English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Rued Langgaard

Symfonier 4-5


Thomas Dausgaard, dirigent
DR SymfoniOrkestret

Rued Langgaard, komponist

Om:
Rued Langgaard (1893-1952) var en sær og ensom skikkelse i dansk musik. Hans 16 symfonier repræsenterer et tankevækkende, originalt bidrag til genrens historie. Symfoni nr. 4 er en af Langgaards vigtigste symfonier og en af hans mest opførte orkestrale værker, en 'efterårsdagbog' med fremkaldelser af forskellige vejrtyper og de dertil relaterede, menneskelige stemninger. Sommeren er uigenkaldeligt forbi og naturen og tankegangen fastholdes af forfald, fortvivlelse og en afskedsatmosfære. Symfoni nr. 5 er i et meget mere ekstroverteret tonesprog og er programmatisk associeret med en fantasiverden, et ‘nordisk’ sommerlandskab domineret af heroiske og legendariske stemninger. Symfonien eksisterer i to forskellige udformninger, som komponisten selv kalder Version I og II - mindre end halvdelen af musikken er identisk i de to værker.

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Symphony No. 4 "Løvfald", BVN 124 (1916, rev. 1920)
1

I Fortvivlet skovbrus (Despairing forest murmur): Allegro -

2:49 Play $1.40
2

II Solstrejf (Glimpses of sun): Quasi allegretto -

2:27 Play $1.40
3

III Allargando espansivo -

1:38 Play $1.40
4

IV Torden (Thunder): Allegro

1:17 Play $1.40
5

V Più lento -

1:25 Play $1.40
6

VI Allegretto pastorale -

0:50 Play $1.40
7

VII Høstligt! (Autumnal!): Allegro con moto -

1:30 Play $1.40
8

VIII Træt (Tired): Poco adagio -

2:39 Play $1.40
9

IX Fortvivlelse (Despair): Allegro appassionato -

2:12 Play $1.40
10

X Tranquillo -

2:58 Play $1.40
11

XI Comodo sempre -

1:31 Play $1.40
12

XII Søndag-morgen-klokkerne (Sunday morning bells): Sostenuto pesante -

0:55 Play $1.40
13

XIII Forbi! (Over!): Più con moto

1:20 Play $1.40
Symphony No. 5 (Version I), BVN 191 (1917-18/1926)
14

I Lento misterioso (Introduzione) - Allegro fiero -

5:35 Play $2.10
15

II Lento -

3:39 Play $1.40
16

III Allegro fiero -

1:58 Play $1.40
17

IVLento misterioso

3:10 Play $1.40
Premier Recording!
Symphony No. 5 (Version II) "Steppenatur" ("Sommersagnsdrama"),
BVN 216 (1917-18/1920/1931)
18

I "Sonate": Lento misterioso - Fiero pesante preciso -

4:25 Play $1.40
19

II Florido -

4:20 Play $1.40
20

III Pesante -

4:09 Play $1.40
21

IV Coda: "Sonate" con variazioni: Fiero pesante -

2:44 Play $1.40
22

V Andante

3:35 Play $1.40
Total spilletid  57 minutes

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eksperimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år-hundredes livsanskuelser, musikalske stilretninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større orkester- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Langgaardfamiliens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lejlighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført, og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærernes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for - i begyndelsen af 1920'erne - at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel interesse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik - ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker - ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940'erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet.

Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Langgaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende. Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960'erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete' senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960'ernes og 70'ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

Langgaard som symfoniker


Man skal lede længe i det 20. århundredes musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummererede symfonier - komponeret 1908-1951 - er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske symfoni nr. 1 (60 min.) og den mono-tematiske, ensatsede symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musikalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).

Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er komponeret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et originalt og tankeprovokerende bidrag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hassarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.

Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden' efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbudskab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet' kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.

Begrebet senromantik dækker kun til dels Langgaards symfonier, hvis man dermed tænker på organisk bredde, store kontraster og symfoniske højdepunkter. Langgaard er i reglen kontant og kortfattet i sine formuleringer og rapsodisk i sin form. Man kan se et slægtskab med ‘effektiv' brugsmusik som Korngolds filmmusik eller Prokofievs balletmusik, men i modsætning til Korngold undgår Langgaard enhver sentimentalitet. Det er karakteristisk, at symfonierne begynder fyndigt og klart - der er ingen langsomme, søgende indledninger. Og det er begyndelsens stemning og karakter, som konstituerer et værks forløb, ikke en på forhånd fastlagt form som f.eks. sonateformen. Med den hyppigt anvendte ensatsede form kan Langgaard fastholde en for værket særegen stemningsverden ubrudt gennem hele forløbet.

De farverige titler er udtryk for en insisteren på, at musikken har en betydning ud over det musikalske, en mission af religiøs art. Selv om Langgaard først begyndte sit virke efter den symbolistiske epoke omkring 1900, har det vist sig frugtbart at opfatte Langgaard som en symbolistisk kunstner. De forskellige stilistiske udtryk har hver deres symbolske betydning, og de 16 værker belyser hinanden og danner tilsammen et univers med en egen fascinerende sammenhæng.

