English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Knudåge Riisager

The Symphonic Edition Vol. 1


Aarhus Symfoniorkester
Bo Holten, dirigent

Knudåge Riisager, komponist

Om:
Knudåge Riisager (1897-1974) studerede komposition i Paris 1920'erne og blev en pionér for den funklende neoklassicistiske stil i dansk musik. Denne premiereindspilning af Riisagers samlede symfonier lægger ud med den virtuose Symfoni nr. 1 fra 1925. Ligledes finder vi fire livlige og humoristiske orkesterstykker præsenteret som komponisten oprindeligt havde tænkt dem, som en serie af "Danske billeder": Fastelavn, Comoedie, Klods Hans og Ouverture til Erasmus Montanus.

Køb CD

  $21.30
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Overture for Erasmus Montanus, op. 1 (c. 1918-1920)
Danish Pictures no. 1
1

Andante - Allegro vivace - Tempo di menuetto grazioso - Allegro vivace

10:21 Play $2.80
Klods Hans (Jack the Dullard), op. 18 (1929)
Danish Pictures no. 2
2

Allegro vivace

9:45 Play $2.10
Symphony no. 1, op. 8 (1925)
3

I Allegro ritmico e con brio

8:50 Play $2.10
4

II Andante recitativo

6:49 Play $2.10
5

III Allegro focoso

9:58 Play $2.10
Comoedie, Danish Pictures no. 4, op. 21 (1930)
Danish Pictures no. 4
6

Molto tempestoso

9:46 Play $2.10
Fastelavn (Carnival), op. 20 (1930)
Danish Pictures no. 3
7

Vivace, molto fastoso

9:21 Play $2.10
 
Total spilletid  65 minutes
KnudÅge Riisager af Claus Røllum-Larsen

Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda i Estland, hvor hans far havde ladet opføre og nu ledede en cementfabrik. Ved ingeniør Smidths død i 1899 blev faderen kaldt hjem for at arbejde i København for F.L. Smidth & Co, og familien flyttede da til Frederiksberg, hvor Riisager boede resten af sit liv. Efter studentereksamen i 1915 påbegyndte han det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1921 blev cand. polit. Fra 1925 til 1950 fungerede han som embedsmand, de sidste elleve år som kontorchef i Finansministeriet. Knudåge Riisager døde den 26. december 1974.

Sideløbende med denne regelrette administrative karriere udfoldede Riisager en frodig virksomhed som komponist, musikskribent og organisationsmand. Sin første undervisning i teori og komposition fik han af Otto Malling og efter dennes død i 1915 af Peder Gram. Det skulle blive et studieophold i Paris i 1923, som for alvor kom til at åbne den unge komponists øjne for de nye strømninger i samtidens musik. I Paris blev Riis-ager elev af Albert Roussel og Paul Le Flem, og påvirkningen fra det franske fornemmer man klart i hans kompositioner fra midten af 1920'erne. Medens værkerne fra årene op til 1921 har et nordisk lyrisk, sine steder Carl Nielsensk præg, så op-viser kompositionerne fra årene op til midten af 1930'erne foruden indflydelse fra franskmændene Rous-sel og Satie påvirkning fra Prokofiev, Honeg-ger, Bartók, og ikke mindst Stravinsky. Riisagers stærkt personlige stil skinner dog allerede igennem i værkerne fra disse år. Dette kommer således til udtryk i den nærmest provokerende anvendelse af sekunddissonanser, glæden ved det bitonale, det humoristiske, musikantiske islæt samt ikke mindst den for Riisager særegne orkestrering.

Hele denne udvikling kan aflyttes i værker som Ouverture til Erasmus Montanus og Sange til tekster af Sigbjørn Obstfelder, begge fra ca. 1920, Suite dionysiaque fra 1924 samt Variationer over et Thema af Mezangeau og T-Doxc. Poème méca-nique, begge fra 1926. Sidstnævnte værk med undertitlen Jabiru, mekanisk Digtning, er et musikalsk portræt af en dengang splinterny japansk flyvemaskinemodel. Værket er helt i pagt med tidens maskinmusik og som sådan et fint eksempel på den unge komponists internationale orientering og vilje til at eksperimentere.

