English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Wolfgang Amadeus Mozart

Symfonier Vol. 6


DR UnderholdningsOrkestret
Adam Fischer, dirigent

W.A. Mozart, komponist

Om:
Denne CD er udgivet af DR UnderholdningsOrkestret på dets eget plademærke DRS, som distribueres af Dacapo. Her er anden cd i DR UnderholdningsOrkestrets anmelderroste nyindspilning af W.A. Mozarts samlede symfonier dirigeret af Adam Fischer. På denne cd kan man høre symfonierne nr. 19, 20 og 21 fra sommeren 1772, og symfoni nr. 26 fra 1773. Planen med RUOs Mozart-serie er at indspille alle komponistens symfonier i en periode på fem år. De i alt 11 SACD'er udsendes på DR RadioUnderholdningsOrkestrets eget pladeselskab, som distribueres af Dacapo. Serien vil gradvis arbejde sig både frem og tilbage i kronologien. Ud over at nyde musikken kan man i cd-hæfterne læse dirigent Adam Fischers kommentar til hver enkelt symfoni og uddybende artikler om Mozart og den klassiske periode.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Symphony No. 19 in E-flat major, KV 132
1

I Allegro

3:54 Play $1.40
2

II Andante

6:09 Play $2.10
3

III Menuetto & Trio

3:35 Play $1.40
4

IV Allegro

3:58 Play $1.40
Symphony No. 20 in D major, KV 133
5

I Allegro

9:51 Play $2.10
6

II Andante

6:09 Play $2.10
7

III Menuetto & Trio

3:16 Play $1.40
8

IV Allegro

5:45 Play $2.10
Symphony No. 21 in A major, KV 134
9

I Allegro

4:55 Play $1.40
10

II Andante

4:30 Play $1.40
11

III Menuetto & Trio

3:12 Play $1.40
12

IV Allegro

4:34 Play $1.40
Symphony No. 26 in E-flat major, KV 184 (161a)
13

I Molto presto

2:47 Play $1.40
14

II Andante

2:57 Play $1.40
15

III Allegro

2:14 Play $1.40
Total spilletid  68 minutes

Tanker omkring symfonierne

Af Adam Fischer

 

Dateret: Salzburg, juli 1772 

KV 132 er en symfoni i Es-dur, det er altid noget særligt – det er Tryllefløjtens toneart. Satsen besidder en strenghed, også sukkene i det andet tema er ikke smertelige, men snarere afklarede. Man føler sig forsonet med livet. Den sælsomt pulserende anden sats viser ligeledes en afklaret ro. Den revolterer ikke. Der kommer ro ind i uroen. Vidunderligt vittig og menneskelig er menuetten, violinerne rivaliserer med hinanden, så mister de pludselig tråden, holder op. En musik, der for de velbårne tilhørere på Mozarts tid nok har måttet virke uopdragen og noget fræk. Og så trioen med de dystre forudanelser, en snert af Schubert, bare sådan en passant. Fjerdesatsen, en rondo med sit piskesmældsagtige, muntre hovedtema. Jeg er sikker på, de højvelbårne efter koncerten har småfløjtet dette tema, det har ikke sluppet dem.

 

Dateret: Salzburg, juli 1772 

KV 133, den ”trillende” første sats med det grelle solskin. Middelhavsmusik, trompeterne konkurrerer med hornene, river alle med. Ved trillerne hører jeg cikader. Andensatsen med fløjten er bedårende. En musik, der konstant stræber opad som en lille, fin raket. Fløjten som en lærke højt oppe på himlen, og straks ved menuettens begyndelse følger alle med i denne svingen sig op, glade og jublende. Sidstesatsen er den vittigste, hovedtemaet gør meget kærligt grin med en der stammer, en, der ikke kan komme væk fra den første tone.

 

Dateret: Salzburg, august 1772 

KV 134, en solrig, blå symfoni i a-dur. Begyndelsen er som et springvand,

vandet sprudler, vælder op, skyder frem. I andensatsen falder springvandet

så til ro. Vandet risler bare, en spinkel brise kruser vandoverfladen. Det er forår.

Luften dufter af syrener. I tredje sats danser parret så artigt i parken ved siden af

springvandet, i fjerde sats ikke længere så artigt. De forsvinder i labyrinten, leger

som to katte og er lykkelige. Det er vi også. 

 

Dateret: Salzburg, 30. marts 1773 

KV 161a, Es-dur, den næste ”Tryllefløjtesymfoni”. Førstesatsen er enkel, klar, musikken bevinget og fjedrende. I sidesatsen kan man føle sommerfugle flyve. Så den vidunderlige langsomme midtersats med de sarte sukke, en rørende sårbarhed med violinernes sensible svulmende længsel; og slutsatsen med dens uspolerede lykke, med saligheden. Musikken svæver og flyver med den selvfølge, som vi kan flyve med i vores drømme. Den er en drøm. 

