English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Wolfgang Amadeus Mozart

Symphonies Vol. 8


DR UnderholdningsOrkestret
Adam Fischer, dirigent

W.A. Mozart, komponist

Om:

This CD is released by the Danish National Chamber Orchestra on its own record label DRS, distributed by Dacapo. This is the fifth release in the acclaimed series of the complete symphonies by W.A. Mozart, recorded by the Danish National Chamber Orchestra and their renowned Austro-Hungarian chief conductor Adam Fischer. On this volume you can enjoy the symphonies nos. 28, 29 and 30 composed during 1773-74. The CD booklets in this series offer the conductor's commentaries to each symphony as well as reflective essays on W.A. Mozart and the Classic period.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Symphony No. 29 in A major, KV 201 (186a)
1

I Allegro moderato

9:17 Play $2.10
2

II Andante

6:42 Play $2.10
3

III Menuetto & Trio

3:29 Play $1.40
4

IV Allegro con spirito

6:45 Play $2.10
Symphony No. 30 in D major, KV 202 (186b)
5

I Molto allegro

5:49 Play $2.10
6

II Andantino con moto

4:42 Play $1.40
7

III Menuetto & Trio

3:36 Play $1.40
8

IV Presto

4:49 Play $1.40
Symphony No. 28 in C major, KV 200 (189k)
9

I Allegro spiritoso

7:16 Play $2.10
10

II Andante

6:05 Play $2.10
11

III Menuetto allegretto & Trio

3:33 Play $1.40
12

IV Presto

5:07 Play $2.10
Total spilletid  67 minutes
Tanker omkring symfonierne

Af Adam Fischer

 

Symfoni nr. 28 i C-dur, KV 200

Dateret Salzburg, november 1774 (eller 1773)

Jeg sidder en sommerdag foran døren og hører på græshoppernes og cikadernes sang. Jeg føler mig afslappet og lykkelig. På en eller anden måde glad opstemt. 2. sats: Det er nu blevet mere stille, men en græshoppe hører jeg stadig i det fjerne. Luften er dejlig, blomsterne dufter stærkt. Man mærker en kortvarig brise. 3. sats: Naboens hund gør, men bliver rolig igen og lægger sig ned. Den ser på mig, venlig og tavs. Et stykke tid lytter vi sammen til stilhedens toner. Så springer den op og løber væk. Den logrer med halen. 4. sats: Pludselig begynder cikaderne helt forrykt igen. Jeg går ud i haven; rundt omkring synger de stadig stærkere. En rigtig koncert. Hunden kommer tilbage og knurrer lidt. For oven en smuk, klar stjernehimmel. Alt er i bevægelse.

 

Symfoni nr. 29 i A-dur, KV 201

Dateret Salzburg, april 1774

En pige sidder foran spejlet. Hun har lige været sammen med den unge mand og har fra nu af endelig følelsen af, at han også elsker hende og behøver hende. Hun smiler skælmsk og blinker til sig selv i spejlet: „Ja, ja, han ved det ikke endnu, men jeg ved det. Han vil sprælle i nettet, men han slipper ikke længere for mig! Jeg ved, hvad jeg ved!“ 2. sats: Hun drømmer, tænker på fremtiden, lægger planer. Hun tænker på sine forældre og barndommen. Hun vil også have en familie. I 3. sats tænker hun, at hun må få ham til at barbere skægget af, og han skal også gå helt anderledes klædt. Ingen indvendinger – sådanne bliver kvalt i starten! 4. sats: Hun løber tilbage til værelset, efter at han lige har skænket hende en kærlighedserklæring, og efter at hun derpå sagde, at hun end ikke i drømme havde tænkt det muligt – at hun var aldeles overrasket, og at hun i enrum måtte overveje, hvordan hun skulle reagere. Inde i værelset giver hun følelserne frit løb. Hun ler, hun hopper op og ned, hun slår med knyttede hænder i bordet og stråler mod sit spejlbillede: „Ja-a-ah!!!“

 

