English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Wolfgang Amadeus Mozart

Symfonier Vol. 1


DR UnderholdningsOrkestret
Adam Fischer, dirigent

W.A. Mozart, komponist

Om:

This CD is released by the Danish National Chamber Orchestra on its own record label DRS, distributed by Dacapo.

Following the nine previously released volumes is here volume 1 in the acclaimed series of the complete symphonies by Mozart, recorded by the Danish National Chamber Orchestra and their renowned Austro-Hungarian chief conductor Adam Fischer. This volume contains five of Mozart's earliest and shorter symphonies composed c. 1764-1767.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Symphony No. 1 in E flat major, KV 16
1

I Molto allegro

6:19 Play $2.10
2

II Andante

4:43 Play $1.40
3

III Presto

1:29 Play $1.40
Symphony No. 4 in D major, KV 19
4

I Allegro

2:16 Play $1.40
5

II Andante

3:44 Play $1.40
6

III Presto

2:56 Play $1.40
Symphony in F major, KV 19a
7

I Allegro

5:09 Play $2.10
8

II Andante

4:50 Play $1.40
9

III Presto

2:38 Play $1.40
Symphony in B-flat major, No. 5, KV 22
10

I Allegro

2:32 Play $1.40
11

II Andante

2:14 Play $1.40
12

III Allegro molto

1:16 Play $1.40
Symphony in F major, KV 76 (42a)
13

I Allegro maestoso

4:10 Play $1.40
14

II Andante

3:28 Play $1.40
15

III Menuetto & Trio

2:53 Play $1.40
16

IV Allegro

2:50 Play $1.40
Total spilletid  53 minutes

Mozart i Salzburg

af Claus Johansen

Mozart var på rejse en tredjedel af sit liv, og Salzburg var det faste udgangspunkt i næsten 20 år. Han skrev sine første symfonier i England og Nederlandene, men de endte i Salzburg. Han kom hjem fra Italien med nye symfonier, der straks blev opført og lagt på lager. Salzburg var familiens hovedkvarter, omgivet af bjerge og søer.

Her voksede han op med katolske messer i en residensby uden konge, men med en ærkebiskop i toppen. Brusende kor og orkesterklange i de mange kirker. Til en stor messe i Salzburg kunne der medvirke 100 mand. Under alle omstændigheder er der tale om kraftig musik, spillet og sunget af kompetente folk. For Mozart var det mesterlære. I domkirken mødte man tyske og italienske strygere, bøhmiske blæsere og norditalienske kastrater. De gejstlige kunne latin. Vejen gennem Alperne var besværlig, men ikke umulig, og den nye musik var ikke længe om at finde vej nordpå. Provins? Ja, men man fulgte med.

I resten af landet vidste de besked: Folk fra Salzburg er useriøse, ansvarsløse og dumme. De er liderlige, madglade, dovne og uden dannelse. Sådan blev de fremstillet i folkekomedierne over hele Sydtyskland.

Men der var altid brug for en lille symfoni, og der var mange komponister i byen. Der var private koncerter i mange borgerhjem, hos præster og hos adelsmænd. Fattige musikere stillede gerne op til en natlig serenade. Der skulle bruges teatermusik til skolernes amatørforestillinger og til universitetets festdage. Det var en musikalsk fødekæde, der kulminerede, når man efter hundreder af freelancejobs havde vist, at man kunne komponere, spille, møde ædru til tiden og opføre sig ordentligt. Belønningen var ansættelse i ærkebiskoppens orkester. Far Leopold fik sin i 1743, avancerede til hofkomponist og var en loyal medarbejder, indtil han fik en søn, som ændrede sin fars karriere.

Hvis Mozart var kommet til verden i en østgrønlandsk fangerfamilie under en mørk polarstorm, ville han næppe have beskæftiget sig med symfonier. Uden et interesseret miljø var han ikke blevet komponisten Mozart. Han opfattede til tider Salzburg som et hul, men han skyldte det hul en del.

