English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Wolfgang Amadeus Mozart

Symfonier Vol. 2


DR UnderholdningsOrkestret
Adam Fischer, dirigent

W.A. Mozart, komponist

Om:

This CD is released by the Danish National Chamber Orchestra on its own record label DRS, distributed by Dacapo.

This is the 2nd volume in the acclaimed series of the complete symphonies by W.A. Mozart, recorded by the Danish National Chamber Orchestra and their renowned Austro-Hungarian chief conductor Adam Fischer. This volume contains five of Mozart's earlier and shorter symphonies composed c. 1767-1768.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Symphony No. 6 in F major, KV 43
1

I Allegro

5:28 Play $2.10
2

II Andante

4:35 Play $1.40
3

III Menuetto

1:48 Play $1.40
4

IV Allegro

3:17 Play $1.40
Symphony No. 7 in D major, KV 45
5

I Molto allegro

2:29 Play $1.40
6

II Andante

1:47 Play $1.40
7

III Menuetto

3:08 Play $1.40
8

IV Molto allegro

2:38 Play $1.40
Symphony in G major, KV 45a
9

I Allegro maestoso

5:04 Play $2.10
10

II Andante

4:27 Play $1.40
11

III Presto

2:28 Play $1.40
Symphony in B-flat major, KV 45b
12

I Allegro

2:06 Play $1.40
13

II Andante

2:46 Play $1.40
14

III Menuetto

2:38 Play $1.40
15

IV Allegro

2:26 Play $1.40
Symphony No. 8 in D Major, KV 48
16

I Allegro

4:10 Play $1.40
17

II Andante

2:53 Play $1.40
18

III Menuetto

3:12 Play $1.40
19

IV Molto allegro

2:56 Play $1.40
Total spilletid  60 minutes
Jagten på en stilling
 

Af Claus Johansen

Mozart og hans far kom fra hver sin tid. Det gav sammenstød og skabte konflikter. Leopold ­Mozart og hans generation levede mentalt i barokken, en periode, hvor musikere var mere håndværkere end kunstnere. For dem var karrieredrømmen en fast ansættelse ved et fyrstehof eller eventuelt et bispesæde. Man blev opfattet som tjener, men det var til at leve med, så længe man fik fast løn og social sikkerhed.

At leve som fri selverhvervende kunstner var for den generation udelukket. Selv talentfulde komponister som Haydn og Dittersdorf brugte en stor del af deres liv i faste stillinger på at levere enorme mængder af brugsmusik til fyrster og gejstlige. Ved siden af bestred de administrative poster, fungerede som musiklærere, personalechefer og sekretærer. De bar uniform, måtte love at møde ved hoffet renvaskede og ædru. De kunne ikke gifte sig eller rejse uden tilladelse. Deres kompositioner tilhørte deres arbejdsgiver. Lønnen var god, men de arbejdede hårdt og længe og de var og blev tjenere. Det betød nok ikke så meget, for det var de opdraget til som professionelle musikere. Anderledes med den unge generation, Mozarts generation. Oplysningstiden begyndte at sætte sig spor, og de ville ikke finde sig i at tilbringe sommeren på et fjernt landsted i Ungarn. De ville ikke optræde ved fyrstens taffel, for de ville tages alvorligt. Mozarts selvbevidsthed var enorm, og han kendte sine evner.

Han havde groft sagt to muligheder. Den ene var at gøre som far, den anden at leve som selvstændig kunstner uden tilknytning til et hof eller en by. Den, som ønskede at leve sådan, var tvunget til at skrive operaer. Både far og søn var klar over, at det kunne blive vejen frem. Derfor tog de tre gange til Italien, hvor den meget unge mand i flere omgange beviste, at han kunne skrive og leve af moderne italiensk opera - både alvorlig og komisk. Hans store operaer og små symfonier fra 1770erne viser, at han var ved at arbejde sig ind på den italienske stil. Her var markedsandele at erobre for en fri kunstner. At han også senere fantaserede om den mulighed, kan vi se i brevene fra den ulyksalige Pariserrejse, hvor han drømmer om at drage til Italien med sin elskede frøken Weber, for at skabe hendes og sin egen lykke på de store operascener. De planer passede ikke ind i fars fantasier. Han beordrede sin søn til Paris, og var på afstand et let rystet vidne til, at sønnen efterfølgende afslog en pænt lønnet stilling som hoforganist og komponist på konge­slottet i ­Versailles.

