Lucio Silla

Af Claus Johansen

Lucio Silla havde premiere i Milano den 26. december 1772. Det var hverken første eller sidste gang, der blev sat musik til teksten om den tyranniske romerske hersker, der lader det gode i sig sejre. Egentlig ikke en revolutionerende forestil-ling, for i den formelle opbygning med 3 akter, en lang række virtuose arier i forskellige stilarter, nogle få ensembler, et hav af recitativer og lange (nu for-svundne) balletindslag lignede den
hundredvis af andre operaer, man kunne opleve på
de omkring 150 teatre, som betjente 1700-tallets
italienere. Det sensationelle ved denne Lucio Silla var
for det første, at kvaliteten var så høj (både
dekorationer, medvirkende, musikken og teksten var i top) og for det andet, at musikken var komponeret
af et barn.

Barnet hed Wolfgang Amadeus Mozart og vi, der kender resten af hans liv og ved, hvad han drev det til, kan let begå den fejltagelse at se Lucio Silla som begyndelsen, et forstudie til de 6-7 såkaldt store operaer fra hans sidste 10 år. Men sådan kunne ingen tænke den 26. december 1772. For det publikum, som ventede i et overophedet teater i mere end tre timer var Lucio Silla ny musik

og hvis de tænkte på Mozart som andet end et fænomen, har de vel oplevet ham som moderne komponist og hans opera som den foreløbige top på en lang og mærkelig karriere.

Der sidder han med paryk og sandsynligvis i en rød kjole ved sit spinkle italienske cembalo på gulvet foran scenen (orkestergrave hører til en senere tid), lidt bleg, meget træt og vel også en smule nervøs. Hjulpet godt på vej af næsten 60 solida-riske musikere leder han en 6 timer lang forestilling. Dirigere gjorde ingen den-gang, for det var ikke nødvendigt. Han giver indsatser, akkompagnerer, angiver et tempo og markerer en puls. Resten klarer koncertmesteren og orkestret. Musi-kerne kan den italienske stil, for de spiller aldrig andet, og sangerne klarer sig selv, de er blandt Norditaliens bedste: Kastraten Venanzio Rauzzini og sopranen Anna Amicis Buonsolazzi i de to store roller som Cecilio og Giunia (Mozartfami-lien var venner med dem begge og samarbejdet forløb perfekt). Lidt mere usik-kerhed var der over Silla, kirkesangeren Bassano Morgnoni, som nok kunne synge, men som aldrig havde stået på en scene før, hvilket er et dårligt udgangs-punkt for indehaveren af en titelrolle. Mozart reducerede hans parti og gav så meget desto mere til Celia og Cinna, som ved premieren blev sunget af to kvin-der, og hvis partier egentlig var tænkt som biroller. Dermed fik operaen af prakti-ske hensyn en lidt anden byrdefordeling, end man var vant til, hvilket dramatisk set nok er en fordel.

Og her er vi tæt på noget centralt i Mozarts geni: Kombinationen af praktiske hensyn, fremragende håndværk og instinktivt dramatisk sans. Hvordan han gjorde er en gåde. Drengen var 14 år og for overhovedet at komponere de man-ge recitativer og arier må man beherske italiensk. Man må være velbevandret i verseformer, have en dramatisk, psykologisk og erotisk erfaring ingen 14-årig har og desuden vide overordentlig meget om sangteknik: Hvad byder man en af Europas bedste koloratursopraner, hvad kan en førsteklasses kastrat og hvad kan en uerfaren tenor ikke? Alt det vidste han tilsyneladende uden videre, og derudover kendte han orkestrets hemmeligheder, han forstod at male gravkam-merstemning, jubel, fest, forelskelse, fortvivlelse og raseri ganske som de bedste af hans voksne kolleger.
Snakken gik i Milano og musikerne, hvoraf mange selv skrev musik, må være blevet imponerede efterhånden som prøverne afslørede, hvad den lille østriger havde komponeret, sangerne må have spredt rygter om hans evner som akkom-pagnatør og en stor del af publikum havde mødt ham før. Men hvem var den lille blege mand og hvor kom de evner fra? Der var tre timer til tæppet gik, og folk har haft nok at tale om, mens de ventede på at operaen skulle begynde.

