English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Børresen, Glass, Henriques

Romantiske violinsonater


Arne Balk-Møller, violin
Christina Bjørkøe, klaver

Hakon Børresen, komponist
Louis Glass, komponist
Fini Henriques, komponist

Om:

Sonater og mindre stykker for violin og klaver er én af de mest typiske og elskede genrer inden for det sene 19. århundredes kammermusik. Som en både kammermusikalsk og salonmusikalsk genre åbner violinsonaten for både det stort dimensionerede, det effektfulde, det flotte og festlige såvel som det følelsesfulde eller sentimentale. Denne cd viser hele paletten med musik for violin og klaver af tre fremragende danske fin-de-siècle komponister: Hakon Børresen, Louis Glass og Fini Henriques.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
HAKON BØRRESEN (1876-1954)
Sonata for Violin and Piano in A Minor, op. 13 (1907)
1

I Marcato - Molto agitato

9:18 Play $2.10
2

II Andante espressivo

5:53 Play $2.10
3

III Allegro con fuoco

7:22 Play $2.10
LOUIS GLASS (1864-1936)
Sonata for Violin and Piano in E flat Major, op. 7 (1888)
4

I Allegro moderato

9:22 Play $2.10
5

II Andante con moto

4:36 Play $1.40
6

III Scherzo. Presto

4:27 Play $1.40
7

IV Adagio - Allegro giocoso

9:32 Play $2.10
FINI HENRIQUES (1867-1940)
8

Mazurka for Violin and Piano, op. 35 (1911)

5:40 Play $2.10
 
9

Wiegenlied (c. 1915)

2:54 Play $1.40
Total spilletid  59 minutes

Andre anbefalinger

Fini Henriques
Børresen, Emborg, Heise, Fabricius, L.Glass, L. Nielsen
Hakon Børresen

Musik for violin og klaver

Sonaten for violin og klaver – og andre stykker af mindre format: romancer, lieder, berceuser m.m. – er, sammen med værker for cello og klaver, en af de mest typiske genrer inden for det sene 19. århundredes kammermusik. Karakteristiske er de ikke mindst i lyset af et popularitetskriterium. Lægger man de nævnte instrumenter sammen, får man den klassiske klavertrio, endnu en besætning der er stærkt med til at optegne fin du siècle-tidens musikalske profil: som en på samme tid kammermusikalsk og salonmusikalsk genre. De pågældende årtier omkring det runde hundredår havde ikke alene hang til det stort dimensionerede (i både ydre og indre forstand), men også til det effektfulde i mere lettilgængelig henseende – det flotte og festlige såvel som det følelsesfulde, ja det sentimentale. Palmehavecafeen som musiklokale spillede på en vis måde en rolle, der var jævnbyrdig med koncertsalens. (Dacapo-udgivelsen “Cello Miniatures” (8.224092) kan måske illustrere noget af dette.)

Inden for den ‘store’ danske musikkultur er det umiddelbart vanskeligt at få øje på et ’moderne gennembrud’, noget der peger i retning af den bevægelse, som Georg Brandes i begyndelsen af 1880’erne identificerede inden for litteraturen, og som også uden videre lader sig efterspore i dansk malerkunst efter cirka 1880. Det kom dog, om end en hel del senere, især gennem Carl Nielsen (1865-1931), men selv i hans musik brydes det moderne med en klassicisme. Og det er også grundlæggende denne tendens, som, først og fremmest forårsaget af den uhyre stærke dominans som Niels W. Gade (1817-1890) udøvede på dansk musik og i musiklivet her, kan få det til at se ud, som om et musikalsk moderne gennembrud mere eller mindre mangler. Men måske bliver det lidt tydeligere, at dansk musik også har sin andel i dette stykke mentalitetshistorie, hvis vi betragter de små, klaverforbundne kammermusikformer nøjere.

I den forbindelse kan det være værd at fremhæve, at en svensk komponist fra denne tid, Wilhelm Peterson-Berger (1867-1942) kort efter år 1900 slog til lyd for at lade interessen for den klassiske hovedgenre inden for kammermusikken, strygekvartetten, forskyde sig til fordel for netop violinsonaten. Hans argument var, at den sidstnævnte har nærmere affinitet til en folkelighed (i denne sammenhæng også forstået som folklore, en dyrkelse af nordisk folkemusikalsk tone). Igen altså det populært appellerende som attraktionsmoment. En sådan nationalromantik – nærmere bestemt handler det om den seneste fase af denne ellers noget ældre æstetik – må identificeres som en ‘moderne’, udpræget urban spejling af det nationale som oprindelighed, og dermed samtidig som noget nyt, i betydningen: sanse- og stemningsvækkende på et anti-historistisk grundlag. Martin Nyrops rådhus i København repræsenterer eksemplarisk denne tendens.