Symfoni nr. 30 i D-dur, KV 202

Dateret Salzburg, maj 1774

En bedstefar går tur i skoven med sit barnebarn. Drengen er træt, bedstefaren er gammel, men de fortsætter turen ved fælles hjælp. De kigger på myrer, orme og biller, som de finder overalt. De får øje på en drossel, og flere andre fugle hører de kvidre. I det fjerne er der en due, der hele tiden kurrer. 2. sats: De sætter sig ved et træ. På en gren sidder en sommerfugl; den flyver væk. På himlen er der hvide skyer; alt ånder fred. Man kan høre bierne summe. 3. sats: Nu vil de tilbage, men de kommer bort fra vejen; i skovtykningen bliver der mere ufremkommeligt, de kommer ikke så hurtigt frem. Så ser de et edderkoppespind; edderkoppen sidder helt stille. 4. sats: Bedstefaren får pludselig hikke; det morer drengen, og han råber: ”Igen! igen!” – og bedstefaren gør ganske, som drengen ønsker, igen og igen, snart kraftigt, snart svagt, og nogle gange lyder det ligefrem truende. Drengen ler. Begge laver de en masse sjov, og til sidst er de begge fuldstændig lykkelige.

 

 

Noget om Mozartprøver

Af Claus Johansen

I Det kgl. Teaters nodearkiv, som i dag opbevares på Det kgl. Bibliotek i København, kan man få en del oplysninger om musikernes forhold i 17- og 1800-tallet. I en af violinstemmerne til Haydns symfoni nr. 84 har en frustreret violinist skrevet et udråbstegn og datoen 2. januar 1829, og under denne mystiske meddelelse har en kollega en generation senere tilføjet: “Paa dette sted var der ogsaa Vrøvl den 3die Mai 1878”. De to notater er skrevet under noderne til symfoniens sidste sats, hvor der forekommer tre fermater efter hinanden. Her skal musikken gå i stå og i gang igen. Det kan være svært, når man, som Det kgl. Kapel, spillede den slags mellemaktsmusik uden dirigent og som regel uden prøver.

Det kgl. Teaters mellemaktsmusik er et af Europas sidste dirigent-fri områder. På Mozarts tid var det dirigentløse orkester normen. Det er forbløffende i betragtning af, at Mozart-tidens symfonier er ganske komplicerede. Forbløffelsen bliver ikke mindre, når man opdager, at mange professionelle ensembler klarede sig med et minimum af prøver, og at koncertprogrammerne ofte var dobbelt så lange, som dem vi kender.

At det fungerede nogenlunde, ved vi fra samtidige beskrivelser. Hvordan det fungerede, må vi gætte os til. Vi ved, at 1700-tallets musikere kun spillede deres egen musik. En kirkemusiker i 1730ernes Leipzig var vant til Bachs tonesprog, for han arbejdede med det så godt som hver dag, Var der problemer eller spørgsmål angående søndagens kantate, var komponisten som regel selv til stede. Han dirigerede ikke, men spillede for og kunne give instruktioner undervejs. Andre komponister i byen skrev mere eller mindre genialt, men i den samme stil. Det var en selvfølge, at komponisterne skrev til de musikere, de havde til rådighed. (God trompetist = masser af trompetsoloer, udbrændt gammel fagottist = få fagotsoloer). Komponisten vidste, hvad orkestret kunne yde, og orkestret spillede al musik på samme måde, for de havde en tradition. Her har vi en af forklaringerne på, at Mozart skriver forholdsvis få anvisninger ind i sine noder: Kollegerne ved nogenlunde, hvad han mener, når han skriver menuet, sådan én kender vi, og her i Salzburg plejer vi at spille den på vores måde. Så det er kun, hvis komponisten ønsker sin menuet særlig langsom eller hurtig, at han noterer det. Resten kører nærmest automatisk.

Et moderne symfoniorkester forventes at kunne spille barok, klassik, nyere musik, musicals, opera og jazz mm. Musikerne skal beherske mange stilarter og skifte mellem dem, ofte flere gange om dagen. Derfor er behovet for en styrende stilsikker dirigent større, og uden adskillige prøver går det sjældent godt. I 1700-tallet var prøvebehovet mindre og én stil var nok. Kun få orkestre spillede musik, som var mere end 10 år gammel. Progressive musikere som Mozart lærte nye trends og moderetninger ved at lytte på omrejsende virtuoser. Var det ikke nok, sugede de til sig på studierejser til Frankrig og Italien, hvor alt det nye kom fra. Men hjemme igen fandt man hurtigt ind i den lokale tradition.

Musikskole, konservatorium? Glem det. 1700-tallets musikere gik i mesterlære. De arvede traditionen fra hinanden og klarede både prøver og opførelser uden indblanding af en dirigent.

