Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Songs

John Frandsen

Songs

Lise Davidsen, Liv Oddveig Midtmageli, Morten Grove Frandsen, Aleksander Nohr, Sofia Wilkman, Orsi Fajger, Jesper Sivebæk

»Et forunderligt fikserbillede af musik« Weekendavisen

♥♥♥♥ Politiken  ★★★★ Fyens Stiftstidende

Den danske komponist John Frandsen (f. 1956) er en lidenskabelig musikalsk fortolker af tekster, og det er i denne rolle, han kan opleves på CD'en Songs for solo voice, piano and guitar. En samling af yderst forskellige tekster tages under kærlig musikalsk behandling, og det fælles træk i samlingen er Frandsens særlige, åbne tilgang til alle de tekstlige udtryk; fra det virkeligt intime og endda erotiske til det filosofiske og det absurd fjollede. På CD'en medvirker fire markante nordiske sangsolister, nemlig den prisvindende norske sopran Lise Davidsen samt komponistens søn, kontratenor Morten Grove Frandsen, barytonen Aleksander Nohr og sopranen Liv Oddveig Midtmageli.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 48kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
© Marie Louise Munkegaard
"Sublimt lavpulserende, næsten udåndende sange, kontra snublende staccato fornøjelser. Et forunderligt fikserbillede af musik står til rådighed for det opladte sind."
Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen
"Ofte er sangene langsommeligt søgende i forreven melankoli. De forskellige sangere gør pladen varieret, og det er styrken."
Henrik Friis, Politiken
"Både introvert, ekspressivt, humoristisk og søgende musik, [..]"
Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende
"[..] richness, depth, presence and character, [..]"
Andrew Mellor, Gramophone
"Each work is a gem in its own right, which performers manage to polish to perfection."
Peter Loewen, American Record Guide
"Wer auf der Suche nach einem interessanten zeitgenössischen Lied-Komponisten ist, sollte sich Frandsens Œuvre anschauen, [..]"
Marcus Budwitius, Opera Lounge
"Personnalité et technique moins affirmées des trois autres chanteurs."
Hélène Cao, Diapason
Total runtime: 
74 min.
John Frandsens Sange 

af Trine Boje Mortensen

Som komponist, deltager i musiklivets organisatoriske instanser, organist, debattør, lydproducer og foredragsholder er John Frandsens aktivitetsniveau skyhøjt. Med integritet, nysgerrighed og en misundelsesværdig energi er John Frandsen en af dansk musiklivs faste støttepiller og har været det i hele sit aktive musikerliv. Men billedet med støttepillen er ikke tilfredsstillende, for sådan en står stille – og det gør John Frandsen ikke. Dertil er der alt for meget humor og nysgerrighed blandet sammen med det saglige og robuste.

John Frandsen (f. 1956) er uddannet cand. phil. i musikvidenskab på Aarhus Universitet, hvor han også har undervist. Frandsen har også kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium og diplomeksamen i komposition fra samme institution, med Hans Abrahamsen og Karl Aage Rasmussen som lærere.

Derudover har han også studeret direktion på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har gennem årene haft en lang række poster i dansk musikliv, blandt dem kan nævnes: formand for Dansk Komponist Forening 1999-2008, Formand for Statens Kunstfonds Toneudvalg 1993-95, præsident for Nordisk Komponistråd 2004-7. Har siden 1995 arbejdet som organist ved Stavnsholt Kirke i Farum.

Værklisten fra Frandsens hånd tæller musik i mange genrer: Syv operaer - fra en kirkeopera til en helaftensopera på Det Kongelige Teater – symfoniske værker, koncerter, kammermusik og ikke mindst: sange. Den seneste operasucces er Et Dukkehjem, baseret på Henrik Ibsens berømte skuespil.

