English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Niels Otto Raasted

Sonater for soloviolin


Johannes Søe Hansen, violin

Niels Otto Raasted, komponist

Om:

Niels Otto Raasted (1888-1966) var en af de førende danske kirkemusikere på sin tid. Han studerede orgel og komposition i Leipzig hos Karl Straube og Max Reger og vedblev at hylde de tyske læremestre gennem hele sin karriere. Disse førsteindspilninger  Raasteds sonater for soloviolin viser komponistens idiomatiske neo-barokke stil, smukt formet over alle violinisters "bibel", Johann Sebastian Bachs suiter for solo violin.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Sonata for violin solo, op. 30 no. 1 (1921)
1

I Präludium: Allegro moderato

2:23 Play $1.40
2

II Adagio

3:22 Play $1.40
3

III Ciacona

7:14 Play $2.10
Sonata for violin solo, op. 30 no. 2 (1921)
4

I Adagio

3:46 Play $1.40
5

II Allegretto grazioso

2:47 Play $1.40
6

III Presto - Piu Andante - Presto

4:08 Play $1.40
7

IV Allegro energico

2:45 Play $1.40
Sonata for violin solo, op. 18 no. 1 (1918)
8

I Adagio

3:04 Play $1.40
9

II Allegro

2:39 Play $1.40
10

III Andante con grazia

2:20 Play $1.40
11

IV Con moto moderato

2:36 Play $1.40
12

V Presto non troppo - Trio - Presto non troppo

3:47 Play $1.40
Sonata for violin solo, op. 18 no. 2 (1918
13

I Allegro

3:19 Play $1.40
14

II Andante tranquillo - Andante tranquillo - Variation I: Sempre tranquillo - Variation II - Variation III: Più vivace - Variation IV: Più lento - Variation V - Variation VI - Variation VII: Con fuoco - Tempo primo

4:54 Play $1.40
15

8 III Fuga con moto moderato

4:39 Play $1.40
Sonata for violin solo, op. 18 no. 3 (1918)
16

I Grave

4:44 Play $1.40
17

II Presto

2:02 Play $1.40
18

III Passacaglia

5:43 Play $2.10
Total spilletid  66 minutes
Niels Otto Raasted

"Hans mærkelige Utilnærmelighed gjorde sig allerede gældende i Skoletiden; han havde faa Venner - i Grunden kun en enkelt, som Fællesinteresser senere, da Skolen var forbi, bandt ham til. - I skolen var det ikke - som senere - en bevidst, villet Afsondrethed, men Drivkraften var dog sikkert den samme, der senere hen i Livet bevirkede, at han havde saa faa Venner: Blandt sine jævnaldrende traf han ikke de Interesser, der optog ham - til Dels ogsaa Frygten for at blive lét ud netop paa Grund af sine Interesser for Musik, Billedkunst og Litteratur - de voldsomme Lege, Sport etc. laa ikke rigtigt for ham..."

 

Denne karakteristik af komponisten N.O. Raasted stammer fra ham selv. I januar 1910 begyndte den 21-årige en selvbiografi, som ganske vist aldrig nåede frem til de kritiske begivenheder, der må have været afgørende for ham på dette tidspunkt: beslutningen om at forlade en god stilling som guldsmed og i stedet starte på en ny uddannelse som musiker. Men de få sider giver på andre punkter et indtryk af N.O. Raasteds personlighed, ikke blot som ung mand, men gennem hele hans liv og virke. Som han selv erkender, var han en enspænder med en vis distance til både sine omgivelser og sig selv - men også et menneske, der reflekterede over sit liv og sit arbejde, og som nåede toppen af sin profession ved hjælp flid og talent.

Han blev født på Frederiksberg den 26. november 1888 under navnet Niels Otto Jensen. Faren var en velhavende forretningsmand og tog i 1904 navneforandring efter slægtens hjemby Raasted. Trods en tidlig interesse for musik blev Niels Otto sat i lære som guldsmed, og det var som guldsmed han i 1907 kom til Wiesbaden. Her mødte han et frodigt musikliv, der fik ham til at vælge guldsmedefaget ryggen og hellige sig musikken. I 1912 tog han organisteksamen fra Musikkonservatoriet i København, hvor Otto Malling var hans lærer, og kom i 1913 til Leipzig, hvor han fik Karl Straube og Max Reger som lærere i henholdsvis orgel og komposition samt Robert Teichmüller i klaver.