Mozarts gode kollega Dittersdorf har i sine fremragende erindringer fortalt, hvorledes han af sin lærer bliver anbragt i det lokale kirkeorkester som lille dreng. Der sidder han med sin violin på bageste pult, og må hænge på, så godt han kan. Han lærer kunsten af sin sidemand og rykker snart op ved siden af koncertmesteren. Ved en søndagsmesse får han besked på at spille den krævende solo, koncertmesteren skulle have spillet. Det gør han glimrende, og fra da af er han fuldbefaren.

Orkesterprøver handlede dengang sjældent om fortolkning. Meningen med dem var, at få så mange noder som muligt på plads inden koncerten. Det lykkedes ikke altid. Vi skal huske, at der i de fleste orkestre sad adskillige syge og oldinge. Pensionering var et særsyn. De mødte op udbrændte, trætte og ikke sjældent berusede. I København klager Det kgl. Kapels leder til sin chef over, at solocellisten Morell falder i søvn under forestillingerne, en af hornisterne spytter blod, mens den gamle solofløjtenist nu er “aldeles ubrugelig”. Den slags forhold var ikke ualmindelige. Læg dertil den ultrakorte prøvetid (oftest bare én prøve pr. koncert), de elendige lysforhold og det faktum, at kun de færreste havde råd til ordentlige briller, men alligevel var tvunget til at spille i halvmørke efter gnidrede håndskrevne noder. Slutresultatet har ikke altid været fejlfrit.

Selv ved de berømte Concerts Spirituelles kunne det gå galt. Mozart skriver hjem fra Paris 3. juli 1778:

“Jeg har skrevet en ny symfoni til åbningskoncerten. Jeg var meget nervøs til prøven, for aldrig i mit liv har jeg hørt noget værre. De kan ikke forestille Dem, hvordan musikerne to gange i træk sjaskede sig gennem den. Jeg havde det forfærdeligt, og ville gerne have haft en gang til, men der var så meget andet, som skulle prøves, så der var ikke tid. Så gik jeg i seng, skidt tilpas og rasende.”

Det var ikke ualmindeligt at spare penge ved at reducere antallet af musikere til prøverne. I de italienske operahuse prøvede man gerne med cembalo og en strygekvartet og fyldte først orkestret op til generalprøven. Noget lignende var ikke ualmindeligt f.eks. ved hoffet i München. Mozart skriver hjem om arbejdet med Idomeneo (1. december 1780):

“Prøven gik meget godt. Der var kun 6 violiner, men vi havde alle blæserinstrumenterne. I dag skal vi have endnu en prøve, og der kommer 12 violiner til første akt”.

Der er adskillige eksempler på, at Mozart spillede sine nye klaverkoncerter helt uden prøve. Hans far Leopold fortæller stolt sin datter (Wien, 16. februar 1785):

“Koncerten var storartet, og orkestret spillede glimrende … Vi fik en ny og meget fin klaverkoncert af Wolfgang, som nodeskriveren ikke var færdig med, da vi kom. Rondoen havde din bror ikke engang haft tid til at spille igennem, fordi han måtte overvåge afskriften.”

Når vi på film ser en skuespiller i rollen som Mozart fægtende med armene foran et orkester, har det næppe meget med virkeligheden at gøre. I slutningen af 1700-tallet var komponisten til stede, og gav anvisninger og gode råd. Det siger sig selv, at en mand som Mozart naturligvis har haft karisma nok til et helt operahus, men dirigere gjorde han altså ikke, for det var ikke nødvendigt. Sangeren Michael Kelly fortæller fra prøverne på Figaros Bryllup:

“Jeg husker den første prøve, hvor orkestret var til stede. Mozart var på scenen med sin højrøde frakke smykket med guldindlæg. Jeg ser ham for mig, som han stod der, og gav orkestret det rigtige tempo. Benucci sang Figaros sang “Non più andrai” med det mest kraftfulde udtryk og enorm stemmekraft. Jeg stod tæt ved Mozart, som ganske svagt sagde: “Bravo Benucci”, og da han kom til “Cherubino alla vittoria …” sang han af sine lungers fulde kraft. Effekten var som den rene elektricitet, for alle de medvirkende på scenen og hele orkestret blev optændt af en fælles følelse af fryd og råbte “Bravo, bravo maestro. Viva, viva grande Mozart”. Jeg troede ganske enkelt ikke, musikerne i orkestret ville holde op igen. De slog deres buer mod nodestativerne. Den lille mand takkede bukkende for den entusiastiske begejstring, som strømmede ham i møde”.