Mens sønnen spildte sin tid i Paris arbejdede faren ud fra sine drømme på at skaffe ham en karriere derhjemme. Den unge mand var violinist hos ærkebiskoppen i Salzburg, nu ville Leopold have ham ansat som koncertmester og hoforganist. Det medførte mulighed for avancement, for orlov og en pæn lønforhøjelse, men Mozart strittede imod og fandt på mange grunde til at fortsætte sin efterhånden katastrofale rejse. I januar 1779 var han endelig tilbage hos sin far og sendte sin ansøgning, som i øvrigt meget sigende var skrevet af faderen. Han blev ansat til en løn af 450 gylden om året. Så var han i havn, og der blev komponeret serenader, tysk-inspirerede symfonier og masser af kirkemusik til Salzburg.

Få år efter gjorde han sig fri af både stilling og far. Han flyttede til Wien for at leve som (næsten) selvstændig kunstner. Han havde taget springet, nu ventede friheden. Man skulle tro, at turen så gik til Italien. Andre var gået den vej: Gluck, Paisiello, Cimarosa og mange flere rejste fra operahus til operahus, forhandlede kontrakter og tjente godt. Det kunne lyde som en drøm for en ung mand, der var besat af opera, men der var mange forhindringer. Som omrejsende operakomponist fik man et honorar, men ingen rettigheder over sit værk. Teatret tjente på en succes, forlagene tjente på noderne til en succes, men komponisten fik sit engangsbeløb, uanset om det var en succes eller ej. Beløbet kunne være pænt, hvis komponisten var berømt, men det krævede gode forhandlingsevner, lyst til at rejse og evnen til at skrive populærmusik, og det var faktisk ikke Mozarts stærkeste egenskaber. Han var en periode vendt tilbage til far Leopolds model og havde forsøgt at få ansættelse ved hofferne i Mannheim og München. Han var sandsynligvis tæt på, men det evige svar var "ingen vakance", altså ingen ledig stilling. Så opgav han tanken. Operarejserne blev også ved drømmen og dertil kom, at Mozart efter 1781 faktisk holdt af livet i Wien, hvor selv hans mere avancerede musik blev værdsat.

Han forlod sin far, og han forlod flere af farens værdier. Forklaringen er, at der var kommet nye muligheder i slutningen af 1700tallet. En af dem var at afholde koncerter, udgive lette småstykker for sit instrument og undervise for store summer. Det var den karriere, Mozart valgte. I 1781 opdagede han, at man kunne leve som klavervirtuos i Wien. Han tog en lille håndfuld velhavende elever. Senere lejede han koncertlokaler, flyttede sit instrument frem og tilbage gennem byen, hyrede musikere og komponerede en perlerække af klaverkoncerter. Symfonier var der ikke mere tid til at skrive. Når de var påkrævede ved en koncert, klarede han sig med genbrug fra Salzburgtiden.

Mozarts koncerter sugede folk til. Især de adelsfamilier, han ikke ville være tjener for. De var de eneste, som havde råd. Priserne var enorme, men billetterne blev solgt, og forretningen gik godt. Efter en række gode år ændrede smagen sig, og landet kom samtidigt i økonomisk krise. Så var det slut. Og netop da krisen sætter ind, holder han pause fra klaverkoncerterne og skriver sine sidste tre symfoniske mesterværker. Det hjælper ikke på økonomien. At være fri kunstner indebærer også friheden til at gå ned med flaget. De sidste år genoptog han ungdommens kamp om en fast stilling, også i udlandet, men det lykkedes aldrig.

