STRENG MOD STRENGFærøske Sunleif Rasmussen er født på Sandoy - Sandøen - i 1961. Skal man følge hans egen prioritering er betoningen af nationaliteten vigtig, hvis man vil nærme sig hans musik og forstå hans baggrund. I hvert fald fylder det færøske - kolonihistorien, friheds-trangen, sproget, sangene og kulturlivet - det meste af det selvportræt, han udforme-de i skrift, da han i 2002 modtog den største anerkendelse, der nogensinde er tilfaldet en færøsk komponist; nemlig Nordisk Råds Musikpris for symfonien "Oceanic Days".
Sunleif Rasmussens tonesprog er ifølge manden selv også færøsk, men ikke hvis man bare lytter til musikken. Dybt i strukturen ligger rester af gamle færøske sange, som Rasmussen har samlet, brudt ned og genopbygget til et moderne forrådskammer af toner. Toner som man med god mening både kan sige er hans egne og nye - men samtidig har en relation til traditionen og historien. Langt mere nærværende virker til gengæld den færøske natur i Rasmussens musik.
Opvæksten på Sandoy med det allestedsnærværende Atlanterhav, klitter, marehalm og hård blæst - måske ikke helt ulig forholdene på Jyllands vestkyst om efteråret - virker forklarende på store dele af de meget sanselige musikoplevelser, man kan få med Sunleif Rasmussens musik.
Men alt det nationale gods kan også virke overflødigt. Lige så vel som strygernes mange glidende bevægelser på denne cd kan minde om blæstens susen, lige så vel kan de minde om musikken i det miljø, Sunleif Rasmussen var en del af på konservatoriet i København i slutningen af 1980'erne. Jævnaldrende Bent Sørensen, der i dag er profes-sor i komposition i København, eller en af det 20.århundredes vigtigste skikkelser over-hovedet György Ligeti, er folk med tonesprog og idéer til musik, som så afgjort ligner Rasmussens. Hans musik for strygere er måske nok færøsk i udgangspunktet, men som produkt er den global.
Klang
Sunleif Rasmussens to strygekvartetter er skrevet med 10 års mellemrum - omkring 1990 og lige efter årtusindskiftet. Stilen blænder lytteren på tværs af de to stykker, og for de fleste vil det være umuligt at høre, at den første kvartet er det kun femtende værk i rækken, skrevet i slutningen af skoletiden på konservatoriet, mens den anden falder efter en stribe anerkendte værker - bl.a. symfonien "Oceanic Days" - som officielt stykke nummer 56.
Strygekvartetter kan ofte være nøglen til meget præcise indblik i komponisters vaner, lyster og interesser. De fire overdådige instrumenter er alt rigeligt til store udfoldelser, den ensartede, distinkte klang gør musikken næsten gennemsigtig for lytteren, og historien viser, at man kan tillade sig det meste i en strygekvartet. Langsomt, hurtigt, fyldigt, spinkelt, pulserende eller dvælende - det er op til komponisten, og lytteren kan som en voyeur følge komponistens idéer på nærmeste hold.
Rasmussens to kvartetter er ingen undtagelse. Her klinger hans karakteristiske, økonomiske, bevidste teknik, hvor enkelte toner spinder sig ind i hinanden til tætte væv i dramatiske forløb. Strygekvartet nr. 1 er én lang bevægelse, der begynder i det tyste med glidende, melankolske, lyse toner, og sådan skal det også vise sig at slutte. I mellem disse spinkle klange, hvor musikernes fingre rører ved strengene uden at trykke dem mod instrumentet, følger det ene musikalske udbrud det andet - dog uden at vi på noget tidspunkt forlader udgangspunktet.
Strygekvartet nr. 2 er to adskilte bevægelser, som også titlen "Sunshine and Clouds" antyder. Ud over at være et eksempel på Sunleif Rasmussens lyst til at forholde sig musikalsk til naturfænomener er det også musik, der henvender sig meget umiddelbart til lytteren. Førstesatsen - hvor der så afgjort er mest sunshine - er nærmest komponeret i dur og kommer i sit pulserende, effektive jag tæt på dansens klangverden. I andensatsen derimod er tempoet trukket ud, der hænger truende skyer i horisonten, og det lyse univers er skiftet ud med tætte stabler af toner, der kun i det små bevæger sig frem og tilbage.
Form
Selvom Rasmussens musik ikke handler om noget konkret og egentlig er ret kompliceret - sådan tone for tone - er det ikke noget problem med hovedet at følge hans logik og med ørerne at følge musikken vej fra a til b. Et godt eksempel er værket "Grave - In Memoriam Karsten Hoydal" fra 1990. Ligesom resten af cd'ens musik er det skarpe klange fra stryge-instrumenter, der dominerer lydbilledet, men her får den blændende strygermusik endnu flere farvenuancer med gæstevisit fra en dunkel klarinet og lidt broget percussion.
Forløbet er superenkelt. Musikken begynder med en, så to, så tre og fire strygertoner og et par bløde slag på en gong. Der opstår et enkelt vuggende spil i højden, suppleret af vibrerende strygere i dybden og lidt mere percussion. Klarinetten sætter ind med en sart, underfundig, lille melodi og fører an i overgangen til et faretruende musikalsk univers. Uden sammenligning i øvrigt forvandler stemningen sig til noget, der kunne minde om lydsiden til en David Lynch-film med strygere som cool walking bass og klarinetten som melankolsk sangstemme. Det er overhovedet ikke jazz, men noget af stemningen kunne minde om det. Det hele ebber ud og slutter tyst med en serie klokkeslag - helt solo.
Musikken her skal vist ikke direkte tjene til at beskrive andet end sig selv, men med et værk som Grave er det meget nemt at forstå sammenhængen mellem titel og musik. Både ordet "alvorlig" og det faktum at musikken er skrevet med den færøske forfatter Karsten Hoydal - der døde, det år musikken blev til - i baghovedet, giver masser af mening i oplevelsen af musikken.
Natur
Cd'ens længste stykke - og samtidig et af Rasmussens længste overhovedet - er violinkoncerten "Songs of Seasons" fra 2004. Orkestret, violinen koncerterer med, er ikke et helt almindeligt et af slagsen - det er et strygeorkester - og da solisten er af samme art, har vi med en temmelig speciel solokoncert at gøre.
I modsætning til klassiske solokoncerter, der ofte beskrives som dueller og kampe - eller samtaler hvis vi er i en fredelig ende af musikhistorien - så er der her ikke nogen væsensforskel mellem solist og orkester. Tværtimod er musikken overalt homogen i sin klang. Udgangspunktet kan i virkeligheden bedst sammenlignes med det 20. århundre-des monokrome malerier; malerier hvor der kun er en enkelt farve til stede på lærredet.
Men samtidig med at musikken befinder sig i dette ensfarvede rum - som oftest et meget lyst et af slagsen i øvrigt - foregår den selvsagt også i tid. Solisten træder med mellemrum frem i billedets forgrund, bliver fikspunkt for øret og markerer sig som musikkens centrale figur. Eller der skiftes tempo eller rytmisk markering, og musikken flyttes på den måde til et andet, men alligevel ensartet, rum.
Gå man lidt tættere på, er der fra første færd to karakteris