POUL RUDERS:
FIRE DANSE I ÉN SATS; NATSKYGGE; AFGRUND
Ingen nutidig komponist har opvist en så stor og helt egen beherskelse af det moderne symfoniorkester end Poul Ruders. Tænk på kæmpelærreder som Symfoni nr. 1 (1989), Soltrilogi (1992-95) og de to operaer Tjenerindens fortælling (1996-98) og Proces Kafka (2001-3) – her lyser farverne med særlig glans og styrke, og der er et Strauss’sk ‘schwung’ over de mange nye påfund med hensyn til timbre og tekstur. Men hvad der i hvert tilfælde efterlader størst indtryk, er den følelse, der bliver formidlet; den atmosfære, der bliver skabt.
Man ville forvente, at en sådan komponist ikke var på helt samme hjemmebane, når det drejede sig om musik for kammerensembler. Men Ruders’ musikalske personlighed har en anden side – en, hvor han har mere til fælles med den nordiske gigant Sibelius end med Strauss. Også Ruders bliver ansporet af at skulle skabe store virkninger med begrænsede midler. Før han gik i gang med sin Bratschkoncert (1993-94), fortalte Ruders mig, hvordan han så frem til at skrive et partitur uden slagtøj og uden samplere eller elektroniske tasteinstrumenter og med kun de vante instrumenter i det klassiske orkester – eller som han slående formulerede det, “Det skal være gjort med noderne alene.” Ruders undte sig selv en noget mere varieret palet i de tre værker på denne cd, men da der kun er tale om soloinstrumenter, måtte han på forhånd afskrive orkestrale klangvirkninger som dem fra en fuldt besat stryger- eller messingsektion. Intensiteten skulle komme fra koncentration.
Det bedst tænkelige eksempel på dette finder vi allerede i ‘Whispering’ (Hviskende), den første af Four Dances in One movement (Fire danse i én sats) for kammerorkester (1983), uropført i 1985 af London Sinfonietta under ledelse af komponistdirigenten Oliver Knussen. At skrive for Knussen fik helt klart Ruders til at tænke sig grundigt om lige fra starten – Knussen er berømt for sit skarpe øre. ‘Whispering’ er et uhyggeligt lille forspil, hvor klarinettens lavmælte, nervøse dansende figurer hele tiden har spøgelsesagtige ikke-helt-nøjagtige ekkoer efter sig i violinen, tremolo. Man kunne forestille sig et lille menneske, som snubler over ordene i et børnerim, fordi der et sted i mørket sidder et væsen og efteraber dem med sin tynde stemme.
‘Whispering’ kunne næsten stå alene som en stemningsfuld miniature, hvis virkning er ganske ude af proportioner med de anvendte midler. Men så ville man gå glip af overgangen til anden sats, ‘Rocking’ (Gyngende), for man behøver ikke slå hjernen til for at opleve, hvordan trompetens rytmer her vokser frem af klarinettens dansende figurer. Den vuggende bevægelse fortættes snart til et langsomt valsetempo (betegnet ‘Tålmodigt’), hvor melodien med let hånd fremhæves af buestrøget vibrafon og flageoletter i violinen. En snert af Stravinsky i det, Ruders kalder ‘stabel-akkorderne’ i slutningen af ‘Rocking’, er signal til satsen ‘Ecstatic’ (Ekstatisk) om at bryde løs – en sats, hvor lyde med skarpe kanter og de overstadigt kæmpende rytmer indgår i den nøje kontrollerede opskruning af en ophidselse, der er ren krop.
Til at begynde med kunne man tro, at finalen ‘Extravagant’ i sit stille sind har besluttet at modsige sin egen titel. De indledende sordinerede violinlinjer genkalder den spøgelsesagtige skygning i ‘Whispering’, om end det sker på mere formelle, fuga-agtige betingelser. Dette er begyndelsen på en lang proces, hvor ideer fra de tre foregående satser bringes sammen, og hvor der stiles efter at nå tonalt i havn i eller omkring h (noget, der har været antydet flere gange i løbet af ‘Rocking’ og ligefrem blev berørt i slutningen af ‘Extravagant’). Hvis dette skulle føre tankerne hen på symfonisk syntese, kan det være interessant at få at vide, at Ruders’ oprindelige arbejdstitel var ‘Symfoniske danse’ – blot kom han så til at høre Rakhmaninovs Symfoniske danse og besluttede at holde sig væk fra et område, Rakhmaninov i den grad havde gjort til sit. ‘Ecstatic’ bygges efterhånden op til et løssluppent klimaks, der lever op til sit navn, mens slutningen er mærkeligt stille (Ruders’ note i partituret er ‘Uvirkeligt’) med sine spredte vendinger fra valsetemaet, der efterhånden forsvinder ud i det tomme intet.
Nightshade (Natskygge) fra 1987 er skrevet til Capricorn ensemblet og er endnu mere koncentreret med sine kun 10 instrumenter og en varighed på mindre end 10 minutter, og dog er der en bemærkelsesværdig styrke i værkets afdækning af det ‘dødbringende’ bag titlen, idet jo den giftige plante belladonna (Atropa b.) på engelsk hedder Deadly nightshade (på dansk hedder den imidlertid galnebær, mens det er Solanum nigrum, der hos os kaldes Sort natskygge; O.A.). Bare det, at han så ordet på tryk, fik Ruders’ fantasi på vingerne. Plantens to navne rummede nok af betydninger – en smuk kvinde, det forjættende løfte om herberg for natten (‘nat-skygge’), død – til at han forsvandt ind i en verden af drømme eller tidløse eventyr. Ja, der var tilmed konturerne af en beretning –
‘… et drama om noget, der er både truende og fascinerende: Et lille barn står op midt om natten, forlader huset og forsvinder ind i en sort skov. Noget ukendt og farligt kalder.’
Uskyld og frygtelig erfaring er et tilbagevendende tema hos Ruders. Og selv om det i Nightshade ikke er så ligetil at følge historien på dens vej, så er det ulig nemmere med hensyn til, hvordan dens elementer bliver omsat til klang. De dybe og til tider næsten underjordiske lyde fra kontrabasklarinet, kontrafagot, trombone og kontrabas udbygges med horn (mestendels i de dybe registre), stortromme, en stor gong og altfløjtens dunkelt sensuelle toner. Godt nok er der lysere klange fra volin, stemt slagtøj, klaver og en desperat klagende obo, men deres virkning er blot at få mørket til at virke endnu mere tæt og truende. Der er ikke noget klart formuleret program, men det er ikke til at gå fejl af det sidste klimaks’ betydning, her hvor altfløjten udskiftes med en piccolo, hvis skingre, opkørte forte forenes med højtliggende obo, klaver og violin, og det kulminerer i en række huggende staccato-akkorder. Katastrofe og derpå hastigt tilbage til en rugende knuget stilhed.
Abysm (Afgrund) er for stort ensemble og blev skrevet i 2000 til Birmingham Contemporary Music Group. Ligesom Nightshade indbyder Abysm tilhøreren til at lægge videre poetiske betydninger i de musikalsk lyde, som de dukker op under forløbet. I dette tilfælde har Ruders lagt vejvisere ud i form af tre citater, et for hver af de tre satser. Første sats har således fået et par linjer med fra Shakespeares Stormen: ‘What seest thou else / in the dark backward and abysm of time?’ (‘Hvad ser du m