Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Maskarade (DVD)

Carl Nielsen

Maskarade (DVD)

Stephen Milling, Johan Reuter, Niels Jørgen Riis, Poul Elming, Sten Byriel, Anders Jakobsson, Susanne Resmark, Hanne Fischer, Gisela Stille, Jakob Bloch Jespersen, Mogens Gert Hansen, Det Kongelige Operakor, Det Kongelige Kapel, Michael Schønwandt

This DVD production of Carl Nielsen's treasured opera Maskarade bears witness to the spectacular 2006 staging at the Royal Danish Opera by top director Kasper Bech Holten and chief conductor Michael Schønwandt. The immortal story of old Jeronimus versus the young rebels is given new life in impressive surroundings while still continuing the proud traditions of the Royal Danish Opera, featuring the strongest Maskarade cast in living memory.

Køb DVD

DVD (NTSC)

  • DVD (NTSC)
    DVD/Blu-ray standard
    169,50 kr.
    €22.74 / $24.75 / £19.39
    Køb
MASKARADE

Forord ved Michael Schønwandt

Carl Nielsen definerede på det nærmeste den danske sangtone. I utallige sange og viser, som kendes og synges af snart sagt alle danskere, skabte han en tone, der synes altid at have været til stede i den fælles danske bevidsthed.

Der er for mig ingen tvivl om, at Carl Nielsen hentede inspiration til Maskarade i Falstaff og Mestersangerne i Nürnberg – to operaer, han selv i de år som violinist i Det Kgl. Kapel var med til at spille på Det Kgl. Teater.

Og Maskarade bygger en enestående bro mellem det folkelige og den elitære kunst. Dens sprog rammer lige ned i den danske tone: på én gang meget ligetil, sprognær, fuld af typisk hurtig dansk vid, og samtidig raffineret. At høre Jeronimus´ centrale sang “Fordum var der fred på gaden” er tilsyneladende som at høre en af Carl Niel-sens utallige danske viser. Men ved nærmere eftersyn viser den sig at være langt mere krævende at synge med et spænd på over 1 oktav! Den ville aldrig gå som fællessang!

Carl Nielsen slap aldrig beskæftigelsen med Maskarade. Ved hver nyopsætning i hans levetid prøvede han nye beskæringer, især i 3. akt. Ved denne opsætning har vi taget en del afsnit med, som ikke er blevet hørt i mange år på Det Kgl. Teater, ud fra ønsket om at skabe en så klar musikdramaturgi som muligt.

Maskarade har også fulgt mig hele mit liv. Jeg lærte operaen at kende, da jeg var 10, og lærte hurtigt hver eneste tone udenad. Jeg tager den viden og kærlighed som en udfordring til hver eneste gang at belyse partituret på ny, i tæt samarbejde med instruktøren og ikke mindst de medvirkende sangere og musikere med deres viden og kunstneriske sind.

I over 100 år har Maskarade været den danske nationalopera. Og når den opføres på Det Kgl. Teater, mærker man tydeligt generationers opsparede viden om og kær-lighed til Maskarade. Måtte dens rigdom på livsglæde blive ved med at hylde kærlig-heden og det uudslukkelige liv!

 

Tilblivelsen

Idéen om at skabe en opera over en af den norsk/danske dramatiker Ludvig Hol-bergs (1684-1754) komedier fik Carl Nielsen allerede i begyndelsen af 1890’erne. Det blev dog først efter fuldførelsen af den seriøse opera Saul og David (1898-1901), at han for alvor kom i gang med planerne om en Holberg-opera. Carl Nielsen ønskede nu at skrive noget ganske andet, og han begyndte at arbejde med Holbergs Kilderejsen, som dog snart blev skrinlagt til fordel for Maskarade. Carl Nielsen har selv berettet om, hvordan samarbejdet med librettisten – litteraturhi-storikeren Vilhelm Andersen (1864-1953) – kom i stand:

“Jeg gik og var lidt i Bekneb med, hvem jeg egentlig skulde faa til at skrive den, for der skulde jo saadan et eget Humør til. Saa saa jeg Vilhelm Andersen i Studen-ter-komedierne paa Folketeatret. Det er Manden, tænkte jeg og gik op til ham og spurgte, om han vilde skrive mig en Operatekst. Han blev meget forbavset. Er De gal! sagde han. Men da han hørte, at det var Holberg, han skulde i Lag med, ud-brød han: – Ja, det er en anden Sag. Lav mig en Scenegang. Den fik han, og allere-de fjorten Dage efter havde han første Akt færdig. Det var en ren Fornøjelse for mig.”

Carl Nielsen påbegyndte udarbejdelsen af scenegangen omkring nytår 1903-04. I februar 1904 gik han og Vilhelm Andersen til karneval i Casino for at samle idéer til tredje akt, og i påsken 1904 gik Vilhelm Andersen så i gang med teksten, som blev til i løbet af blot en måned i et tæt samarbejde mellem forfatter og kompo-nist. Carl Nielsen havde dog svært ved at læse Vilhelm Andersens håndskrift, hvorfor han fik sin gode ven og hjælper – pianisten Henrik Knudsen (1873-1946) – til at udarbejde en afskrift, som Carl Nielsen fik i hænde i begyndelsen af august. Der skulle dog gå en rum tid, før han begyndte at sætte teksten i musik. I efteråret færdiggjorde han Søvnen, og først henimod jul begyndte han så småt at tænke på Maskarade igen. At Carl Nielsen ikke straks kastede sig over kompositionen, er ganske karakteristisk for hans arbejdsform – et forhold, som han i øvrigt var sig helt bevidst, hvilket tydeligt fremgår af en selvbiografisk note skrevet i tiden om-kring tilblivelsen af Maskarade:

“Jeg arbejder stødvis og uhyre intensivt. Jeg kan saaledes godt drive i flere Maa-neder, ikke fordi jeg mangler musikalske Ideer, men fordi der ligesom fattes den bærende Understrøm, der, paa samme Maade som Ariadne-Traaden, leder til eet bestemt Maal.”