Disse kendsgerninger har givet stof til mange romantiske fantasier om det ensomme geni, en tragisk figur, der skrev sine sidste symfonier for evigheden uden tanke på penge og anerkendelse, men billedet holder ikke. Han kunne se, hvorledes flere af hans gode venner som komponisterne Vanhal med base i Wien og J.C. Bach i London levede det frie liv - og klarede det. Havde han sagt ja til stillingen i Versailles, havde det måske kostet ham livet under revolutionen. Nu kunne han iagttage, hvordan den samme revolution ændrede verden. Han mødte selvstændige forfattere, dansere, skuespillere og billedkunstnere. De tog ikke mod ordrer fra en adelig arbejdsgiver, men de accepterede naturligvis at have de adelige som kunder, forudsat at de betalte. Deres rigtige kunder var imidlertid det store borgerskab, som også gerne betalte høje priser for trykte noder og koncertbilletter.

I løbet af et meget kort liv nåede Mozart at arbejde for to bispe-hoffer og et kejser-hof, hvor han bliver udnævnt til kejserlig hofkomponist i 1787, men den titel er mest titulær. Han undgik helt bevidst at arbejde som hofmusiker. Tiderne var skiftet, og hans fars idealer og drømme bed ikke mere på ham. Mange af den nye tids kunstnere var freelancere, hvilket jo ikke forhindrede dem i at have mæcener og sponsorer. Det gav mulighed for både succes og fiasko. Der var intet sikkerhedsnet til at redde Mozarts økonomi, men få år efter hans død var musikernes sociale og økonomiske forhold faktisk blevet en del bedre.

 

Den tavse anerkendelse

Om Mozarts forhold til publikum
 

Af Claus Johansen

Italien, januar 1770. Den 14-årige Mozart er hovedperson ved en koncert i Verona. Hans far skriver opstemt: "Antallet af mennesker, skrigeriet, bifaldet, den larmende entusiasme, bravoråbene, tilhørernes beundring, jeg kan ikke beskrive det." Den lokale avis nævner "En meget smuk symfoni, som fortjente alt det bifald, den fik." Ti dage senere holder far og søn en koncert i Mantua. Koncerten indledes med to satser fra en ny symfoni. 12 programpunkter senere kan symfoniens tilbageholdte sidste sats endelig sætte et festligt punktum for en tre timer lang publikumsvenlig symfonisk sandwich. Hverken komponisten eller hans far har noget imod en amputeret symfoni. Folk får det, de gerne vil have: Underholdning. Drengens symfoni bliver skåret over, men det er jo bare en symfoni.

De, som kommer til sådan en koncert, er fornemme mennesker, som går efter seriøs underholdning. Mozarts far Leopold forklarer: "Hverken koncerten i Mantua eller Verona gav penge, for der er gratis adgang. Det er adelsmændenes privilegium at afholde disse koncerter, og i Mantua kan adelen, officererne og fremtrædende borgere overvære dem gratis, da de bliver betalt af Hendes Majestæt Kejserinden. Du kan forstå, at vi ikke bliver rige i Italien."

Mannheim, 1778. Publikum snakker ved den unge Mozarts orkesterkoncerter. Det er helt normalt i 1700tallet, hvor man stadig kan kalde en musikalsk sammenkomst Conversazione. Det er en selvfølge, at der bliver klappet mellem satserne, ofte også under musikken. Mozart fortæller, hvordan han selv i teatret snakker så meget, at han kan gå glip af en hel opera. Samværet og det selskabelige var i centrum dengang. Musikken blev opfattet som en del af en helhed, men ikke nødvendigvis som den vigtigste. Vi har en del oplysninger om et af Mozarts yndlingsensembler, hofkapellet i Mannheim, dengang nok Europas bedste orkester. "De holder kun 300 koncerter om året", skriver Mozart uimponeret, det, han hentyder til, er fyrstens musikalske akademier med gratis adgang for enhver. Mozart optræder der selv ved flere lejligheder.