Mozarts far forhandlede diskret med flere musikforlag. I februar 1772 skriver han til Breitkopf i Leipzig: “Vi kom tilbage fra Milano d. 15. december. Eftersom min søn igen har vundet stor hæder ved at komponere en serenade i Italien, er han nu blevet bedt om at lave den første opera til karnevalet i Milano næste år og umiddelbart derefter en anden opera til San Benedetto Teatret i Venedig. Vi vil derfor blive hjemme i Salzburg indtil slutningen af september, og så rejser vi til Italien for tredje gang. Skulle De i mellemtiden ønske at trykke nogle af min søns kompositioner, er det nok bedst at bestille dem nu. De skal bare skrive, hvad De har mest brug for. Han kan skrive klaverstykker eller trioer for to violiner og cello, strygekvartetter eller symfonier for violiner, bratsch, to horn, to oboer eller fløjter og basinstrumenter. Kort sagt: min søn vil skrive en hvilken som helst komposition, som De mener, De kan tjene penge på. Eneste betingelse er, at vi får besked i ordentlig tid.”

Byens 16.000 indbyggere var næsten alle sammen på lønningsliste fra hoffet. Regeringsformen ultrakonservativ, selvom der stod et vindue på klem ud mod oplysning og tolerance. Og mange kunne stadig huske flygtninge-strømmen i 1730erne, hvor tusinder af protestanter blev drevet ud af byen efter mange års forfølgelser. Salzburg, en smuk by i frit fald. Administrationen var gammeldags, uddannelsessystemet katastrofalt, og der var censur på alt.

Men den nye ærkebiskop havde en mission: Der skulle ryddes op. Forgængeren Schrattenbach efterlod sig en stor gæld. Colloredo indførte besparelser. Det viser noget om hans format, at det første, han gjorde, var at skaffe sin 16-årige koncertmester lønforhøjelse.

Mozarts Symfoni nr. 15 (KV 124) er måske komponeret i påsken 1772. Måske blev den skrevet til Colloredo, der tiltrådte i april. Han var amatørviolinist og holdt meget af at optræde sammen med sit orkester. Han stillede sig med sin violin ved siden af koncertmesteren, enten fordi der var hjælp at hente, eller fordi han her var i centrum, så det så ud, som om det var ham, der styrede det hele. Det var det ikke, men han var meget optaget af sit orkester. En rapport fra 1772 fortæller, at han har gjort sig store anstrengelser for at reformere sit kapel, som for tiden er mere berømt for at spille groft og støjende end for at musicere delikat og raffineret.

Colloredo var inspireret af oplysningsfilosofferne og især af kejser Joseph den Anden. Kulturen skulle støttes, men det gamle måtte væk. Alt blev forandret: Administration, uddannelse, sundhedsvæsen og økonomi. Universitetsteatret lukkede, og et nyt skuespilhus åbnede.

Fra hovedkvarteret i Salzburg planlægger far og søn flere rejser, de er let irriterede, når de ikke uden videre får orlov til at rejse. I maj 1773 kommer de hjem fra den seneste succes i Italien. Wolfgang skriver lynhurtigt Symfoni nr. 23 og daterer den Salzburg 19. maj 1773. Salzburg, der var verdens centrum, er nu en provinsby for de to mænd. De har fået adelige italienske venner, besøgt fornemme musikalske akademier og endda været i audiens hos paven. De vil fremad og opad, og det skal helst gå hurtigt. Salzburg er for lille, og deres lejlighed slår slet ikke til længere. I løbet af foråret flytter familien fra huset i Getreidegasse til et endnu større nær markedspladsen. Ganske vist er Leopold Mozarts løn faldet en del, fordi han altid har orlov for at kunne rejse med sin søn, men det bliver rigelig opvejet af de honorarer og gaver, de to har modtaget i Italien.

Mozart-familien kæmper sig opad i Salzburg, hvor de får nye venner blandt det højere borgerskab og den lavere adel. Helt tilfredse er de ikke. Leopold er bekymret for sin søns fremtid, og i slutningen af året rejser de sammen til Wien for at få gang i karrieren.

