Danske romantiske violinkoncerter
Det vrimler ikke ligefrem med danske violinkoncerter fra romantikken. Selv om genren hørte til periodens foretrukne, skal vi helt frem til Emil Hartmanns (1876) og Niels W. Gades (1880) for at finde stort anlagte romantiske violinkoncerter af danske komponister. Det var først sent i sit liv, Gade kastede sig over koncertformen, og det blev ved dette ene værk. Han var selv violinist og havde to af sine tre vægtige violinsonater bag sig, da han i sommeren 1880 komponerede sit opus 56, violinkoncerten i d-mol. Allerede i oktober forelå værket færdiginstrumenteret. Inger Sørensen fortæller i sin biografi om Gade (2002), at han havde sendt den berømte violinvirtuos Joseph Joachim koncerten i julegave, og at denne i et brev til Gade havde udtrykt sin sympati for værket. Den 15. februar 1881 blev violinkoncerten uropført i Hochschule für Musik i Berlin med Joachim som solist, og den 30. november det følgende år ledede Gade selv den første danske opførelse, som ganske naturligt fandt sted i Musikforeningen, hvor Gade var koncertdirigent. Solopartiet blev her varetaget af Anton Svendsen, der var medlem af Det Kongelige Kapel og i øvrigt elev af Joachim. Hos Inger Sørensen kan man læse, at et par tyske violinister tog Gades violinkoncert på repertoiret og spillede den endog adskillige gange, men der skulle dog ikke gå mange år, før den nærmest var gledet over i glemslen. I nyere tid har den ved enkelte lejligheder været taget op uden dog at have fået fast fodfæste i det gængse repertoire. Dommen over værket i de danske musikhistorier har heller ikke været blid. Kai Aage Bruun kalder i sin Dansk musiks historie (1969) koncerten for “den noget blege, om end violinistisk veltilrettelagte violinkoncert fra 1880, en temmelig tyndbenet musik [-]”, og Nils Schiørring end ikke nævner den i sin Musikkens Historie i Danmark (1977-1978). I sin lille biografi om Gade, som udkom i 1917, 100-året for komponistens fødsel, giver William Behrend en karakteristik af de sene værker – herunder en ganske anderledes vurdering af violinkoncerten:” [-] overalt raader Skønhed som højeste Lov, intetsteds mærker man en grel eller bisar Tanke eller Udtryksmaade, derimod ofte en henrivende fin Gratie og en livsglad, men aldrig støjende Munterhed. Undertiden kan for nogle Øjeblikke et dæmpet sløret Skær falde over Orkestrationen, Melodier transponeres over i fjærnere (dækkede) Tonearter, eller synes at strømme ud af et elegisk bevæget Sind, som den dejlige, bredt svungne Melodi, der aabner Violinkoncerten. Det er, som Alderens Vemod eller Minder om svundne Tider behersker den ældre Kunstners Sind. Men længe hersker disse Stemninger, der ofte kan være ejendommelig hjærtevindende, ikke, og paa Baggrund deraf skinner den frejdige, livsglade Tone, der hurtig faar Overhaand, med dobbelt Glans.”
Niels W. Gades violinkoncert er en ægte romantisk koncert med permanent fokus på solisten. Gade holder sig inden for det traditionelle formforløb, og i satsarbejdet viser han sig som en ægte symfoniker med stor opmærksomhed på det udviklingsmæssige og dermed dynamiske i forløbet. Ligesom det kan konstateres i flere andre sene orkesterværker udviklede Gade med årene en nærmest suveræn beherskelse af instrumentationen, som sammen med det fine motiviske arbejde forlener værket med nogle umiddelbare kvaliteter. Det gælder for violinkoncerten som for en lang række koncerter og symfonier af andre komponister, at de umiddelbare svagheder ofte skal søges i finalen. Foretager man en sammenligning med de store violinkoncerter fra perioden, må man da også erkende, at finalen i Gades koncert ikke har Mendelssohns overjordiske, sommerfugleagtige lethed, ejheller Brahms’ tyngde og rytmiske fremdrift. Men måske bør man vurdere koncerten som helhed mere på dens egne præmisser i denne vanskelige genre. Som sådan har den sammenhængskraft og udtrykskvaliteter, der burde kunne give den en mere fremtrædende placering i koncertrepertoiret, end det hidtil har været tilfældet.
At Gade skrev en violinkoncert, kan som sådan ikke undre; der var som nævnt i romantikken en tradition for at komponere vægtige violinkoncerter, man kan blot tænke på Mendelssohns, Schumanns, Brahms’, Bruchs, Tjajkovskijs m. fl., og Gade havde stor erfaring og kunne som orkesterkomponist se tilbage på en række succeser. Det er langt mere påfaldende, at P.E. Lange-Müller på højden af sin karriere kastede sig over koncertgenren. Helt fra sit tidlige første opus, sangene til uddrag af B.S. Ingemanns digtkreds Sulamith og Salomon, havde Lange-Müller vist sig som den fødte vokalkomponist. Selv om han skrev flere samlinger af fine og sikkert formede klaverstykker, så udgør romancerne og musikken til sceneværkerne det betydeligste, Lange-Müller skrev. Det forhindrede ham selvfølgelig ikke i at forsøge sig i de større instrumental-genrer – klavertrioen fra 1898 er således et af senromantikkens fineste danske kammermusikværker – men hans to symfonier, nr. 1, Efteraar (opført 1882), og nr. 2 (komponeret 1889 og revideret 1915), har måttet føre en skyggetilværelse og har kun opnået få opførelser. Det er først og fremmest manglen på symfonisk udvikling, der har hindret disse værker en vej ind i koncertsalen.
Men udeblivelsen af succes på dette område tog dog ikke modet fra Lange-Müller, og den 18. april 1904 kunne han i Dansk Koncert-Forening præsentere sin nye violinkoncert i C-dur. Komponisten stod ved denne lejlighed selv på dirigentpodiet, og som solist hørte man Axel Gade, Niels W. Gades søn, der ligesom Anton Svendsen var kgl. kapelmusikus og elev af Joseph Joachim.
Lange-Müllers violinkoncert er komponeret i 1902, og i forbindelse med arbejdet på den har komponisten rådført sig med Axel Gade, der i øvrigt til uropførelsen havde skrevet en kadence til koncerten. Værket åbner med det bredt anlagte hovedtema, hvis grundstof indeholdes i de første fire takter, som i det følgende gentages, sekvenseres og varieres. Soloviolinen “falder ind” i t. 8, hvor den som et andet orkesterinstrument overtager melodiføringen. I de 60 takter, som hovedtemadelen omfatter, finder der en kulmination sted, som indtræder t. 45. Det harmoniske har her bevæget sig hen til H-dur, som er dominant til sidetemadelens e-mol. Den 58 takter lange sidetemadel præges af det spændstige springdans-agtige tema. Akkompagneret af soloviolinens lange triller bevæger forløbet sig over i gennemføringsdelen, som indledes med en række soloindsatser i orkestret. En lidt stiliseret danseversion af hovedtemaet indtræder i orkestret, medens solisten holder fast i sidetemaet, men gradvis sætter hovedtemaet sig stærkere igennem frem mod den forkortede reprise. Satsen er forsynet med en alternativ slutning (“ad libitum”), hvor der som omtalt er mulighed for at indlægge en kadence. Denne korte gennemgang af satsen viser, hvor skematisk Lange-Müller har behandlet sonatesatsformen. Det bærende i satsen er temaerne og den melodisk