I sådanne perioder, hvor Carl Nielsen så at sige ladede op til selve skaberakten, havde han brug for den allerstørste opmærksomhed fra sine nærmeste omgivel-ser, og han kunne være meget pirrelig, indtil han kom i gang med kompositio-nen. Hele denne proces kan tydeligt følges i brevene til hustruen, bil-led-huggerinden Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), som på denne tid opholdt sig i Athen, hvor hun kopierede skulpturer til tyske kunstmuseer. Den 14. decem-ber 1904 skrev han fortvivlet, idet han beklagede sig over ikke at have hørt fra hende i adskillige dage:

“Jeg beder Dig gjøre det af Hensyn til mig og mit Arbejde. Nu skulde jeg netop til at tage ordentlig fat paa ‘Maskaraden’ [...] Det er nu meget tankeløst af Dig – denne Ligegyldighed – ”

Juledag 1904 skrev han:

“Derimod har jeg ikke begyndt paa ‘Maskaraden’ for Alvor endnu, jeg kan ikke for Tiden og enten maa der gaa en Tid eller jeg maa opleve en Sorg eller Glæde som kan vende op og [ned] paa det man kalder Sjælen i Mennesket.”

Den 5. og 6. januar 1905 skriver han igen til hustruen:

“Jeg skammer mig ved at spise den Mad jeg ikke fortjener, men samtidig synes jeg ikke jeg skylder nogen noget Regnskab for min Dovenskab. Nu har jeg opgivet at faa ‘Maskaraden’ færdig til næste Aar og maaske opgiver jeg helt Sagen. Der er mange der gjerne vil have den Text og Idé. Enten maa jeg forhindre det ved at kjøbe Texten af Wilh: Andersen eller tage fat selv, men jeg kan ikke de første Maa-neder, det kan jeg tydeligt mærke. Jeg har en gebrækkelig Lede for alt hvad der hedder Kunst, Musik, Literatur og alt det Skidt som kun gjør Folk sindssyge og hysteriske”

Endelig omkring den 1. februar 1905 indtrådte “forløsningen”. Den 6. februar skrev Carl Nielsen til hustruen:

“Sagen er at jeg nu er kommen udmærket igang med ‘Maskaraden’ ja, jeg synes aldrig jeg har arbejdet saa rask og let. Jeg har haft stærke Veer inden jeg har voxet mig ind i Emnet og Tonen – det er jo noget helt nyt for mig – og det er egentlig mærkeligt at det netop skulde volde mig saa meget stærkere Bryderi som det drejer [sig] om en let, henflydende Sag. Jeg sejlede engang i Vinteren 1889 med Dampskibet ‘A.C. Melchior’ fra Kjøbenhavn til Aarhus. Vi havde stærk Ishindring gjennem Sundet og maatte bryde os frem og mase Isen ved bestandige hidsige Tilløb for fuld Kraft. Men den Fornemmelse man saa havde ved atter at komme ud i det linde, lette aabne Vand i Kattegat var aldeles ubetalelig og det er en ganske lignende Følelse af Lethed og Triumf jeg nu har ved at ‘bade mig i den Kaskade / som hedder Ma-ska-rade’!”

Den 18. februar hed det:

“Du skulde se et Spring fra ‘Søvnen’ til ‘Maskaraden’. – Det gaar nu udmærket med den sidste. Engang imellem har jeg en Fornemmelse af at jeg slet ikke er mig selv, – Carl August Nielsen, – men kun ligesom et aabent Rør hvorigjennem der løber en Musikstrøm som milde, stærke Kræfter bevæger i en vis salig Svingning. Saa er det lykkeligt at være Musiker, kan Du tro.”

Denne optimisme bekræftedes igen i brev af 9. marts til vennen, den hollandske komponist og pianist Julius Röntgen (1855-1932):

“I lang Tid har [jeg] været i et saadant Arbejdshumør som ingensinde tidligere. Den Text som jeg har faaet til min lystige Opera, er saa morsom, sund og vittig at jeg lever i en sand Fest af Arbejde fra Morgen til Aften og det skrider saaledes frem at den første lange Akt næsten er færdig i Partitur.”

