Kærlighedssange

De tre komponister på denne cd - Weyse, Heise og Lange-Müller - repræsenterer hver for sig højde-punkterne i tidlig romantik, højromantik og senromantik i dansk vokalmusik. Der er tale om tre af de mest elskede sangkomponister inden for det felt, der mere end noget andet musikalsk stod i centrum i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: Sangen ved klaveret. Noderne til deres sange udkom i anseelige oplag, og de blev ofte brugt, til de hang i laser. I begyndelsen af perioden, Weyses tid, var det især amatørsangen, sangen i hjemmene, der i takt med klaverets indtog i de borgerlige hjem blev dyrket. Senere - i Heises og Lange-Müllers tid - begyndte de professionelle sangaftener at vinde frem, og de to sangmiljøer, hjemmet og koncertsalen, kom i høj grad til at befrugte hinanden.
Kærligheden i alle dens afskygninger har alle dage været et centralt emne i al sangskrivning, og det er da også centralt hos alle de tre komponister. Fælles er også udgangspunktet i og tilknytningen til den enkle strofiske folkelige sang, både hvad melodik og tekstvalg angår. Derfra udvides formen i retning af større, ofte mere gennemkomponerede sangformer med en mere virtuos melodik og varieret harmonik.
Opblomstringen af den danske sang tog for alvor fart i slutningen af 1700-tallet, hvor der takket være J.A.P. Schulz' indsats blev skabt et grundlag for udviklingen af den verdslige sang i hjem og skole. En del af Schulz' enkle tysksprogede sange "i folketone" blev udgivet med danske oversættelser, og sammen med sange fra hans danske syngespil fandt de vej til hjemmenes klaverer.
Mens tyngdepunktet for Weyses vedkommende stadig ligger på den enkle strofiske sang, så ændre-des billedet for Heises og Lange-Müllers vedkommende. Der var nu sket en vældig udvikling i musiklivet. Sangen stortrivedes, og som nævnt begyndte de professionelle vokalkoncerter at dukke op i stort tal. Der kunne nu stilles større krav såvel til sangere som til pianister, for de var blevet mange flere, og ambitionsniveauet var steget i takt hermed.