Studierne i Leipzig, der på det tidspunkt var et musikkens Mekka, fik afgørende betydning for Raasted. Hos Straube erhvervede han sig en perfekt orgelteknik og et syn på orglet, der var forankret i romantikken, og Reger blev den første store inspiration som komponist. Han arbejdede hårdt under hele studieåret og skrev en række værker, bl. a. sin første symfoni op. 7 samt de 12 orgelkoraler op. 8, der er helt i Regers stil. Ved studiets ophør fik han en anbefaling med hjem fra Straube, hvori det blandt andet hedder:

 

"På orgelbænken besidder han en pålidelig, alsidigt udviklet teknik, der tillader ham at give en helt dækkende fremførelse af musik, skrevet af de store mestre gennem tiderne, gamle som nye ... I sin orgelkunst understøttes Hr. Raasted væsentligt af sin store almenmusikalske begavelse ... da N.O. Raasted i sin udvikling fremover også som komponist betegner et stort håb, anser jeg ham med sine fortræffelige menneskelige egenskaber som selvskreven til at indtage et stort organistembede."

Den nære kontakt til Straube og andre tyske musikere beholdt han livet ud. Som domorganist i København formidlede Raasted talrige besøg af tyske musikere, og han koncerterede selv hyppigt i Tyskland, hvor hans værker blev meget spillede. De tyske forbindelser gav ham dog også senere utilsigtede problemer. Da Thomas Laubs kirkemusikalske reformer i 1920-erne og 30-erne skyllede hen over landet, blev han som Reger-elev automatisk rubriceret som anti-laubianer - til trods for, at han delte en del af Laubs synspunkter, om end langt fra alle. Og efter besættelsens ophør blev han beskyldt for at have afholdt koncerter for tyske soldater og måtte føre en injuriesag for at få en officiel undskyldning.

Efter Leipzigtiden fik Raasted i 1915 ansættelse i Frue Kirke i Odense, hvor han med stor energi tog del i det fynske musikliv. Han indførte regelmæssige kirkekoncerter, hvilket var noget nyt og dannede forbillede mange steder i provinsen, og han virkede som en skarp og omstridt musikkritiker. De første tre orgelsonater, en række kammermusikværker, heriblandt de fem sonater for soloviolin, og messen for kor a cappella blev til i disse år.

I 1924 blev han ansat ved Københavns Domkirke, hvor han forblev til sin pensionering i 1958. Også her satte hans handlekraftige personlighed sig spor. I 1926 indførtes traditionen med radiotransmitterede morgenandagter fra Domkirken, der eksisterer endnu i dag. I 1925 stiftede han Bach-foreningen og var dens formand til foreningens ophør i 1945, hvor Bachs musik på en helt anden måde end ved stiftelsen var integreret i musiklivet. Han var en søgt orgellærer og uddannede en række af den følgende generations førende organister, og med sine administrative evner var han desuden medlem af en række bestyrelser og foreninger, ikke mindst Koda, selskabet til varetagelse af komponisternes økonomiske rettigheder, som han var formand for 1937-64.

Dertil kom en meget aktiv virksomhed som koncertorganist. Ifølge hans efterladte notesbog spillede han i sin karriere omkring 750 orgelkoncerter i Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Island og Belgien.

I komponisten Raasteds produktion sker der et skift omkring midten af 1920-erne, hvor han i nogen grad forlader sin oprindelige, Reger-inspirerede skrivemåde og arbejder sig hen mod en mindre kompliceret, undertiden arkaiserende stil. Sonatinen for obo og klaver op. 44 og sonaten for violin og orgel op. 45 er karakteristiske for dette omsving. Det kan skyldes påvirkningen fra det musikalske klima i Danmark og ikke mindst Carl Nielsen, hvis indflydelse var enorm i disse år. Nægtes kan det imidlertid ikke, at meget af hans senere produktion bærer spor af en vis identitetskrise og undertiden gør et lidt "støvet" indtryk. Han fortsatte imidlertid sin produktion med praktisk talt uformindsket styrke til 1964, to år før sin død. Den kom bl. a. til at omfatte 6 orgelsonater, skrevet mellem 1917-48, som er blevet hans mest spillede værker, en række værker for kor a cappella samt kantater med instrumentalledsagelse, salmemelodier og sange med klaverledsagelse, en række orkesterværker, heriblandt tre symfonier og en del kammermusik, deriblandt "Variationer og Fuga over et Tema af Buxtehude" for to klaverer fra 1916, der blev skrevet til ham selv og hans første hustru. I alt nåede hans liste over opusnumre op på 116.