I 2013 uropførte DR’s ensembler, en række sangsolister og den færøske sanger Teitur John Frandsens Requiem, der er det største livtag med denne genre en dansk komponist har taget. Værket er bl.a. bygget op om kontrasten mellem den latinske dødsmessetekst og nye digte af den danske digter Simon Grotrian. Denne vilje til at brydes med både det store (dødens liturgi, musikalske traditioner, store former) og det intime og enkle (digtet og stemmen) er på mange måder karakteristisk for Frandsen, der også i sine operaer formår at give intimiteten, det helt hudnære, en plads i det store apparat som en opera er. Omvendt vil man så på denne cd kunne høre de store følelsesudtryk i sangens intime form.

”What You See Is What You Get” – WYSIWYG er et udtryk i computerverdenen, der nogenlunde betyder, at det programmøren ser, mens hans laver et computerprogram, er det, vi som brugere også ser i det færdige produkt, og ikke en række mærkelige koder, parenteser, tal og gerninger. WYSIWYG er en nærhed eller endda lighed mellem det, der er skrevet og det der opleves.  WYSIWYG kan på sin vis også være et dækkende udtryk for John Frandsens musik. Der er ikke noget skjult eller komplekst dobbelttydigt i hans værker, og det betyder ikke, at der ikke er lag og udtryksmæssig dybde. For det er der masser af. Der er også eftertænksomhed og en fin og ærlig menneskelighed. Men der er ikke nogle sære overraskelser, der ligger ikke dybsindigheder gemt på steder, der er svære at høre, der er intet behov for lange hæfter med uddybelser af musikalske kompleksiteter. Det man hører, er det, der er. Og det er nok. For der god plads i Frandsens musik til at lytteren kan være til stede, tolke, lytte igen og få nye indsigter. Det er denne generøsitet med pladsen og fornemmelsen af at være velkommen, der gør at musikken langt hen ad vejen kan dækkes af udtrykket: What you hear is what you get (for nu at omskrive til lejligheden). Man hører ganske meget i denne musik, og man får lige så meget med til livet efter lytningen.

John Frandsen er om noget en musikalsk fortolker af tekster, og det er i denne rolle, han kan høres som komponist på denne cd. En samling af yderst forskellige tekster tages under musikalsk behandling, og det fælles træk i denne forskelligartede samling af sange er Frandsens ærlige, åbne tilgang til alle de tekstlige udtryk; fra det virkeligt intime, det erotiske til det filosofiske og det absurd fjollede. Alle tekster bliver givet muligheden for generøs erkendelse i deres nye, musikalske form.

Lystens liturgi (1993)

Denne samling af John Frandsens sange begynder med det på samme tid mest højspændte og mest intime værk. Lystens liturgi er bygget på to tekster, der begge handler om forførelse og erotik. Biblens Højsang og et digt af Pia Tafdrup bliver vævet ind i hinanden og får et fælles musikalsk udtryk. Den latinske tekst er for det meste mere bastant og ekspressivt udfoldet i musikken end den danske, der er mere strømmende og tyst. De to udtryk bytter dog roller, eller tekster, nogle steder undervejs. I Lystens liturgi er der en vedvarende fornemmelse af, at der ikke er et fast ståsted rent rytmisk. Det er flydende, urolig musik, der giver en sær svimmel fornemmelse, selv de steder, hvor akkorderne står mejslet i granit. For det er som om de mejslede akkorder ikke altid står der, hvor man havde regnet med, at de skulle stå.

I Lystens liturgi er to tekster og to udtryk lydefrit sammenvokset til et værk.

Songs of Innocence (1983/84) - Songs of Experience (1991)

De to sangcyklus’er Songs of Innocence og Songs of Experience er komponeret med syv års mellemrum og er begge skrevet med guitaren som akkompagnerende instrument.

