Idomeneo, re di Creta

Så store ting skjult i så lille et hoved

Af Claus Johansen

Operaen Idomeneo blev komponeret i en arbejdssituation, vi i dag nok ville betegne som en workshop. Ideer blev prøvet og forkastet. Sangere kasserede komponistens forslag. Komponisten sagde nej til ændringsforslagene og kom med nye kreative løsninger. Operaen ændrede sig fra prøve til prøve. Ønsker om rettelser i teksten blev ofte via far Leopold i Salzburg sendt fra Mozart til forfatteren Varesco og tilbage igen. Ensembler og arier blev strøget og nye sat ind. Det hele er dokumenteret i mange bevarede breve mellem Wolfgang i München og Leopold Mozart i Salzburg.

Man møder her en selvsikker 24-årig mand, som ikke beder sin far om hjælp, han forklarer kort og godt, hvordan det skal være. Hjemme i Salzburg har han studeret både franske operaer, Shakespeare, klassiske historiske dramaer og moderne tyske synge-stykker. Han følger med interesse alle forsøg på at udvikle den moderne opera. Han ved, hvad en opera seria er, og har selv fået opført flere. Uden nogen videre undervisning, kun med lidt hjælp fra sin far, lytter han sig på tre Italiensrejser til kunsten at komponere i den italienske stil, som hurtigt for ham er blevet rutine. Men historien om Idomeneo begynder i Mannheim.

Mannheim

En lille residensby, nok ikke noget paradis, men Mozart holdt af den, og den var et ideelt sted for en ambitiøs kunstner, for friheden var stor, hvis man havde talent. Han var der adskillige gange, forelskede sig, gik ture i omegnen og optrådte som solist på slottet. Nede i byen spillede han kammermusik med musikerne fra fyrstens stjerneorkester, "en hær af generaler" kaldte englænderen Burney dem. Der var 80 mand i alt, hver eneste af dem var blandt Europas bedste og Mozart komponerede adskillige værker til dem. Blæserne var i verdensklasse, mange af strygerne var selv kendte komponister. Gennem flere generationer havde de skabt og forfinet orkestrets stil og folk rejste til byen for at høre deres koncerter, som ofte foregik i slottets festsal, hvor fyrsten Carl Theodor og hans gæster spillede kort, mens de lyttede på solokoncerter og symfonier. Gennem mere end 30 år spillede de til operaer og skuespil vinteren igennem, ofte hver eneste dag, om sommeren spillede de kammermusik, serenader og jagtmusik. Mozart elskede orkestret, og han holdt meget af byen, som på enhver måde var noget andet end Salzburg. Her ville han gerne leve, her var penge og forståelse også for hans alvorlige musik, og han drømte om en fast stilling som operakomponist. Fast stilling blev det ikke til, kun en bestilling på Idomeneo, og den fik ikke premiere her, men i München. Alt ændrede sig nemlig nytårsnat 1777, da fyrsten fik underretning om, at han nu var blevet Landesherr i syv forskellige lande og enehersker i den tredjestørste tyske stat efter Østrig og Preussen.

Carl Theodor tager til München

"Nu er dine gode dage forbi" sagde Carl Theodor til sig selv uden større begejstring, hvorefter han flyttede til München med det meste af sit hof og store dele af eliteorkestret, og han fik ret. München er en storby, som er svær at dominere. Her var folk konservative, selvtilstrækkelige og ikke interesseret i moderne musik. Fyrsten selv blev offentligt kritiseret. Det var ikke så godt med alle de elskerinder, man brød sig ikke om hans styreform, og hans jesuitterpræster var upopulære. Værst af alt: den nye fyrste var uinteresseret i militærvæsen. Oppe i Prøjsen blev han offentligt kaldt: "- en dovendidrik, som har arvet flere lande, end han har erobret". Carl Theodor var ikke doven, men han var en mand med mere end ét ansigt. De mange portrætter viser ham på skift som romersk imperator, feltherre i rustning og afslappet oplysningsmand med bøger på hylderne, løstsiddende tøj, benene over kors, trofast hund under bordet og en moderigtig tværfløjte i hånden. Han var frisindet og autoritær, aristokrat og oplysningsmand, moderne fritænker og alligevel præget af forestillingerne om enevældens næsten guddommelige karakter, han var vokset op med jesuitternes dogmer og var samtidig gode venner med den ukristelige filosof Voltaire, som han gav både penge og en fyrstelig modtagelse ved sit hof. Han fortsatte med at støtte videnskab og kunst og det var ham, som betalte Mozart for at skrive Idomeneo.

