CARL NIELSEN – Orkestermusik
Carl Nielsen (1865-1931) er internationalt kendt for sine seks symfonier. I Danmark er hans navn yderligere forbundet med det store antal folkelige sange og melodier, som han i det meste af sit liv lod strømme ud i landet, så næsten enhver dansker kender en sang af Carl Nielsen.
Men mens han levede, var hans musikalske hverdag forankret i en helt tredje sammenhæng: i teatrets verden og navnlig i Det Kongelige Teater i København. Fra 1889 til 1905 var han ansat som violinist i nationalscenens orkester, Det Kongelige Kapel. Allerede i den tid fik han med mellemrum flere opgaver som dirigent. Og i årene fra 1908 til 1914 var han så kapelmester ved Det Kongelige Teater. Der blev aldrig helt ro om hans virksomhed som dirigent, og han kunne flere gange komme ind i tider med stormvejr på teatret. Ofte med stor diskussion om hans virksomhed i pressen. Han tog da sin afsked i 1914, men blev stadig ved med at skrive teatermusik. Foruden sine to operaer Saul og David (1898 – 1901) og Maskarade (1905 – 06) skrev han musik til mange skuespil. Det hang også sammen med, at skuespil og opera i København, indtil for to år siden, hørte til i det samme teater og på de samme scener. Det var således meget nærliggende at bruge husets store orkester til skuespilopførelser.
Maskarade opfattes af mange som den danske nationalopera. Librettoen er skrevet af den danske litteraturforsker Vilhelm Andersen efter en komedie af Ludvig Holberg fra det 18. århundrede. Holberg havde – og har – en helt central placering som dansk komediedigter; hans statue står foran teatret. Mange mente, at det var helligbrøde at omsætte en af hans tekster til opera. Men de mange røde lygter og fulde huse efter premieren sagde noget helt andet. Med dette værk begyndte Carl Nielsens musik for alvor at nå ud til det brede publikum.
Hovedparten af Maskarade blev komponeret i 1905 – i en mærkelig inspirationsrus, en vægtløs tilstand, som Carl Nielsen mange gange senere selv kunne undre sig over. Formentlig kom den fra Vilhelm Andersens fremhævelse af det dionysiske hos Holberg. Ouverturen blev gjort færdig på 22 dage lige inden premieren i 1906. Det år var samtidig et Mozart-år, det var 150-året for mesterens fødsel. Carl Nielsen skrev derfor samme år et betydeligt og senere meget kendt essay om Mozart, hvor han satte Mozart foran Beethoven, som ellers havde været den store komponisthero i det 19. århundrede. Også det har smittet af på Maskarade, der foregår i det 18. århundredes København. Eller også er det sådan, at Carl Nielsens musikalske erfaringer med operaen gav ham et nyt syn på Mozart.
Set i internationalt perspektiv kan man sige, at Carl Nielsen med sit værk for alvor koblede sig på en særlig klassicistisk strømning midt i den ellers senromantiske indstilling i århundredeskiftets europæiske musik. Der er tale om en raffineret, legende, musicerende, skarp, humoristisk og pointefyldt musik, som allerede var begyndt at bryde frem i århundredets slutning, og som markerede sig endnu mere tydeligt i de følgende år. Typisk nok satte denne nye – eller “unge” (Busonis udtryk) – klassicisme sig igennem i ensatsede værker, opera-ouverturer eller symfoniske digtninge. Man kan tænke på karakteristiske enkeltværker som Nikolaus von Rezniceks ouverture til Donna Anna (1894) eller, efter Maskarade, Ermanno Wolf-Ferraris ouverture til Susannas hemmelighed (1909). Man kan tænke på Busonis komiske operaer efter 1910. Og naturligvis, og først og fremmest, på Richard Strauss, ikke blot Rosenkavaleren fra 1910, men også på hans vittige, avancerede og skarpe pointer i nogle af de tidlige symfoniske digtninge.
Carl Nielsens ouverture til Maskarade skal med ét slag åbne til den store festlighed og den høje komik. Der er både noget ivrigt fortællende i den hurtige sats og en legende kontrapunktik, et udtryk for enheden af den uendelige energi og den store lethed i den dionysiske genfødelse af oplysningens århundrede.
Hanedansen fra Maskarade er et af Carl Nielsens mest populære stykker. Den hører til operaens 3. akt: festlighederne ved den store maskerade, som skal forene alle de medvirkende, høj og lav, ung og gammel. Dansen er i takt – ikke som en vals, måske snarere som en polonaise. Man hører den stolte hane, der spankulerer rundt blandt de kaglende høns. I trioen kommer der en udbrudsagtig, stereofonisk episode, hvor trompeter, fagotter, fløjter og horn råber til hinanden. Som hanekyllinger, der kommer op at toppes om hønen.
Det traf sig så mærkeligt, at Carl Nielsen blev nødt til at skrive det følgende værk, forspillet til Hr. Oluf han rider, og hele den øvrige scenemusik, samtidig med, at han var ved at indstudere Maskarade. Teatret ville fejre den danske nationale digter Holger Drach-manns 60-års-dag. Det skulle ske med et skuespil af Drachmann selv over det i dansk tradition ofte skildrede folkevisemotiv om Hr. Oluf, der møder elverpigerne, også kendt fra Niels W. Gades Elverskud. Prøverne på de to værker faldt også sammen; i dagbogen ser man, at Carl Nielsen i flere dage prøvede på begge værker, det ene om formiddagen og det andet om eftermiddagen. Stykket blev ikke nogen succes, men Carl Nielsens musik blev gennemgående godt modtaget, den blev i hvert fald omtalt i de fleste anmeldelser. Man kommer heller ikke uden om, at det er lykkedes for Carl Nielsen at komme ind på et andet musikalsk spor end i Maskarade, f.eks. i nogle af harmonierne. En anmelder fremhævede særligt, hvad han kaldte “orgelpunktet af den pibende obotone, der afspejler elverlandets kogleri.”
I det følgende værk, Snefrid, er man tilbage blandt Carl Nielsens tidligste værker. Han havde ganske vist i 1889 skrevet et par satser til en forestilling på Dagmarteatret, men Snefrid kom alligevel til at figurere som hans første egentlige teatermusik, som også kunne opføres ved koncerter. Værket er skrevet i 1893, lige efter Carl Nielsens Symfoni nr. 1 fra året før. Han er så at sige som komponist først lige trådt ind på scenen, han er lige brudt igennem og har først lige fundet sin egen stil. Af den grund er der en slags oprindelighedsglans over stykkerne fra Snefrid, navnlig i den langsomme lyriske passager. Om det tredje af stykkerne, elskovsmusikken, fortalte Carl Nielsen i et brev, at han havde spillet det for en bekendt; “han blev ganske rød i ansigtet over musikkens sanselige karakter …” Samtidig finder man imidlertid helt modsatte ord fra den unge fremadstormende komponist: han hævdede, at den høje store musik, han ville skrive, skulle være det modsatte af sanselighed. Snefrid bliver altså udtryk for en dobbelthed i tiden. På den ene side ud mod det sanselige, på den anden opad mod de høje idealer. Det svarede igen til indstillingen hos de samtidige symbolistiske digtere. Forspillet til Snefrid blev da også i et klaverudtog trykt i et samtidigt litterært tidsskri