William Blake er forfatteren til de to berømte digtsamlinger, som han udgav samlet med sine egne illustrationer i 1790’erne. Det er en række digte fra de to samlinger, som Frandsen har sat i musik. Komponisten skriver i en programnote således om de to sangcyklus’er:

”Allerede fra Blake’s hånd er de to digtcyklus’er tænkt som kommentarer til hinanden - der er adskillige af digtene i Songs of Experience der direkte refererer til og kommenterer Innocence-digte. På tilsvarende måde har jeg forsøgt at skabe musikalske paralleller mellem de to værker - at finde et tonesprog, der lige fuldt udtrykker deres fællespræg og deres kontrast.”

Guitaren som akkompagnerende instrument giver et sprødere og mere tidløst klangbillede, end når det er klaveret, der akkompagnerer. Sangene er ikke på samme måde som flere af de andre på cd’en en naturlig fortsættelse af en koncertsalstradition, men i højere grad sange til kammeret, til at synge for sig selv. Der er en anden form for intimitet i disse sange.

Den første cyklus, Songs of Innocence, er fuld af glitrende sange i et højt leje. Barndommens uskyldige toner, der smutter som lysstrejf på vand, og lyser som nyudprungne bøgeblade. Men kontrasterne er der også i denne samling ungdommeligt sprudlende sange; i sangen om drengen, der bliver væk fra sin far, opleves hele den verdensnedbrydende angst som et uskyldigt barn føler, når verden et øjeblik (forhåbentlig kun et øjeblik) ikke er med en, men mod. Også den sidste sang i samlingen, en vuggevise for det uskyldige barn, bærer mere af moderens ro og bekymring end af barnets uskyld, og virker på den måde som et bindeled til den næste samling: Songs of Experience. Situationen i The Voice of the Ancient Bard er nemlig også at en ældre person synger for en yngre. Men denne gang er det ikke trøst og blide ord, men en omgang trist brok over menneskers fjolleri og indbildskhed. Selvom der også i Songs of Experience er kontraster, så er grundstemningen her mørk og frustreret. Det glitrende i musikken er afløst af noget mere sanseligt og bittert. Det høres i guitarens fløjlsakkompagnement i The Sick Rose og i melodilinjens arabiske aroma i Ah! Sunflower.

Winternächte (1989)

De fire sange til tekster af Hermann Hesse der tilsammen bærer overskriften Winternächte er på mange måder de musikalsk mest radikale af denne cd’s sange. Sangene, der er samlet på denne udgivelse, er alle komponeret inden for et tiår, og selvom der er en tidslig nærhed mellem værkerne er der udtryksmæssigt langt mellem fx. Winternächte fra1989 og Seven Silly Songs fra 1987. Teksterne til Winternächte er frysende depressive og smukke. Hermann Hesses udpensling af menneskets ensomhed både i selskabet med medmennesker og i naturen er på samme tid køligt konstaterende og smerteligt nærværende. Kun i den sidste sang Böse Zeit, er der en medskabning, som man række hånden til. Om det er Dødens venlige forløsning eller en rejsekammerat til resten af den rejse man nu en gang er på er ikke åbenlyst. John Frandsen lader dette åbne digt ledsage af himmelske toner, spillet udelukkende på selve strengene inde i flyglet, så at rejsen bliver akkompagneret som af en fjern harpe.

De tre sange før Böse Zeit er ekspressive og balancerer mellem at kæmpe mod teksternes tunge filigran eller give sig hen til det. Den øsende regn i Oktober 1944 bliver beskrevet med en stejl melodi, mens mødet med en gammel bekendt i La belle qui veut bliver til at begynde med musikalsk beskrevet med en vis sentimentalitet, men får bestemt ikke lov at blive i dette udtryk. Beskrivelsen af det gamle træ i Knarren eines geknickten Astes er melodisk eksplosiv og kantet, med en fornemmelse af vrede, der lurer under overfladen.

rummet, hvor jeg engang boede (1990)

Teksterne til de fire sange i rummet, hvor jeg engang boede er af Henrik Nordbrandt og er alle fulde af sanseindtryk: klange af Mozart, en rigtig, rød rose, følelsen af kulde og berøringer. Denne sanselighed bærer John Frandsen over i en genkendelighed i musikken. Men ligesom digtene fortæller flere historier end sanselighedens, er musikken også både et spejl og et vindue ud mod verdens mange detaljer.