Men først skriver den unge mand en messe, tre serenader og fire symfonier i den moderne stil. Udadvendte, ganske støjende ydersatser og en smuk langsom del i midten. Ganske som en rigtig italiensk ouverture, der kan bruges som begyndelse på hvad som helst. Også på et nyt liv.

Et par år efter koger det over, men først varmer han op med bemærkninger som denne: “En af grundene til, at jeg hader Salzburg, er de grove sløve musikere. Ingen hæderlig mand kan samarbejde med dem.”

 

Mozart i Wien

af Claus Johansen

Det er sommer, det er surt, og det er Salzburg, og nu har Mozart indset, at han må væk. I brevene er han holdt op med at kalde sin arbejdsgiver Ærkebiskoppen. Nu kalder han ham Ærkefjolset. I 1781 fyrer han nærmest sig selv. Han slår sig ned i Wien, bliver forelsket, gifter sig og opdager, at han kan leve af at komponere og spille.

I Wien møder han den fornemme verden. Her promenerer man på Graben om eftermiddagen. Når der er premiere på operaen, laver hestevogne og kuske ifølge en rejsende “en Helvedes Larm”. Han oplyser også, at de prostituerede holder til på Kohlmarkt og på der Hof. Der er små og store teatre, udendørs serenader med blæseinstrumenter, kaffebarer, spillekasino, baller, militærparader og koncerter.

Mozart er blevet voksen. På egen hånd slår han igennem som fornyer af først den tyske, siden den italienske opera. Han underviser adelige elever og arbejder som klavervirtuos. Og det viser sig, at den hjælpeløse unge mand kan klare sig. I marts 1781 afholder han en koncert i Wien. Det bliver hans første gennembrud uden fjernstyring hjemmefra. Han spiller klaverstykker og improviserer, og orkestret opfører en symfoni.

Det er en erfaren mand, som flytter til Wien, for han har komponeret, siden han var fem. Som ungt menneske lærte han sig selv at spille klaver, han taler italiensk, fransk, en smule latin og naturligvis tysk. Senere i livet tager han engelskundervisning. Han beskæftiger sig med matematik, elsker at danse, læser moderne litteratur, folkeeventyr og skuespiltekster; han følger med.

Han har publikum med sig de første år, Wien er med 230.000 indbyggere verdens største tysktalende by. Underklassen bor i forstæderne, de rige bor i den gamle by inden for murene. De 50.000, som bor ved Slottet, er adelige, officerer, akademikere eller rige forretningsfolk. 9 ud af 10 tilhørere kommer fra dette område.

Han har sans for PR og vælger med forfatteren da Ponte de mest provokerende operatekster, man kan støve op. Censuren truer, men kejseren bakker Mozart op. Han er ikke det mindste revolutionær, men han kan ikke døje autoriteter.

Han er ofte syg og har en del skavanker. De mange år på landevejene har sat deres spor. Hans forretningssans er ikke altid dårlig, og han klarer sig år efter år alene i kraft af sine evner. I Wien bliver han aktivt medlem af frimurerbevægelsen på et tidspunkt, hvor den slags ikke er uden risiko.

Han kan lide at spise og drikke, han er en venlig, rar og følsom mand, der kan få tårer i øjnene, når han bliver bevæget; måske lidt hjælpeløs i pengesager, men stensikker, når han laver musik. Folk, som hører ham spille, fortæller, at hans klaverimprovisationer ofte overgår hans nedskrevne ­kompositioner.

Han er overordentlig kritisk over for andre komponister og lider ikke af mindreværdskomplekser. Fra sin tidlige barndom er han vant til at omgås fyrster og kongefamilier, og han er en berømt mand. Han har modtaget adskillige hædersbevisninger, som han kunne drage stor nytte af, men det gør han ikke, og han nævner dem sjældent i sine breve.

Symfonierne følger ham med enkelte pauser gennem det meste af livet. De fleste er skrevet som åbnings- og slutningsnumre til koncerter, hvor det vigtigste ofte var en solistoptræden. Med årene bliver de både alvorligere og mere seriøse. Påvirkningen fra Haydn er tydelig til sidst, men alligevel udgør symfonierne en kæde af mesterværker.