Raasted havde i 1915 giftet sig med Marie Amalie Juul, der var pianist og klaverlærer. Hun døde i 1957 efter mange års sygdom, og i 1958 giftede han sig igen med sin første kones niece Louise Højlund. Hun var kommet i hjemmet igennem mange år, havde boet der og hjulpet til og havde også i en periode sunget i domkirkens kor. Dette andet ægteskab med den langt yngre Louise var meget lykkeligt. Som anerkendt praktiserende psykolog forstod Louise at bløde op for hans noget kantede, dominerende og egocentriske væsen.

I sit professionelle virke kom Raasted efterhånden til at stå i modsætningsforhold til tidens fremherskende kirkemusikalske bevægelse, den laubianske. Han var enig med Laub i dennes bestræbelser for at rense ud i de dårlige og sentimentale salmemelodier, men mente, at Laubs krav om en ensartet gammel stil i salmesangen var fortænkt. En salmetekst skrevet i det 19. århundrede burde efter Raasteds mening ikke synges på en melodi i det 16. århundredes stil. Men han var praktisk musiker, ikke akademiker, og hans pragmatiske holdninger vakte ikke genklang i tidens ideologisk tilspidsede klima. Den senere kongelige kapelmester John Frandsen, der i 1938 blev organistassistent for Raasted, sagde mange år senere om ham: "Der er næppe det onde, der ikke er sagt om Raasted i årenes løb. Var der noget, den frelste skare kunne forenes i, var det at latterliggøre Raasted, hvilket jeg fandt helt urimeligt. Han var en god orgelspiller og gjorde en stor indsats på det sted, han var sat."

Efter Raasteds død den 31. december 1966 gik hans musik for en stor dels vedkommende i glemmebogen. En enkelt salmemelodi kom med i Den danske Koralbog ("Fader milde, lad din rige nåde"), og en sjælden gang kunne man høre en orgelsonate ved en kirkekoncert. Imidlertid er det spørgsmålet, om ikke hans musik, ikke mindst værkerne fra den tidlige, frodige periode, fortjener en renæssance.

 

Violinsonater op. 18 & 30

De fem sonater for soloviolin blev skrevet i Raasteds Odense-år, hvor kammer- og kirkemusikken stod i forgrunden. I 1915 tog han initiativ til dannelsen af en kammermusikforening, hvor han selv og hans klaverspillende hustru var blandt de udøvende medlemmer. Det begyndte privat, men fra sæsonen 1919-20 gav man offentlige koncerter. Raasted udfoldede i disse år både i gerning og skrift energiske bestræbelser for at højne det musikalske niveau i Odense. Som musikanmelder kritiserede han for eksempel den berømte cellovirtuos Herman Sandby sønder og sammen for hans smagløse programvalg ved et gæstespil. Hans egne violinsonater lægger sig næsten demonstrativt i forlængelse af Johann Sebastian Bach. Et mere seriøst forbillede var næppe tænkeligt, om end nok et mere progressivt.

De tre sonater op. 18 er dateret 1918, de to sonater op. 30 1921. Sidstnævnte blev udgivet på forlaget F.E.C. Leuckert i Leipzig, mens sonaterne op. 18 ikke hidtil har været trykt.

Sonate Op. 18 nr.1, g-mol (Adagio - Allegro - Andante con grazia - Con moto -moderato - Presto non troppo) er tilegnet Anton Svendsen (1846-1930), som var af de store personligheder i datidens danske musikliv. Han var violinprofessor og direktør for konservatoriet i København fra 1915 til sin død og kunne se tilbage på en karriere som kgl. koncertmester, primarius i den berømte Neruda-kvartet og formand for den københavnske Kammermusikforening. Derudover bestred han en lang række administrative hverv. Som elev på konservatoriet har Raasted utvivlsomt mødt Anton Svendsen, og tilskyndelsen til at tilegne stykket til tidens førende danske violinist er indlysende.