Alt dette er kun omkredsninger, et forsøg på forklaring af og forsvar for et værkudvalg på denne cd, som kan forekomme noget inkongruent: med to nok meget forskellige, men hver for sig vægtige sonater samt to udprægede baga-teller. Et faktum bagom den overordnede pejling, der her er forsøgt, og mere uafhængigt heraf, er, at de tre repræsenterede komponister hører til i en større flok, som i dansk musikhistorie traditionelt beskrives som stående i skyggen af Carl Nielsen, og som derfor er blevet rubricerede som ’senromantikere’. Til dette billede skal føjes en vurdering, der stiller sagerne i et noget anderledes lys, nemlig at et værkudvalg som det, der er givet her, kan tjene til at fremstille komponisterne Hakon Børresen (1876-1954), Louis Glass (1864-1936) og Fini Henriques (1867-1940) som de mere repræsentative, mere tidstypiske og – hvad der her skal ses som det væsentligste – stort set også som tonekunstnere man hellere lyttede til end til Carl Nielsen. Mere end de fleste andre af hans tidligere værker fik Nielsens første violinsonate, i A-dur, opus 9, fra 1895, en meget hård medfart af kritikken. Under alle omstændigheder gælder denne anderledes prioritering for den tid hvor de tre førstnævnte fremtrådte med deres værker og småstykker for violin og klaver. Nielsens skygge begynder først at falde over den mindre radikale komponistgruppe så sent som efter 1910, og navnlig sker det efter 1916 (med hans 4. Symfoni, “Det uudslukkelige” som skelsættende værk).

 

For Hakon Børresens vedkommende er et sådant mere komplekst statusforhold over for den senere så epokegørende og periodedominerende Carl Nielsen tydeligt at spore allerede i kraft af den kunstnernatur, som Børresen repræsenterer. Det lykkedes ham i 1895, med fremvisningen af et orkesterstykke, Thor kører til Jotunheim, at blive privatelev i komposition hos den fejrede, men normalt ikke undervisende norske komponist Johan Svendsen, der var leder Det Kgl. Kapel i København siden 1883, og hvis friske og usentimentale, let (norsk-) folkloristisk prægede musik Børresen også tilegnede sig som en karakteristisk side af sin egen skrivemåde. Som færdiguddannet komponist, og efter en længere udenlandsk studierejse på det eftertragtede Anckerske Legat, blev Børresen snart en komponist, der begyndte at rage markant op i Danmark: Han havde internationale musikalske koryfæer som violinisten Eugène Ysaÿe og dirigenten Arthur Nikisch til at virke for sig, og han udfoldede sig også – tidstypisk prestigegivende for en kunstner med stort K – som medlem af den kreds af især malere, der levede en del af året i Skagen. Børresens 2. Symfoni, opus 7, “Havet” (Dacapo 8.224061), er udsprunget af dette miljø. Skal man sammenligne ham med andre samtidige komponister, bliver det nærliggende at anføre skikkelser som englænderen Edward Elgar (også hvad deres ydre angår!), nordmanden Christian Sinding og svenskeren Hugo Alfvén, som også udfoldede sig en tid i Skagensmiljøet. Alle var de robuste og selvsikre naturer. Børresen endte som en betydningsfuld administrativ figur i dansk musikliv, efter at hans skabende aktualitet for længst havde vist sig at være i aftagende.

Violinsonaten i a-mol, opus 13, er skrevet i nogenlunde direkte forlængelse af Børresens Violinkoncert, opus 11, fra 1904. Sonaten er utrykt, men den er et repræsentativt og tidstypisk værk, der synes at udtrykke, som en velkendt linje af den samtidige – også Skagens--forbundne – digter Holger Drachmann lyder: “Jeg bærer den hat, som jeg vil”. En vis mondæn eklekticisme er et gennemgående træk ved sonaten.

Dens anslag – selve starten på en kort introduktion inden den egentlige eksposition – er et passioneret motivisk udbrud, der godt kan høres som en refleks af en stormscene ved havet: to akkorder, a-mol og f-mol, står modsætningsfuldt over for hinanden. Og værkets tilknytning, mere generelt, til en koncertmæssig patos fornemmes f&os

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet på Det Fynske Musikonservatorium, Odense, 29.-31. marts 2000 (Børresen) og 22.-24. september 2004 (Glass and Henriques)

Producer: Aksel Trige
Teknik: Peter Simonsen
Redigering og mastering: Aksel Trige

Grafisk design: Denise Burt, /
Dacapo ønsker at takke Hakon Børresen og
hustru Nanna Børresen, født Berg’s legat for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen.

Denne cd udgives i samarbejde med Det Fynske Musikkonservatorium.

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226005

Stregkode: 636943600528

Udgivelsesdato: January 2006

Periode: Senromantik

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

På hvert instrument bliver der musiceret fornemt. Det musikalske udtryk er noget mere klassisk afdæmpet, men ikke mindre godt af den grund. Den nordiske tone er intakt.
(Musikeren)

Hakon Børresen´s A minor Sonata is ordent and attractively melodic...Louis Glass´ First Sonata (1888) has some sparkling writing and a lovely slow movement...The inclusion of two salon miniatures by Fini Henriques...make a good foil...The music is dispatched with the same feeling for line and colour. Arne Balk-Møller´s tone is near ideal and Christina Bjørkøe is a splendid accompanist.
(Gramophone, 2006/08)

To storartede danske kunstnere har kastet sig ud i sjældent hørt dansk senromantisk repertoire.
(High Fedelity)

Det er...det perfekte samspil mellem violin og klaver, der gør pladen til en stor fornøjelse.
(**** Flensborg Avis)

Dacapo have done this as winningly as usual. Three Danish late-romantics treading the path through salon shallows and romantic excess. Lovingly performed and recorded.
(Musicweb)

Arne Balk-Møller og Christine Bjørkøe finder fint ind i den danske romantiske ånd.
(John Christiansen, Jyllandsposten)


A CC Music Store Solution