I perioder er han en af Europas højest betalte musikere, i andre går det knapt så godt. I 1791 bukker han under som følge af overanstrengelse, sygdom og lægelig uvidenhed. Han dør i 1791, 35 år gammel, og efterlader sig omkring 600 værker, heriblandt operaer, kirkemusikværker, tæt ved 50 symfonier, store mængder af solokoncerter, sange og kammermusik.

Hvert eneste år siden hans død er forskere og musikelskere dykket ned i dybderne for at finde og beskrive fortryllelsen, men den er svær at gribe, for den ligger på et følelsesmæssigt plan.

Den musikalske overflade er groft sagt den, alle kollegerne brugte. Forskellen på dem og ham er, at han ud over at være en god håndværker er vildt overforsynet med intuition. Han rammer rigtigt så godt som hver gang med en sikkerhed, der gør, at vi også føler os direkte truffet i dag. Hans musik er ikke historisk, kuriøs eller spændende, den er ganske enkelt gribende, underholdende og i live.

 

Hvad bruger man et orkester til?

af Claus Johansen

Der findes beskrivelser af Mozart-tidens orkestre, men et lille billede kan sige os mere end mange ord: Et italiensk maleri fra anden del af 1700-tallet viser en koncert i en “sala” i et veneziansk palads: Et cembalo uden ben er lagt op på et langbord med en kolossal blågrøn dug. På bordet ligger håndskrevne nodehæfter og omkring det sidder musikerne over for hinanden: 6-8 strygere, 2 oboer og 2 horn. Vi ved ikke, hvad de spiller, det kunne være en af Mozarts tidlige symfonier. Gardinerne er oppe, vinduerne åbne ud mod en kanal. Lysene på spejlene er ikke tændt, det er tidlig aften eller sen eftermiddag. Her er koncert, men ikke i vores forstand, gæsterne betaler ikke, for orkestret er hyret af paladsets ejer. Hans tjenestefolk står på balkonen, der løber hele vejen rundt oppe under taget: 10 interesserede funktionærer lytter deroppe, et par af dem i overtøj og med trekantet hat. Nede på gulvet sidder de rigtige gæster, næppe mere end 25 tilhørere: Mænd med parykker, røde frakker og knæstrømper, damer med vifter, guldbrokade, smykker. De er anbragt med front mod orkestret i store lænestole med ryggen mod væggene. De smiler, flirter og taler parvis eller tre og tre. Musikken er der, men den opfattes som dekoration på linje med det smukke trægulv og de forgyldte venezianske spejle. Af ca. 25 tilhørere er der faktisk kun to, som ikke snakker, og forrest i billedet løber tre små velklædte børn omkring. De leger med en lille hund, der nok snart giver sig til at gø. Det vigtigste er samværet, og man forstår, hvorfor italienerne kaldte sådan en koncert “conversazione”.

I vore dage er et professionelt orkester en virksomhed, der forventes at tjene penge via koncerter og indspilninger, der kan sælges. 1700-tallets orkestre skulle med enkelte undtagelser ikke give overskud. De var ofte knyttet til et magtcentrum: En større kirke, et kloster eller et hof. Magthaverne betalte, musikerne komponerede og spillede for at kaste glans over adelen eller de gejstlige. Den store kirkemusik var til Guds ære, men også lidt til biskoppens. De pompøse og meget lange operaer endte altid med en lovprisning af den enevældige verdensorden. Og sådan en opera krævede et orkester i stærkest mulige besætning.

Der var lange perioder, hvor musikerne slap for hyldestmusik, men det betød ikke, at de havde fri. Blæserne medvirkede, når fyrstens regiment holdt parade. Horn, trompeter og pauker red ofte med på jagt. Derhjemme leverede kollegerne serenader til natlige havefester eller taffelmusik for smaskende og sludrende gæster.