 

Mozart og violinen

Af Claus Johansen

I Mozarts symfonier har andenviolingruppen den helt uundværlige rolle som ledsager, biperson og motor. Førsteviolinerne er hovedpersoner fra begyndelse til slutningen. De synger nogle af verdens bedste melodier, de skaber dramatiske højdepunkter, og skal der være virtuose passager, er det dem, som får alt “det svære”. Violinstemmerne i en Mozart-symfoni (hør f.eks. sidste sats af Haffner- Linzer- eller Jupitersymfonien) indeholder passager, der er lige så krævende som dem, man finder i en solokoncert. Men de kan læres, for de er skrevet af en mand, der selv spillede violin.

Enhver, som beskæftiger sig med Mozarts orkestermusik, må gøre sig visse tanker om det tågede begreb, der hedder opførelsespraksis. Altså: Hvordan ville Mozart have sin musik spillet. Da vi engang stillede spørgsmålet til violinisten Sandor Vegh svarede han lige ud: “So gut wie möglich!” (Så godt som muligt), men hvad var godt i anden halvdel af 1700-tallet, og er det samme godt i dag? Mange traditioner er forsvundet, og jo, noderne rummer visse oplysninger om tempo og nuancer, men de siger ikke meget om klang, artikulation, puls og frasering. Den slags overlader vi til dirigenten, men i 1700-tallet spillede musikerne på en tradition og uden styring.

Hvad forventede Mozart af en violinist?

Vi er så heldige, at Leopold Mozart, komponistens far, skrev “Versuch einer gründlichen Violinschule” (Augsburg 1756) en lærebog i kunsten at spille violin. Den er nyttig som kilde, så længe man ikke opfatter den som ren facitliste til sønnens musik. Men den er det nærmeste, vi har, og den er skrevet af den mand, som både lærte sin søn at spille violin og komponere, og som fungerede som coach det meste af Wolfgangs liv. Selv om de to kunne være uenige, lader de til at have samme smag, når det gælder violin-musik og udførelsen af den. Det er ikke sikkert, at Wolfgang har læst sin fars bog, men han var præget af de holdninger, den giver udtryk for. Leopold Mozarts violinskole bugner af nyttige informationer, som også kan bruges i udførelsen af symfonierne. Pladsen her tillader kun nogle få eksempler.

Leopold foretrækker forholdsvis tykke violinstrenge, der sammen med hans måde at holde buen på skal frembringe “en ærlig og mandig violin-tone”.

Venstrehåndsteknikken er ret avanceret. Han anbefaler f.eks., at man holder sig på den samme streng så vidt det er muligt også, når det ikke falder helt let. Det giver efter hans mening en ensartet tonekvalitet og et sangbart udtryk. Det var ikke så almindeligt i 1700-tallet.

Barokmusikerne spillede næsten uden vibrato. Leopold har intet mod vibrato, men han opfatter det som et ornament, noget man kun bruger af og til: “det ville være forkert at spille hver node med et tremolo. Der findes musikere, som vibrerer konstant på hver en node, som havde de rystesyge”. Hans søn var enig. I et brev (12. juni 1778) skriver han: “Den menneskelige stemme bæver naturligt – men på sin egen måde – folk efterligner det ikke bare på blæseinstrumenter, men også på strygeinstrumenter. Men i det øjeblik den passende grænse bliver overskredet, er det ikke længere smukt – for det er imod naturen”.

Både far og søn vidste, hvad de kunne lide. Leopold skriver om violinisten Nardini: “Man kan ikke finde en bedre spiller, når det drejer sig om skønhed, renhed, ensartede toner og en sangbar stil, men han spiller ret let”. Wolfgang om Regina Strinasacchi: “hun har en hel del smag og følelse i sit spil” (1783). To år sener skriver hans far om hende: “Der er ikke én node uden følelse. Hendes hele hjerte og sjæl er med melodien, og hendes tone og dens kraft er lige smukke”.

Europas bedste violinist?

Mozart var en fremragende violinspiller især i de unge år. Allerede som barn var han en rutineret orkestermusiker, og kunne uden videre optræde som solist I rejsebrevene 1777 og 1778 skriver han en smule om sine egne evner. Han er i München, og er med til at fejre værten på den kro, hvor han bor. Manden elsker musik, så der bliver samlet et lille orkester. Efter at have været solist i tre klaverkoncerter, henter Mozart sin violin, og spiller for i sit eget divertimento (KV287) et af de få virtuosnumre, han skrev. I rapporten til sin far fortæller han: “De spærrede alle sammen øjnene op. Jeg spillede, som var jeg Europas bedste violinist”. Det var han næppe, for han brugte det meste af sin tid på andet end at øve sig. Men teknik havde han, hvis han kunne spille de mange løb, spring og høje toner i sit eget divertimento. Og hans musikalitet er ingen vel i tvivl om. Hans far Leopold Mozart vidste det. Han var selv en fremragende violinpædagog. Et par dage efter skrev han: “Du ved ikke selv, hvor godt du spiller violin”.