Christoph Ernst Friedrich Weyse
Det er svært at overvurdere Weyses betydning for udviklingen af såvel den folkelige som den mere kunstmæssige sang i Danmark. Gennem sin personlige og faglige tilknytning til sin lærer J.A.P. Schulz havde han fået kærligheden til den enkle folkelige sang så dybt ind i sit væsen, at den aldrig forlod ham. Fra ungdommens Schulz-efterligninger, over de ingemannske morgen- og aftensange til alderdommens skolesange (Natten er så stille, Julen har bragt velsignet bud) holdt han fast ved denne genre.
Den smukke vuggevise Mit elskte barn var oprindelig slet ikke beregnet på udgivelse. Weyse kom-ponerede melodien til en tekst, som hans huslæges svigersøn havde skrevet til sin lille søn - og glemte den. Først efter komponistens død sendte det nu voksne barn sangen til udgiverne af Weyses sange, så mange kunne få glæde af den.
Ved siden af de strofiske småsange udviklede Weyse kunstromancen, den større, vokalt mere kræ-vende sang, beregnet på den uddannede stemmes teknik og virkemidler.
Gennembruddet skete med Dybt skoven bruser, frugten af hans ulykkelige kærlighed til den rige grossererdatter Julie Tutein. I denne sang er klaverakkompagnementet en selvstændigt meddigtende faktor, hvor havets brusen, eller snarere den ulykkelige piges oprørte sind, udmales. Denne sang, som Weyse oprindelig komponerede til Fr. Schillers tyske tekst, -Theklas Gesang, oversatte Adam Oehlen-schläger til dansk og indlagde den i sit skuespil Sanct Hansaften-Spil. Samarbejdet med dansk roman-tiks første store digter fortsattes med nogle sceniske arbejder. Oehlenschläger bearbejdede en tysk syngespilstekst, der med titlen Sovedrikken gik over Det Kgl. Teaters scene med stor succes i 1809. Mange af stykkets sange gik ind i hjemmenes og koncertsalenes repertoire som sikre træffere. Specielt serenaden Skønjomfru, luk dit vindue op blev populær. Den har alle en weysesk romances skønneste egenskaber, en henrivende melodi, der viderespindes i et melodisk mellemspil. Selv om Ludlams Hule ikke fik samme sceneheld, så blev også mange af sangene herfra stående. Klaras sang Der er en ø i livet om kærlighedens eftertragtede hjemsted med det liflige harpeakkompagnement er igen et eksem-pel på Weyses enestående lyriske åre, her i en rigt varieret form med en mellemstrofe i en kontraste-rende durtoneart og en slutstrofe med et dystert--oprevet akkompagnement.
Weyses lige så enkle som fornemme melodi til folkevisebearbejdelsen Det var ridder hr. Åge fra Oeh-lenschlägers Axel og Valborg blev ikke benyttet ved de første opførelser af stykket, hvor digteren selv havde lavet en nu forlængst glemt melodi. Et godt eksempel på Weyses højt værdsatte humor er Signe-lil, en vellykket parodi på tidens populære skrækballader, som komponisten selv skrev teksten til.
Weyses anden store teatersucces blev syngespillet Et Eventyr i Rosenborg Have. Han boede i mange år med udsigt til den populære park, hvor han ofte havde spadseret med librettoens forfatter, Johan Ludvig Heiberg. Weyse havde kendt skilsmissebarnet Johan Ludvig, fra denne var dreng. Som en slags legeonkel havde han bl.a. bygget et dukketeater til ham. Heiberg skrev sin gamle ven en elegant tekst om fire højst forskellige kærestepars forviklinger en sommerdag i haven. En sorgløs ung mand synger ved stykkets begyndelse i Man siger, hjertet har ej rum om sin forelskelse i to piger, som han påstår, at hans rummelige hjerte snildt har plads til. Melodiens skiftende og dansende rytmer er et nyt træk hos Weyse.

Peter Arnold Heise
I modsætning til Weyse var Peter Heise først og fremmest sangkomponist, og han har efterladt sig en uhyre varieret samling på mere end 200 sange. Som purung lærte han den tyske komponist Johann Friedrich Reichardts Goethe-sange at kende. Det blev af afgørende betydning for ham. Reichardt, der var samtidig med Schulz og den betydeligste forløber for Schuberts sang-skaben, havde foruden en rig melodisk åre sans for at udvikle klaverakkompagnementet til sine sange til en hidtil ukendt selvstændig-hed. Også Weyse, hvis sange Heise var med til at udgive, blev et forbillede. Endelig blev opdagelsen af Robert Schumanns sangkunst under et studieophold i Leipzig en afgørende inspiration.
"Det synger altid i mig", udtalte Heise engang. Når han læste en tekst, som inspirerede ham, så sprang melodierne ubesværet frem. Som sine forbilleder var han en kræsen litteraturkender. I Christian Winthers digte fandt han et romantisk-følsomt sprog kombineret med et kultiveret indhold, som tiltalte ham. I Vårsang i høst får den frembrydende elskov på trods af årstiden et medrivende jublende og ekstatisk udtryk, som gjorde den til en af de mest yndede Heise-sange. Den kun 25-årige komponist satte omkvædets "Nys rosen udsprang" under sit portræt.
I modsætning til Winthers mere svale elskovslyrik fandt Heise hos Emil Aarestrup en både mere li-denskabelig og mere sprogligt forfinet erotik. Han tonesatte denne digters poesier i sine sidste år, hvor hans sangstil havde raffineret sig både melodisk og harmonisk, og sange som Til en veninde og Skov-ensomhed blev højde