Allerede i 1928 havde Riisager indledt sit samarbejde med balletten på Det Kongelige Teater, idet han dette år komponerede musikken til Elna Jørgen-Jensens ballet Benzin med scenografi af Robert Storm Petersen. Premieren på dette værk må, hvad modtagelsen angår, betegnes som en eklatant fiasko, og den opnåede ved fremkomsten i 1930 i alt kun tre opførelser. I slutningen af 1930'erne genoptog Riisager sit virke som balletkomponist, idet han leverede musikken til Børge Ralovs H.C. Andersen-ballet Tolv med Posten. Denne fik dog først sin premiere på Det Kongelige Teater i 1942, i øvrigt sammen med Harald Landers Slaraffenland og Qarrtsiluni - også med Riisagers musik. Skønt han i 1930'erne og 40'erne komponerede en række betydelige værker, så blev det i høj grad disse balletpartiturer, der i en bredere offentlighed kom til at slå Riisagers navn fast som en af sin generations førende komponister.

Balletmusikken blev også i de følgende år Riisagers væsentligste arbejdsområde. I 1945 færdiggjorde han musikken til Landers Fugl Fønix, og i 1947 bearbejdede og instrumenterede han et udvalg af Carl Czernys klaveretuder til sin og Harald Landers ballet Etude (senere kaldet Etudes). Med dette værk opnåede Riisager i særlig grad international anerkendelse, og selv om der er fortilfælde for anvendelsen af orkestrerede klaversatser som balletmusik (fx Otto-rino Respighis La boutique fantasque (1919)), så rummer kombinationen af klaveretudernes og dansetrinnenes tekniske progression en særlig dimension, som netop er det samlede værks pointe.

I 1920'erne havde Riisager været blandt de mest aktive forkæmpere for fremførelsen af ny musik i København og som sådan medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab (formand 1922-24) og medlem af censurkomitéen i Foreningen ‘Ny Musik'. Endelig i 1937 blev han formand for Dansk Komponistforening - en post han beholdt i 25 år.

Riisagers initiativrigdom og evne til problemafgrænsning og -løsning gjorde ham til et selv-skrevent medlem af talrige foreningsbestyrelser, komitéer, råd m.m. såvel i Danmark som uden for landets grænser. Jævnsides med denne virksomhed varetog han som nævnt sit arbejde i ministeriet til 1950, da han trak sig tilbage som kontorchef. Riisager lod sig dog ikke friste af en tidlig pensionisttilværelse, så i 1956 tog han imod opfordringen til at blive direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er ganske tankevækkende, idet han aldrig selv havde frekventeret denne læreanstalt. Han helligede sig i øvrigt som direktør det administrative arbejde og underviste ikke i de elleve år, han var tilknyttet konservatoriet.

Efter at have færdiggjort Etude gik Riis-ager i gang med arbejdet på sin eneste opera, enakteren Susanne, til en libretto af hans nære ven Mogens Lorentzen. Nogen succes var der ikke tale om: den fik kun 17 opførelser, og ved genoptagelsen i 1957 - i forbindelse med Riis-agers 60-årsdag - gik den kun over scenen seks gange. Flere større værker fulgte nu, bl.a. en koncert til violinvirtuosen Wandy Tworek, men det skulle som hidtil blive ballet-musikken, der kom til at skaffe Riisager fremgang. Igennem 1950'erne komponerede han bl.a. to balletpartiturer til den svenske koreograf Birgit Cull-berg, dels Måne-renen, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1957, dels Fruen fra Havet, hvis førsteopførelse fandt sted på Metro-politan Opera House i New York i 1960. Af værkerne fra Riisagers sidste ti år må nævnes Sangen om det uendelige fra 1964 til tekst af den italienske digter Giacomo Leopardi samt orkesterværkerne Trittico fra 1971 og Til Apollon komponeret 1972.

Knudåge Riisager forenede et fuldtids-arbejde som embedsmand med en omfattende virksomhed som komponist, og ud over at gøre en betydelig indsats i et stort antal af musiklivets organisationer udfoldede han sig som en uhyre flittig skribent. I de unge år var det ikke mindst som artikelforfatter, men senere blev det som essayist, hvilket fremgår af bl.a. de fine bøger Tanker i tiden (1952) og Det usynlige mønster (1957). Også i disse klart formulerede litterære bidrag møder man Knud-åge Riisager som en humanistisk dannet kulturpersonlighed med et bredt kulturelt udsyn.

Som komponist havde Riisager ingen elever eller efterfølgere, men han formåede med sin uforvekslelige, personlige tone at berige dansk musik med en ekstra dimension af spiritualitet og fyndighed.