Raasted spiller med åbne kort, når det gælder sonatens forbillede: førstesatsen begynder med samme akkord som Bachs g-mol-sonate BWV 1001. Som hos Bach fastholdes g-tonaliteten i alle satser, og de barokke danseformer er fremherskende. Også tredjesatsens siciliano-rytme virker som en cadeau til den tilsvarende sats hos Bach. Fjerdesatsen er en strengt gennemført trestemmig fuga, mens femtesatsen er en hurtig sats i G-Dur med en triodel i C-Dur og en overraskende og effektfuld stringendo-slutning.

Sonate Op. 18 nr. 2, G-Dur (Allegro - Andante tranquillo - Fuga con moto moderato) er tilegnet den østeuropæiske violinist og professor Julius Chonowitsch, der stammede fra Vilnius i det nuværende Litauen, dengang en del af Rusland. Han var flygtet fra sit hjemland i forbindelse med revolutionen og havde bosat sig i Danmark i 1918. I 1920 giftede han sig med en dansk pianistinde og slog sig ned i Odense, hvor parret hurtigt etablerede sig som nogle af byens førende musikpersonligheder. Ved festkoncerten i anledning af Carl Nielsens 60-årsdag i 1925, hvor komponisten blev hyldet af sine fynske landsmænd og selv dirigerede sin Lille Suite for Strygeorkester, opførte Chonowitsch Nielsens violinkoncert til sin hustrus klaverakkompagnement. I 1930 stod parret bag grundlæggelsen af Odense Musikkonservatorium. Samarbejdet med Raasted fandt især sted i Odense Musikforening, hvor de begge var medlemmer.

Den tresatsede sonate åbner med en sats i barok koncertform, hvor kun enkelte harmoniske sidespring røber, at komponisten ikke er samtidig med Johann Sebastian Bach. I andensatsens variationer er det kromatiske element mere fremtrædende, kulminerende i to heftige mol-variationer, hvorefter det smilende hovedtema vender tilbage. Sidstesatsen er noget af en tour de force: en dobbeltfuga, der afsluttes med, at de to temaer kombineres med førstesatsens hovedtema.

Sonate Op. 18 nr. 3, d-mol (Grave - Presto - Passacaglia) er tilegnet Kgl. Hofviolinistinde Gunna Breuning-Storm (1891-1966). Hun var elev af Anton Svendsen på konservatoriet og havde i årene inden 1. verdenskrig en fornem solistkarriere i Tyskland. Ved sin hjemvenden til Danmark blev hun som den første kvinde medlem af Det Kongelige Kapel. 1920 stiftede hun sit eget kammerorkester, der i 1925 indgik i det ældre amatørorkester Euphrosyne. Året efter blev Gunna Breuning-Storm under pressens store bevågenhed dirigent for Euphrosyne, og den funktion beholdt hun i næsten 30 år. Hun spillede 1. violin i Breuning-Bache-kvartetten, der gav sin første koncert i 1919 og bestod indtil 1956. Kvartetten spillede ud over det klassiske repertoire også megen ny dansk musik. Den markerede sig endvidere ved i begyndelsen af 1920'erne at opføre en række kammermusikværker af tolvtonemusikkens skaber Arnold Schönberg for et ikke særlig forstående publikum.

Gunna Breuning-Storm uropførte sonaten ved Raasteds første kompositionsaften i København i april 1918.

Sonaten står i d-mol, lige som Bachs Partita II, BWV. 1004, og lige som denne slutter sonaten med en chaconne (Raasted kalder dog sin sats passacaglia). Det otte takter lange passacaglia-tema foregribes i de to første satser - nodetro i førstesatsen ved 1:31, tilsløret i omridset af andensatsens presto-hovedtema.

I modsætning til de øvrige sonater er Sonate Op. 30 nr.1, e-mol. (Præludium. Allegro moderato - Adagio - Ciacona) ikke tilegnet en berømt violinist, men en personlig ven. Ifølge en mundtlig overlevering i Raasted-familien var N. O. Raasted betaget af den unge, violinspillende Lilian Elisabeth Raffenberg (1899-1925), en efterkommer af den adelige Reventlow-familie. Hun var hans elev i klaver og kontrapunkt og spillede sammen med komponisten ved en række koncerter. I juni 1924 indgik hun et standsmæssigt ægteskab i Odense, men døde allerede året efter, 25 år gammel. Værket "In memoriam" Op. 47 fra 1925, der findes i 3 versioner, for orgel, strygekvartet eller orkester, blev til i taknemlig erindring om Lillian Raffenberg og hører til de værker N. O. Raasted selv satte højest og fremførte ved mange kirkekoncerter.