Umiddelbart efter at dette brev blev skrevet, løb Carl Nielsen ind i en række per-sonlige problemer, som satte kompositionen i stå i hen ved halvanden måned: Siden 1889 havde han været ansat som 2. violinist ved Det Kgl. Kapel, idet han dog fra april 1904 havde fungeret som kapelmestervikar. Den 11. marts 1905 modtog han imidlertid meddelelse om, at han fra og med næste sæson skulle genoptage sit hverv som violinist. Carl Nielsen opfattede dette som en degradering og reage-rede med at søge sin afsked. På samme tid havde han ægteskabelige problemer. Disse forhold i forening førte til et længere ophold i kompositionen, som på dette tidspunkt var nået til finalekvintetten i første akt. Fra midten af marts og frem til slutningen af april blev der ikke komponeret noget. Omkring den første april kom Anne Marie hjem fra Athen, og de to ægtefolk fik talt ud, hvorefter Carl Nielsen påbegyndte renskriften af første akt, samtidig med at han komponerede finale-kvintetten. Men det gik ikke så hurtigt som før. Blyantskladden til første akt er slutdateret 21. maj 1905, mens renskriften er dateret kun fem dage senere, den 26. maj 1905. Den sidste periode var meget hektisk, fordi Det Kgl. Teater havde betin-get sig, at første akt skulle foreligge renskrevet før sæsonens udløb, hvis operaen skulle sættes op i den følgende sæson.

Det meste af første akt blev således til i en lykkelig skaberrus, komponeret i lan-ge stræk, uden at der blev ændret eller kasseret noget undervejs. Et enkelt afsnit var dog tilsyneladende blevet til lidt for hurtigt og ukritisk, nemlig Henriks scene “Vi fødes i Armod”. Da Carl Nielsen viste manuskriptet til komponisten og orga-nisten Thomas Laub (1852-1927), påpegede Laub, at denne passage mindede for meget om den romancestil, som de begge foragtede. Carl Nielsen tog kritikken til efterretning og erstattede det hidtil komponerede med afsnittet t. 1063-1103.

Umiddelbart efter afslutningen af første akt fortsatte Carl Nielsen med anden akt, som han dog var begyndt på, allerede inden første akt var afsluttet. Og på mindre end en måned havde han også færdigkomponeret anden akt (kladden er slutdateret 27. juni 1905). På dette tidspunkt må Carl Nielsen have indset, at han ikke selv kunne overkomme både at komponere og skrive rent. Han engagerede Henrik Knudsen, som fra og med anden akt udførte renskriften, idet Carl Nielsen leverede kladden i mindre portioner.

I juli og august 1905 var Carl Nielsen på sommerferie med sin familie i Nymin-de-gab, hvor han med stort besvær havde fået installeret et klaver på kroen, hvor de boede. Her påbegyndte han – antagelig i slutningen af juli 1905 – kompositionen af tredje akt. Den 12. august var kompositionen så fremskredet, at Henrik Knudsen var begyndt at skrive rent, og i løbet af august blev tredje akt komponeret frem til Henrik/Pernille-scenen (t. 493-615), muligvis endnu længere. Herefter tog famili-en tilbage til København, hvor det meste af tredje akt blev komponeret færdig i september måned. Hvis Carl Nielsen skulle gøre sig forhåbninger om at få ope-raen opført på Det Kgl. Teater i den følgende sæson, skulle partituret imidlertid indleveres til bedømmelse senest den 9. oktober. Ved fristens udløb var tredje akt kun komponeret frem til Korporal Mors-scenen, men dette afholdt dog ikke Carl Nielsen fra at indlevere operaen. Der blev sat nogle tuttiakkorder og en dobbelt-streg, hvorefter den ufærdige opera blev indleveret. Carl Nielsen regnede med, at kapelmester Johan Svendsen, som altid havde været positivt stemt over for Carl Nielsen, næppe ville gennemgå partituret i detaljer. Planen lykkedes, og omkring 1. december 1905 var såvel partitur som tekstbog blevet antaget af hhv. Johan Svendsen og teatrets tekstcensor, Otto Borchsenius (1844-1925). Herefter kunne Carl Nielsen afslutte værket i løbet af vinteren 1905-1906. Præcis hvornår tredje akt blev færdig, kan ikke fastslås.

Johan Svendsens udtalelse var kortfattet og positiv:

“Hr Direktør E. Christiansen!

Dr. W. Andersen og Hr Carl Nielsens Opera ‘Maskaraden’ kan jeg anbefale til Antagelse, idet jeg finder Musiken i sin intime Tilslutning til Texten baade mor-som og karakteristisk.

Kjøbenhavn 2/12/1905.

Ærbødigst

J. Svendsen.”

Otto Borchsenius’ udtalelse (dateret 27. november 1905) vedrørende teksten var derimod yderst negativ:

“Da der desværre ikke findes nogen Lov, der forbyder at omstøbe i ny Kunst-form, hvad der allerede har faaet et fuldgyldigt og almen-kært og -kendt Udtryk i en anden Kunstform (Forbudet imod at dramatisere Andenmands literære Ejen-dom viser dog Vejen herhen imod), men da der tværtimod synes at være en usalig voxende Lyst til at gøre Operaer af Verdens største Digterværker, fra ‘Faust’ og ‘Romeo og Julie’ til ‘Alad-din’ – var det jo at vente, at Turen ogsaa en Gang vilde komme til Holberg og hans Komedier.

Jeg beklager dog oprigtig, at dette første Attentat skal finde Sted i Holbergs eget Hus.

Det maa jo imidlertid være Bedømmelsen af Musiken, der kommer til at bære Ansvaret for og være afgørende med Hensyn til ovennævnte Arbejdes Antagelse – og Opførelse – paa vor nationale Skueplads.