 

Værkerne

Riisagers tidligste større orkesterværk er Ouverture til Erasmus Montanus op. 1, som blev komponeret i årene ca. 1918-1920. Ganske naturligt indsendte han værket til Dansk Koncert-Forening - datidens forum for ny dansk orkestermusik - med henblik på opførelse, men fik at vide, at det var uspilleligt. Det var derfor en stor glæde for ham, at den svenske komponist og dirigent Ture Rangström tilbød at uropføre ouverturen i Konserthuset i Göteborg den 15. oktober 1924.

Det er vanskeligt at vurdere, hvad der i ouverturen har været konkret årsag til, at værket blev afvist af Dansk Koncert-Forening. Vi kender ikke den oprindelige form, den blev indleveret i, men det kan undre, at i det mindste Peder Gram, der var Riisagers teorilærer og på det pågældende tidspunkt dirigent i foreningen, ikke har taget værket under sine vinger og fx foranlediget, at de passager, man fandt uspillelige, blev omarbejdet. Ouverturen er et så velskrevet og modent værk, at det i allerhøjeste grad burde gøre krav på at blive spillet. Men det må erindres, at Riisager selv senere, i maj 1924 - formodentlig med udsigt til at ouverturen ville blive opført i Göteborg - har følt sig foranlediget til at ominstrumentere den, måske på baggrund af studieopholdet i Paris og erfaringerne fra undervisningen der.

Interessen for Ludvig Holbergs værker havde Riisager fået vakt allerede i latinskoleårene, hvor han på Henrik Madsens Skole (det senere Skt. Jørgens Gymnasium) havde den højt ansete Holberg-forsker Th. A. Müller som lærer. Det er Müllers undervisning, der inspirerede ham til kompositionen af dette værk. Foran i autografen til ouverturen har Riisager anført to beskrivelser af værket; de er begge streget ud, men den anden bringes her:

 

"Ouverturen er en indledning til Holbergs 'Erasmus Montanus'. Den giver ikke nogen egentlig skildring af personer eller handling i stykket, men er tænkt som en musikalsk fremstilling af komediens ånd. I det fredelige milieu stormer Erasmus løs."

 

Ouverturen er disponeret i fire dele. Indledningen synes at fremmane en naturidyl med sit pentatont farvede obomotiv, som besvares i fløjte og piccolofløjte, og jagttonerne fra hornene. Disse sidste videreudvikles i klarinet og fløjte. Forløbet udspiller sig over et klangtæppe bestående af en treklang i strygerne med flageolettoner i første-violinerne og med nedadgående pizzicatotoner i kontrabasser. Lidt efter indføres en bred strygermelodi. Den spilles på G-strengen, og gradvis sætter det øvrige orkester ind. Efter en kulmination, hvor strygermelodien bliver fremført af trompeterne, leder et diminuendo over til en kort passage i klarinetter og fagotter med en enkel melodi, der omslutter en opadgående kvint, og endelig fører en strygerpassage tilbage til solopartierne i horn og træblæsere.

Herefter sætter hoveddelen ind - man vægrer sig ved at kalde den hovedtemadelen, eftersom der ikke følger et sidetema. Der er heller ikke tale om noget egentligt hovedtema, men derimod om en række korte melodiforløb, der udvikles og kombineres, uden at der dannes større tematiske enheder. Som indledning til og mellem flere af de korte tematiske afsnit høres hvirvlende strygerpassager, men senere intensiveres den motiviske udvikling hen imod hoveddelens afslutning. hvor der er blevet moduleret hen til subdominanttonearten C-dur. Nu begynder en art gennemføringsdel, hvor stof fra hoveddelen bliver bearbejdet i træblæserne. Løjerne når deres højdepunkt, da basunerne leverer en barok passage med glissandi. Men kort efter skifter scenen. Vi er nu i en sal, hvor der danses menuet. Optrinnet har et stiliseret præg og en virkning i sammenhængen, som kan lede tanken hen på "Allegretto mosso con grazia (quasi Menuetto)"-delen af Liszts symfoniske digtning Tasso: lamento e trionfo (1847-1854). Medens Liszts menuettema skal alludere til hoffet i Ferrara, relaterer Riisagers direkte til Erasmus: Riisager har selv udtalt: "Men hans kærlighed til Lisbed og hans sølle mangel på konsekvens måske også virkelig gør, at hans hjærte bliver rørt, og det er en værdifuld bevægelse, der foregår i ham - sejer over hans principrytteri. Dette graciøse moment er antydet ved det lille menuettema." Efter dette korte intermezzo følger en genoptagelse af hoveddelen. Senere indtræder et højtideligt, hymneagtigt afsnit, der afbrydes af hurtige strygerløb, som leder over til codaen, hvor nogle kåde figurer i træblæserne giver mindelser om menuetdelen, hvorefter stykket bringes til afslutning.