Symfoni nr. 4 "Løvfald"
Symfoni nr. 4, der blev skitseret i marts 1916 i løbet af en uge og fuldført i juli, få dage før komponistens 23 års fødselsdag, markerer begyndelsen på den mest betydningsfulde fase i Langgaards musik, 1916-24. Den udpræget skønhedssøgende, tilbageskuende og kontrastløse musik, der kendes fra symfoni nr. 2 og 3, afløses af et mere personligt tonesprog, som i symfoni nr. 4 har en sammensat, skiftende og nærmest nervøs karakter. Samtidig går Langgaard et skridt videre i retning af det formmæssigt eksperimenterende. Symfonien er formodentlig en af de første énsatsede symfonier, der er helt uafhængig af konventionelle formtyper som sonateform osv. Det er et regulært bud på en fornyelse af symfonigenren, selv om det romantiske, symfoniske digt er en åbenlys forudsætning. Symfoniens sammenhæng sikres gennem visse gentagelser af passager og af løsrevne motiver, men konstitueres især af den særegne grundkarakter, som fastholdes gennem hele værket. Strygernes urolige tremolo, hornenes naturklange og paukernes torden er med til at skabe denne særlige stemning. Det direkte lydefterlignende er i det hele taget fremtrædende - fx imitationen af kirkeklokker hen imod slutningen. Orkestret er i øvrigt bemærkelsesværdigt lille med kun to af hver træblæser og uden basuner og tuba. Også tonearten es-mol - 6 b'er - er usædvanlig, men denne toneart var for Langgaard netop knyttet til mørke stemninger og naturdramatik (den benyttes også i symfoni nr. 10).

Efter uropførelsen i 1917, som Langgaard selv dirigerede, gav anmelderen Hagen Hohlenberg følgende karakteristik af værket: "... egentlige temaer forekommer overhovedet næppe hos Langgaard [...]; derimod udnytter han sine stumpede ledemotiver i wagnersk ånd med stor overlegenhed og fletter af dem sit tonevæv broget og mangfoldigt som et blomstret gobelin. Thi savner man hos Langgaard en helstøbt arkitektur og en plastisk holdning [...] - så er til gengæld den rent koloristiske virkning så meget desto større; der var i denne symfoni alle oktoberskovens farver, alt det matrøde, gule og violette, løvets sitren, bladenes dalen, det lange sus og trækfuglenes fjerne skrig; og ud af det hele formede sig til sidst noget som en højtidsfuld natur-koral."

Man kunne kalde symfonien en "efterårsdagbog" med skildringer af forskellige vejrlig og dertil knyttede sindsstemninger. Sommeren er uigenkaldeligt forbi, og det er forfald, fortvivlelse og afsked, der præger natur og tanker. Symfonien var faktisk en kort overgang efter fuldførelsen betitlet Natur og Tanker, og sammenhængen mellem efterårsnaturens dramatik og de melankolske sindsstemninger - med musikken som kunstnerisk, symbolsk formidlingsled - blev understreget af de overskrifter over symfoniens afsnit, Langgaard efterhånden fik formuleret.
Efter to opførelser i København forkorterede Langgaard i 1920 værket med næsten en tredjedel, og året efter opførtes det ved koncerter i Heidelberg og Darmstadt i Tyskland, hvor symfonien blev ganske pænt modtaget. I det ansete Neue Musikzeitung fremhæves således klarheden i præsentationen af idéerne og det stort tænkte, alvorlige og dybtfølte i værket. Yderligere tre opførelser fandt sted i Langgaards levetid, i 1939, 1940 og 1950 - alle med Radiosymfoniorkestret og dirigenten Launy Grøndahl. Kun i 1940 var der dog tale om en koncertopførelse, de to andre var radioopførelser uden publikum. Forud for radioproduktionen i 1950 foretog Langgaard en del mindre retoucheringer i partituret og ændrede flere af overskrifterne: Fortvivlet skovbrus - Solstrejf - Torden - Høstligt! - Træt - Fortvivlelse - Søndag-morgen-klokkerne - Forbi!.

Nr. 4 var den første Langgaard-symfoni, som blev indspillet på LP (1973), og siden 1981 har den været opført en del gange af danske og udenlandske orkestre. En kritisk revideret udgave af partituret blev udarbejdet med støtte fra Carlsbergfondet med henblik på nærværende indspilning.

Symfoni nr. 5 (1. og 2. version)
Symfoni nr. 5 er i et helt anderledes udadvendt tonesprog og i Langgaards 'lyse' toneart, F-dur. Det programmatiske indhold er diffust, men de forskellige titler, Langgaard har knyttet til værket, antyder, at vi befinder os i en fantasiverden, et sagnagtigt 'nordisk' sommerlandskab.