Hele historien kendte ingen dengang, og rygterne talte i øvrigt ikke lige sandt alle sammen. Fra Napoli kom historier om hans overnaturlige evner, det var vist noget med en magisk ring. Andre kunne fortælle, hvordan han kunne spille med et stykke stof over klaviaturet, så han ikke kunne se sine hænder. Der var fortællin-ger om hans evne til at improvisere en arie ud af den blå luft, og flere havde hørt ham akkompagnere musik, han stort set ikke kendte i forvejen. Mange kunne fortælle om hans seneste triumfer. De havde hørt fortællingen om den midaldren-de koncertmester Leopold Mozart, der i 11 måneder forberedte sin søn på en Italiensturné, som kom til at vare mere end et år. Det var i 1769 og rejsen blev en kæde af triumfer med invitationer fra flere kardinaler, storhertugen af Toscana, kongen af Napoli, gesandten lord Hamilton og paven selv. Men også med kontak-ter til store italienske opera- og kirkekomponister som Picini og Sammartini i Milano og Paisiello og Jomelli i Napoli. Mozart skrev sin første strygekvartet i Italien, i Rom hørte han Gregorio Allegris Miserere og skrev efter sigende den komplicerede musik ned efter hukommelsen. Han var i audiens hos Pave Cle-mens XIV i juli 1770, hvor han modtog den Gyldne Spore samt retten til at kalde sig Cavaliere (ridder), en ret han aldrig brugte.
Han begyndte at skrive sin karnevalsopera Mitridate, mens han studerede kon-trapunkt hos den legendariske komponist Padre Martini i Bologna, og blev på sin lærers opfordring valgt ind i byens Accademia Filarmonica. Mitridate havde pre-miere i Milano ved juletid 1770 og succesen var total. Flere bestillinger løb ind på en stor festkantate, Ascanio in Alba, og en ny opera til Milano. I foråret 1771 var Leopold Mozart og hans søn et smut hjemme i Salzburg, men allerede i efteråret var de tilbage i Milano, hvor Ascanio havde premiere. Leopold kæmpede for at få sin søn ansat hos ærkehertug Ferdinand, men det mislykkedes, bl.a. takket være et ondskabsfuldt brev fra hans mor Maria Theresia, kejserinden i Wien, som advarede ham mod familien Mozart, som hun kalder unyttige folk, "gens inutiles". Så tager de unyttige folk hjem igen for at medvirke ved festlighederne, da den nye ærkebiskop skal indsættes i Salzburg. Mozart, som er i god form fra Italien, skriver operaen Il Sogno di Scipione og får til gengæld en stilling til 150 Guilden og orlov, så han kan tage til Milano og skrive den nye opera Lucio Silla.
De kom til Milano i oktober 1772 og fra da af kan vi følge dem tæt i de breve, de skriver hjem til familien i Salzburg.

(Leopold Mozart til sin kone. 14. november 1772)
... Ingen af sangerne er kommet endnu, bortset fra Signora Suarti, som synger det andet herreparti. Wolfgang morer sig i ventetiden med at komponere korene, der er i alt tre og han er ved at bearbejde de recitativer, han skrev i Salzburg. Forfatteren har sendt teksten til Abbed Metastasio i Wien til godkendelse og denne tilføjede, efter at have rettet og ændret ikke så lidt, en hel scene i anden akt. Wolfgang har nu skrevet alle recitativerne og ouverturen ...

(Leopold Mozart til sin kone. 5. december 1772)
Signora De Amicis kom meget sent i nat. Hendes rejse fra Venedig til Milano i postvogn med seks heste har taget en uge, da vejene er oversvømmede og fulde af mudder. Desværre er den stakkels