Ouverturen har et frisk og energisk udtryk og udstråler en vis overlegenhed, som bl.a. beror på det klart disponerede forløb med stærke formale indsnit og den oplagthed, der fornemmes i motivbehandlingen, og som tillige kommer frem i instrumentationen. Ouverturen blev snart et af Riisagers mest populære værker i koncertsalen. Så vidt vides har det kun få gange været benyttet som ouverture til Holbergs komedie: det skete ved festforestillingen i anledning af Aarhus Teaters 25-års jubilæum i 1925 og ved en række forestillinger på Det Kongelige Teater i 1947. Som kuriosum kan det nævnes, at Aarhus-opførelsen foranledigede en temmelig ublid anmeldelse i Aarhusposten, hvor man bl.a. kunne læse: den "var ikke let at forstaa. Den var en Blanding af Hanegal, Tyrebrøl, Sømkasser og et forkølet Automobilhorn", medens Demokraten fandt, at ouverturen "var en velklingende og iørefaldende, men unægtelig hypermoderne Komposition."

 

Fra autografen til ouverturen Fastelavn (1930) ved vi, at Riisager oprindelig havde en forestilling om, at dette værk samt Ouverture til Erasmus Montanus, ouverturen Klods Hans (1929) og "forspillet til en dansk comoedie", Comoedie (1930), skulle udgøre en serie orkesterstykker betegnet "Danske billeder". På denne første indspilning af disse fire værker har man valgt at referere til denne fællestitel, selv om Riisager altså senere ikke holdt fast ved den. På cd'en er de to sidstnævnte værker byttet om.

Kendetegnende for kompositionerne er den ekvilibristiske orkesterstil, som på humørfyldt og underholdende måde fremmaner situationer og stemninger. Det er værker, som til fulde viser Riisager som det "musikalske legebarn", han formodentlig selv ønskede at være, og de vidner om hans glæde ved at bruge orkestrets muligheder med bl.a. udstrakt benyttelse af solopassager. I disse orkesterværker genfinder man i det hele taget en række karakteristiske Riisager-træk: den kalejdoskopiske motiv- og temabehandling, de mange uformidlede overgange fra én toneart til en anden, betoningen af det høje leje i violinerne, bitonaliteten og de skarpe sekundsammen-stød ligeledes i højt leje.

 

Klods Hans op. 18 er slutdateret den 17. juli 1929 og blev uropført af Statsradiofoniens Symfoniorkester med Launy Grøndahl som dirigent på 125-årsdagen for H.C. Andersens fødsel, den 2. april 1930. Ligesom det var tilfældet med Ouverture til Erasmus Montanus, betoner Riisager, at der her ikke er tale om programmusik: "Ouverturen er tænkt som en fri fantasi over den danske knøs, der over skrævs på sin gedebuk farer tværs gennem fornemt vigtigmageri og indbildt fordom. Med handlingen i H.C. Andersens eventyr har stykket således ingen forbindelse." Når man lytter til Klods Hans kan det undre, at der ikke foreligger en eller anden form for handlingsbeskrivelse, for værket indeholder adskillige passager af udpræget illustrativ karakter. Men det er altså det karaktermæssige, selve idéen, Riisager har søgt at fastholde.

 

Fastelavn op. 20 er dateret den 10. juni 1930 og blev uropført den 7. marts 1932 ved en koncert arrangeret af Det unge Tonekunstnerselskab i Odd Fellow-Palæets store Sal. Dirigent var Peder Gram. Ouverturen er tilegnet "gavstrikkerne og alle de sjove piger i København". I en beskrivelse af værket, som findes i autografen - men som Riisager ikke har ønsket skulle med i den trykte udgave - hedder det: "‘Fastelavn' er det musikalske udtryk for den danske fastelavn, der endnu hos os har en rest af middelalderens primitive kådhed og ubekymrede slåen til skaglerne. Det er ikke sydens karneval men et københavnsk gadebillede fra i dag med drengenes papnæser og raslebøsser og sang i gårdene i fars vendte trøje og mors slidte nederdel, med katten af tønden og risen op for boller. Disse bemærkninger er ikke noget program for stykket, men kun en almindelig vejledning for et publikum, der måske - og forgæves - venter associationer om traditionelle karnevalsfigurer, pierretters dans og harlekiners klagesuk." Fastelavn er en slags tour de force for orkestret, kun afbrudt af mellemdelen, hvor den gamle fastelavnssang "Kan du gætte, hvem jeg er" intoneres. Melodien, som også kendes fra sangen "Ved vejen lå et hus", bliver behandlet yderst opfindsomt, og i genoptagelsen af hoveddelen spiller den også en rolle.

