DM i moderne klavertrio for sværvægtere
Alle europæiske lande har en kanon af komponister. Folk i alle nationer har i et større eller mindre omfang sorteret i historiens musik og foretaget et udvalg, der synes at stå centralt i musikhistorien. Hvilke kriterier, der ligger til grund for udvalget, fortaber sig som regel i det dunkle, men komponisternes indflydelse, evner, originalitet og personlighed må være nogle af dem.
De fire komponister på denne udgivelse kunne sagtens være et udtryk for sådan et udvalg. Laver man et par opslag i en hvilken som helst bog om dansk musikhistorie fra de seneste 30 år, rammer dette rimeligvis plet. Og det bemærkelsesværdige er, at på trods af 110 års adskillelse i tid, og lige så vidt i æstetik, har alle de repræsenterede komponister i større eller mindre omfang haft et lærer-elev-forhold til hinanden. Der løber så at sige en rød tråd af personlig overlevering gennem værkerne: Carl Nielsen optog Vagn Holmboe på konservatoriet i København, Holmboe underviste Per Nørgård samme sted – og 20 år efter dennes flytning til Århus fik Anders Nordentoft sin afsluttende komponistuddannelse dér.
Dette forhold er selvfølgelig et udtryk for, at Danmark er et lille land, men er også, hvad der er vigtigt, et udtryk for den sammenhængskraft historien har i mindre, og måske mere lukkede, samfund, hvor den foregående lokale tradition får en umiddelbar nærhed og tyngde. De har alle kendt hinanden og forholdt sig til hinanden. Alligevel er det på selv samme tid iørefaldende, hvor forskellige de forskellige værker er, uagtet deres personslægtskab. Alle værker er ganske udogmatisk skrevet uden om faste traditioner, og det vidner, i et eller andet omfang, om den åbenhed, aktørerne i et lille land er nødt til at udvise for ikke at stivne i provinsialisme.
På den måde kan man opleve 100 års dansk musik igennem fem klavertrioer. Fra Carl Nielsens kuriøse begyndelse, over musik skrevet i et nordisk åndedrag af Vagn Holmboe, hen over traditionsbruddet i 1960’erne eksemplificeret ved en af dets absolutte foregangsmænd, Per Nørgård, og hans åbne gestus, til Anders Nordentofts højst personlige og pluralistiske 1990’er musik. Og i og med at de alle er repræsenteret af en klavertrio, er det muligt, fordi mediet er det samme, at høre alle forskelle og ligheder på samme betingelser. Klavertrioen er med andre ord ligningens konstant.
Vagn Holmboe: Klavertrio op. 64 og Nuigen op. 129
Vagn Holmboes musik er i løbet af de seneste 10 år blevet tilgængelig for et stort publikum som følge af en lind strøm af udgivelser og opførelser af hans over 400 værker. Det viser sig nu, hvad en mere sluttet kreds altid har vidst, at Holmboe med sin personlige, altid gennemførte og poetiske stil er en helt central figur i dansk musik. I og for sig lå dette også i kortene i 1926, da Holmboe blev indrulleret på musikkonservatoriet i København på foranledning af selveste Carl Nielsen. Netop denne undervisning må have været en grundsten for Holmboe; renæssanceteoretikeren Knud Jeppesens undervisning på det melodisk-harmoniske felt aflejrede sig i Holmboes musik livet igennem som en art frit kontrapunkt. På det formmæssige plan blev metamorfosetanken central hos Holmboe i midten af 1940’erne, i en tid hvor han nød stor anerkendelse, og denne idé om den stadige forandring uden tab af identitet dominerede som teknik i og sindbillede for en stor del af hans musik.
Også Klavertrio op. 64 er influeret af meta-mor-fosen. Skrevet i en frugtbar periode i Holmboes liv i 1954 udviser klavertrioen dog også mange andre væsentlige træk: det frie kontrapunkt uden imitationer eller lovmæssige bindinger, den fleksible frasering, den rene sangbare melodi og den modale harmonik uden iørefaldende kadenceringer eller tonale hjemsteder.
De tre satser er væsensforskellige udtryk af den samme sag. Hvor førstesatsen mest af alt i sin dramatiske udfyldning af alle takternes slag viser – hvad der er banalt i ord – hvordan melodier kan gå trinvis op og ned på mange måder. Andensatsen er derimod langt mere transparent i sin tekstur med enkle, langsomt lange, utroligt smukke, melodiske fraser i strygerne, hvorunder klaveret fra tid til anden lægger en spinkel harmonisk grund. Tredjesatsen er noget af det tætteste, Holmboe kommer på en art neoklassicisme. Ifald den er der, er den a la Béla Bartók med folkloristiske melodier i et mekanisk-maskinielt setup. Og i slutningen er det muligt at genkende de rullende motiver, der indledte værket, men ikke i en tilbagevenden: i en helt ny sammenhæng og på den måde som en funktion af metamorfosen.
Nuigen op. 129 er fra 1976 og viser trods den kendte Holmboeske tone ganske andre aspekter af komponistens oeuvre end Klavertrio op. 64. De tre hovedsatser er adskilt af intermezzi, og overalt forholder musikken sig til det indledende hovedtema i variationer, kontraster og gennemføringer. Temaet er umiskendeligt folkloristisk – måske fra Balkan, Rumænien eller sågar Grønland – men den præcise oprindelse fortaber sig, i og med at musikken er stiliseret kunstmusikalsk i den forstand, at temaet mere signalerer folklore som sådan, end det citerer fra en kulturspecifik tradition.
Førstesatsen er stort set en ren tematisk præsentation. Det let melankolske, men dog ganske iltre, violintema vises i alle de afskygninger, der er nødvendige for at kunne akkumulere identitet og tyngde til det videre forløb i de næste satser. Andensatsen er nemlig en tydelig gennemføring i langsomt tempo, hvor det ellers markante hovedtema opløses til melodiøse fragmenter. Her og der er der dog indskudte allegropassager fra klaveret, der fungerer til ihukommelse af førstesatsens fyrige folkemusik. I tredjesatsen er temaet forvandlet, men genkendeligt, i en ilter allegro over stok og sten. Først til allersidst citeres hovedtemaet tone-ret og tegner det sidste stykke af den organiske cirkel, der omslutter værket.
Det er interessant, at de to intermezzi er langsomme og inderlige kirkemusikalske passager for de to strygere, idet de som indskudte bemærkninger – det første som koral, det andet som to-stemmigt kontrapunkt – formår at give de omkringliggende satser et religiøst modspil til det folkelige og giver værket en både musikalsk og “moralsk” helhed.
Per Nørgård: Spell
At Per Nørgård er den bedst kendte nulevende danske komponist har flere grunde. Hans enorme produktivitet, hans evne til at finde nye veje med sit tonesprog, hans store synlighed i musiklivet gennem den mangeårige aktivitet som kompositionslærer og skribent har gjort og gør hans position og betydning i det danske musikliv svær at overvurdere.
Nørgårds musik fås i alle afskygninger – han har gennem årene på original vis formået at søge nye udtryk og nye former. Et element har dog spillet en væsentlig rolle for hans virke; nemlig opdagelsen af