Jeg skal derfor, hvad Texten angaar, indskrænke mig til at gøre opmærksom paa, at den trods den selvfølgelige Gengivelse af Handlingens Hovedtræk og Benyttelsen af det berømteste i Replikskiftet, ikke har altfor meget af Holbergs Aand, endsige hans Stil, over sig. Texten er snarere moderne forsoren; vilde man være venlig, kunde man sige med et burschikost eller studentikost Præg. Som det i det hele kan undre én, at en Forf. som Dr. Vilh. Andersen, der ved andre Lejlighe-der har vist saa megen Interesse for Holberg, har kunnet forgribe sig paa en Komedie som ‘Maskarade’, er der i Enkeltheder saadanne Brudd paa Holbergsk Tone og Sprog, at mange – der holder af Holberg – sikkert vil forarges. Der tales f. Ex. om ‘Krus’ i Betydning af Penge og om ‘Sold’ – en Glose, der ikke er 100 Aar gammel og Jeronimus, Leonard og Arv skal endogsaa et Sted i Fællig synge følgende:

I vil paa Sjov

og paa Ballade

– en Vending, der vistnok mere ville passe i en Revue paa Nørrebro end paa Kon-gens Nytorv.

I en Opera sluger jo imidlertid Musiken saa meget af Texten, og den højtærede Direktion for det kgl. Theater kunde mulig opfordre Dr. Andersen til klogelig at undlade Offentliggørelse af sin ‘Omskrivning af Holberg’ [Vilhelm Andersen lod librettoen trykke i 1906]

Jeg tillader mig at gentage, at den musikalske Censur her maa bære Ansvaret.

Ærbødigst

Otto Borchsenius”

Allerede mens Maskarade var til bedømmelse, lod Carl Nielsen uddrag af opera-en opføre ved sin første selvstændige orkesterkoncert, som fandt sted den 11. november 1905 med Det Kgl. Kapel i Koncertpalæets store sal. Uddragene bestod af Magdelones dansescene fra første akt, forspillet til anden akt og Hanedan-sen. Koncerten var genstand for en anselig interesse fra såvel det københavnske musikpublikum som musikpressen. Der var almindelig enighed om, at Carl Nielsen med Maskarade-musikken var slået ind på en mere populær og lettil-gængelig stil i forhold til sin hidtidige produktion, som af mange var blevet opfattet som noget tør og konstrueret. Således skrev musikforskeren Angul Hammerich (1848-1931) om Maskarade-stykkerne, at de “viste os Carl Nielsen med et helt nyt Ansigt. Ikke blot at han e r populær, nu s k r i v e r han også popu-lært!”

I slutningen af november 1905 “foredrog” Carl Nielsen uddrag af Maskarade ved et bal i Studenterforeningen. De nærmere omstændigheder omkring denne optræden kendes ikke, men det må antages, at Carl Nielsen har spillet nogle passager af operaen på klaver.

Endelig den 5. december fik Carl Nielsen løfte om, at Maskarade skulle komme op på Det Kgl. Teater i oktober 1906, idet prøverne ville begynde i maj måned.

Uropførelsen

Den 16. maj 1906 indledtes prøverne forud for premieren med en orkesterprøve, og i resten af denne måned afholdtes yderligere en orkesterprøve og to klaver-prøver. Herpå fulgte en pause sommeren over, hvorefter klaverprøverne den 16. august blev gen-optaget, ligesom der blev afholdt dekorationsprøver. I begyndel-sen af oktober var der igen orkesterprøver. Første samlede prøve på alle tre akter fandt sted den 3. november. Samme nat klokken et afsluttede Carl Nielsen ouver-turen, som han først var begyndt at komponere den 25. september. Den 9. novem-ber var der fuldstændig prøve i kostumer, og endelig den 10. november blev der afholdt generalprøve. I alt er der registreret 65 prøver før premieren inklusive general-prøven. Carl Nielsen stod selv for den musikalske indstudering, mens Julius Lehmann (1861-1931) instruerede, og den kongelige balletmester, Hans Beck (1861-1952), skabte koreografien til balletindslagene i tredje akt.

Ved prøven den 3. november lod Carl Nielsen Frederik Rung (1854-1914) diri-gere, således at han selv kunne følge med. Komponisten fandt, at tredje akt virkede meget forvirret, men på grund af det fremskredne tidspunkt – kun en uge før premieren – så han ingen anden mulighed end at foretage nogle forkortelser og ombytninger af et par scener. Således skriver Carl Nielsen til vennen og komponi-sten Bror Beckman (1866-1929):

“I dag er jeg meget fortvivlet, fordi jeg synes 3die Akt virker forvirret og uroligt paa Scenen.” Et par dage efter prøven den 3. november blev Carl Nielsen færdig med en ny arie til Pernille, som han mente, ikke var blevet karakteriseret tilstræk-keligt. Samtidig flyttede han “Leonard/Magdelone”-scenen i tredje akt fra en placering umiddelbart efter Hanedansen til frem før Officerer/Studenter-scenen. Endelig blev der foretaget fire forkortelser i tredje akt.

I tiden op til premieren blev Carl Nielsen og Vilhelm Andersen mere og mere nervøse for, at publikum og kritikere ville finde, at de havde begået helligbrøde mod Holberg, og Carl Nielsen udtalte nogle få dage før uropførelsen, at han havde mærket en vis misstemning mod operaen på teatret. I et forsøg på at kom-me en eventuel kritik i forkøbet forfattede Vilhelm Andersen en prolog, der var lagt i munden på Pernille. Heri forsvarede hun operaen, idet hun bl.a. citerede fra -Holbergs Epistel 347, hvori det hedder:

“Jeg tror: i vor tykblodede Nation

er intet godt som Rekreation,

og bedste Raad mod al Melankoli

er Dans og Sang, Musik og Poesi;

item: at blandt de Ting, som zierer Staden,

er aldrig nogen større Ziérat set,

pro primo: end Komødierne i Grønnegaden,

og pro secundo: end ‘Det musikalske Societet’.