Den nye opera var bestilt til karnevalet i 1781. Librettoen blev skrevet af Giambattista Varesco, der som Mozart arbejdede ved hoffet i Salzburg. Sam-arbejdet begyndte i Salzburg i oktober. I begyndelsen af november blev de to skilt fra hinanden da Mozart slog sig ned i München for at udarbejde arierne i samarbejde med sangere og musikere. Processen gik langsomt efter Mozarts standard og store dele af den er beskrevet i de mange breve, som Wolfgang og hans far Leopold skrev til hinanden gennem to måneder. De indeholder sladder, private bemærkninger og et hav af informationer om både libretto og musik, der blev ændret og slebet til gennem flere måneder. Her kan vi læse om intriger på teatret, om de mange ændringer Mozart foretager undervejs af dramatiske, musikalske og praktiske grunde, da han opdager, hvad hans sangere kan og måske især ikke kan og efterhånden som han opdager forestillingens dramatiske muligheder.

Komponist med næsten frie hænder

Fyrsten Carl Theodor fulgte processen med interesse og noget tyder på, at han var mere end almindelig interesseret, da titelfiguren kunne opfattes som et portræt af ham. Han valgte emnet, han bestemte tilsyneladende også, hvordan det skulle bearbejdes. Til gengæld gav han Mozart frie hænder og resultatet blev et mesterværk i en stil, som blander fransk, italiensk og tysk smag og alligevel fremstår som noget helt nyt. Det er det sidste værk skrevet direkte til de virtuose sangere og musikere fra Mannheim, og Carl Theodor, der måske savnede sin lille by og de gode dage, var åbenlyst tilfreds, han overværede prøver og premiere i München, smilede fornuftens smil, som man ofte ser på læberne af en sand oplysningsmand, og betegnede ifølge komponisten musikken som både "charmant" og "magnifique". Men så heller ikke mere. Mozart fik aldrig den faste stilling, han drømte om. Men Idomeneo kan opfattes som hans jobansøgning. Han tog sit arbejde yderst alvorligt og gjorde alt for at leve op til de forventninger, man havde til ham.

Det malende orkester

Kompositionsprocessen viser Mozart som den nye tids mand. Han husker på Glucks nyeste hyperdramatiske værker, hvor musikken først og fremmest skal understrege dramaet, og hvor ordet ikke kun er tjener for musikken. I Johann Christian Bachs værker lærer han bl.a., hvordan man kan anvende orkestrets virtuose blæsere som solister også i en opera. Han tager, hvad han kan bruge af alt det nye, og gør det til sit eget i en sådan grad, at vi glemmer, hvor det kommer fra.

Han er ung og nok på visse områder hjælpeløs, men når han laver musik, bliver han voksen, sikker og kompromisløs. For han kan håndværket og forstår uden videre det meste indefra med den mest forbløffende intuition, nogen komponist har haft.

Orkestret var til dels det, han kendte fra Mann-heim med disciplinerede strygere og blæsersolister i verdensklasse, flere af dem var Mozarts private venner, og han vidste, hvad de kunne. Derfor de mange virtuose blæsersoli i operaen og derfor det helt nye instrument, klarinetten, som var en specialitet i München længe før det nåede til Wien. Derfor tør han eksperimentere med dæmpede trompeter og pauker, basunkor til åndemusikken og den utrolige lyd af ikke to, men fire horn, som giver partituret en varme og fylde, som er usædvanlig selv hos Mozart.

