English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Orgelmusik


Eva Feldbæk, orgel

Pelle Gudmundsen-Holmgreen, komponist

Om:
As the composer Pelle Gudmundsen-Holmgreen turns 70, we celebrate him with a striking new release. The organist Eva Feldbæk has taken on one of the composer’s earlier works and challenged him to write new ones. The result is a record of organ works that span a period of over 25 years: from Mirror III from 1974 to Archaic Procession and Cabinet of Mirrors from this year. They mark a notable process of development in the work of a composer who has always set himself up in opposition to new dominant trends and gospels. Pelle Gudmundsen-Holmgreen has remained his own man, and that is the spirit that permeates this release. In 1999 Eva Feldbæk persuaded him to revive his old interest in composing for the organ, but now without the use of ‘iron blocks and extra stopping assistants’ as in the earlier pieces. This led to a whole series of compositions where the experienced composer expresses himself in new, surprising ways - one of the pieces even has its roots in J.S. Bach’s Kunst der Fuge.

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Mirror III (1974)
1

I

5:21 Play $2.10
2

II

3:07 Play $1.40
3

III

3:47 Play $1.40
4

IV

1:30 Play $1.40
Still. Leben (1999)
5

Still

5:28 Play $2.10
6

Leben

2:54 Play $1.40
Countermove I-III (1999)
7

I

6:15 Play $2.10
8

II

4:54 Play $1.40
9

III

4:55 Play $1.40
In triplum I-III (1999)
10

I

1:21 Play $1.40
11

II

1:06 Play $1.40
12

III

1:32 Play $1.40
 
13

Der er så favrt i Jelling at hvile (2000)

7:23 Play $2.10
 
14

Arkaisk procession (2002)

2:40 Play $1.40
 
15

Spejlkabinet (2002)