Item: at det er ej paa Maskarader,

men udenfor, at Folk har Abe-Lader:

Livet er det, som vrænger og fordummer os,

os selv er vi først ret, naar vi formummer os.

Jeg elsker al uskyldig Tidsfordriv,

som river op i dette sure Liv;

thi vi har nok af tunge, dvaske Folk,

vi trænger ha[a]rdt til unge, raske Folk.”

I sidste øjeblik blev man dog enige om ikke at anvende prologen. I forbindelse med en festforestilling ved Københavns Universitets årsfest den 18. november 1937 indleverede Vilhelm Andersen prologen med en ny indledning, der henvendte sig til det akademiske publikum. Til hans store ærgrelse blev den dog afvist, hvorfor han i stedet lod den offentliggøre i Berlingske Aftenavis samme dag. Først ved den 100. opførelse af Maskarade den 18. marts 1946 blev prologen fremsagt af skuespillerinden Karen Berg.

Urpremieren fandt sted den 11. november 1906 kl. 19.30 med følgende besæt-ning:

Jeronimus: Karl Mantzius
Magdelone: Jonna Neiiendam
Leander: Hans Kjerulf
Henrik: Helge Nissen
Arv: Lars Knudsen
Leonard: Peter Jerndorff
Leonora: Emilie Ulrich
Pernille: Ida Møller (egentlig skulle Margrethe Lendrop have sunget partiet, men pga. sygdom kom hun først til at synge rollen fra den 18. november).

Perioden op til uropførelsen havde været meget anstrengende og nervepirrende for Carl Nielsen, og i et interview dagen efter premiereaftenen udtalte han:

“Jeg vil alvorlig talt sige Dem, at hvis ‘Mascarade’ ikke var løbet af Stablen igaar, tror jeg ikke, jeg var kommen det igennem hel og holden. Jeg er jo ikke bange for at bestille noget, men der er dog Grænser”.

Premiereforestillingen blev en klar publikumssucces, og en stort set enig presse anerkendte musikken som original, idet Nielsen uden at forfalde til rokokopasti-che havde ramt en personlig stil, der på én og samme tid var moderne og i slægt med Holbergs tørre humor. Især første akt fandt man fremragende, derimod var anmelderne noget mere delte i deres vurdering af Vilhelm Andersens tekst. Fx skrev Charles Kjerulf (1858-1919) i Politiken:

“Dr. Vilh. Andersen har skrevet en Tekstbog, der paa mangfoldige Punkter maa anspore og hjælpe en Komponist. Der er maaske nok hobet lovlig mange, lidt for spidsfindige Rim sammen – [...] Med sin betydelige Begavelse har han [Carl Niel-sen] alligevel faaet fremtvunget en Musik-Dialekt, der – navnlig i det Komiske – ikke skurrer mod Holberg, men endog klæder ham. Dette gælder navnlig første Akt, der sikkert er den mest vellykkede og betydeligste.”

Angul Hammerich fremhævede i Nationaltidende ligeledes første akt, hvorom han skrev:

“Denne første Akt virker udmærket. Efter den skulde man sværge paa, at Carl Nielsen er født til Opéra comique’en. Saa let, saa behændigt, saa snar i Vendingen, saa rammende i Replikken, med fine Vendinger og pudsige Paahit, i Textbehand-lingen, i Sangpartierne, i Orkestrets Instrumenter lige træffende. Og det altsam-men saa duftende ‘Holbergsk’. I den musikalske Faktur er det en hel Mester, der fører Pennen, man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Verdi i ‘Falstaff’ for at finde et Sidestykke.”

Leopold Rosenfelds (1849-1909) anmeldelse i Dannebrog var yderst kritisk over for librettoen:

“Man bør egentlig ikke l æ s e Textbogen til denne Opera. Man føler et saadant Ubehag ved en Mængde Smagløsheder og Stilløsheder, man undrer sig over, at nogen kan foretage en slig kynisk Amputation overfor et Digterværk, der næsten er blevet en Del af os selv.”

Iscenesættelsen har tilsyneladende været fremragende og til komponistens fulde tilfredshed, om end balletindslagene har været mildest talt opsigtsvækkende. Herom skrev Carl Nielsen den 2. december 1906 til balletmester Hans Beck:

“Jeg beder Dem endnu engang om at Dhrr i Hanedansen i ‘Maskarade’ ikke skriger og gøer paa de gale Steder. Ifald det ikke kan modereres meget betydeligt anmoder jeg Dem om ganske at forbyde Dhrr at gale og skrige. Sidst Operaen gik var det atter meget slemt og smagløst og egentlig er der i Orkestret sørget for at man ikke er i Tvivl om hvad det er der danses.”

I marts 1907 overværede Edvard Grieg en opførelse af Maskarade. I denne for-bindelse skrev han den 20. marts:

“Kjære Carl Nielsen!

