Nørgårds operaer og Nuit des Hommes (1995-96)
I Nørgårds første fire operaer – -Labyrinten (1967), Gil-ga-mesh (1972), Siddharta (1979/83), Det Guddommelige Tivoli (1983) – følger man, så forskellige værkerne end er, isolerede mandspersoner og deres kampe med omgivelserne, hhv. funktionæren Eliassen, herskeren Gilgamesh, kronprinsen Siddharta og mentalpatienten Adolf Wölfli. For så vidt klassiske opera-handlinger, selvom de sceniske realiseringer kræver vidt forskellige og ofte uortodokse løs-ninger, fx Gilgamesh’ rituelle arena-teater, Siddhartas grande operaballet og Det Guddommelige Tivolis kaleidoskopiske kabaret.
I Nuit des Hommes (1995-96) er både drama og scenario anderledes: som en yin/yang-figur er ‘hovedrollen’ (og eneste agerende) et par, og dramaet er deres fælles og individuelle indre rejse gennem krigens faser.
Nørgård går i operaen nye musikalske veje, der ikke umiddelbart knytter an til andre af hans værker. Instrumentalt udspilles en koncentreret, stram, både højspændt og intim kammermusik for strygere, slagtøj og elektronik (inkl. theremin) som kontrapunktisk baggrund for sangernes intenst ekspanderende espresssivo. Vokalpartierne står som moderne udgaver af tidligere genrer fra operaens fransk/flamske miljø: chanson d´amour fulgt af bataille de guerre, requiem og lamentation.
Nørgård har nævnt sireners glissando-motiver og flyvemaskiners dybe, rumlende bastone-rytmer som inspiration til en grundstemning i Nuit des Hommes. Inspirationen var konkret, fra oplevelser Nørgård og hans skolekammerater havde en forårsmorgen 1945 i København: deres naboskole blev bombet sønder (under allierede bombeflys angreb på den tyske besættelsesmagt).
Undertiden trænger krigs- og reallyde sig på i Nørgårds musik, fx i politisk/dramatiske værker i begyndelsen af 1960’erne, i ‘Wölfli-inspirerede’ værker i 1980’erne – og her af mere eventyrlig art, mens det i Nuit des Hommes virker med en voldsomhed, der også mærkes i orkesterværkerne i 1990’erne, fx 5. og 6. Symfoni, og klaverkoncerten In due tempi.
“Hvad fanden var det, der skete i 1914? Det var dér, vanviddet brød ud – det Karl Kraus kaldte generalprøve på verdens undergang. Og efter den kolde krigs afslutning befinder vi os i en slags vild stammekrig med terrorisme og irrationelle foreteelser, som regner ned over os. Det er en vanvittigt verden. Hvis ikke vi vender tilbage til det sted, hvor det hele skred, så kan vi ikke komme videre,” (interview i Musikeren nr. 3, 1995) – siger komponisten om operaens emne, tillige med følgende: “Det står stadig klarere, hvilken katastrofal afbrydelse over for al kendt kulturudvikling der da skete, og samtidig hvilken stormflod af nye idéer der samtidig opstod – destruktive/konstruktive, respektløse/respektindgydende og verdensomvæltende videnskabsrevolutioner, som fx Einsteins og Bohrs.
Alt udgår faktisk fra 1914 – og traumet over de millioner døde skulle ‘slukke lysende i Europa for resten af århundredet’, som den engelske udenrigsminister profetisk udtalte.” (Fra Nørgårds tale – om Millennium-skiftet – på Aldeburgh Festival 1999, manuskript.)
Det er dette krigens dobbeltansigt af fasci-nation og afsky, operaen Nuit des Hommes handler om.
Den danske forfatter Suzanne Brøgger berører i et essay (Kærligheden til døden, 1988) en lignende paradoksal tvetydighed i den menneskelige natur: på en togrejse hører hun – sammen med medpassagerer – voldsomme, ophidsede lyde fra en kvinde, vist nok fra nabokupeen. Ud over det nysgerrigheds-pirrende bliver alle kupeens passagerer snart i tvivl om, hvad der egentlig er på færde, og om de skal (eller netop ikke skal!) gribe ind: stammer lydene fra et hedt elskovsmøde (som vi kan sætte os ind i og – pikeret – acceptere), eller fra et voldeligt overfald af dødelig farlighed, eller fra et ensomt menneske der er faldet om og behøver hjælp? Er det nydelse eller lidelse – eller en glidende mellemzone?
Nørgårds opera Nuit des Hommes tonesætter via Apollinaires poesi lignende spændingsladede flertydigheder omkring ‘krigstilstande’.
Polsk-italiensk-franske Wilhelm Apollinaris de Kostrowitsky (1880-1918) – banebrydende digter i tidens futuristiske og surrealistiske miljø – kendte krigen indefra (som artillerist og infanterist), og den resulterede i hans død i 1918, udgivelsesåret for digtsamlingen “Calli-grammes”, hvorfra en række af operaens tekster stammer.
Om operaen skrev Per Nørgård følgende introduktioner (“Menneskenes Nat – Mændenes Nat” og “Handlingen – Handlingskæden”) ved uropførelsen i 1996:
Menneskenes Nat – Mændenes Nat
– “er en slags opera, forsåvidt som det jo drejer sig om et sunget sceneværk med ledsagelse af såvel akustiske som elektroniske instrumenter – et sceneværk i to akter og ca. 20 billeder. Hvis man imidlertid med opera tænker på dennes “dramatiske arketype” med mennesker i een eller flere konflikter, indbyrdes eller med sig selv – ja, så må “Menneskenes Nat” nok henregnes til en anden, endnu ikke kategoriseret genre. For nok er det to navngivne personer der optræder (Alice og Wilhelm), men “operaen” handler ikke om deres indbyrdes spændinger, men om den fælles grænsesøgende intensitet, der først lader dem i enighed gå ud ad de farlige stier som begejstringen fører dem til, for derpå at splitte dem op i to radikalt forvandlede skikkelser: fra den individuelle kvinde til krigskorrespondenten, i demagogisk-ekstatiske følelsesudbrud – fra mandens menneskelige til soldatens umenneskelige hverdag.
Et styrt i underverdenen – uden returbillet.
Nuit des Hommes er blevet til i tæt samarbejde med Jacob F. Schokking, og inspirationen fra hans tekstforslag – og ikke mindre hans sceno-video-grafiske arbejder (tilsendt mig i begyndelsen af 90´erne, sammen med Apollinaire-digtudvalget) – har været afgørende for udarbejdelsen af mit partitur. Det stærkt teknologiske aspekt forekom mig ideelt (hvis jeg tør bruge dette ord i forbindelse med noget så djævelsk som krig) i samklang med emnet; just det teknologiske beredte jo de to mest smertelige overraskelser for de før krigen så patriotiske og højstemte folkemasser: At krigen blev så rædselsfuld – og at den ikke (syntes at) kunne standses! Begge dele var intimt forbundet (hvis jeg tør bruge det ord om noget så usanseligt som maskiner) med teknologiens enorme fremskridt.
Min musik er ganske vist komponeret for levende musikere, men til den akustiske lyd føjes en række forskelligartede “live-electronic”-bearbejdelser: hele denne væsentlige udarbejdelse er sket i tæt sam