Ib Nørholm
Ib Nørholm, der er født 1931 i København, kan i dag se tilbage på mere end et halvt århundredes kreativ virksomhed som en af landets førende komponister. Selvom værkgenrer som symfoni, opera og strygekvartet rager op i komponistens samlede produktion, har korsang og kormusik været en jævnligt forekommende bestanddel af hans virksomhed gennem hele karrieren, lige fra gymnasietiden hvor han bl.a. komponerede koroperaen Sneglen og rosenhækken. I studietiden dirigerede han selv flere kor, og korsang har også været en fast del af hans gerning som organist ved Bethlehemskirken på Nørrebro, hvor han var ansat fra 1964 helt frem til 1998. Det er dog ikke så meget gudstjenestemusikken, der dominerer værklisten for kor, som i højere grad er præget af verdslige kompositi-oner, omfattende såvel enkle satser for børnekor og amatørkor som virtuose værker for professionelle sangere, både a cappella og som del af stort anlagte oratoriske og symfoniske kompositioner.
Ib Nørholm studerede i begyndelsen af 50'erne musikteori, musikhistorie, kom-position og orgel ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han bl.a. havde Finn Høffding og Vagn Holmboe som lærere. Efter endt uddannelse var han musikanmelder ved dagbladet Information og senere konservatorielærer, fra 1972 ansat ved DKDM, hvor han i 1981 blev professor i komposition. Hans kompositio-ner fra 50'erne er præget af den herskende Carl Nielsen-tradition inspireret af bl.a. hans lærere, men omkring 1960 var han at finde blandt de unge komponi-ster, der skiftede kurs og ivrigt begyndte at studere de nye kompositionsteknikker og udtryksformer, der var fremherskende i den internationale modernisme. Det førte til en række værker, hvor der eksperimenteredes med seriel teknik, grafisk notation, musikteater og collage, indtil han - igen i lighed med en række kolleger - vendte den rabiate modernisme ryggen og fandt sig selv som en del af det særlige danske fænomen den ny enkelhed. Ib Nørholms kompositioner har siden midten af 1960'erne været kendetegnet ved deres stilpluralistiske fremtoning, der tillader komponisten - alt efter funktion og formål - at vælge og veksle mellem forskellige mere eller mindre veldefinerede stilistiske udtryk som lige gyldige og autentiske sprog. Komponisten har hele sit musikalske erfaringsmateriale til sin rådighed (jf. strygekvartetten Fra mit grønne herbarium) og kan udtrykke sig stilistisk forskelligt, alt efter om han skriver en korsang, en strygekvartet eller en kompliceret symfoni.
Værkerne
Stilhed fra længe - siden, op. 150 for blandet kor a cappella. Musikken er skrevet i 1998, men teksten er bogstaveligt fra "for længe siden", skrevet af digteren Morten Nielsen, der blev dræbt under 2. verdenskrig. Den handler om at slentre i snevejr, hvor sneen dæmper de ydre hverdagslyde og dermed giver plads for tanker og følelser, der kommer indefra. Digtet udtrykker også angst for, at denne stilhed, denne indadskuen "mens jeg er mig selv så nær", skal skjule den ydre verdens realiteter.
Nu og Da, op. 162 (2001) er en cyklus for lige stemmer og strygekvartet over danske digte af så forskellige forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Sophus Claussen, Thøger Larsen og Bo Green Jensen. Værket er bestilt af og skrevet til DR Radiopigekoret og Michael Bojesen. Da Nørholm til sin 70-års fødselsdag havde fået flere forskellige digtsamlinger foræret, besluttede han som tekstgrund-lag for bestillingen at sammensætte en cyklus af digte, som var på én gang kontrasterende og fra forskellig tid og alligevel fungerede sammen. Cyklussen forløber i en fortløbende strøm med strygekvartetten som sammenkædende element. Der er to satser, men (som på indspilningen) ikke nødvendigvis nogen satspause.
Værket er karakteristik for Nørholm med sit stærkt pluralistiske stiludtryk, lige fra det stærkt dissonerende til det milde og lyriske i ‘C-dur', da foråret bryder frem. Det er først og fremmest stærkt madrigalistisk med sit detaljerede tonemaleri: Uvejret der rejser sig, trawlernes dunkende motorer, spurven der flyver helt op i himlen og kattens kælenhed og narcicistiske selvoptagethed.
Titlen Nu og Da hentyder selvfølgelig til digtenes forskellige alder, men også til at der i flere af digtene er tale om en tilbageskuen på noget fortidigt. Der veksles mellem de nutidige og de ældre digte. I den første sats bestående af fire digte synes der trods kontrasterne imellem digtene at være tale om en udvikling, der bevæger sig fra vinter til vår (Pløjeland), så en stilstand - eftertænksomhed - høstens tid (Trawlerne) og til sidst strandvalmuen, som står der på trods af alt, indtil vinteren ‘slukker dens sidste blus' (Strandvalmuen). I anden sats er der flere steder hentyd-ninger til døden, noget om at se tilbage på noget, der engang var, men ikke er mere. Spurven er tættere på Gud, og der vil digteren være, når hans tid kommer (Spur-ven). Katten er livstræt og leger stendød (Katten). Ole Bole er på en måde cyklus-sens hjerte med nostalgien, det tilbageskuende både på gode og ubehagelige erindringer (om død og sorg). I Ole Bole ses tilbage på skolen, og minder vælder frem - også om personer som nu er døde.
Danskerens natur, opus 132 (1994) er for blandet kor, skrevet til Sankt Annæ Gymnasiekor. Anledningen var en koncert den 5. maj 1995 til markering af 50-året for Danmarks befrielse, en anledning som naturligt lægger op til en betoning af det nationale. Ib Nørholm valgte som det ene tekstforlæg Kaj Munks digt Hvor mørkt - hvor stort, som stammer fra krigens tid (1943). Det er et strofisk, højtide-ligt, regelmæssigt metrisk og rimet digt, som højstemt priser det danske land "som sejt holdt stand mod årtusinds fjende". Men karakteristisk for Nørholm sammenstilles dette digt med et stærkt kontrasterende digt fra en helt anden tid, nemlig Ivan Malinowskis Sejl og anker fra samlingen ‘Vinterens hjerte' (1980) som er underfundigt, åbent i formen og humoristisk drejet ("min viden er mer end porøs: den består mest af mellemrum"), udadvendt og unationalt. Malinowskis digt om ‘min viden' er sat i en polyfon, ofte triolrytmisk sats, der flyder let og elegant, mens Kaj Munks fædrelandsdigt er mere homofont med en regelmæssigt pulserende, næsten koralagtig cantus firmus. Der veksles mellem de to digte med hver sin type musik, således at fædrelandsdigtet nærmest fungerer omkvædsag-tigt mellem Malinowski-stroferne.
Værket har som undertitel "to epoker - to temperamenter", og denne modstilling udgør værkets hoveddel. Men som en epilog har Nørholm komponeret Inger Christensens ganske korte (men langsomt afviklede) Som sneen den rene, der ligesom ser det hele udefra, ovenfra.
November og Vinter (1996) er begge for tre lige stemmer, skrevet til DR Radiopi-gekoret. De har tekst af Jette Ulfbeck, som i en let og underfundig tone skildrer hhv. novemberskovens farvelade (alt rimer på blade) og vinterens frostklare nattehimmel.
Igennem hele sin karriere har Ib Nørholm haft et nært samarbejde med digteren P