvorpå Ruders' opera bygger. Faktisk følger Bentleys libretto romanens indhold bemærkelsesværdigt tæt. Kun den rækkefølge, hvori Offreds erindringer fremlægges, er ændret afgørende med en nydeligt symmetrisk handlingsgang til resultat: Begivenheder og temaer i de to akter spejler hinanden, næsten som om anden akt var en stor variation over første. Indtrykket af symmetri forstærkes af professor Pieixotos tilbagevenden, igen på videoskærm, i en kort epilog efter afslutningen af anden akt.
Men operaens virkning er helt anderledes end virkningen af Atwoods roman. Bogen har stærke polemiske udfald. Den blev tydeligvis undfanget som en advarsel: hvis ikke vi passer på, kunne noget tilsvarende ske for os. Hvis man synes, det lyder usandsynligt, behøver man blot udskifte religionen og kontinentet for at forsikre sig om, at noget, der ligner republikken Gilead, allerede har fundet sted, nemlig i Iran (som nævnes i professorens foredrag) og i det Taliban-styrede Afghanistan. Ruders var på det rene med disse ildevarslende udviklingstendenser, da han påbegyndte operaen i 1996. Problemet er, at operamediet egner sig dårligt for prædikener. Romaner er langt bedre egnet hertil. Operaens naturlige domæne er de menneskelige følelser - og helst de mest basale menneskelige følelser. I Atwoods Tjenerindens Fortælling udtrykkes følelser fortrinsvis på afstand. Offred mindes begivenheder og indtryk i en slags følelsesløs indre monolog. Der er ingen handling i gammeldags forstand, snarere en drømmeagtig sekvens af erindringer, som læseren efterhånden kan sætte sammen til en historie - omend en historie med manglende detaljer og en pinefuldt åben slutning.
Med udgangspunkt i dette tilsyneladende ikke lovende materiale har Paul Bentley skabt en særdeles operamæssig libretto. Idet den holder sig tæt til ånden - og mange steder ordene - i romanen, kondenserer og omorganiserer librettoen bogens indhold, med det resultat at vi ser og hører to stærkt bevægende fortællinger udspillet samtidigt, der begge med tragisk uundgåelighed bevæger sig mod katastrofen. Ved at arbejde med to sangere i rollen som Offred, giver operaen os mulighed for at følge både hendes liv i de traumatiske dage op til den fundamentalistiske revolution og hendes kamp for at overleve og få sine oplevelser til at give mening i det nye regimes forfærdelige omgivelser. Højdepunktet af denne dobbeltfacetterede dramatiske proces nås i den vidunderlige duet i hjertet af anden akt (scene ni), hvor de to Offred'er - den fortidige og den nutidige - irettesætter hinanden og derpå sammen begræder tabet af deres/hendes femårige datter, der som et produkt af et forbudt forhold blev taget i forvaring af myndighederne. De to stemmer protesterer unisont, støder vredt sammen, er hinandens afbrudte ekko og ender med at forenes - eller næsten forenes - i en på én gang raffineret og overvældende enkel duet. Denne form for direkte appel til følelserne og dermed til lytterens menneskelige medfølelse er sjælden i ny opera - især når den er hyldet i så mindeværdige (og sangbare) vokalfraser.
Denne ‘duet for en person' er imidlertid bare et ud af mange steder i Tjenerindens Fortælling, hvor operagenrens traditionelle virkemidler oplever en fantasifuld genoplivning. Som mange af det tyvende århundredes bedste operakomponister har Ruders tydeligvis indset, at denne mærkelige hybridform - i det mindste på nogle planer - i selve sit væsen er konservativ. Når alt kommer til alt, udsprang selve operaens opfindelse, gjort af en gruppe intellektuelle i det 16. århundredes Firenze, immervæk af et behov for at genskabe den næsten magiske kraft i den klassiske tragedie, en kunstform, hvor ord, musik, dramatik og elementer af ældgamle religiøse ritualer blev blandet. En opera, der ser fremad, må også anerkende tidligere tiders konventioner, hvis dette element af rituel magi skal bevares. Ellers vil den hurtigt degenerere til absurditet. I første akt, tredje scene af Ruders' Tjenerin¬dens Fortælling er der en slående original passage, hvor den unge Offred og hendes mand, Luke, synger duet akkompagneret af gospelsangerinden Serena Joys stemme, der via tv'et synger den gamle, frikirkelige hymne "Amazing Grace". Den ældre Offred har lige mødt Serena Joy for første gang og hørt hende spille den samme video. Igen l&