Ved adskillige tyske og bøhmiske hoffer måtte musikerne ikke tage instrumenterne med sig hjem, det var jo fyrstens ejendom, og der var jo heller ikke tid til seriøs øvning. Koncertmester Schall fra Det kgl. Teater i København indberetter, at de musikere, der møder op en søndag aften for at spille til operaen, ofte er så trætte og fulde, at de dårligt kan holde deres instrumenter. For mange af dem er det dagens fjerde optræden. “Fattige djævle” kalder Mozart det wiener-ensemble, som han forgylder med sin blæserserenade i Es-dur, han fortæller også, at de spillede den tre gange på en nat.

På de gamle billeder er musikerne nærmest en del af inventaret. De er ikke hovedpersoner, men de spiller dag og nat, og meget af det, de leverer, er danse og baggrundsmusik. Det er lidt af et paradoks, at der faktisk var mest ro blandt publikum, når amatørmusikerne tog fat. De spillede gerne i mindre rum for familie, venner og udvalgte besøgende. Frederik den Store underholdt aften efter aften sine gæster i og uden for Berlin med fløjtekoncerter, enten en af hans egne eller en af de 300, hans fløjtelærer Quantz havde forsynet ham med. Orkestret bestod af Preussens bedste musikere. Haydn skrev nogle af sine bedste symfonier til Concerts des Amateurs i Paris. Orkestret bestod af professionelle musikere og adelige amatører. Ærkebiskoppen i Salzburg, som havde en violin, stillede sig af og til ved siden af koncertmesteren og spillede med på en symfoni. De spillegale adelsmænd og fyrster betalte for dyre noder, musikere og instrumenter. De forventede respekt, ro og bifald, og når de optrådte, var der stille. Det samme var tilfældet, når hoffet fik besøg af en berømt og anerkendt solist.

Det er imidlertid et faktum, at der blev snakket ikke så lidt, når orkestret spillede alene. Orkestermusik blev langt op i 1800-tallet opfattet som fyld. Ti år efter Mozarts død skriver en avis i Leipzig:

“Enhver særlig lejlighed kalder på en koncert, der altid skal begynde med en symfoni. Den bliver opfattet som et nødvendigt onde. Man skal jo begynde med et eller andet. Så længe den varer, småsnakker alle.”

Vi skal passe på med ordene. Kammermusik bruges om alt det, som ikke spilles i operaen og kirken. Så en kammerkomponist kan godt skrive symfonier og en symfoni kan godt være kammermusik. Det er indviklet, især fordi symfonierne til at begynde med var skabt til teatrene og ligner det, vi i dag kalder en ouverture. I København forsøger kapelmester Schulz omkring år 1800 at få styr på historien:

Lige siden de italienske operaer slog igennem, har vi kendt til instrumentalstykker, som blev spillet foran tæppet, for at forberede og underholde publikum på en behagelig og opfindsom måde. Disse stykker blev snart kendt som symfonier, og det varede ikke længe, før de nåede til Tyskland. Der findes tre slags symfonier: De som bruges som kirkemusik, de som indleder teaterforestillinger og endelig de, som bare er instrumentalmusik uden forbindelse med sang.

Mozart har kendt de tre kategorier. Hans far skriver i 1757 en rapport om hof-orkestret i Salzburg, hvor han roser sin chef kapelmester Eberlin for at være alsidig, mens vicekapelmester Lolli koncentrerer sig om kirkemusikken og i det store hele ikke skriver noget for kammeret. Hofkomponist Cristelli skriver kun for kammeret. Far Mozart selv komponerer både kirke og kammermusik. Violinisten Seidl skriver kun for kammeret. Han har skrevet mange symfonier og både soloer og koncerter for violin.

Lolli, Cristelli, far Mozart (og senere hans berømte søn) komponerer i et tempo, ingen nulevende komponist ville acceptere. “De spiller alle med i kirken og i kammeret, og i rotation med kapelmesteren har hver af dem ansvaret for hofmusikken en uge ad gangen. Valget af musik kommer an på hvem, der har ansvaret den pågældende uge, da denne person frit kan beslutte, om man skal opføre hans egne eller andres værker.”