Normalt ankommer fyrsteparret med følge omkring klokken 18 og sætter sig ved de små borde til højre for salens enorme vinduer. På venstre side sidder orkestret på en forhøjning. Så snart symfonien går i gang, begynder fyrsten og hans gæster at spille kort, og det foregår ikke i tavshed. Lignende situationer kan opleves over hele Europa. Det betyder ikke, at 1700tallets koncertpublikum foragter musik. De bruger den bare på en anden måde end os. Det må en komponist leve med, det er jo bare en symfoni.

Paris, 1778. Det er publikum, som betaler, derfor er det dumt ikke at komme dem i møde. Og skulle Mozart glemme det, skal hans far nok huske ham på det, som han gør det under sønnens skæbnesvangre tur til Paris: "... følg mit råd, og husk, at hele din anseelse afhænger af det første, du skriver. Lyt på det, franskmændene kan lide, før du går i gang. Kopier det! Du kan jo efterligne alting! Jeg kender dine evner. Lad være at skrive for hurtigt, det gør almindelige mennesker ikke, hvis de er ved deres fulde fem." Og Mozart kommer det franske publikum i møde bl.a. med Pariser­symfonien (K297), men han gør det på sin egen måde: "... Jeg havde taget min nye symfoni med. Den er lige blevet færdig, og skal indlede den næste koncert på Corpus Cristi-dagen. De kunne godt lide den, og jeg er også glad for den selv. Men det er ikke til at vide, om den bliver populær, og ærlig talt er jeg også ligeglad. Jeg kan love, at den vil behage de få intelligente franskmænd, som kommer. Hvad angår de dumme, så ser jeg det ikke som en ulykke, hvis de ikke synes om den. Jeg tror, at selv fjolserne vil finde noget, de kan lide." Efter koncerten lader man den unge mand forstå, at den langsomme sats ikke er i direktionens smag. Mozart erstatter den straks med en ny. Det er jo bare en symfoni.

Wien, 1782. Mozart er ved at lære, at hvis musikforlagene skal trykke hans ting, må han komme de mange amatørmusikere lidt i møde. I december røber han i et brev nogle af sine forretnings-hemmeligheder. Det drejer sig om nye klaverkoncerter, men det kunne lige så godt være symfonier: "De ligger lige mellem det, som er for let, og det, som er for svært. De er brillante, behagelige for øret og helt naturlige uden at være tomme. Der er passager her og der, som kun kendere kan værdsætte, men de er skrevet sådan, at de, som ikke er så lærde, ikke kan undgå at synes om dem, uden at vide hvorfor."

 

Lidt Wiener-statistik

På Burgteater, hvor Mozart opfører sine symfonier og klaverkoncerter, koster de billigste loger mere, end en topembedsmand tjener på et år. Grev Zinzendorf har sådan en loge i 40 år. Når han er i Wien, kommer han i teatret to gange om ugen. Det er først og fremmest adelsfamilierne, som betaler dyre koncertbilletter. De er "kendere og liebhavere", en del af dem får musikundervisning og komponerer måske selv en smule. Kvalificerede tilhørere kan man også finde i den øverste del af middelklassen, som bl.a. består af forretningsfolk, advokater, universitetslærere, gejstlige og officerer. Alt i alt er der vel 15.000 potentielle kunder. Egentlig ikke så mange i en by med en kvart million indbyggere.

Mozart førte bog over sine kunder og regnskab med sine koncertbilletter. Fra hans koncerter i Trettners Casino 1784 har vi navnene på 174 abonnenter, der hver betaler en Florin (det svarer til en stuepiges månedsløn). Vi kan se, at 9 ud af 10 tilhørere er adelige. Sagt på en anden måde: Adelen og det højere borgerskab udgør 7% af Wiens befolkning, og adelen og det højere borgerskab sidder på 90% af pladserne, når der er opføres koncerter og symfonier af Mozart.

Ved hans koncerter i Paris var der som regel flere kvinder end mænd i saloner og sale, men her i Wien er kun 17 % af publikum kvinder. Svenskeren Frederik Silverstolpe fortæller: "Middelstanden er meget kultiveret. I de såkaldt bedre klasser møder man sjældent de rene idioter sådan som hjemme i Sverige. Kvinderne er meget mere belæste her."