Tak for igåraftes! Det er et morsomt og vittigt Værk, De der har skabt! Første Akt fik jeg straks Tag i, anden mindre, i tredje fik jeg atter fat på de store Linjer og som Helhed er jeg ikke i tvivl om, at det er et Værk af en ny Mester, der Siger: Her er jeg! Hvilken fin, humoristisk Kunst og hvilken vis Økonomi i den tekniske Behandling! Jeg var totalt ødelagt af Træthed efter Operaens Slut, ellers havde jeg benyttet Anledningen til at få være sammen med Dem en Stund. Men – det må blive endnu!

Med hjertelig Hilsen, Beundring og Tak – også til den fortrinlige Dirigent.

Deres heng.

Edvard Grieg”

Maskarade i Danmark

Maskarade blev snart en meget populær opera på Det Kgl. Teater. Allerede i premiere-sæsonen gik den 20 gange, og i Carl Nielsens levetid opnåede operaen at blive opført ikke færre end 68 gange fordelt på 13 sæsoner i tre forskellige iscenesættelser:

Ved den 50. opførelse 25. november 1925 blev første akt transmitteret i radioen.

Siden har operaen bevaret sin popularitet i Danmark. På Det Kgl. Teater er den frem til 1997 blevet spillet ikke færre end 245 gange. Den Jyske Opera i Århus har endvidere stået for tre forskellige produktioner af Maskarade, i hhv. 1954, 1982 og 2002. Endelig forestod Danmarks Radio en fjernsynsproduktion i 1965, ligesom DR Radiosymfoniorkestret har opført operaen ved koncerter, senest i 1996 i Kø-ben-havn, en opførelse der siden var på turné til Wien og Bruxelles.

Maskarade i udlandet

Straks efter uropførelsen begyndte Carl Nielsen at arbejde på at få Maskarade opført i udlandet, men trods ihærdige forsøg skulle der gå 24 år, før det lykkedes at få stablet en komplet scenisk opførelse på benene uden for Det Kgl. Teater, nemlig i Göteborg i 1930. Allerede den 9. januar 1907 talte Carl Nielsen med en impresario angående en eventuel opførelse i Berlin, og den 19. januar sendte han det netop udkomne klaver-udtog til operaerne i Wien og Berlin. Dagen efter skrev han ydermere til Gustav Mahler, Wieneroperaens daværende chef, men tilsynela-dende har Mahler aldrig svaret på Carl Nielsens henvendelse.

I november 1907 foranstaltede Carl Nielsens ven Bror Beckmann en koncert i Stockholm, hvor der blev spillet uddrag af Maskarade. Det var i forbindelse med denne koncert, at Carl Nielsen komponerede koncertslutningen til ouverturen. I de følgende år blev netop ouverturen spillet adskillige gange ved koncerter i udlandet.

Da den tyske organist Karl Straube i oktober 1913 gav en række koncerter i Kø-benhavn, lovede han Carl Nielsen at virke for en opførelse af Maskarade i Frank-furt, men heller ikke dette blev til andet end planer.

I 1922 var der for første gang realistiske forhandlinger om en opførelse i ud-landet, nemlig i Antwerpen, idet Koninklijke Vlaamse Opera (den kongelige flamske opera) ønskede at opføre en dansk opera. Der blev skrevet kontrakt, og prøvearbejdet gik i gang. Så sent som 3. november 1922 regnede Carl Nielsen med, at operaen skulle komme op sidst i januar det følgende år. I et avisinterview udtalte han: “Nu er Prøverne i fuld Gang, og vi korresponderer flittigt om Scene-gangen.” Han planlagde endvidere selv at tage til Antwerpen for at give arbejdet en sidste afpudsning. Men desværre strandede projektet, først og fremmest pga. problemer med at fremskaffe opførelsesmateriale, og i stedet for Maskarade opførtes Ebbe Hameriks (1898-1951) opera Stepan. Alligevel forsøgte man i de følgende par år med hjælp fra det danske generalkonsulat i Antwerpen at få Maskarade opført.

I 1929 var der atter forhandlinger om en opførelse i udlandet, denne gang i Berlin, men heller ikke her blev det til andet end planer. Endelig i december 1930 – mindre end et år før Carl Nielsens død – kom Maskarade op på Stora Teatern i Göteborg. Det blev til i alt ni opførelser, som fandt sted i perioden fra den 1. til den 15. december. Forestillingen blev instrueret af danskeren Poul Kanneworff (1896-1958) og dirigeret af nordmanden Olav Kielland (1901-1985). Carl Nielsen overværede selv den sidste opførelse den 15. december og blev stærkt hyldet efter forestillingen.

Efter Carl Nielsens død i 1931 forblev Maskarade i mange år et næsten rent dansk anliggende, med et par produktioner i de nordiske lande som eneste und-tagelser. I 1948 blev den således opført på Den finske opera i Helsinki og i 1971 på Den norske opera i Oslo. Først i 1972 fandt en opførelse sted uden for Norden, idet et amerikansk operaselskab opførte Maskarade i Minnesota og siden også i San Diego, Seattle og Washington. Senere tog Stockholmeroperaen værket på reper-toiret i 1978. Fra omkring 1990 har der været en markant stigning i de udenland-ske produktioner af denne opera begyndende med en opførelse i England på Opera North i 1991. Herefter fulgte Landestheater i Innsbruck i 1993, Kassel i 1994, Sarasota (USA) i 1995 (på dansk), Stralsund og Greifswald i 1997, Tartu i Estland i 1999 og Guildhall School of Music and Drama i 2003. Det hidtidige højdepunkt i denne udvikling finder sted i 2005 med en opsætning på Royal Opera House Covent Garden i London i en co-produktion med festspillene i Bregenz.