I denne sonate fornemmes komponistens personlighed stærkere end i de tidligere. Harmonikken er barskere, og indfaldene kommer ikke mindst i førstesatsen med større uforudsigelighed. Efter et energisk præludium og en kromatisk præget flerstemmig adagio kulminerer sonaten med en chaconne. De omhyggeligt noterede, skiftende metronomtal og karakterbetegnelser for de enkelte variationer kaster også et lys over datidens opførelsespraksis for barokmusik.

Sonate Op. 30 nr. 2, a-mol, (Adagio - Allegretto grazioso - Presto - Allegro energico) er tilegnet Emil Telmányi (1892-1988). Den ungarskfødte violinvirtuos giftede sig i 1918 med Carl Nielsens datter Anne Marie og slog sig ned i Danmark. I 1920 spillede han samtlige Bachs soloværker for violin ved koncerter i København, hvilket inspirerede Carl Nielsen til solostykkerne "Præludium og Thema med variationer Op. 48" (1923) samt "Preludio e Presto Op. 52" (1927-28). Telmányi var en ivrig forkæmper for samtidens komponister og spillede en del Raasted-værker, bl.a. i dansk og svensk radio. Også som koncerterende organist arbejdede Raasted sammen med Telmányi ved flere lejligheder.

I den kromatisk anlagte førstesats mærker man indflydelsen fra Raasteds lærer Max Reger, hvis talrige værker for solo-strygeinstrumenter ligeledes følger klassiske formprincipper men med stærkt udvidet, senromantisk harmonik. Andensatsen i lys og munter F-Dur er holdt i mere folkelig tone, hist og her med vendinger der kan minde om Carl Nielsen. Tredjesatsen er en scherzo, der spilles pizzicato med en lyrisk triodel. Sonaten slutter med en energisk finale.

 

Mikael Garnæs, 2010

Tre koncerter med Johannes Søe Hansen
28 April 2011
Ved tre koncerter i april og maj kan du opleve Johannes Søe Hansen spille uddrag fra sin anmelderroste solo-CD med Raasteds violinsonaterRaasted og Søe Hansen til tops i USA
10 January 2011
Johannes Søe Hansens premiereindspilning af Raasteds violinsonater er med blandt Naxos of America's 15 favorit-CD'er fra 2010.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 23.-25. februar 2010
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan

Optaget i DXD (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz / 24bit, med 5 x DPA 4006TL, DAD AX24 converters/preamps og Pyramix DAW system

Coverbillede: Denise Burt
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Udgiver: Edition Samfundet, www.samfundet.dk

Vi vil gerne takke Vibeke Højlund for lån af hendes afhandling om N.O. Raasted; Rektor Bertel Krarup for brug koncertsalen, og Mike Cholewa for at have leveret smukke håndskrifter af musikken.

Dacapo Records takker Augustinus Fonden, Raasted Fonden og Solistforeningen af 1921 for støtte til produktionen

Denne SACD er blevet lavet i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Label: Dacapo

Format: SACD

Katalognummer: 6.220563

Stregkode: 747313156368

Udgivelsesdato: September 2010

Periode: Tidligt 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Audiophile Audition
5/5 Stars
"Johannes Soe Hansen plays with a brilliant authority and intense understanding of this music. The recorded sound is superb in every respect"
Læs mere >>
SA-CD.net
"If you enjoy solo violin and the neo-Baroque genre, then I can highly recommend this disc."
Læs mere >>
Klassisk
4 Stars
"Johannes Søe Hansens spil er suverænt i alle aspekter."
Læs mere >>
Kristeligt Dagblad
4/5 Stars
"Søe Hansens syngende tone rummer en ekspressiv klang, der afslører en dyb kærlighed til disse værker."
Læs mere >>
Fyens Stiftstidende
"Lytteværdig og ofte overraskende musik. Johannes Søe Hansen skal have tak for at have genopdaget Niels Otto Raasted."
Læs mere >>


A CC Music Store Solution