Leopold Mozart viser os i sin rapport, hvor alsidigt og internationalt et orkester kunne være i 1750erne: Hr. Vogt fra Mähren er en seriøs musiker, som ved, hvordan man får en violin til at klinge stærkt og mandigt. Hr. Hebelt kommer fra samme område. Han spiller de vanskeligste passager fuldkomment rent. Han holder mest af svære stykker, også dem som er lidt for svære for ham. Hans tone er ret svag og blød. Hr. Hülber kommer fra Schwaben, han spiller både violin og fløjte. Hr. Meisner fra Böhmen spiller både violin og horn. Hr. Schwartzmann er ekspert i fagotkoncerter, men blæser også smukt obo, fløjte og horn. Lige nu er han på studierejse til Italien. Der er en dygtig cellist, og han har to gode kolleger, som også spiller violin, og to bratschister, hvoraf den ene også spiller obo. Der er to organister ved hoffet, den ene spiller også cembalo, den anden spiller violin, og er i øvrigt en fremragende tenor. De to kontrabassister kommer fra Bayern og de får ingen kommentarer. Der er fire fagottister, hvoraf de to kan spille obo. Østrigeren Hr. Oschlatt er en af tidens største mestre på basun, men han spiller også violin, cello og horn. Hr. Burg kommer fra hoffet i Mannheim, han optræder som solist på både fløjte og obo og spiller desuden violin, ligesom fløjtespilleren Deibel. Så mangler vi de to bøhmiske hornspillere, den ene spiller også violin og den anden klarer sig fint på cello.

At der på den baggrund kunne opstå personaleproblemer, siger sig selv. Der var vrøvl med musikerne overalt. Og enhver, som tvivler, kan læse kapelmester Haydns kontrakt med fyrsten af Esterházy. Der står bl.a., at kapelmesteren har pligt til at være renvasket. Han skal også være ædru. Han skal optræde i uniform med hvide strømper, pudderparyk enten med fletning eller pung. Han må ikke være brutal over for musikerne. Han skal være retfærdig. Han må ikke kopiere sin musik, for den er fyrstens ejendom. Han må ikke brokke sig over bagateller, og han må ikke spise sammen med musikerne, for så vil de miste respekten for ham.

Mozart selv var tidligt klar over, at når man presser musikerne, går det ud over kvaliteten. I et brev til faderen (3.12.1778) skriver han:

Vores orkester kunne blive finere og bedre, hvis ærkebiskoppen ønskede det. Grunden til, at det ikke er bedre, er, at der er alt for mange opførelser. Jeg har ingen indvendinger mod kammermusikken, det gælder de store koncerter.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet i DR Koncerthuset, Studie 2, februar og august 2012
Producer: John Frandsen
Teknik: Lars C. Bruun
Executive producer & kunstnerisk ledelse: Tatjana Kandel og Klaus Ib Jørgensen

Artwork: Mads Winther
Layout og design: Hans Mathiasen

Distribueret af Dacapo Records

Besøg www.dr.dk/mozart for mere information

Nordea Danmark-fonden er hovedsponsor for indspilningerne af de samlede Mozart-symfonier med Adam Fischer og DR UnderholdningsOrkestret.

DRS 15

Label: DRS (distribueret af Dacapo)

Format: SACD

Katalognummer: 6.220536

Stregkode: 747313153664

Udgivelsesdato: July 2013

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

Gramophone
Vol. 1 & Vol. 10: "I haven't heard the other volumes issued but I'll be keeping an eye out for them. Bohm (DG), Harnoncourt (Warner) and Levine (DG) now have a keen rival. Fischer is edging in alongside them."
Læs mere >>
Classic FM (UK)
ALBUM OF THE WEEK. "The polished playing on modern instruments of the Danish National Chamber Orchestra is bright and breezy and the recording is crisp and sparkling with every detail audible."
Læs mere >>
Kristeligt Dagblad
Vol. 1: "Det er tindrende herlig, ungdommelig musik, fremført med fynd og klem af DRUO". Vol. 10: "Veloplagte, næsten friskfyragtige fortolkninger."
Læs mere >>


A CC Music Store Solution