Trykte udgaver

Omkring årsskiftet 1906-07 udkom det trykte klaverpartitur til Maskarade med dansk/tysk libretto på Wilhelm Hansens musikforlag. Klaversatsen var udarbejdet af Henrik Knudsen, mens librettoen var oversat af fru C. Rocholl fra Bonn. Pro-duktionen var blevet forceret, antagelig fordi man ønskede, at partituret skulle foreligge, samtidig med at operaen havde premiere, hvilket det tydeligt bærer præg af. Partituret blev stukket i løbet af sommeren og efteråret 1906, efterhånden som den tyske oversættelse blev færdig. Stikningen blev påbegyndt, allerede inden Carl Nielsen havde komponeret ouverturen, hvorfor første akt begynder med side 1, mens ouverturen har selvstændig paginering. Pernilles arie i anden akt (t. 654-700) mangler, da denne passage først blev komponeret, efter at anden akt var stukket. Derimod følger klaverpartituret den ændrede scenegang i tredje akt.

Operaens popularitet afspejles gennem de samtidige trykte arrangementer. I -perioden 1907-14 udkom således på Wilhelm Hansens musikforlag adskillige arrangementer af udvalgte afsnit for klaver eller forskellige instrumentalensem-bler. Endvidere udkom Hanedansen i 1914 som separattryk, mens ouverturen blev trykt i 1929.

Carl Nielsen var forståeligt nok meget opsat på at få hele Maskarade udgivet i partitur, og i slutningen af 1930 anmodede han Wilhelm Hansens musikforlag om at udgive partituret til operaen “inden Udgangen af Aaret 1931”, da han “ellers maa forbeholde [sig] paa anden Maade at disponere over Værket”. Komponistens ønsker blev imidlertid ikke efterkommet, og først med den samlede udgave af Carl Nielsens værker (påbegyndt 1994) forelå partituret i trykt form i 1999, idet det dog skal nævnes, at der i 1948 blev publiceret et faksimiletryk af Carl Nielsens renskrift af første akt.

Carl Nielsens revisioner og forkortelser

Som tidligere omtalt foretog Carl Nielsen allerede i forbindelse med uropførel-sen en række forkortelser i tredje akt, ligesom han ændrede scenegangen i denne akt. Siden arbejdede han fra tid til anden med yderligere forkortelser og omar-bejdelser. Han havde således i februar 1912 planer om at omarbejde anden og tredje akt til én akt. Men bortset fra nogle enkelte notater i sit håndeksemplar af det trykte klaverudtog samt i Det Kgl. Teaters eksemplar af samme er der intet, der tyder på, at han nogen sinde for alvor er gået i gang med en sådan omarbejdelse. Han slap dog aldrig denne idé, og så sent som i september 1931 skrev han i Det Kgl. Teaters program:

“Jeg skal betro Dem, at hun [dvs. Maskarade] ogsaa har en hemmelig Fejl, som ikke ses, naar hun om Aftenen -viser sig rask og fint paaklædt i Rampelyset: Hun har faktisk en lille Skævhed i Ryggen, idet anden og tredje Akt burde være slaaet sammen til én, og jeg tænker -ogsaa engang at anlægge en Bandage i Form af et Orkester-mellemspil, saa Skævheden kan vokse sig tilrette.”

Ved nyindstuderingen i 1918 under Carl Nielsens ledelse indførte han yderligere forkortelser i anden og tredje akt, idet de forkortelser, der havde været anvendt siden uropførelsen, blev bibeholdt. Dette betød, at operaen blev forkortet med ca. 20-25 min.

I forbindelse med den planlagte opførelse i Antwerpen reviderede Carl Nielsen i sommeren 1922 operaen i samarbejde med sin svigersøn – den ungarsk/danske violinvirtuos Emil Telmányi (1892-1988). Ved denne lejlighed revideredes de hidtil anvendte forkortelser, ligesom der blev indført nye. Det havde oprindelig været hensigten at foretage revisionen i Det Kgl. Teaters partitur, som på dette tidspunkt var det eneste eksisterende renskrevne partitur af hele operaen. Men eftersom Det Kgl. Teater vægrede sig ved at udlåne dette partitur i længere tid, gennemførtes revisionen i stedet i blyantskladden med henblik på en senere afskrift, som dog antagelig aldrig blev udført. Det reviderede sæt af forkortelser blev endvidere indført i et eksemplar af det trykte klaverpartitur, som i oktober 1922 blev sendt til operaen i Antwerpen. I følgebrevet understregede Carl Nielsen, at disse forkortel-ser var de endegyldige. Desværre er denne ellers så vigtige kilde formentlig gået tabt, men det må antages, at der har været fuld overensstemmelse mellem forkor-telserne i dette klaverudtog og forkortelserne, som de ses i kladden. Revisionen i 1922 foregik under stort tidspres, hvilket er den sandsynlige forklaring på, at Carl Nielsen heller ikke på dette tidspunkt gjorde noget forsøg på at realisere planerne om en sammenfatning af anden og tredje akt til én akt.