En opera i flere versioner

Idomeneo, konge af Kreta havde premiere den 29. januar 1781. Operaen blev godt modtaget ikke mindst på grund af Lorenz Quaglios formidable dekorationer. Mozart var med god grund stolt af sin opera, som var komponeret direkte til de sangere, han havde fået tildelt. For ham var det vigtigt, at man kunne høre forskel på Idomeneo og hans søn Idamante - og det passede ham fint, at kongen var tenor og at sønnen blev sunget af en mandlig sopran - en kastrat. Men den lidt kuriøse besætning var sammen med de store korpartier, balletmusik og de meget vanskelige orkesterstemmer skyld i, at Idomeneo forsvandt efter få - og vellykkede - opførelser i München.

Mozart tog senere partituret med sig til Wien, hvor han resten af livet betragtede Idomeneo som et af sine hovedværker. Han bearbejdede kastratpartiet, så det også kunne synges af en tenor og havde planer om at skrive Idomeneos tenorparti om for bas. Der blev tilføjet nyt og udeladt gammelt, således at vi i dag står med adskillige Idomeneoer. Det samlede partitur indeholder musik nok til mange timer - heriblandt den fremragende balletmusik, som man ofte udelader, men som kan høres på denne indspilning. Dansene er i den franske tradition, men koreografien må vi fantasere os til, den blev skabt af Claudius le Grand, der også tog del i iscenesættelsen. Det er ikke helt klart, hvor de enkelte danse har været placeret. Men den store chaconne er af et format der tyder på, at den skulle afslutte forestillingen. Det er et dramatisk opvisningsnummer for orkester, og i øvrigt Mozarts længste enkeltstående orkestersats.

Den levende opera

Enhver moderne Idomeneo-opførelse må bestå af en række valg - og en række problemer. Operaen er svær for de medvirkende og ikke let for publikum. Derfor står den stadig i skyggen af Mozarts senere mesterværker fra Wien. Det er ikke uden grund, for her stilles krav på begge sider af scenekanten. Vi kan ikke ændre det faktum, at opera seria betyder musik for alvor, skrevet til et veluddannet publikum, der dels kunne italiensk, dels kendte den klassiske mytologi og dertil var vokset op til et liv med ritualer og symboler. Vi mangler måske deres viden, dannelse og æresbegreber, men spørgsmålet er, om de er helt nødvendige for en oplevelse af Idomeneo. For det går faktisk alt sammen, når musikken spiller. Når den gamle forestilling trods en afstand på snart 225 år er i live og stadig virker, er det takket være en ung komponist, der puster liv i en svær tekst med den mest menneskelige teatermusik, der nogen sinde er komponeret til et græsk drama. Hans Idomeneo er ikke et revolutionerende brud med en tradition, men et mageløst eksempel på, at stive regler og vaner i samarbejde med moderne musik kan udnyttes både dramatisk og psykologisk og dermed presses til at give mening. Derfor er Idomeneo i live og sandsynligvis en af 1700-tallets mest levende opere serie. Den er fuld af en 24-årig mands drømme om alt det nye, og alligevel ændrer den unge mand ikke ved det givne facit: I en hofopera skal fyrstens ædelmodighed stråle med en kraft, så den i sig selv løser næsten ethvert problem.

27. december 1780

Den sidste prøve var pragtfuld. Kurfyrsten var der også. Denne gang prøvede vi med hele orkestret. (...) og han udtrykte sin ros på den venligste måde, da han sagde: "Hvem skulle tro, at så store ting kunne være skjult i så lille et hoved."

Claus Johansen er journalist ved DR, P2

Liste over de vigtigste personer, nævnt i Leopold og Wolfgang Mozarts breve, i forbindelse med Idomeneo:

Abbed Giambattista Varesco

Udarbejdelse af tekst til operaen, på basis af Antoine Danchets Tragédie Lyrique Idoménée

Johann Andreas Schachtner

Oversættelse til tysk (til den trykte tekst)

Lorenz Quaglia

Scenografi

Claudius le Grand

Koreografi

Sangere

Anton Raaff                Idomeneo

Vincenzo dal Prato    Idamante

Dorothea Wendling  Ilia

Elizabeth Wendling   Elettra

Domenico de Panzacchi                Arbace

J.A. grev von Seeau

Chef for München Hofteater

Christian Cannabich

Koncertmester og orkesterchef

Johann Baptist Wendling

1. fløjtenist (gift m. Dorothea W.)

Friedrich Ramm

1. oboist