Der findes i alt fire versioner af værket, men kun de sidste to er betegnet symfoni nr. 5. Urformen er orkesterfantasien Sommersagnsdrama, komponeret 1917-18 (revideret 1940-41 under titlen Saga blot). Dernæst følger Symfonisk Festspil (1920) med en del nyt stof. I 1926 forkortede og reviderede Langgaard urversionen og præsenterede resultatet som Symfoni nr. 5 (én sats) ved en koncert med egne værker i København i 1927. Kompositionen blev således skudt ind i den nummererede symfonirække mellem symfoni nr. 4 og den nuværende symfoni nr. 6, som indtil da havde været betegnet nr. 5.

Denne 1926-version af værket blev i begyndelsen af 1930'rne betegnet symfoni nr. 5 "første version". I 1931 havde Langgaard nemlig komponeret en ny "anden version" baseret på Symfonisk Festspil fra 1920, men med nykomponerede passager. De to versioner af symfonien er nogenlunde lige lange, men den musikalske fællesmængde indskrænker sig til under halvdelen af værkernes spilletid.

Version I er uden titel, men bærer et motto af viseforfatteren Erik Bøgh (1822-99):

„Nøkken spiller for stjernerne små,
han véd at til himlen han aldrig vil nå"

Nøkken er i folketraditionen et overnaturligt væsen, som bor i vandløb og søer, og som med sit violinspil forsøger at lokke mennesker i døden. Musikken tillægges altså her en overnaturlig kraft - den kan ligefrem være livsfarlig! - og det passer jo meget godt med Langgaards synspunkter. Men det er også højst tænkeligt, at komponisten har kunnet identificere sig med nøkken, hvis 'kunstneriske' dilemma beskrives med haiku-agtig præcision i mottoet.

De kromatiske løb i strygerne, som omkranser symfonien i begge versioner, må have en programmatisk betydning. I version 1 ligger det lige for at tænke på et vandløbs hvirvlende bevægelser, ligesom soloviolinen til sidst naturligvis forestiller nøkkens desperate intonation. I version 2 kan man forestille sig de indledende og afsluttende strygerløb som en art dis eller mosekonebryg, man skal igennem for at komme ind i og ud ad symfoniens musikalske fantasilandskab. Den oprindelige titel på denne version var Elverland, og det er vel elverpigernes dans i sommernatten, man til sidst er vidne til, inden de forsvinder i disen og lytteren bringes tilbage til virkeligheden. Når Langgaard ændrede titlen til Steppenatur må det være fordi steppen for ham repræsenterer noget fremmedartet og eksotisk. Men musikken rummer også en relevant musikalsk reference, idet et "russisk klokkemotiv" angiveligt anvendes i kompositionen (findes også i version I).

Grunden til, at Langgaard i 1931 tog værket op på ny, var sandsynligvis, at han ønskede at give det en mere fast symfonisk form i stedet for førsteversionens episodiske, byggeklodsprægede karakter. Anden version omfatter således en "Sonate", som ganske vist forholder sig ret frit til sonateformen, og et appendiks betegnet "Sonata con variazioni", reelt et tema fra værkets første del og en række variationer.

Version I er indtil videre kun blevet opført én gang (1927), men værket foreligger nu i en kritisk revideret udgave, ligeledes produceret med støtte fra Carlsbergfondet med henblik på indspilningen af nærværende cd. Version II er indspillet efter manuskriptpartituret og det orkestermateriale, som blev fremstillet til uropførelsen med Radiosymfoniorkestret og Launy Grøndahl i 1937.

Bendt Viinholt Nielsen, 2002

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet i Danmarks Radios Koncertsal d. 21-22 august 2001 (nr. 4), 23 August 2001 (nr. 5,1) og d. 17. og 21. juni 1999 (nr. 5,2)
Producere: Preben Iwan (nr. 4 og 5,1) og Michael Petersen
Lydteknik: Jan Oldrup (nr. 4 og nr. 5,1) og Jørn Jacobsen
Editing: Henrik Wenzel Andreasen, Preben Iwan og Jan Oldrup

Forlag: Edition Samfundet

Coverbillede: J.F. Willumsen: "Ellemose" (1940)

Denne cd er indspillet i samarbejde med Danmarks Radio.

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.224215

Stregkode: 730099991520

Udgivelsesdato: April 2002

Periode: Senromantik

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

A terriffic disc, thrilling from start to finish
(International Record Review)

The orchestra plays splendidly and enjoys first class sonics
10/10 (ClassicsToday)

This bids fair to be THE cycle for Langgaard enthusiasts. Dausgaard and Dacapo have set out to provide a definitive edition. It could easily have been a dull academic affair but not with Dausgaard at the helm. We must look to Dausgaard as a beaming bright prospect in the international orchestral stakes. (Classical Music Web)

Hvis man vil lære Rued Langgaard at kende fra hans bedste og mest progressive side og kun vil investere i een cd med den danske symfoniker, kunne denne nye udgivelse fra dacapo og DR være svaret på alle behov. Den præsenterer noget af Langgaards største orkestermusik, serveret på en bakke af nationalt arvesølv, for både Radiosymfoniorkestret og dirigenten Thomas Dausgaard viser sig fra deres mest flatterende side
(Politiken)


A CC Music Store Solution