Da Det Kgl. Teater i sæsonen 1922/23 genoptog Maskarade, var det Georg Hø-eberg, der stod for indstuderingen. Det fremgår af opførelsesmaterialet, at Høe-berg med to undtagelser fulgte de forkortelser, som Carl Nielsen havde anført i teatrets partitur, og herudover også tilføjede enkelte nye. Alt i alt blev operaen på denne måde forkortet med 25-30 min. (jf. oversigt, se ovenfor). Ved de to opførel-ser under Carl Nielsens ledelse i sæsonen 1925/26 blev forestillingen igen for-længet med ca. 15 min., hvilket må svare til de af Høebergs forkortelser, som Carl Nielsen ikke ville anerkende (ca. 5 min.), samt tidligere forkortelser, som han ved revisionen i 1922 annullerede. Ved nyindstuderingen i 1931/32 på Det Kgl. Teater under ledelse af Egisto Tango blev der tilsyneladende ikke ændret i de eksiste-rende forkortelser. Til gengæld spilledes anden og tredje akt uden ophold. Det er ikke usandsynligt, at Egisto Tango har søgt hjælp hos Carl Nielsen vedrørende de mange forskellige versioner af anvendte forkortelser.

På et tidspunkt i løbet af perioden 1923-30 blev der fremstillet en fotografisk kopi af Det Kgl. Teaters partitur. Denne kopi, som tilsyneladende har tilhørt Carl Nielsen, var forsynet med en svensk og en tysk oversættelse af den danske libretto, og da Maskarade i 1930 skulle opføres i Göteborg, lånte dirigenten Olav Kielland partituret af Carl Nielsen. Det vides ikke, om dette partitur eksisterer i dag og i givet fald hvor, men af korrespondancen mellem Nielsen og Kielland fremgår det, at Kielland har overført forkortelserne fra dette partitur til klaverudtogene. På denne måde kan forkortelserne fra denne opsætning rekonstrueres gennem det endnu bevarede eksemplar af regissørens trykte klaverudtog og vokalstemmerne. Disse forkortelser svarer stort set til de forkortelser, Carl Nielsen angav i kladden i forbindelse med revisionen i 1922. Den seneste bevarede version af Maskarade med forkortelser, der éntydigt stammer fra Carl Nielsens hånd, er således bly-ants-kladden.

Om Carl Nielsens forkortelser og ændringer i scenegangen har været til gavn for operaen kan diskuteres. Blot skal det skal her understreges, at nærværende indspilning gengiver operaen i sin fulde længde og med den oprindeligt plan-lagte scenegang.

Ovenstående tekst er en bearbejdet version ved Niels Bo Foltmann af Carl Nielsen

Udgavens forord til Maskarade (Carl Nielsen Udgaven I/1-2 1999)

 

HANDLINGEN

1. AKT

Leander og Henrik har tømmermænd efter gårsdagens maskerade. Leander fortæller Henrik, at han er blevet forelsket. Henrik forudser store problemer, da Leanders far har andre planer med Leander, men de beslutter alligevel at tage af sted til maskerade igen i aften. I stuen sidder en ægte desperate housewife: Leanders mor Magdelone. Hun keder sig gudsjammerligt og drømmer om den sommer, hvor hun som ung var i Spanien og dansede natten lang. Men hendes mand, Jeronimus, er ikke i dansehumør, og da han hører, at Leander har forelsket sig i en pige, raser han – og hele patriarkatet – over maskeraderne. Leander skal nemlig efter Jeronimus’ plan giftes med Leonards datter, som Leander aldrig har mødt. Men Leonard og Jeronimus har samme problem; også Leonards datter har forelsket sig på maskeraden og vil ikke længere giftes med Leander. Familien samles det sted, hvor alting i vore dage afgøres: i samtalekøkkenet. Vi kalder det ikke et Invita-køkken, men et Jeronimus- og Magdelone-køkken. Leander og Henrik insisterer på at ville på maskerade igen. Men Jeronimus sætter den polske gæstehåndværker, Arv, på vagt ved porten, så de ikke kan komme ud.

2. AKT

Alle skal gå til ro og sove pænt under Jeronimus’ opsyn. Ole Lukøje passer sit job. Men Henrik skræmmer livet af Arv og narrer ham til at bekende en masse uger-ninger, og så har Henrik og Leander krammet på ham – og dermed fri bane til maskeraden. Leander og Henrik mødes med deres respektive dates, Leonora og Pernille, og de går ind på maskeraden. Jeronimus opdager det og vil med derind. Også Magdelone og Leonard sniger sig ud af deres senge og lister med på ma-skerade.

3. AKT

Maskeraden er en drømmemaskine – et sted, hvor alle må lade hverdagens masker falde, og hvor man for et par timer bliver det, man inderst inde drømmer om. Leander og Leonora, Henrik og Pernille, Leonard og Magdelone udlever deres inderste drømme og længsler, og til sidst bliver det morgen, og hverdagen mel-der sig igen. Men er det drømmen eller hverdagens maske, der er deres ægte jeg?

Kasper Bech Holten

Release date: 
november 2007
Cat. No.: 
2.110407
FormatID: 
DVD (NTSC)
CoverFormat: 
DVD/Blu-ray standard
Barcode: 
747313540754
Track count: 
0

Credits

Instruktion: Kasper Bech Holten, Morgan Alling
Scenografi og kostumer: Marie í Dali
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Instruktørassistent: Staffan Jennehov
DVD producers: Thorleif Hoppe, Niels Severin

Lydformat: Dolby Digital 5.1 og DTS Digital Surround

Co-produktion mellem Det Kongelige Teater og Danmarks Radio (DR)

Denne DVD udgives i samarbejde med Danmarks Radio og STV Productions A/S

randomness