Messingkvintetter i Skandinavien
Der er en lang tradition i Skandinavien for messingensembler, men messing-kvin-tetten i kammermusikalsk sammenhæng er en ret ung foreteelse.
Man havde tidligere kvintetter og sekstetter inden for militærmusikken, men mili-tær-musikkens ensembler anvendte andre instrumentyper. Den moderne messing-kvintet er dannet af symfoniorkestrets messinginstrumenter, og i stedet for militærets kornetter bruges trompeter, i stedet for ventilbasuner tromboner, osv. Den moderne messingkvintet med to trompeter, horn, trombone og tuba kan derfor ses som en messingvariant af den klassiske blæserkvintet (med fløjte, obo, klarinet, fagot og horn).
Mange musikere og grupper har præget udviklingen, der har ført til etablering af messingkvintetten som standardiseret kammerbesætning. Internationalt er det dog frem for alt to grupper, der skal nævnes som pionerer: Philip Jones Brassensemble og New York Brass Quintet. Vagn Holmboe komponerede sin banebrydende Kvintet op. 79 til New York Brass Quintet, og dermed fik et amerikansk ensemble afgørende betydning for det skandinaviske repertoire.
Fordi ensembleformen er så ung, er det typisk, at et nært samarbejde mellem ensembler og komponister har været af største vigtighed. Flere af de mest betyd-nings-fulde grupper har fået skrevet en mængde værker direkte til sig. Der er mange, som kunne nævnes i denne sammenhæng, men her følger blot en kort beskrivelse af nogle af de mest fremtrædende messingkvintetter i Norden:
Filharmonins Brassensemble blev dannet 1969 af musikere fra Stockholms Fil-harmoniske Orkester. Ensemblet var i begyndelsen en sekstet med to tromboner, men ændrede i 1978 besætning til kvintet. Nogle af repertoirets vigtigste værker er komponeret til Filharmonins Brassensemble, f.eks. Wlodzimierz Kotonskis musikteaterværk Multiplay, Leif Thybos Intrada & Capriccio og Torbjörn Ivan Lundquists Scandinavian Music.
Den Norske Messingkvintett blev dannet i 1973 af musikere fra Den Norske Operas orkester og Oslo Filharmonikerne. Gruppen uropførte bl.a. Ole Schmidts Fragmenter og samtaler og Knut Nystedts Rhapsody in Green. Sammen med musikere fra Filharmonins Brass-ensemble fra Stockholm dannede Den Norske Messingkvintett i løbet af 1980’erne stammen til Scandinavian Brass Ensemble.
Svenska Brasskvintetten blev dannet 1977 og vandt i 1984 den europæiske radiounions Rostrum-pris. Folke Rabe komponerede sin Escalations til Svenska Brasskvintetten.
Royal Danish Brass er også dannet i 1977 af musikere fra Det Kgl. Kapel i Køben-havn. Ensemblet fremtræder også i form af et større messingensemble med 14 med-lemmer. En af Skandinaviens mest betydningsfulde komponister, Per Nørgård, komponerede i 1988 Vision til Royal Danish Brass.
Stockholm Chamber Brass blev dannet 1985, og vandt i 1988 1. pris ved den inter-nationale konkurrence for messingkvintetter i Narbonne. Stockholm Chamber Brass har de seneste år stået for en række uropførelser, bl.a. Heavy Metal af Sven-David Sandström, Anders Hillborgs Brass Quintet og Music for Five af Eino Tamberg.
Udviklingen siden 1961, da Vagn Holmboe komponerede sin første messing-kvin-tet, har været noget nær eksplosiv. I de seneste fire årtier har de førende nordiske kom-ponister komponeret for messingkvintet – og forhåbentlig er det bare begyndelsen.
Jonas Bylund, 2002
Danske værker for messingkvintet
Vagn Holmboe (1909-1996)
Holmboe satte afgørende præg på både dansk og nordisk musik, både med sin under-visning og med sine over 400 værker fra en karriere, der strakte sig over mere end 60 år. I sin alderdom nåede han at opleve sit definitive gennembrud som en af det 20. århundredes store komponister.
Holmboes musik er påvirket af Carl Nielsen, Sibelius og Stravinskij, og i videre perspektiv var Haydn også et af hans store forbilleder. Holmboe studerede også folkemusik, og havde et indgående kendskab til folklore i mange lande. Men uanset de musikalske påvirkninger var han som komponist kendetegnet ved sin kompromisløse integritet og raffinerede originalitet. Hans musik er både kraftfuld og subtil, disciplineret og passioneret, og dybt bevægende i sit sjælelige drama.
Holmboe skrev sin 1. Messingkvintet op. 79 i 1961-62 på opfordring af New York Brass Quintet. Værket blev hurtigt en klassiker inden for genren.
Efter første sats, som har karakter af en lang fanfare, følger en livlig sats, der stiller betydelige krav til ensemblets sammenspil.
I den stille tredje sats kommer Holmboes kærlighed til den østeuropæiske folkemusik til syne i brugen af skæve taktarter som 5/8. Det gælder også i finalen, hvor man hvirvles rundt i skiftende taktarter i et hurtigt insisterende tempo.
Først efter 17 år skrev Holmboe igen et værk for messingkvintet, denne gang i anledning af Københavns Messingkvintets 10 års jubilæum. Kvintet nr. 2, op. 136 begynder ligesom den 1. Kvintet med en pompøs fanfare, der har begge trom-petister i en hovedrolle. Anden sats former sig som en stor hornsolo med små ’indskudte sætninger’ fra det øvrige ensemble. Tredje sats er hurtig og livlig og stiller store krav til især trompetisternes sammenspil. I fjerde sats, endnu en langsom sats, benytter Holmboe sig af dæmpere i dele af ensemblet. Det giver en udtryksfuld variation i klangbilledet, og lader de ikke-dæmpede instrumenter stå tydeligt frem. Femte og sidste sats er, ligesom i den 1. Kvintet, hurtig og virtuos. Også her fornemmer man inspirationen fra Østeuropa, men hvor den 1. Kvintet benyttede sig af skiftende og skæve taktarter, arbejder Holmboe her med mere konstante ændringer i betoningsmønstret.
Ib Nørholm (f. 1931)
Ib Nørholm er en af de mest markante danske komponister i dag. Sammen med sine jævnaldrende kollegaer Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen førte han efterkrigstidens avantgardeteknikker til Danmark, og ligesom de andre to fornægtede han senere avantgardens dogmer til fordel for en mere personlig udtryksform. Ib Nørholm er en af Nordens store symfonikere – han har komponeret ti meget forskellige symfonier – og har også skrevet mange musikdramatiske værker.
Ib Nørholm skriver om sit eget værk From the Merry Life of a Spy, fra 1999: ”Når unge musikere beder en komponist om at forsyne dem med musik, får han en del at tænke over. I vore dage har de unge en så udviklet teknik, at komponisten ofte må danne sig helt nye forestillinger om instrumenternes ydeevne og dermed også deres musikalske udtryksmuligheder. I dette tilfælde var jeg f.eks. duperet over den letløbende teknik, som jeg i hvert fald ikke var vant til at forbinde med den lidt tungere del af den store instrumentale familie.
De mange forskellige dæmperspecialiteter gav mig nu den idé at skrive en spionhistorie, model Le Carré, med en tys-tys sammensvæ