7:34 Play $2.10
Total spilletid  60 minutes
Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Pelle Gudmundsen-Holmgreen (f. 1932) er noget af et begreb i dansk musik. Både person og værker rangerer højt i det hjemlige univers, og han har om nogen bidraget til, at nyere dansk musik rummer træk, der notorisk afviger fra det, som f.eks. kendetegner musikken i det øvrige Skandinavien og Tyskland. Han er egenrådig og giver plads til forskellighed i både stil og klang, og han har på det bestemteste afvist at lade sig tyrannisere af f.eks. teoretikere og ‘trendsættere', som vil noget bestemt i musikken. Han har karakteriseret sin musik som en slags ‘pyt-i-pande-musik', der naturligt afspejler både hans europæiske og danske tilhørsforhold, men tillige giver plads for amerikanske impulser. Netop denne uortodokse sammensathed kan være forklaringen på, at mange udlændinge har haft svært ved at forstå hans musik og til tider har forvekslet hans intentioner "med ren forvirring og landsbytosse-mentalitet". På det seneste har dette dog ændret sig betydeligt, og Pelle Gudmundsen-Holmgreen er i dag genstand for stigende international opmærksomhed.
Han har sine rødder i kunstens verden. Billedkunstens. Impulser herfra og ikke mindst fra faderen, billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, har præget ham meget stærkt: "Udover interessen for rum og stof har jeg fra ham overtaget en bevarelse af sanseligheden og fastholdelsen af barnesindet og forhåbentlig en troskyldighed i arbejdet." (DMT-interview 1992). Det rumlige kan f.eks. komme til udtryk i mobilelignende former, og interessen for stoflighed er mærkbar i de fleste Gudmundsen-Holmgreen-værker, som med deres glatte, ru, kantede, bløde, rå og raffinerede overflader ridser rummet klart op.
I ungdomsværkerne fra 1950erne var det stilistiske afsæt dansk efter-nielsensk neoklassik krydret med vigtige impulser fra Bartok og Stravinsky. Men i 1960 indtraf et decideret vendepunkt, da Pelle Gudmundsen-Holmgreen (i lighed med fremtrædende jævnaldrende komponistkolleger som Per Nørgård og Ib Nørholm) under ISCM i Köln modtog omvæltende indtryk af centraleuropæisk avantgarde, frem for alt serialismens frontfigurer Boulez og Stockhausen - og ikke mindst Ligetis nye syn på klang. Den nye påvirkning fremgår umiskendeligt af værker som In terra pax (1961) og Chronos (1962), hvormed han for alvor tog forholdet ‘tid' og rytme i musikken til behandling og slog sit navn fast som en af de centrale unge komponister i Danmark. Den centraleuropæiske afsmitning blegnede dog gradvist som følge af Gudmundsen-Holmgreens (og i det hele taget det danske miljøs) iboende skepsis overfor alt for rigide ideologier, og hurtigt kom nye impulser fra bl.a. USA til at spille en meget betydelig rolle ved udformningen af hans værker.
Den amerikanske indflydelse kom karakteristisk nok især fra en billedkunstner, Robert Rauschenberg. Med sine opsatser af fundne og samlede ting (‘combines') satte han sig umiskendelige spor i værker som Collegium Musi¬cum Koncert, Frère Jaques (begge fra 1964) og Repriser (1965), i hvilke Gudmundsen-Holmgreen bestræbte sig på "at skabe nogle gen¬stands¬prægede klange eller elementer og lade dem møde hinanden". Trods bevarede træk fra serialismen er fænomener som collage og i særdeleshed gentagelse nu blevet nok så vigtige - i et antiekspressivt univers præget af både galgenhumor og groteskeri, nærmest som en musikalsk tilnærmelse til det sortsyn og den fokusering på absurditeten og meningsløsheden, man træffer hos den irske digter Samuel Beckett, som Gudmundsen-Holmgreen lige siden slutningen af 1950erne har været dybt optaget af "som et fast holdepunkt, en evig udfordrer, bekræfter og indgiver". Følgende tre værker afspejler alene ved deres tekstvalg denne vedvarende forankring i Beckett, nemlig Je ne me tairai jamais. Jamais (1966), Songs Without for mezzosopran og klaver (1976) og Trois Poèmes (1989).
Den reaktion mod centraleuropæisk modernisme, der i Danmark for alvor slog igennem i midten af 1960erne, kom stærkest til udtryk i den såkaldte ‘ny enkelhed' med dens karakteristiske elementer af bl.a. konkretisme og stilpluralisme. Gudmundsen-Holmgreen var blandt hovedskikkelserne i denne ‘bevægelse', der naturligt anvendte ekstremt enkle moduler, små melodier og tilsvarende, som var bandlyst inden for den centraleuropæiske modernisme. Hos Gudmundsen-Holmgreen sættes enkelheden på spidsen i et værk som Tricolore IV (1969), der som titlen antyder stort set kun benytter tre klange og uundgåeligt måtte virke meget provokerende på samtiden. I den henseende er det dog nok Plateaux pour deux for cello og slagtøj (1970), der tager prisen med den næsten legendariske instrumentkombination, cello og båthorn; en klangkonstellation, der trækker forbindelseslinier tilbage til både futurismen og dadaismen. Samtidig er det en vigtig pointe, at selve formopbygningen tydeligt bærer præg af, at han har givet "parterne en nøje systematiseret omgangsform, et struktureret samvær."
Strukturel orden og klarhed gør sig gældende overalt i Gudmundsen-Holmgreens musik. Siden midten af 1970erne manifesterer dette sig ikke mindst gennem anvendelsen af et såkaldt filter; d.v.s et bestemt udvalg af toner i form af et selvspejlende tonegitter, som medfører en symmetrisk struktur, herunder hyppige spejldannelser - jf. et værk som klarinettrioen Spejlstykker (1980), hvis titel "må opfattes ganske bogstaveligt". Om anvendelsen af tonefilter siger han: "Jeg hjælper lytteren ved bl.a. at tilrettelægge det landskab vi bevæger os i ... (med) et filter af toner." Store centrale værker som Symfoni, Antifoni (1977) og Concerto grosso (1990) udviser en sådan strukturel orden, men giver samtidig - som hovedparten af værkerne fra de seneste ca. tyve år - plads til artisteri, musikalsk varme og umiddelbarhed, sanselighed: "Den hårde periode i 1960‘erne med anti-kunst, nulpunkts-søgen på den ene side, serialisme på den anden, er et historisk fænomen ... Først og fremmest fordi Østens og Afrikas musik er trængt ind i Vestens musik og har givet den nye muligheder for sanselighed." Det hører med til billedet, at Gudmudsen-Holmgreen aldrig har følt sig tiltrukket af elektronmusikken og dens muligheder, og blandt de sene hovedværker finder man karakteristisk nok fire strygekvartetter (nr. 5-8). ‘Instrumentalkoncerter' som Triptykon (1985) for slagtøj og orkester og For cello og orkester (1996) understreger endvidere en øget interesse for musikeren i rollen som nærværende udøver, hvilket i høj grad også kendetegner udformningen af violinstemmen i et værk som Skabelsen - den 6. dag (1991). Der er simpelthen blevet plads til mere musik i værkerne, og i dag går Gudmundsen-Holmgreens drømme i retning af "at kunne forene askese med ekstase".
Pelle Gudmundsen-Holmgreen har kaldt sig selv en biperson i dansk musik - en outsider, men som det fremgår, er han i virkeligheden et hovednavn - en ‘etableret outsider', og han er da også en af de få danske komponister, der har modtaget Nordisk Råds Musikpris (i 1980 - for Symfoni, Antifoni).

Bertel Krarup

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Recorded in Vestkirken, Ballerup, on 7-8 June and 22-23 September 2002
Recording producer: Finn Kaufmanas
Sound engineer: Finn Kaufmanas
Registration: Christian Tilma
Assistant in Mirror III: Christian Tilma
Assistants in Cabinet of Mirrors: Karina Agerbo, Niels Danielsen, Carsten Popp and Christian Tilma

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, member of KODA, Denmark

Cover picture: Jørn Larsen: "Avant" (1989)

Dacapo Records acknowledge with gratitude the financial support of Danish Organists’ Association, Danish Composers’ Society/KODA’s Funds for Social and Cultural Purposes and Magister Jürgen Balzers Fond

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.224254

Stregkode: 730099995429

Udgivelsesdato: November 2002

Periode: Sent 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Eva Feldbæk and her assistants perform superbly and capture extremely well the original spirit of the music.
(Classical Music Web)


A CC Music Store Solution