Klaveret trak i ham, det gjorde operaerne også, og kort tid efter stoppede Mozart som professionel violinist. “Jeg vil ikke længere være spillemand” skriver han (11. september 1778), og mener nok, at han ikke længere vil være violinsolist. Men ved private sammenkomster fortsatte han. Det fortælles, at han i Wien spillede kvartetter med komponistkollegerne Haydn, Dittersdorf og Vanhal, men ved den slags lejligheder foretrak han at spille bratsch. Han kendte begge instrumenter nøje, og brugte sin viden, når han komponerede.

Hvordan klinger en Mozart-violin?

To af hans violiner er bevaret. Den første brugte han som barn. Den er ca. 2/3dels størrelse af en voksen violin. Et glimrende instrument bygget af Mayr, som arbejdede for ærkebiskoppen i Salzburg. Den anden er fra det berømte Stainer-værksted, hvis instrumenter blev hyldet overalt i Europa. I 1791 skriver Francesco Galeazzi meget rosende om Stainervioliner. Han sætter dem højere end de berømte gamle italienske instrumenter, og forklarer, hvad en violin skal kunne. Den skal: “… have en fyldig tone, robust og kraftig, graciøs og ikke skrigende, men så sød og klar som muligt. Dens vigtigste dyd er jævnhed i tonen, som skal have samme styrke og kvalitet på alle fire strenge”

Mozarts violiner var indrettet ret gammeldags. Men i løbet af hans liv ændrede smagen sig og meget tyder på, at han bestemt ikke havde noget imod den varme og stærke tone, man finder f.eks. i en Stradivarius-violin. Han var vokset op med de langtfra standardiserede barokviolinbuer, men han kendte i sine sidste år  sandsynligvis til de buer, som blev udviklet af Francois Tourte. De er umådeligt raffinerede og så gennemtænkt effektive, at systemet med få ændringer stadig anvendes. Men artikulation og klang er ikke det samme som med en “klassisk” 1700tals-bue, hvor forskellen på op- og nedstrøg er ganske dramatisk. Mozart har måske arbejdet med violiner, som var sat op med en ny type strenge, der gav en større lyd fra sig end barokkens. Det handler her ikke blot om mere styrke, men også om andre overtoner. At bygge gamle violiner om, så de passede til den moderne musik, var ikke et ukendt fænomen på hans tid. Men de helt ændrede gamle violiner kommer først på mode generationen efter ham.

Kan vi bruge kilderne til noget?

Moderne musikere, der spiller Mozarts symfonier på såkaldt moderne violiner med såkaldt moderne buer, kan naturligvis ikke genskabe lyden fra dengang, men effekterne kan godt formidles af “nye” instrumenter. Den, der ønsker det, må i det mindste være klar over, at bue-teknikken og artikulationen på Mozarts tid var yderst forfinet og meget nuanceret. Der var faste regler for artikulation og frasering, og selv om de ikke står i noderne, kan de findes i kilder fra tiden. Klangen er sværere at genskabe, men meget tyder på, at Mozart holdt af en rund forholdsvis stor tone og en sangbar spillestil. Han holdt af kontraster, og han ville næppe ville have brudt sig om en senere tids evigt vibrerende strygergruppe.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet i DR Koncerthuset, studie 2, oktober 2009 og april 2010
Producer: John Frandsen
Teknik: Lars C. Bruun
Executive producer og kunstnerisk ledelse: Tatjana Kandel

Udgave: Urtext of the New Mozart Edition, Bärenreiter-Verlag, Kassel

Artwork: Mads Winther

Distributed by Dacapo Records

Besøg www.dr.dk/mozart for mere information.

 

DRS 10

Label: DRS (distribueret af Dacapo)

Format: SACD

Katalognummer: 6.220543

Stregkode: 747313154364

Udgivelsesdato: October 2010

Periode: Klassik

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Fono Forum
4/5 Stars
"Der Fortsetzung dieses Zyklus darf man erwartungsfroh entgegensehen."
Læs mere >>
Classics Today
"These performances are excellent of their type"
Læs mere >>
Kultur Spiegel
"Schönen Entdeckungen"
Læs mere >>


A CC Music Store Solution