 

Comoedie op. 21, som er færdigkomponeret 10. november 1930, har ligeledes et stærkt virtuost tilsnit, og over lange stræk har værket præg af en regulær koncert for orkester. Dette gør sig gældende fx i et længere afsnit, som indledes af en fagotsolo, hvis melodi overtages og imiteres af træblæserne en efter en. Efter at have været fremført af det fulde træblæser- og strygerkorps imiteres temaet i strygerne i en kort femstemmig sats. Men Riisager forholder sig frit til traditionen, afbryder den strenge sats og lader en langt mere fri behandling af temaet sætte ind. Riisager tilegnede Comoedie dirigenten og komponisten Emil Reesen, som stod i spidsen for Statsradiofoniens Symfoniorkester ved uropførelsen den 1. februar 1934.

 

Den 1. juni 1925 fuldendte Riisager sin 1. symfoni, som fik opustallet 8. Værket, der er utrykt, er tilegnet mindet om Riisagers far, som døde i 1919. Symfonien er i tre satser, hvoraf den første er tredelt med reprise. Dette kunne lede til den formodning, at der var tale om en mere eller mindre traditionel sonatesatsform; men det påfaldende ved opbygningen af førstesatsen er netop, at der ingen tonal forskel er på eksposition og reprise. Reprisen har fået tilføjet en coda samt nogle små - men markante - ændringer af et af temaerne fra sidetemadelen, men til gengæld er der i en længere passage i reprisen foretaget ombytninger mellem de forskellige instrumentgrupper i forhold til ekspositionen således, at fx musikalsk materiale fra strygerne er lagt op i træblæserne, som så til gengæld har afgivet deres stof til strygerne. At der i reprisen ikke findes udligning af nogen tonal spænding i ekspositionen, betyder, at satsen ikke opfylder det mest grundlæggende "krav" til en sonatesatsform. Den kan dermed muligvis ses som et udtryk for Riisagers despekt for sonateformsprincippet som en udpræget germansk formtype, og han har følgelig valgt at lade rent instrumentationsmæssige forhold udgøre en af de væsentligste forskelle på de to satsdele. På dette punkt lægger Riisager sig tæt op ad periodens franske symfonik, hvor det melodiske element og instrumentationen havde høj prioritet, og hvor sonatesatsformen var ugleset. Efter Første Verdenskrig blev denne antigermanske holdning i Frankrig i øvrigt forstærket.

Det tematisk/motiviske spiller en stor rolle i symfonien. Der åbnes med et stigende firtonigt trompetmotiv, som straks bliver udviklet i to faser, hvor toneomfanget stadig forøges. Udviklingen af motivet fortsætter satsen gennem, og hvad der må påkalde sig opmærksomhed er, at andensatsens hovedtema præsenteres i codaen i første sats - som en klar udvikling af førstesatsens hovedtema, som det danner modstemme til - unægtelig en atypisk disposition! Et raffinement indtræder få takter inde i førstesatsen: her indføres begyndelsen af børnesangen Ruder Es ("Ritsch-ratsch") i solofløjten. I værkets slutning vender et lille fragment af melodien tilbage i trompeterne, hvor det går over i gjaldende små sekunder, som i øvrigt peger tilbage på den voldsomme indledning til finalen - en indledning, som udgøres af en slags lydmønstre af gentagne små sekunder i strygere i ff.

Der foregår desuden en sammenbinding af symfoniens satser ved hjælp af temaerne. Riisager har formodentlig været sig bevidst, at han ved at bryde med nogle afgørende satsprincipper i symfoniformen og ved at lade temaer gå igen i flere satser lagde sig tæt op ad den franske symfonitradition. Desuden er trangen til at forenkle og strukturere den musikalske sats mere stramt en del af den almindelige udvikling efter verdenskrigen og som sådan i overensstemmelse med den franske komponistgruppe Les six's antiimpressionistiske bestræbelser.