 

Vi kalder det klassisk

Af Claus Johansen

 

Klassisk musik er i dag blevet en populær samlebetegnelse for al seriøs kompositionsmusik. Men det er også en overskrift, man sætter over den musik, som blev komponeret i perioden mellem 1750 og 1830. Vi kalder tiden klassisk for at skelne den fra romantikken, som fulgte efter. Selv om mange af de romantiske komponister så sig selv som dele af en bevægelse, er der intet der tyder på, at komponisterne på Mozarts tid opfattede sig selv som klassiske. Hvis vi ser bort fra Haydns oratorier, Beethovens symfonier og Glucks sidste operaer, skrev de deres musik til koncertlivet her og nu, og tog det som en selvfølge, at ethvert værk havde sin udløbsdato inden for få år. Ikke desto mindre gik mange af deres værker hen og blev klassikere, og vores moderne musikliv er bygget op på en række af disse engangsværker. De er blevet misfortolket, omarbejdet og fejlopført, men de er blevet stående, ikke som kanon eller monument, men som levende og vedkommende kunst, der taler direkte til enhver, som gider høre efter.  

Ser vi socialt på tingene, er klassikken groft sagt den periode, hvor adelen langsomt mister grebet om musikken, og borgerskabet tager over. Men det er kun delvis rigtigt. I 1770erne er de fleste europæiske lande stadig landbrugssamfund, og mange af deres traditioner går direkte tilbage til middelalderen. Hos dem er kunsten stadig aristokratisk. Det er let at drage gale konklusioner og en af de mest gale siger, at symfonien kom til Europa i hælene på den populære borgerlige roman. Mange af de bedste musikhistorikere kommer fra England og tanken er måske ikke forkert fra en engelsk synsvinkel, men vi kommer ikke udenom, at de bedste klassiske symfonier faktisk blev skrevet uden for England, og der er flere af dem, end man skulle tro. Haydn lavede mindst 104, Mozart mere end 40, det lyder som mange, men hvis vi i øvrigt tæller op, kan vi finde omkring 16.500 symfonier komponeret mellem 1720 og 1804. Langt de fleste er skrevet til fyrstehoffer, klostre, adelspalæer og offentlige koncerter i Mellemeuropa, hvor selvsikre officerer, gejstlige og akademikere nok ville bede sig fritaget for at blive regnet som medlemmer af borgerskabet.  De følsomme romaner og skuespil fra Mozarts tid er et spejl af borgerskabets liv, men ideen bag tidens symfonier er ikke borgerlig men aristokratisk.

En symfoni kan godt opfattes som en opera uden ord. I første sats bliver vi præsenteret for et problem. I operaen er det konflikten mellem det, personerne bør gøre, og det, de har lyst til at gøre. I symfonien er det konflikten mellem hoved- og sidetema. I symfoniens langsomme sats møder vi den aristokratiske drømmeverden: svævende, pastoral, smuk, tåget, utopisk. Tredje sats er den gammeldags let højtidelige menuet med den lidt bondske trio – aldrig ægte landlig men altid landlig idyl set gennem en aristokrats briller. Og til slut den dansende glade finale: fornem, munter men trods alt kultiveret og civiliseret, - dannet morskab, harmonisk og netop så klassisk som en vittig og intelligent konversation i en frisindet parisisk salon. Balancen er genoprettet, konflikten overstået, det hele er godt igen og alt ved det gamle. Kunst skal nemlig bevæge, røre og oplyse – men helst ikke forurolige. Der er stadig lang vej til Beethoven.

En symfoni er måske en opera uden ord, men den er også god underholdning, og derfor kunne begavede mennesker på én gang glæde sig over moderne provokerende borgerlig litteratur og over mere stabile aristokratiske symfonier. Den slags musik blev værdsat overalt i Europa, fordi den var skrevet harmonisk og på et musikalsk sprog, alle forstod: italiensk. 

Perioden kaldes klassikken, fordi den er blevet klassisk for os. Det er blevet vores musiks guldalder. Men tiden selv var også klassisk interesseret. Mange af de mennesker, som levede på Mozarts tid, vendte sig mod den antikke oldtid. Flere af Mozarts operaer foregår faktisk i oldtiden. Det er i klassikken, de begynder at grave efter og finde skjulte fortidsbyer. De dannede giver sig til at samle på smukke gamle kunstværker, som forfatteren Johann Wolfgang von Goethe, der fylder sit borgerhus i Weimar med antikke statuer og afstøbninger, der bliver udstillet mod de pompejanske vægges strålende farver. Goethe tog til Italien nogle år efter Mozart, mere for at opleve end for at lære, og han kom hjem med erfaringer om ægte sydlandsk na

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Indspillet i DR Radiohusets Koncertsal 2007

Producer: John Frandsen & Karl Bjerre Skibsted (Symfoni KV 133, Allegro og Menuet)
Lydteknik: Lars C. Bruun

Executive Producer og kustnerisk ledelse: Tatjana Kandel

Nodeudgivelse: Urtext of the New Mozart Edition, Bärenreiter-Verlag, Kassel

Cover: Mads Winther

Nordea Danmark-fonden er primær sponsor for indspilningen af Mozarts samlede symfonier med Adam Fischer og DR RadioUnderholdningsOrkestret

Post Danmark er primær sponsor for DR RadioUnderholdningsOrkestret

Label: DRS (distribueret af Dacapo)

Format: SACD

Katalognummer: 6.220541

Stregkode: 747313154166

Udgivelsesdato: October 2007

Periode: Klassik

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Politiken Årets CD 2007

Adam Fischer forløser musikken med vidunderlig gennemsigtighed og leverer en pragtfuld uforceret og helt igennem rig fortolkning. (Kristeligt Dagblad)

Cd'erne kan også varmt anbefales dem, som først skal gå på opdagelse i Mozarts univers
(Flensborg Avis)


A CC Music Store Solution