Ja, wienerne er kultiverede, de kommer for at høre operaarier og solokoncerter. Men de slipper ikke for symfonier. I en anonym artikel (Allgemeine musikalische Zeitung 1800) kan vi læse: "Enhver særlig lejlighed kalder på en koncert, der altid begynder med en kvartet eller en symfoni, som bliver opfattet som et nødvendigt onde, man skal jo begynde med et eller andet. Så længe den varer, småsnakker alle."

Wien 1786. Mozart er tilsyneladende begyndt at stille krav til sit publikum. Den irske sanger Michel Kelly fortæller: "Han afholdt søndagskoncerter, og det gik jeg aldrig glip af. Han var et venligt menneske og altid parat til at give et nummer, men han var så nøjeregnende, når han spillede, at han holdt inde, hvis der var den mindste støj."

Wien, oktober 1791. Kort tid før Mozarts død kom Tryllefløjten op på det folkelige Theater auf der Wieden. Mindre aristokratisk, tekster på tysk, så de var til at forstå også for almindelige funktionærer og håndværkere. Forfatteren Pezzl skriver: "Man gør klogt i at medbringe en pibe tobak for at dæmpe stanken af ølsjatter, lamper og svedende mennesker." Var det her, Mozart fandt sit yndlingspublikum? Hans sidste tre symfonier (K543, K550, K551) er snart tre år gamle. De bliver milepæle i musikkens historie, men få har opdaget det endnu. Det er jo bare symfonier, men her sidder han syg og tilfreds blandt almindelige mennesker på et større forstadsteater og glæder sig over sin nye opera Tryllefløjten. Duetten og klokkespillet må gentages ligesom scenen med de tre drenge, og dagen efter skriver han: "Men det, som giver mig den største glæde, er den tavse anerkendelse."

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet i DR Koncerthuset, Studie 2, København, februar 2012
Producer: John Frandsen
Teknik: Lars C. Bruun
Executive producers & kunstnerisk ledelse: Tatjana Kandel og Klaus Ib Jørgensen

Udgave: Originalteksten fra den nye Mozart udgave, Bärenreiter-Verlag, Kassel

Design: Mads Winther
Layout: Hans Mathiasen

Distributed by Dacapo Records

Visit www.dr.dk/mozart for more information

Nordea Danmark-fonden is primary sponsor for the recording of the collected Mozart-symphonies with Adam Fischer and the Danish National Chamber Orchestra.

DRS 13

Label: DRS (distribueret af Dacapo)

Format: SACD

Katalognummer: 6.220537

Stregkode: 747313153763

Udgivelsesdato: April 2013

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

www.ionarts.blogspot.com
BEST OF 2013: "Extraordinarily spirited playing.", "With Fischer, it’s fun, if not rapturous going throughout.", "Splendid, nifty liner notes and presentation round off this most enjoyable release."
Læs mere >>
PIZZICATO SUPERSONIC AWARD
"Eine absolut hörenswerte und mitreißende Interpretation", "Fischer und seine Musiker zeigen, dass selbst bei Mozarts Frühwerken noch viel luft nach oben ist und dass es hier noch sehr viel zu entdecken gibt."
Læs mere >>
BBC Music Magazine
5/5 Stars
PERFORMANCE: 5/5. RECORDING: 5/5. "Outstanding quality in terms of tempo choice, in strumental balance, fresh characterisation of notes and sheer overall vigour."
Læs mere >>
Gramophone
"You can imagine the composer smiling in approval.", "If you want these symphonies on modern instruments, played with élan, sensitivity (not least in the exquisitely realised Andante of K43) and a palpable sense of enjoyment, Fischer is your man."
Læs mere >>
International Record Review
”Fischer judges pace and weight admirably… These are lively and attractive works played with wit and assurance.”
Læs mere >>


A CC Music Store Solution