I komponistens egen programnote kan man bl.a. læse:

”Også [sangene] fremstiller noget tilsyneladende velkendt, til tider ligefrem noget trygt. I hvert fald knytter de an til en verden, vi kan gribe og begribe - og dermed jo også lægge en distance til. Men under overfladen er udefinerede kræfter på spil. Ånder, mareridtssyner, forfald ... Situationernes umiddelbare velkendthed og fortrolighed undermineres, sløres, dementeres. Billederne får karakter af ’déjà-vu’. Og pludselig rykker digtet os truende nær.”

Musikken berører tonesproget hos både Schubert og Ib Nørholm. Aldrig som citater eller ’déjà-vu’er’, men som en naturlige referencer for en dansk komponist i det 20. århundrede, der skriver sig ind i en lang tradition af lieder og sange med klaverledsagelse. John Frandsens melodier bliver aldrig ord-malerier, der underlægger sig teksten, men undertiden kan man høre, hvordan melodi eller akkompagnement tager afsæt i en tekstfrase og uddyber den. Det sker fx. i sangen De dødes vejskilt, hvor et taktfast, schubertsk klaverakkompagnement ved ordene ” ... i hvilken retning du skal lytte ... ” pludselig breder sig retningsforvirret og myldrende ud til alle sider, for snart efter at samles i et nyt udtryk, der løfter sangen videre. Det umiddelbart enkle åbner i alle sangene for et væld af udtryk.

Seven Silly Songs (1987)

De syv fjollede sange til amerikanske og engelske nonsens-tekster er ikke mere fjollede, end at de, som også de mere seriøse tekster til andre værker, giver mulighed for at høre ærlige, menneskelige musikalske udtryk som fx. kærlighed, inderlighed og vildskab. Som i Alice i Eventyrland, Peter Plys eller såmænd gamle danske folkeviser, giver det enkle i sprog og historier plads til en rigdom af fantasi og overraskelser. Her er drukkenbolten, der mumler livsvisdom (’The man who drinketh small beer/And goes to bed quite sober/Fades as the leaves do fade/That drop off in October’) og den unge mand, der stikker af hjemmefra, der er turtelduer, der savner hinanden så grufuldt, der er en vuggesang med indlagte drømme (’Go to sleepy, little baby/When you wake/You shall have/All the pretty little horses’) og vrøvlevers om jalousi, groteske dagdrømme (’But I’m a cockroach/And I’m a water-bug/I can crawl around and hide behind the sink’), og dyr der løber hjem når det regner. Der er alt, hvad der skal være af bizarre billeder til at antænde vores fantasi allerede i teksterne. Musikken bliver på intet tidspunkt blot lydmaleri af de farverige tekster, men tager til enhver tid teksten seriøst og får på den måde fremhævet det groteske og rørende. Vi smiler og foruroliges.

Trine Boje Mortensen er Promotion Manager hos Edition Wilhelm Hansen og musikskribent som specialiserer sig i ny kompositionsmusik.

Release date: 
marts 2016
Cat. No.: 
8.226582
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943658222
Track count: 
30

Credits

Indspillet i Operaen, orkesterprøvesalen, september 2015 [1]-[5] og 20]-[23]; Farum Kirkes sognsgård september og  oktober 2015 [6]-[19] og [24]-[30]
Teknik og producer: John Frandsen
Redigering: John Frandsen og Lars C. Bruun
Mix og mastering: Lars C. Bruun

Design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition·S, edition-s.dk (Songs of Experience, Songs of Innoncence, Lystens liturgi) og Edition Reimers, editionreimers.se (Seven Silly Songs)

Dacapo acknowledge, with gratitude, the generous support of Danish Composers’ Society’s Production Pool / KODA’s Cultural Funds