Symfonien blev uropført i Tivolis Koncertsal den 17. juli 1926 under ledelse af Frederik Schnedler-Petersen. Anmeldelserne var blandede. I Berlingske Tidende lod anmelderen forstå, at man havde ventet et ultraradikalt værk, men at det ikke var "mere kras i sin Modernisme, end at et trænet Nutidsøre let kunde [finde] Vej og Sti." Anmelderen fandt dog, at tematikken sine steder manglede originalitet i sin afhængighed af Stravinsky og Puccini. I sin dybtgående behandling af symfonien i Nationaltidende mindede Gunnar Hauch om de tidligere værkers "Absint-Reminiscenser fra Montmartre", men i symfonien fandt han, at Riisager var på vej fremad. Hauch konstaterede også Stravinsky- og Puccini-træk i værket foruden mindelser om Wagner. "Derimod meget lidt Carl Nielsen, hvem unge danske Komponister ellers øser rigeligt af." Også Politikens Hugo Seligmann betonede Riisagers afstandtagen fra Carl Nielsen: "I sin Iver for at reagere mod det, der er oppe i hans Fædreland, har han selv skiftet Fædreland." Og Seligmanns dom over værket var hård: "Naar Stykket er til ende, er man lige vidt og lige klog." Der manglede slet og ret tematisk bærekraft og udvikling af det tematiske.

Anmeldelserne viser, at symfonien føltes som en fremmed fugl i samtidens danske musik. Det har næppe skuffet Riisager. Med sin 1. symfoni havde han nemlig ikke blot leveret et musikalsk svendestykke i den store form, han havde tillige formået at sætte sit klare præg på det indholdsmæssige. Nok bevægede han sig i den mest germanske og traditionsbelastede af alle orkesterformer, men han havde ikke ladet sig iføre nogen spændetrøje. Tværtimod lod han som nævnt hånt om flere grundlæggende regler for symfoniens opbygning og lod sin stærkt personlige instrumentbehandling signalere en bevægelse bort fra tysk musik.

Claus Røllum-Larsen er seniorforsker Ph.D. ved Det Kongelige Bibliotek

Amerikansk topkarakter til Riisager
10 November 2011
Dacapos nye Riisager-serie får topkarakteren 10/10 af amerikanske Classics Today.Ny video: Riisager Symphonic Edition
18 October 2011
Se traileren for Dacapos nye serie med premiereindspilninger af Riisagers samlede symfonierGramophone blogger: Send in the Danes
10 October 2011
I anledning af Dacapos nye Riisager-serie skriver Andrew Mellor i Gramophone om den særlige humor i dansk musik

Indspillet i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus, 14.-18. september 2010 [1] - [5] & [7] og
21. february 2011 [6]
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith

Grafisk design: elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen (Overture til Erasmus Montanus og Klods Hans)

Udgivelsen er lavet i samarbejde med Dansk Center for Musikudgivelse ved Det Kongelige Bibliotek

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226146

Stregkode: 636943614624

Udgivelsesdato: August 2011

Periode: Tidligt 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Promotion-video

Anmeldelser

OPUS
5/6 Stars
"Helt oemotståndlig cd. Bo Holten och århusianerna är strålande, upptagningen utmärkt. Nog den viktigaste av Dacapos alla fina Riisager-utgåvor hittills"
Læs mere >>
International Record Review
"...very good fun, with occasional depths, and some roller-coaster handling of the orchestra. Worth your time"
Læs mere >>
Gramophone
"The Aarhus Symphony Orchestra acquits itself bravely under Bo Holten's firm direction and, as usual from this source, recording quality and documentation are first-rate"
Læs mere >>
MusicWeb International
"Playful, chivalrous, impulsive and ending in a grand symphonic glow ... a most impressive and sensitive portrayal of pastoral beauties."
Læs mere >>
Klassisk
5/6 Stars
"Riisager blander respektløshed med kærlighed og viser sig dermed som den ægte arvtager fra Carl Nielsen."
Læs mere >>
Cinemusical (amerikansk blog)
4/4 Stars
"This first volume is easily recommended to the curious and those who appreciate the art of the 1920s."
Læs mere >>
Classics Today (10/10)
"I can only welcome this release with great enthusiasm and high hopes for the series as a whole."
Læs mere >>
Fyens Stiftstidende
4/6 Stars
"Et af Riisagers særkender var hans næsten eksperimenterende orkestrering ... Aarhus-symfonikerne viser det med tydelighed"
Læs mere >>


A CC Music Store Solution