Per Nørgårds korværker
Per Nørgårds korværker løber som en rød tråd gennem hans produktion – fra det første korværk i 1952 (Søvn, til tekst af Halfdan Rasmussen) til de nyeste som Ut Rosa, Morgenmyte, Mytisk Morgen og 2 Nocturner på denne cd, komponeret 50 år senere. Korværkerne viser – ligesom symfonier og visse kammergenrer – hele udviklingsspektret i Nørgårds musik.
Nørgård lagde personligt og modent ud i den nordiske kor-tradition med den mørktklingende korsuite Aftonland (1953, tilegnet Sibelius) til digte af Pär Lagerkvist, den latinske Triptychon (1957, for kor og instrumenter) og de danske naturlyriske 3 Thøger Larsen-sange (1957/61) – afrundet af den stærke “Strandvalmue”. Farver og stemninger i nyere værker peger ofte tilbage på disse tidlige korværker.
Nørgårds kormusik i 1960erne indgår oftest i eksperimenterende dramatiske værker (-bl.-a. Dommen, Horrors in Progress, Babel) – kun to a cappella-værker titter frem, til gengæld bemærkelsesværdigt: den elegant-eksotiske Landskabsbillede (1961, tekst af Thorkild Bjørnvig) med en ny, raffineret sensibilitet, og den lejrbåls-lune Du skal plante et træ (1967, tekst af Piet Hein) på bølgelængde med tidens fællessange af Donovan m.fl.
1970’erne er en festival af a cappella-korværker fra Nørgårds hånd, udsprunget af det melodiske væksthus, der opstod i tilknytning til komponistens “uendeligsrække-musik” mellem Rejsen ind i den gyldne skærm (1968) og Siddharta (1979). Listen er lang og fortjener at gengives: Libra (1973, R. Steiner og Salmisten David), Singe die Gärten, mein Herz (1974, R. M. Rilke), Nova Genitura (1975, for sopran og instrumenter og kor ad lib.) samt de mange beslægtede korværker til tekster af Ole Sarvig: Frostsalme (1975-76), Frostsalme-fragment (1976/2002), Vinterkantate (1976), Vintersalme (1976/84), Nu dækker sne den hele jord (1976, for 8 tubaer og kor ad lib.), Året (1976/91), Kredsløb (1977), Maya danser (1979/91) og til andre digteres tekster: Forårssang (1980, Rilke) og Ordet (1982, Grundtvig).
Nørgårds såkaldte Wölfli-periode indledtes af korværket Wie ein Kind (1980), der hurtigt er blevet en moderne klassiker. Det efterfulgtes af en række lige så unikke Wölfli-korværker, bl.a. Den foruroligende Ælling (1985) og D‘Monstrantz-Vöögeli (for fugle- og menneskestemmer!), 2 Wölfli-Lieder: “Abendlied” og “Halleluja der Herr ist verrückt” (1979/83) samt den senere Grablied und Toottagrab‘r-Mazurka (1993). Værkerne Regn nat (1983/89) og Jeg hører regnen (1983/92) baseredes delvist på fundne lydobjekter (havbrænding, hørt på en indisk strand), og til perioden hører også følgende større korværker: Afbrudt højsang, Skrig- og Drikkevise (1983), 3 Agnus Dei (1983) og Tre hymniske ansatser (1986).
Omkring 1977 opstod en ny ‘Nørgård--genre’ for kor og slagtøj baseret på uendeligheds-rækker. Det gælder værker som Orfeus og Euridike - den afbrudte sang (1977, for kor, instrumenter, slagtøj og dansere), Tidligt Forårs Danse (1979, samme besætning), samt Drømmesange (1981, for kor og slagtøj), Floden og dens to store bredder (1983, for kor og slagtøj) og Slå dørene op! (1981, for kor, slagtøj og orkester, til digte af Inger Christensen).
I 1992 udnævnte Dansk Amatørkor Union Per Nørgård til Årets Korkomponist, og han komponerede i den anledning 4 latinske motetter – for 3 el. 5 stemmer (1992, Davids-salmer), og med ”Korbogen” i 1993 (en nyrevideret samling af 45 korsange 1952-92) videreførtes den enklere korsangs-genre.
Rêves en pleine lumière (1989/2002, Paul Éluard ) og And time shall be no more (1993, til digte af Lundquist, Wölfli, Yunus Emre og Gustava Brandt) er større, tættere værker, videreført i de store korværker omkring århundredskiftet, som er hovedtemaet på cd‘en her.
Per Nørgård
Per Nørgård (f. 1932 i København) er en af de centrale komponister i Skandinavien efter Carl Nielsen og Jean Sibelius. Hans produktion – over 300 værker – dækker operaer, symfonier, koncerter, kammer- og kormusik, samt ballet-, film- og elektronmusik.
Nørgårds tidlige værker viderefører den nordiske tradition fra Nielsen og - især – Sibelius. Gennem Vagn Holmboe (1909-1996), hans lærer i ungdomsårene, skærpes hans interesse for organisk musikalsk udvikling – metamorfosen: ’kim’ af rytmiske og melodiske motiver udvikles til en større, lagdelt flerstemmighed i et overvejende modalt tonesprog. Mødet med centraleuropæisk avantgarde omkring 1960 inspirerede Nørgård til at eksperimentere med alskens udtryk og genrer, bl.a. collage-komposition (Den unge mand skal giftes, Tango Chikane m.fl.), slagtøjsmusik (Rondo, Waves), elektronmusik (The Enchanted Forrest), happenings (Babel, Horrors in Progress) og en nærmest psykodelisk interferensmusik for orkester (Iris, Luna).
Samtidig arbejdede Nørgård med en egen seriel teknik, kaldet “uendelighededsrækken” – beslægtet med den ‘fraktale’, visuelle uende-lighed beskrevet i slutningen af 1970’erne af fysikeren Mandelbrot. Uendelighedsrækken er et musikalsk bevægelsesprincip (inden for en frit valgt skala), der genererer konstant varierende melodiske mønstre. Musikalsk interessant er bl.a., at en uendelighedsrække rummer sig selv i langsommere tempolag, i en mangfoldig (principielt uendelig) flerstemmighed – ikke ulig renæssancens prolationskanons.
Fra orkesterværket Rejsen ind i den gyldne skærm (1968) og frem til ca. 1980 udvikler Nørgård herfra et personligt musikalsk univers, hvor også naturtone-harmonik og rytmer baseret på det gyldne snit indgår i en afbalanceret, harmonisk klingende ny musik, som det høres i bl.a. 3. Symfoni, operaerne Gilgamesh og Siddharta, en lang række korværker og i kammerværker som fx Spell, Whirls World og Seadrift. “Jeg står med den ene fod i den vestlige rationalisme og den anden i den østlige mysticisme, men alligevel føler jeg mig fremmed over for dem begge. Jeg er, så at sige, en slags tredje punkt i billedet,” som komponisten sagde i den periode om sin musik.
Omkring 1980 skiftede Nørgård radikalt kurs mod en spontant komponeret, dramatisk og splittet stil, inspireret af den schweiziske ga